Vi må kunne gøre det bedre

hvemvilbetaleI den forgangne uge har vi modtaget to dårlige nyheder. Den første var, at der – ganske som vi har sagt i årevis – er alvorlige problemer med den måde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST) forvalter ansvaret for at afgøre veteraners arbejdsskadesager omhandlende psykiske kampskader.

Soldaterlegatet har gennem længere tid samlet afgørelser fra AES og AST, og har fået en af landets førende eksperter i arbejdsskadeerstatninglov, professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet, til at kaste et analytisk blik på afgørelserne.

Professoren har især hæftet sig ved de gængse årsager til afslagene:

  • belastningskriteriet, populært kaldet livsfarekriteriet, fordi afgørelserne i årevis har indikeret at man ikke bare skal have været i fare, men i overhængende livsfare for at sagsbehandlerne i AES troede på at man havde oplevet ting som kunne fremprovokere et traume
  • tidskriteriet, hvor afgørelserne i årevis har peget på at man nærmest skulle have symptomer i det øjeblik man forlod missionsområdet, og stå klar med en komplet, diagnosticeret sygdom inden for ganske få år efterfølgende

Hvad angår belastningskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første er, om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.

Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, som også er blevet undersøgt.

Gennemgangen af 45 repræsentative sager har vist, at myndighederne undertiden stiller strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemmel til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten.

Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod myndighedernes behandling af belastningskriteriet, skriver professoren.

Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder i overensstemmelse med reglerne.

Det andet spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens PSTD er fuldt udviklet inden for få år i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning p.g.a. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til, påpeger professoren.

Endvidere peger analysen på en uskøn sammenblanding af belastninger på missionen, og private forhold før, under og efter missionen. Her påpeger professoren, at myndighederne griber efter alle muligheder for at tørre ansvaret for PTSD-lidelserne af på opvækstvilkår, kæresteproblemer og selvmord i familien.

Disse eksempler giver nemt opkastfornemmelser, for hvis soldaterne virkelig var så prædisponerede for at udvikle psykiske lidelser på grund af hård barndom og kæresteproblemer, så skulle de jo slet ikke have været udsendt. Men det vurderede Forsvaret altså var helt ansvarligt at gøre alligevel. Og det skærper vel bare arbejdsgiveransvaret, skulle man mene.

Professoren konkluderer, at myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning giver anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt.

Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af professorens rapport. Alligevel påpeger han det åbenlyse – at såvel de materielle som de bevismæssige regler på området bør klargøres for myndighederne, da dette i alle tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven.

Professoren vurder at en sådan indskærpelse af gældende ret formentlig også vil skabe en større stringens i behandlingen af sagerne, og gøre det lettere at forudsige hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det nemlig undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når man sammenholder de indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med de 8 sager, hvor der skete anerkendelse.

Afslutningsvis konkluderer professoren, at det også er nødvendigt – i forlængelse af den foreslåede indskærpelse af reglerne på området, og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i rapporten – at der foretages en genoptagelse af de gennemgåede 37 sager, hvor anerkendelse er blevet afvist.

Soldaterlegatets bestyrelsesformand toppede den anbefaling, da han i mandags krævede samtlige afviste arbejdsskadesager om veteraner med psykiske lidelser genvurderet, når AES og AST (forhåbentlig) begynder at rette sig efter de gældende love og regler, frem for at opfinde deres egne kriterier uden lovhjemmel hertil.

Det krav kan vi kun støtte.

ALLE veteraner har krav på en korrekt sagsbehandling af deres arbejdsskadesager.

Som sagsbehandlingspraksis i AES og AST er beskrevet i professorens rapport kan INGEN veteran føle sig sikker på at have modtaget en korrekt afgørelse.

Selv om dette eroderer den sidste rest af retssikkerhed for veteraner med aktive eller afviste arbejdsskadesager, så fik det på dagen for offentliggørelsen ikke den nye beskæftigelsesminister til at love opstramninger, eller ændringer af sagsgangene i AES.

Han vil i første omgang ikke lade sagerne behandle på ny, men har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen om at gennemgå kritikken »punkt for punkt«. På den baggrund vil ministeren senere indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sagen.

Og så gentog han over for Berlingske, hvad så mange beskæftigelsesministre har sagt før ham:

»Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe veteraner med ar på krop og sjæl, når vi politisk har valgt at sende dem ud til verdens brændpunkter. Det gør et meget stort indtryk på mig, når der rejses kritik af sagsbehandlingen i deres sager,« sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

Berlingske har også forelagt kritikken for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Her betegner man rapporten som »et indlæg i en vigtig debat«.

Som sædvanligt var der ingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som ønskede at stille op til et interview, men direktør Anne Kristine Axelsson udtalte ifølge en e-mail fra presseafdelingen:

»Nogle af sagerne handler om udsendelser langt tilbage i tid. Her kan det være svært rent faktisk at finde ud af, hvad der er foregået. Vi træffer vores afgørelser ud fra lovgivningen og ud fra den praksis, som Ankestyrelsen og domstolene har lagt. Vi vil nu nærlæse rapporten og tage dialogen med Soldaterlegatet

Berlingske forelagde også kritikken for Ankestyrelsen, som i sidste uge ikke synes at emnet var vigtigt nok til at de ønskede at kommentere på den. Dette til trods for at det netop er Ankestyrelsen som i vid udstrækning har godkendt den retsstridige sagsbehandlingspraksis i AES.

Ugens anden dårlige nyhed var, at mere end hver syvende soldat, der var udsendt med det danske hold 10 til Afghanistan, har været plaget af selvmordstanker inden for det seneste år. Hver fjerde har oplevet moderate eller svære symptomer på PTSD.

Så mon ikke det var en god idé at få styr på både arbejdsskadesystemet, og på de mange behandlings- og støttetilbud til veteraner? Behovet forsvinder tilsyneladende ikke foreløbig.

»Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Indsatsen er ikke god nok. Det er det, der for mig står tilbage med to meget tydelige streger under, når jeg læser den her rapport. Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, vi sender ud. Det gælder både forberedelsen op til, at vi sender soldater ud, og indsatsen når de kommer hjem og har fået ar på sjælen,« udtalte forsvarsminister Trine Bramsen til Berlingske, efter hun havde fået udleveret rapporten fra Veterancentret.

Og ministeren har jo ret i det hele. Lige som hendes mange forgængere havde ret, da de sagde det samme, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden.

Forskellen er måske, at de andre ministere og forsvarschefer sagde det på vej UD ad døren, hvor de ikke længere kunne gøre fra eller til, mens den nye forsvarsminister udtaler det før hun har nået rundt og besøge alle landets tjenestesteder.

 

FMNomBalkanveteraner

HenrikDamOmVeteranpolitik.JPG

balkansvigt4

Forsvarschefen om veteranindsatsen

10 år med anerkendelse

flagdagSå blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.

Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.

Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.

Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.

Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?

Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.

Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at

  • de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.

 

  • Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.

 

  • Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.

Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.

Hav en god flagdag!

 

 

Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN

Tallene taler for sig selv

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Efter flere års kamp med arbejdsskadesystemet, serier af møder, groteske sager fremstillet i medierne, og masser af løfter om forbedringer lancerede beskæftigelsesministeren på flagdagen i 2017 sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer.

Flagskibet i veteranpakken var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det i første omgang blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen var tilset af en ekstra speciallæge.

troels_lund_poulsen_500.jpg
Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen er ansvarlig

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen udtalte i forbindelse med lanceringen af veteranpakken, at “Vi skylder at gøre en særlig indsats for dem, der har kæmpet med deres liv som indsats i internationale operationer for Danmark (…) Initiativet om en second opinion har været efterspurgt hos folk og interessenter på området. De føler, at de har fået en lægeerklæring, som AES ikke forholder sig til, og derfor giver vi mulighed for en ny vurdering”

Landsformand i Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen, var positiv over for veteranpakken. Han fremhævede den ekstra lægevurdering som en essentiel forbedring af systemet.

»Jeg tror, at 80 pct. af sagerne, som er endt med afslag, ville falde ud til veteranernes fordel, hvis de blev vurderet en ekstra gang«, udtalte han (Jyllands-Posten d. 4. september 2017).

Regeringen ville også øremærke 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i arbejdsskadesystemet, og Danmarks Veteraner var positive over for tiltagene, som formanden selv havde efterlyst hos regeringen.

»Lige præcis de her to ting, det er noget, der vil gøre en forskel ude i veteranverdenen,« udtalte landsformanden for Danmarks Veteraner til Berlingske d. 4. september 2017.

I Veteranalliancen var vi mere skeptiske. Vi så ikke nogen stor forbedring i second opinion-ordningen, så længe AES ikke blev forpligtet til at anerkende de diagnoser og årsager til sygdommenes opståen, som speciallægerne kom med (Ugebrevet A4, d. 13. september 2017)

Vi så veteranpakken som en tom æske, fordi loven stadig tillader AES at underkende speciallægernes erklæringer, på trods af at AES selv udpeger de speciallæger som skal skrive erklæringerne, hvorfor vi ikke kunne se behovet for flere erklæringer som alligevel blev ignoreret i sagsbehandlingen (Politiken, d. 20. oktober 2017)

Den store forskel er kun 1,5 procent

Vi har fået opdaterede informationer fra AES om status på second opinion-ordningen. Tallene dækker til og med udgangen af 2018. Der anmodes og afgøres løbende sager om second opinion, men ved udgangen af 2018 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

  • anmodet om en ekstra speciallægeerklæring (second opinion) i 125 sager
  • AES har modtaget svar på 105 af disse fra respektive speciallæger.
  • formidlet 64 afgørelser efter indhentelse af second opinion (17 nye sager og 47 genoptagelser).
  • givet 62 afvisninger, mens 2 sager er anerkendelser (1 ny sag og 1 genoptagelse af allerede anerkendt sag uden second opinion).

61 second opinion-sager fra 2018 er endnu ikke afgjort.

Hvad fortæller disse tal os?

Veteranpakken har hverken været en essentiel forbedring, eller gjort en forskel ude i veteranverdenen. Tværtimod. Den har givet samme resultat som før – nu bare med længere sagsbehandlingstid.

Second opinion-ordningen virker ikke. Kun èn arbejdsskadesag er faldet ud til veteranens fordel, på grund af den ekstra speciallægeerklæring.

En anden sag var anerkendt i forvejen, blot med en forkert diagnose, så i den sag ændrede den ekstra speciallægeerklæring ikke afgørelsen, men blot den anerkendte diagnose.

For 62 andre veteraner ændrede den ekstra speciallægeerklæring intet. Selv om erklæringerne var præcise og på linje med de første speciallægeerklæringer i sagerne, så blev veteranerne stadig nægtet anerkendelse og erstatning.

Dette er slet ikke det resultat vi blev stillet i vente. Og det er meget langt fra Niels Hartvigs ønskede 80 procent.

Dette er slet ikke et resultat Beskæftigelsesministeren og Folketingsmedlemmerne kan være bekendt.

Dette resultat beviser arbejdsskadesystemets manglende evne eller vilje til at efterleve politikernes gode intentioner.

Dette resultat beviser, at der stadig er behov for håndfast lovgivning, som sikrer de skadede veteraner retfærdighed.

Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Godt nyt på arbejdsskadeområdet

IDC-11Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop præsenteret en ny sygdomsklassificering, der fungerer som rettesnor for bl.a. det danske sundhedsvæsen, og arbejdsskadesystemet.

Den nye sygdomsklassificering ICD-11 erstatter ICD-10, som blev udgivet i 1992, og har været længe ventet af behandlere i psykiatrien, hvis nyere praksiserfaringer var i modstrid med den forældede viden i ICD-10.

F.eks. stod det i den tidligere klassificering, at symptomerne på PTSD (posttraumatisk stresslidelse) skulle optræde en vis periode efter hændelsen. Dette punkt tog arbejdsskadesystemet meget alvorligt, og med henvisning til WHO har man afvist mange PTSD-ramte veteraner med begrundelsen, at det tog mere end 4 år for deres PTSD at udvikle sig til en egentlig lidelse. Denne 4-årsregel har været populær blandt sagsbehandlerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, efter de fik frataget deres elskede 6-månedersregel i 2014.

Men denne tidsperiode er nu slettet i ICD-11. Og da AES altid har forsvaret sin praksis med, at man blot slavisk fulgte reglerne, og at kriterierne stammede fra den hellige sygdomsklassificering udgivet af WHO, så må vi forvente at AES ændrer praksis så snart de har modtaget den nye klassificering, og automatisk genoptager de mange afviste arbejdsskadesager, hvor man har begrundet afslagene med, at det maksimalt kan tage 4 år at udvikle en fuld PTSD-diagnose.

Et andet populært greb blandt sagsbehandlerne i AES har været en rigid fortolkning af målgruppen for særloven fra 2013. Speciallægerne har skulle være uhyre præcise i deres diagnosticeringer, for kom de til – i overensstemmelse med virkeligheden – at skrive, at en veteran havde udviklet kompleks PTSD, eller kronisk PTSD, eller PTSD med visse personlighedsforandringer, så kunne sagerne risikere at blive afvist.

Denne praksis er et kedeligt resultat af, at politikerne sjuskede i 2013, da de ville undgå flere demonstrationer, og pinlige historier i medierne, om syge veteraner som i flæng blev afvist i arbejdsskadesystemet. Man skrev eksplicit diagnosen PTSD ind i særloven, for det var jo hvad de fleste syge veteraner blev – og fortsat bliver – diagnosticeret med.

Konsekvensen blev, at arbejdsskademyndighederne fortsat kunne afvise syge veteraner som havde varianter af PTSD-diagnosen, men ikke “bare” PTSD i en eller anden grad.

Med ICD-11 har kompleks PTSD fået sin egen diagnosekode – 6B41. Diagnosen Kompleks Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (Kompleks PTSD) er en søsterdiagnose til Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (PTSD), og begge diagnoser er under kategorien “Forstyrrelser specielt associeret med stress” i det nye diagnosesystem ICD-11.

Kompleks PTSD er en forstyrrelse som kan udvikle sig efter man har været eksponeret for en begivenhed, eller en serie af begivenheder, af en ekstremt truende og rædselsvækkende natur, over en længere periode.

Mest almindeligt er længerevarende eller gentagne begivenheder, hvorfra flugt er vanskeligt eller umuligt (f.eks. tortur, slaveri,  folkedrab, længerevarende vold i hjemmet, gentagen seksuel og fysisk mishandling i barndommen, eller ophold i en krigszone hvor der hele tiden har været en større eller mindre risiko for liv og lemlæstelse). Forstyrrelsen er karakteriseret ved, at alle diagnostiske krav for “almindelig” PTSD har været opfyldt på et eller andet tidspunkt i løbet af lidelsen.

Nu håber vi det går hurtigere end hidtil, når AES skal downloade den nye version af virkeligheden, og ændre sagsbehandlingspraksis med et andet formål end at afvise flere syge veteraner.

Og vi håber Beskæftigelsesministeren sikrer, at hidtil afviste sager genvurderes automatisk i arbejdsskadesystemet, nu hvor den beskrevne sandhed om de psykiske lidelser harmonerer mere med erfaringerne fra virkeligheden.

 

 

Kan veteranpakken byttes, Troels Lund Poulsen?

Efter et års fokus på arbejdsskadeproblematikken, en masse historier i forskellige medier om afviste veteraner, to demonstrationer, og to møder i ministeriet, hvor vi var flankeret af repræsentanter for Soldaterlegatet, HKKF og Advokat Mads Pramming, gav vi beskæftigelsesministeren tid og ro til at finde en brugbar løsning på problemet med de mange arbitrære afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager.

Vi forlod mødet d. 3. maj i ministeriet, med en god fornemmelse af fire ting:

  1. Ministeren havde fuld forståelse for problemets karakter og omfang
  2. Ministeren mente selv det var et retssikkerhedsmæssigt problem, at en offentlig myndighed underkender fagligheden i en anden offentlig myndighed – som ellers er de officielle eksperter
  3. Ministeren ønskede at finde en brugbar løsning, så der skal mere tungtvejende argumenter på bordet, før en veterans arbejdsskadesag – indeholdende entydige speciallægeerklæringer – kan afvises
  4. Ministeren havde en god forståelse for, at vi hverken ønsker flere særlove, eller særbehandling. Blot en særlov som fungerer efter hensigten, og den samme sagsbehandlingspraksis som i alle andre arbejdsskadesager

Beskæftigelsesministeren brugte god tid på at finde en løsning, og til sidst var vores tålmodighed tyndslidt. Da vi rykkede for en afgørelse i starten af august, fik vi at vide at den ville komme inden for de næste 14 dage.

Men det skete ikke. Og så gik det op for os, at ministeren naturligvis ville bruge flagdagen for Danmarks udsendte, til at offentliggøre den brugbare løsning.

Det skete også. Det var bare ikke en brugbar løsning.

Veteranpakken, som den blev benævnt i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, indeholdt ikke mindre end fire elementer. Ingen af dem vil dog – hverken enkeltvis, eller i kombination med hinanden – løse det grundlæggende problem – at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender speciallægeerklæringerne fra landets førende specialister i psykiske lidelser hos veteraner.

Vi fik da også et pænt brev fra ministeren, hvor han takkede for samarbejdet, og udtrykker sin afgrundsdybe respekt for veteraner, og at han – lige som vi – er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner. Veteranerne har ydet en helt særlig indsats for Danmark og skal derfor være trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesag, hvis de vender hjem med ar på krop og sjæl, som han formulerer det.

Han leverer bare ikke den løsning vi bad om. Og som vi på møderne i ministeret var enige om var den rigtige løsning.

Det lod vi ham så vide. Vi skrev et brev til ministeren. Soldaterlegatet meldte klart ud. HKKF meldte klart ud. Advokat Mads Pramming skrev et brev til ministeren. Advokaterne Birgit Filtenborg og Karsten Høj skrev et brev til ministeren. Også veteranordføreren fra regeringens støtteparti undrede sig i Ugebrevet A4.

Siden har der været stille. Ingen har fået svar.

Dansk Folkeparti vil nu forsøge at få regeringen og Beskæftigelsesministeren med på en løsning, som i langt højere grad forpligter AES til at følge speciallægernes vurderinger i veteransagerne – ganske som vi efterlyste på møderne i ministeret.

»Man vil gerne mindske sagsbehandlingstiden og give veteranerne en bedre retsstilling, det er jeg helt med på. Men det skal også virke i praksis og ikke bare være en intention fra ministeren i anledningen af flagdagen,« siger Jeppe Jakobsen, som er veteranordfører for DF, til Ugebrevet A4.

Og det vil da være dejligt hvis de ansvarlige politikere kunne finde en mere brugbar løsning end ministerens “veteranpakke”. Hvis de mangler inspiration, kan de spørge Lars Møller 🙂

Ellers må vi i gang med at samle et flertal uden om regeringen, lige som vi gjorde det for at få særloven fra 2014 vedtaget.

Dengang hed beskæftigelsministeren Mette Frederiksen. Og bannerføreren for flertallet uden om regeringen hed Troels Lund Poulsen. I dag er han selv beskæftigelsesminister, og har muligheden for at sikre, at veteraner kan føle sig trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Er det ikke ironisk?