Københavns Kommune og veteranerne

København er blevet kaldt den værste kommune at være veteran i. I 2014 blev kommunens veteranpolitik sløjfet, men nu har beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fundet syv millioner kroner til området.

Samme Cecilia Lonning-Skovgaard var en af de politikere vi mødtes med d. 1. maj 2017, i vores bestræbelse på at få Københavns Kommune til at vedkende sig sit medansvar for de ca. 4000 veteraner som bor i Hovedstaden.

Under mødet på Københavns Rådhus forklarede vi hvilke forventninger og ønsker vi har til kommunen, når vi sammen skal hjælpe og støtte de veteraner som har aller mest brug for hjælp.

Vi gav Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes kollegaer en simpel opgave, så de kunne få en fornemmelse af problemernes karakter og omfang. En veteran med både PTSD og alkoholproblemer havde efter en længere periode som hjemløs fået anvist en lejlighed i Københavns Nord-vestkvarter – som i 2017 var centrum for diverse bandekonflikter, med jævnlige slagsmål og skyderier i gadebilledet. De daglige helikopteroverflyvninger til og fra Bispebjerg Hospital gjorde heller ikke livet bedre for den PTSD-plagede veteran.

Det kunne Cecilia Lonning-Skovgaard og de øvrige politikere sagtens forstå, når vi forklarede hvordan symptomerne på PTSD opleves. Så det virkede temmelig oplagt at finde en anden bolig, i et mere roligt kvarter, til den PTSD-plagede veteran.

I 2019 har den PTSD-plagede veteran stadig ikke fået anvist en anden bolig. Og nu skal fokus i stedet være på arbejdsmarkedsfastholdelse af jobparate veteraner, ved at der bliver fulgt tæt op på veteraner, som er i job, herunder småjob samt virksomhedspraktik.

Så alle de ting vi har bedt Københavns Kommune om at fokusere på, som er mere livreddende indsatser for veteraner med andre og større udfordringer i livet end arbejdsmarkedstilknytning, blev ikke vurderet som vigtige nok til at der kunne bruges penge på dem.

Tal fra Danmarks statistik viser, at 90 procent af danske veteraner er i arbejde, mod kun 81 procent i baggrundsbefolkningen, mens kun 2 procent modtager en form for kontanthjælpssydelse, mod 5 procent i baggrundsbefolkningen.

En undersøgelse fra 2018 viser at Irak-veteraner har 31 procent større sandsynlighed for at komme i job end andre ledige med samme alder, køn og uddannelsesniveau. For Kosovo- og Afghanistan-veteraner er det henholdsvis 24 procent og 19 procent. Så man kan ikke rigtigt tale om at veteraner har et problem med arbejdsmarkedstilknytning.

Så det vil Københavns Kommune nu gå i gang med at løse.

Intet opstår af intet, og anerkendelse skal ikke købes

Vi har skrevet om det før. Veterankortet fik en turbulent start, og til sidst skulle det have kunstigt åndedræt af Veterancentret, som måtte betale mange tusinde kroner for adgang til LogBuy-ordningen, så veterankortet ikke var helt værdiløst.

Men der er ikke meget anerkendelse i anerkendelsen, hvis man skal bede om den, eller sågar betale for den.

Siden veterankortets lancering har græsrødder forsøgt sig med forskellige tiltag for at koble mere frivillige rabataftaler til kortet, men alle de forsøg vi har lagt mærke til er stille og roligt gledet ud i sandet.

Nu har vi taget teten op. I 1½ måned har vi indgået mere end 80 aftaler om rabatter, særarrangementer og andre fordele koblet til veterankortet. Og der er flere på vej. Det har været overraskende nemt, og helt gratis.

Hvis Forsvaret havde brugt de samme beskedne ressourcer på den samme opgave, kunne vi i dag have mere end 3000 aftaler om rabatter og særarrangementer koblet til veterankortet. Og det havde ikke kostet Forsvaret en krone.

I 2014, da Forsvarsminister Nicolai Wammen gik i panik over den sarkastiske kritik af veterankortet, og befalede Forsvaret til at bruge penge på LogBuy-ordningen så veterankortet kunne bruges til andet end isskraber, var der ellers jubel over hele linjen. Også selv om Veterancentret betaler 81.250 kr. + moms pr. år for denne “anerkendelse”.

Veterankortet opstod oprindeligt efter forslag fra blandt andet veteranforeningen “De Blå Baretter”. Her havde formanden, Niels Hartvig Andersen, svært ved at få armene ned over, at forsvarsministeren ville garantere alle veteraner en række rabatter via LogBuy-ordningen. Men han ærgrede sig også over, at veterankortet ikke af sig selv var blevet nogen succes.

»Vi er oppe imod janteloven. Folk stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det lige er veteraner, der skal have det her. Jeg ved ikke, om vores samfund endnu er gearet til at give de her rabatter og fordele af sig selv kun til veteranerne,« sagde han i 2014.

Fire år senere var alt åbenbart anderledes. Eller var det?

Har det ikke altid været sådan, at hvis ingen gjorde noget, så skete intet. Men så snart nogen gør noget, så sker der noget? Hvornår er en succes nogen sinde kommet af sig selv?

Forsvaret har i øvrigt ingen anelse om hvor mange veteraner som har tilmeldt sig LogBuy-ordningen siden 2014. Men man betaler stadig 81.250 kr. om året for at op til 12.500 veteraner kan være med i ordningen.

Samlet har Forsvaret betalt 406.250 kr. for denne anerkendelse indtil nu. Og ingen aner hvor mange veteraner som er glade for denne anerkendelse.

Husk at du kan finde vores helt gratis rabataftaler her.

Ny bog om veteraner på vej

Landets kommuner behandler fortsat de danske veteraner som typiske bistandsklienter fremfor som ressourcefulde personer, der er vant til struktur. Det er ikke bare urimeligt, det er direkte uartigt, lyder det fra Lars R. Møller, der i ny debatbog retter skarp kritik mod systemet og dets behandling af hjemsendte med psykiske skader.

Det er aldrig uden omkostninger, når en nation sender sine soldater i krig. At soldater dør eller såres er velkendt, men op gennem historien har man stort set ignoreret, at der findes andre konsekvenser ved at gå krig.

En stor del af de soldater, der har været udsendt, vender tilbage efter krigen med usynlige sår på sjælen, ofte i form af PTSD, og samfundets evne til at tage sig af dem er i bedste fald ringe. At give Danmarks veteraner en ordentlig behandling er ikke en opgave for forsvaret, men for samfundet.

Ordren fra Oberst Møller er ikke til at tage fejl af: Veteranerne fortjener bedre, og politikere såvel som de enkelte kommuner må indse, at behandlingen af tidligere udsendte, der har været udsat for ildkampe og vejsidebomber, ikke kan sidestilles med almene arbejdsskader.

“Uden veteranerne havde det ikke været muligt at udføre de beslutninger som tages i Folketinget. De er demokratiets forlængede arm og ved, at det de gør i demokratiets navn, kan koste dem liv eller førlighed. Det jamrer de sig ikke over. Det er en del af jobbet. Det er utroligt, at det er nødvendigt at understrege dette, men når veteraner kommer hjem, kan vi ikke være bekendt at stoppe dem ind i nogle forudbestemte systemer, der ikke er beregnet på deres forhold.”

Gennem de seneste år har Oberst Lars R. Møller engageret sig i de danske veteraners sag. Med Veteraner er han nu klar med en veloplagt debatbog, som nok skal få skrivebordsgeneralerne til at få kaffen galt i halsen og give politikerne noget at tænke på.

Lars R. Møller er kendt for aldrig at kunne stikke piben ind – i 2008 skaffede debatbogen Det danske Pearl Harbor (2008) ham en forflytning til en fjern udørk, og med bogen Vi slår ihjel og lever med det (2010) fastcementerede han sin position som de danske soldaters hudløst ærlige talsmand.

Fakta om bogen:
Titel: Veteraner
Forfatter: Lars R. Møller
Omfang: 256 sider
Pris: 249,95 kroner
Udkommer: 5. september 2018

Kom til flagdagsarrangement på Toga

I morgen er det flagdag

Langt de fleste kommuner er kommet ind i kampen, og markerer dagen med større eller mindre arrangementer.

Men der er stadig 9 kommuner som nægter at møde deres veteraner, vise lidt anerkendelse, og få lidt feedback på hvordan veteranerne og deres pårørende oplever veteranindsatserne i de pågældende kommuner.

Der bliver TALT meget om anerkendelse af veteraner.

Men vi har mere brug for handling, forståelse og konkret støtte til de udsatte veteraner, og deres bagland. Og uanset hvad man mener om flagdagen, så er det en oplagt mulighed for at mødes i øjenhøjde – veteraner og lokalpolitikere -, og drøfte hvad der er godt, og mindre godt, i de kommunale veteranindsatser.

Året der gik

Endnu et år er gået, og for Veteranalliancens vedkommende har det bestemt ikke været begivenhedsløst. Vi har arbejdet med flere af de store problemstillinger inden for veteranindsatsen og veteranpolitikken, og vi har været medvirkende til at flere almindelige danskere har fået nuanceret deres billede af vilkårene for især de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende.

Foråret og sommeren var desværre præget af de relativt mange triste sager om selvmord og drab, som blev begået af veteraner med psykiske lidelser. Kun nogle af sagerne blev kendt i offentligheden, men alligevel vidnede de om en veteranindsats som endnu ikke er helt i orden.

I midten af juni fik vi åbnet debatten om screening, og risikoen for at soldater med allerede eksisterende psykiske lidelser udsendes eller genudsendes på internationale missioner. I august fik vi opbakning fra en erfaren psykolog, som selv har forestået screeningen af soldater, da han offentligt fortalte, hvor overfladisk og mangelfuld screeningen i praksis er.

De relativt mange selvmord på få måneder, og de implicerede veteraners relativt unge alder, gjorde os bekymrede for, om vi stod i en overgangsfase, hvor Balkangenerationen (som hidtil har domineret selvmordsstatistikken) nu får følgeskab af de yngre Irak- og Afghanistanveteraner.

Denne bekymring eksisterer desværre stadig, og blev desværre ikke adresseret af Forsvarets Veterancenter, på trods af den meget omtalte selvmordsrapport som udkom i november. For den omhandlede kun gennemførte selvmord frem til og med 2014, og kun selvmord begået af veteraner fra Forsvaret – altså den andel af veteraner, som i udgangspunktet bør være mest psykisk robust. Vi mangler således stadig at få afdækket selvmordsadfærden blandt veteraner fra Politiet, nødhjælpsorganisationer og andre organisationer, som vi deler veteranstatus med.

Desværre forholdt medierne sig særdeles ukritisk til den “videnskabelige” rapport, og var det ikke for vores kritik, og fortsatte opmærksomhed på selvmordsproblematikken blandt veteraner, så havde Veterancentret og Forsvarsministeriet nok fået held til at sælge budskabet om, at veteraner ikke er mere selvmordstruede end andre, og at der derfor ikke er brug for en særlig indsats på dette område.

Fokus på arbejdsskadeproblematikken

I juli fik vi Berlingske til at sætte fokus på de urimelige forhold for psykisk skadede veteraner i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Via solidt journalistisk arbejde blev historierne om Lars og Lene fortalt, og de er desværre repræsentative for mange veteraner som er blev afvist af AES.

Vi besluttede, at hvis ikke regeringens bebudede serviceeftersyn af veteranpolitikken forholdt sig til arbejdsskadeproblematikken, så ville vi synliggøre den mere, og på andre måder end hidtil.

Og sådan gik det. Regeringen forholdt sig slet ikke til problematikken. Og så gik planlægningen af årets første demonstration i gang.

På flagdagen d. 5. september, offentliggjorde daværende forsvarsminister, Peter Christensen, serviceeftersynet af veteranpolitikken fra 2010. Vi havde både direkte til regeringen, og indirekte via det officielle hørings- og rundbordssamtalesystem, bidraget med vores indstillinger og holdninger til veteranpolitikken. Og enkelte dele af vores indstillinger blev der lyttet til. Der var således gode takter i serviceeftersynet, selv om vi stadig er langt fra at have en perfekt veteranpolitik.

Især glæder vi os over, at der nu kommer nye psykiatriske behandlingstilbud målrettet veteraner med psykiske lidelser, i alle fem regioner. De bliver ikke magen til de tre eksisterende, højt specialiserede tilbud, som i dag eksisterer i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men skal fungere som supplement til disse.

