Læg livsfarekriteriet i graven!

For 3 år siden var danske krigsveteraner på gaden for at demonstrere. Dengang var det kriteriet om, at man skal have været til læge eller psykolog med symptomer på PTSD inden for et halvt år efter begivenheden, som afholdt mange syge veteraner fra retmæssig anerkendelse og erstatning.

6-månedersreglen blev lagt i graven, mange afviste arbejdsskadesager blev genoptaget, og endelig kunne vi se at anerkendelsen og erstatningerne blev udmøntet til de retmæssige modtagere. Alle partierne var enige om, at nu var tingene blevet som de skulle være, fordi det endelig blev lettere for syge veteraner, at få anerkendt deres arbejdsskader. Og de øgede udgifter til erstatninger til psykisk sårede veteraner i forligsperioden 2013-2017 skulle bare finansieres inden for den samlede forligsøkonomi, herunder ved anvendelse af forsvarets opsparing.

I løbet af de seneste 6 måneder har vi imidlertid kunne konstatere en stigning i antallet af afviste arbejdsskadesager, med henvisning til et nyt kriterium, som er opfundet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Livsfarekriteriet betyder, at krigsveteranerne nu – ud over at dokumentere at have været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af en yderst truende eller katastrofeagtig karakter – skal bevise at have været udsat for exceptionel truende (hvad det så end betyder) eller katastrofeagtige belastninger.

Tilsyneladende forstår juristerne hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke hvad vi laver ude på de internationale missioner, hvor farligt det er, og hvor mange forskellige ting man bærer med sig hjem i rygsækken. De mener tilsyneladende også de er klogere på psykiske lidelser end landets førende specialister i psykiske lidelser, siden visse afgørelser går stik imod konklusionerne i speciallægeerklæringerne. Og det bekymrer os, at det nye livsfarekriterium er indført netop samtidig med, at budgettet for erstatninger til syge/skadede veteraner blev sprængt med 100%.

Derfor kræver vi det nye livsfarekriterium lagt i graven. PTSD er ikke betinget af exceptionel truende oplevelser. PTSD er betinget af en eller flere traumatiserende oplevelser. Og dem kan man sagtens opleve mange af i krig. Ganske som styrelsen anerkendte indtil for ca. 6 måneder siden.

Vi mødes på torsdag foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og viser i al fredsommelighed vores protest mod det nyopfundne livsfarekriterium.

Advokaterne Mads Pramming og Birgitte Filtenborg kommer forbi. Nogle politikere har også sagt de vil komme og lytte til vores frustrationer. Og naturligvis er medierne inviteret.

Alle veteraner, pårørende og sympatisører er velkomne.

Faklerne tændes kl. 19:30, og markerer afslutningen på protesten. Men naturligvis fortsætter vi med at afkræve politikerne en løsning på problemet.

 

livsfare-aktion1

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet