Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

10 år med anerkendelse

flagdagSå blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.

Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.

Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.

Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.

Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?

Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.

Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at

  • de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.

 

  • Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.

 

  • Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.

Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.

Hav en god flagdag!

 

 

Invitation til flagdagsarrangement

I anledning af flagdagen for Danmarks udsendte fortsætter vi traditionen hvor vi afholder et uformelt og hyggeligt arrangement på Toga Vinstue, lidt tilbagetrukket i midten af København.

Igen i år er Oberst Lars Møller gæstebartender før paraden på Christiansborg Slotsplads.

Efter paraden samles vi igen på Toga, hvor vi synliggør bredden i den politiske opbakning til en god veteranpolitik. I alle andre politiske spørgsmål er Eva Flyvholm fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ikke enige om særlig meget, men de har begge sagt ja til tjansen som gæstebartendere på flagdagen, for at vise deres respekt og anerkendelse til veteranerne.

Vi håber det bliver lige så sjovt og hyggeligt som de forgangne år, og at den donerede portvin bliver udsolgt, for hele overskuddet fra salget af portvin doneres til Veteraners Levevilkår i Oksbøl.

 

flagdag på toga

#Toga
#flagdag5september
#10årMedAnerkendelse