Fra Sundhedsministeriet lægges der op til, at de nye regionsfunktioner oprettes på Psykiatrisk Center Ballerup, i Slagelse, i Psykiatrien Nordjylland i Aalborg, i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og på Odense Universitetshospital. Samtlige af de nye behandlingstilbud forventes at være klar i løbet af 2017.

Til gengæld undrer vi os over, at den nye veteranpolitik kun gælder for veteraner udsendt af Forsvaret. Vi foretrækker den oprindelige definition på veteraner, som ikke skeler til hvilken organisation man repræsenterede på missionerne. I vores optik repræsenterede vi alle Danmark, da vi var udsendt med Dannebrog på skuldrene. Tidspunktet for eksklusionen af de veteraner, som ikke har været udsendt i regi af Forsvaret, var også besynderlig. For kun et halvt år forinden havde et flertal i Folketinget endelig givet veteraner fra Politiet adgang til behandling og støtte fra Forsvarets Veterancenter.

Men arbejdsskadeproblematikken blev behændigt ignoreret i forbindelse med serviceeftersynet. Derfor satte vi tryk på efter sommerferien. I samarbejde med de militære fagforeninger, HKKF, CS og HOD, arrangerede vi årets første demonstration – d. 22. september foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vejret var med os, og det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi demonstrerede sammenhold, og fælles modstand mod den nye sagsbehandlingspraksis i AES.

Vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Advokat Mads Pramming for at vise støtte ved deres fremmøde, og Oberst Lars Møller, som samme aften udlagde teksten for seerne på TV2 News.

Nu gik også Ugebrevet A4 ind i sagen, og via et solidt og vedholdende journalistisk benarbejde, hvor mediet fik aktindsigt og gennemtrevlede 161 afviste veteransager, blev det afsløret at sagsbehandlingen i AES både er vilkårlig og uretfærdig. Begrundelsen om, at det populært sagt ikke har været barskt nok at være udsendt i krigszoner, benyttes i fire ud af ti afslag.

Kun to ud af tre veteraner fået anerkendt deres psykiske skader, når de har søgt om erstatning for PTSD, selv om veteranerne har fremlagt flere speciallægeerklæringer som fastslår sammenhængen mellem lidelsen og udsendelserne. I 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen – stik imod veteranloven, som blev vedtaget af alle folketingets partier i 2013, efter en større ballade i medierne, hvor det kom frem, at veteraner automatisk fik afvist deres sager om PTSD, hvis de ikke havde været til læge inden for et halvt år efter udsendelse. Med veteranloven skulle veteraner, der også havde sent udviklet PTSD, kunne få erstatning.

Og endelig dokumenterede Ugebrevet A4, at AES hver ottende gang, veteraner får afslag på erstatning, begrunder afslaget med, at veteranerne slet ikke har PTSD, selv om to eller flere speciallæger i psykiatri har stillet netop denne diagnose. Alt dette virker jo helt absurd, og derfor besluttede vi at skrue op for trykket.

Så blev den ansvarlige minister kaldt i samråd, og vi begyndte at planlægge den næste demonstration. Nu ville vi have, at politikerne forholdt sig til fakta, og sammenholdt dem med alle de fine intentioner bag veteranloven.

Derfor troppede vi d. 30. november op foran Beskæftigelsesministeriet, som to dage forinden havde fået ny minister. Igen havde vi rygdækning fra de militære fagforeninger, og vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Jesper Hansen fra CS, for at vise opbakning ved deres personlige fremmøde.

En tak skal også lyde til Folketingets eneste veteranordfører, Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, for at komme forbi og tilkendegive støtte til vores protest, og for at kalde den ansvarlige minister i samråd igen, så en konkret præcisering af veteranloven kan drøftes af Folketingets partier.

Men mest af alt takker vi den nye minister, Troels Lund Poulsen, for at sende kaffe ud til de kolde demonstranter. Og for selv at komme ud, give hånd til alle de fremmødte, og lytte til vores protester. Efter at have lyttet koncentreret konkluderede han, at der var tale om et problem der skal løses. Derfor er vi blevet inviteret ind til møde med ham og hans embedsmænd i midten af januar, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Soldaterlegatet og HKKF.

