Når Danmark går i krig

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.

Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.

Men ikke før. Det ville være forkert.