Det er en udbredt misforståelse, at vi er i mål med løsningen af alle de syge/udsatte veteraners problemer, og nu bare skal opfinde nye, kreative måder at anerkende veteranernes eksistens og indsatser. Uanset hvor mange podcasts vi producerer om de raske og velfungerende veteraners liv, så forsvinder de andre veteraners problemer ikke af sig selv.
Nu hvor vi har kritiseret wildcard-ordningen for at være en gratis omgang symbolpolitik, fra en minister med et akut behov for at profilere sig mere positivt, og påpeget risikoen for at ordningen kan koste folkelig forståelse og opbakning til de mere vigtige kampe vi kæmper, så må tiden være kommet til at pege på nogle områder hvor regeringen med fordel kunne tage fat, til glæde og gavn for flere veteraner, og deres familier.
Det første område er det evigt tilbagevendende arbejdsskadeområde. Vi har i årevis påpeget det urimelige i at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) helt vilkårligt kan hælde veluddannede speciallægers dyrtkøbte erklæringer ned ad brættet, og konkludere noget helt andet når afgørelsen skal falde.
Vi har også påpeget det bekymrende ved, at samme arbejdsskademyndigheder selv kan opfinde kriterier for anerkendelse, som overhovedet ikke er funderet i videnskab. På dette punkt har beskæftigelsesministeren udvist interesse, og bedt AES om at finde noget videnskabeligt belæg for deres afgørelser. Det har åbenbart manglet indtil nu.
Vi har påpeget det tydelige mønster af tilfældighed i sagsbehandlingen, hvor nogle sager helt åbenlyst vurderes efter andre kriterier end lignende sager. Der er mange fejl i sagsbehandlingen, hvilket i 2020 blev dokumenteret af juraprofessor Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet. Han gennemgik 45 af veteransagerne. Professoren nåede frem til, at 37 af de gennemgåede sager, hvor veteranerne ikke havde fået godkendt sygdommen, burde genoptages.
I professorens rapport konkluderede han at ”Som det fremgår af ovenstående, giver myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte soldaters ret til arbejdsskadeerstatning anledning til alvorlig kritik“.
Men denne kritik afviste AES med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”.
Imidlertid holdt den solide fundering kun til AES led et sviende nederlag i Vestre Landsret i juni 2020, og valgte at gennemgå nogle sager igen. Dommen betød, at en Bosnienveteran skulle have anerkendt sin arbejdsskade, selv om AES altså mente det modsatte efter en behandling “solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”
En dom som Ankestyrelsen valgte ikke at anke.
Dommen skabte fornyet håb hos mange af de andre 300+ veteraner, med afviste arbejdsskadesager. Og sikkert også hos nogle af de veteraner, som på forhånd har opgivet at rejse en sag, fordi håbet om retfærdighed og rimelighed var udhulet efter mere end 10 års veterankamp på arbejdsskadeområdet.
Lige inden året gik på hæld skete det igen, da endnu en Balkanveteran fik rettens ord for at det var forkert, da Ankestyrelsen i 2014 afviste, at hans PTSD-diagnose var relateret til hans udsendelse. Trods udtalelser fra flere speciallæger om, at veteranen udviklede PTSD på baggrund af sine udsendelser på Cypern og i Kroatien, afviste Ankestyrelsen sagen med flere begrundelser. De lød dels på manglende tidsmæssig sammenhæng mellem symptomer og udsendelse, og dels manglende dokumentation for, at veteranen havde været udsat for exceptionelle belastninger, der kunne føre til en belastningsreaktion.
Men det var altså forkert. Igen.
Retten konkluderer i dommen, at Ankestyrelsens afgørelse i sagen var baseret på fejlagtigt grundlag. Blandt andet fordi styrelsen ikke forud for afgørelsen indhentede en speciallægeerklæring, samt at de alene lagde vægt på en udtalelse fra deres egen lægekonsulent. Til gengæld havde de inddraget oplysninger fra veteranens barndom i deres vurdering, hvilket var aldeles irrelevant for sagsbehandlingen.
Når AES afviser kritikken, med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”, så kalder det på politisk handling. For begge udsagn kan ikke være sande på samme tid.
Man kan ikke både hævde at gøre alt korrekt, med henvisning til blåstempling fra Ankestyrelsen og domstolene, og umiddelbart herefter blive underkendt og kritiseret for sin sagsbehandling, af to domstole. Begge domme valgte Ankestyrelsen ikke at anke – hvilket kun kan tolkes derhen, at Ankestyrelsen tager domstolenes vurderinger og kritik til efterretning.
Men AES står tilbage med at forklaringsproblem. Og vi veteraner står nu med et valg. Skal vi fæstne lid til at AES “retter ind”, downloader den nye version af virkeligheden, og kommer frem til mere fornuftige resultater når de genvurderer alle de sager som er begæret genvurderet efter Vestre Landsretsdommen? Eller skal vi virkelig belaste retssystemet i årevis, med veteraners afviste arbejdsskadesager, for at opnå en forsinket, og længe krævet retfærdighed?
Vi kunne jo også håbe at Forsvarsministeren – når hun er færdig med sine andre vigtige gøremål, naturligvis – genåbnede dialogen med Beskæftigelsesministeriet (som har ansvaret for forvaltningen i AES), og får rettet op på tingene en gang for alle. Som folkets tjener ville ministeren høste mange likes for at lukke dette sorte kapitel i den danske veteranhistorie.
VETERANALLIANCEN 