Da beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen i februar udtalte, at borgerne både skal have en rigtig og en hurtig afklaring af deres sager i Arbejdsskadestyrelsen, så glemte ministeren tilsyneladende at nævne, at man ikke kan få begge dele på samme tid.
Den seneste opgørelse over sagsbehandlingstiderne i Arbejdsskadestyrelsen vidner om en klar prioritering. Kvaliteten af afgørelserne skal op, efter Kammeradvokatens sønderlemmende kritik – uanset hvor meget det forlænger sagsbehandlingstiderne.
Graferne viser, at sagsbehandlingstiden er steget inden for alle typer sager, men at stigningen er størst for sager, hvor der tilkendes erhvervsevnetab. Det vil mange krigsveteraner kunne bekræfte.
Efter vedtagelsen af særloven, som afskaffede 6-månedersreglen, skulle man ellers tro at der var mulighed for hurtigere behandling af arbejdsskadesagerne. Men man skal åbenbart ikke glæde sig for tidligt.
Hvor veteranerne førhen blev afvist med 6-månedersreglen, så forhales processen i Arbejdsskadestyrelsen nu med nye forhindringer.
En af de nye forhindringer, er kravet om at man skal kunne bevise at man har været i livsfare.
Lad os lige starte med at pointere, at man sagtens kan få PTSD uden at have været i livsfare. Traumer kan handle om meget andet end livsfare.
Lad os dernæst undre os over, at dette nye krav kommer i kølvandet på ophævelsen af 6-månedersreglen. Det virker næsten som om, at det for enhver pris skal være besværligt – grænsende til det umulige – for krigsveteraner at opnå anerkendelse og erstatning for deres krigsskader. Især hvis de er psykiske.
Helt grotesk virker disse nye krav til dokumentation, når man tænker på, at en kvindelig parkeringsvagt fik 3 mio. kroner i erstatning for sexchikane. Gad vide hvilke dokumentationskrav hun blev mødt med i Arbejdsskadestyrelsen? I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner for PTSD, fordi nogle drenge havde peget på hende med softguns på hendes arbejdsplads. Gad vide hvordan hun dokumenterede at være i livsfare?
En anden nyskabelse i Arbejdsskadestyrelsen er fokuseringen på følgediagnoser. Hvis man har gået med PTSD længe nok, og ikke har fået behandling for det, så kan man udvikle forskellige følgediagnoser. Lige som hvis man får knust et ben, og udvikler en rygskade som følge deraf.
Det knuste ben forsvinder ikke, blot fordi man også får rygproblemer. Og PTSD forsvinder ikke, blot fordi an har gået med det så længe, at man udvikler følgediagnoser som f.eks. personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (som er en udbredt følgediagnose til kronisk PTSD).
Derfor giver det ingen mening at veteraner nu igen afvises med 6-månedersreglen, fordi Arbejdsskadestyrelsen vælger at fokusere på følgediagnoserne, og fordi folketingspolitikerne lavede særloven for snæver, så den kun dækker diagnosen PTSD.
Der skal ryddes gevaldigt op, og tilføres flere ressourcer til Arbejdsskadestyrelsen, før beskæftigelsesministerens fine hensigtserklæringer bliver virkelighed. For tilsyneladende an man ikke både hæve kvaliteten af afgørelserne, og reducere sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.
Det viser styrelsens egne opgørelser. Det er en ren tilståelsessag. Styrelsen leverer ikke hvad ministeren ønsker, og som han har stillet befolkningen i udsigt. Og hvis ministeren vil noget mere og noget andet, så må han træde i karakter, og tilvejebringe de nødvendige ressourcer, og det nødvendige fokus.
VETERANALLIANCEN 