Myten om myten

Offentliggørelsen af sidste uges rapport om veteraners selvmord i perioden 1992-2014 blev ledsaget af 3 påstande, som blev gentaget flere steder, og mange gange. Det virkede næsten som om, at hvis man bare gentog dem nok, så ville de blive sande.

Påstand nr. 1

Første påstand var, at det nu endegyldigt kunne afkræftes, at veteraner er mere selvmordstruede end andre. Påstanden er en grov generalisering, men rapporten generaliserer faktisk ikke på samme måde. Den fremlægger meget nøgternt antallet af registrerede selvmord fordelt på årstal og missionsbaggrund.

Således kan man for eksempel se, at veteraner som var udsendt til Kroatien på holdene 3, 4, 5, 6 og 7 har en markant højere selvmordsrate end senere hold. Så nogle veteraner er mere selvmordstruede end andre. Men naturligvis ikke alle. Især ikke de nyeste veteraner, da selvmordsadfærden oftest optræder 11+ år efter hjemkomst fra mission. Derfor kan man slet ikke generalisere, og sige at veteraner generelt er mere eller mindre selvmordstruede end andre. Nogle er, men andre er ikke.

Påstand nr. 2

Anden påstand var, at myten om de mange selvmord var medieskabt. Det skulle altså være mediernes skyld, at vi i foråret oplevede relativt mange selvmord på relativt kort tid. For journalister bør åbenbart ikke dække veteranselvmord, når der sker 3 af disse tragiske hændelser, kombineret med et tilsvarende antal selvmordsforsøg blandt veteraner, på kun 4 måneder. Der er ellers nok at undre sig over som journalist. Hvorfor den høje frekvens i foråret? Hvorfor netop i foråret? Hvorfor var det ikke Balkanveteraner, som ellers dominerer selvmordsstatistikken, der begik selvmord i foråret 2016? Hvorfor var de 3 Irak- og Afghanistanveteraner som begik selvmord så relativt unge? Hvorfor begik de selvmord, når vi nu hele tiden hører om de fantastiske hjemtagningsprogrammer, og de mange akkumulerede erfaringer som skulle værne de yngre veteraner mod de lidelser og selvmordstanker, som de ældre veteraner har måtte døje med?

Det er ikke medieomtalen af selvmord, herunder veteranselvmord, som fører til flere selvmord. Men myten om at det forholder sig anderledes lever stadig. Også i veteranmiljøet. Forskning fra Center for Selvmordsforskning viser dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mediernes omtale, og antallet af selvmord. Det er altså ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlig medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker. Det har Center for Selvmordsforskning fastslået så sent som i 2014.

En sensationspræget omtale af konkrete tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg, hvor sted og metode beskrives, og hvor der skrives detaljer omkring hændelsesforløbet, kan medføre, at i forvejen selvmordstruede mennesker tager livet af sig selv ved ”at kopiere” sted og metode, som de har set omtalt i medierne.

Kynisk eller ubetænksom omtale af selvmord og selvmordsforsøg i medierne kan altså føre til flere selvmordshandlinger, hvorimod hensynsfuld omtale kan give befolkningen øget viden om selvmord og bidrage til, at selvmordstruede personer søger hjælp. Det har vi selv oplevet i Veteranalliancen, hvor vi hen over foråret og sommeren har fået flere henvendelser fra såvel veteraner som pårørende, der alle ønskede at vende en negativ udvikling, via nogle af alle de mange behandlings- og støttetilbud, før det måske endte med selvmordsadfærd. Vi har henvist dem til de relevante tilbud, og vi har udvidet vores hjemmeside med et afsnit som beskriver hvor og hvordan man kan få hjælp og støtte, når livet er hårdt.

Påstand nr. 3

Tredje påstand som fulgte med offentliggørelsen af selvmordsrapporten var, at myten om en højere selvmordsfrekvens blandt veteraner nu kunne aflives med fakta. Rapporten var fakta, og der fandtes ikke anden fakta i denne forbindelse som var værd at nævne, lod man os forstå. Fakta var det øjebliksbillede som rapporten gav. Fakta var de konklusioner man havde udledt, ved at undersøge en særlig andel af alle veteraner (kun Forsvarets veteraner udgør datagrundlaget).

Fakta var bare blind for, at vi i 2014 (som er det seneste år vi har fået tal for) havde hele 7 registrerede veteranselvmord, hvilket er et historisk højt antal pr. år. Fakta var desuden baseret på en tvivlsom sammenligning med den almindelige befolkning, som veteraner deler nogle lighedspunkter med, men netop i forbindelse med psykisk robusthed burde være bedre stillet end. Fakta var baseret på en ensidig fokusering på antallet af gennemførte og registrerede selvmord, og et bevidst fravalg af undersøgelse af det meget højere antal selvmordsforsøg, og selvmordstanker blandt veteraner.

Disse fakta blev spist råt af flertallet, og omtalen af rapporten blev delt og rost i brede kredse i veteranmiljøet. Allerede mens blækket var vådt, blev den kritiske sans afmonteret, og hold kæft-bolsjet blev slugt med velbehag, af alle som lod sig imponere af den nye fakta.

Til gengæld udeblev de relevante, opfølgende spørgsmål helt. Vil næste års undersøgelse også omfatte de mange selvmordsforsøg og selvmordstanker? Vil næste års undersøgelse også omfatte de andre veteraner, som ikke har været udsendt af Forsvaret? Hvor interesserede er vi i at få kortlagt selvmordsadfærden (altså summen af gennemførte selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker) blandt veteraner? Hvad gør vi fremadrettet for at mindske omfanget af selvmordsadfærd blandt veteraner? Hvornår gør vi noget mere, og noget anderledes end hidtil? Hvad vil Veterancentret helt konkret gøre, i forhold til veteranerne fra Kroatien hold 3-7, som er i højrisikogruppen for selvmordsadfærd?

Det glæder vi os til at høre nogle gode bud på. For lige nu ser udviklingen ikke god ud.