Og hvis den nye minister bliver enig med os i hvad de rette løsninger er, så skulle det ikke blive svært at få dem solgt til de andre partier i Folketinget. For både Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet støtte til de skadede veteraner.

Faktisk sidder den nye minister i samme situation som den daværende beskæftigelsesminister, da det var 6-månedersreglen vi ville have lagt i graven. Nu er flertallet uden om regeringen blot mere massivt end i 2013. Og det glæder vi os naturligvis over.

Fra vores egne rækker

Da vi nu fik en af vores fem mærkesager gennemført, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, besluttede vi at erstatte den med en ny mærkesag. Vores erfaring, forstærket af årets triste begivenheder, fik os til at sætte en opsøgende indsats for kriseramte/selvmordstruede veteraner på ønskelisten.

Vores styregruppe er udvidet fra 3 til 7 veteraner, som alle bidrager med forskellige kompetencer og indsatser. Nogle skriver artikler og opslag på de sociale medier. Andre holder foredrag på uddannelsesinstitutioner og i foreninger. Nogle mødes med politikere, andre planlægger aktioner, og endnu andre leverer informationer og cases til studerende, journalister, og ildsjæle som vil opstarte nye projekter og foreninger for veteraner og pårørende.

Opbakningen til vores arbejde vokser støt – både i den offentlige debat, på de sociale medier, og i den praktiske hverdag. Ved dette årsskifte har næsten 2500 veteraner, pårørende og andre tilkendegivet støtte via vores Facebookside, hvilket er mere end en fordobling siden årsskiftet 2015/2016. Også på de øvrige sociale medier vokser støtten hver måned. Og vores opslag deles og retweetes ofte, og mange gange. Tak til alle som hjælper os med at udbrede budskaberne på denne måde.

Vores hjemmeside blev i 2016 udvidet med en omfattende oversigt over behandlings- og støttetilbud, som henvender til alle sygdoms- og kriseramte veteraner, uanset hvilke udfordringer de slås med. Også oversigterne over det stigende antal veterankoordinatorer og veterancaféer bliver løbende opdateret. Selv om udviklingen går for langsomt til vores smag, så harmonerer udviklingen dog med vores mærkesager.

Også antallet af foreninger og projekter, som officielt bakker op om vores mærkesager, er fordoblet i 2016.

Alt i alt noterer vi os en betydelig fremgang på alle de afgørende parametre, og vi agter at fortsætte arbejdet med fornyede kræfter i 2017.

Godt nytår!

Myten om myten

Offentliggørelsen af sidste uges rapport om veteraners selvmord i perioden 1992-2014 blev ledsaget af 3 påstande, som blev gentaget flere steder, og mange gange. Det virkede næsten som om, at hvis man bare gentog dem nok, så ville de blive sande.

Påstand nr. 1

Første påstand var, at det nu endegyldigt kunne afkræftes, at veteraner er mere selvmordstruede end andre. Påstanden er en grov generalisering, men rapporten generaliserer faktisk ikke på samme måde. Den fremlægger meget nøgternt antallet af registrerede selvmord fordelt på årstal og missionsbaggrund.

Således kan man for eksempel se, at veteraner som var udsendt til Kroatien på holdene 3, 4, 5, 6 og 7 har en markant højere selvmordsrate end senere hold. Så nogle veteraner er mere selvmordstruede end andre. Men naturligvis ikke alle. Især ikke de nyeste veteraner, da selvmordsadfærden oftest optræder 11+ år efter hjemkomst fra mission. Derfor kan man slet ikke generalisere, og sige at veteraner generelt er mere eller mindre selvmordstruede end andre. Nogle er, men andre er ikke.

Påstand nr. 2

Anden påstand var, at myten om de mange selvmord var medieskabt. Det skulle altså være mediernes skyld, at vi i foråret oplevede relativt mange selvmord på relativt kort tid. For journalister bør åbenbart ikke dække veteranselvmord, når der sker 3 af disse tragiske hændelser, kombineret med et tilsvarende antal selvmordsforsøg blandt veteraner, på kun 4 måneder. Der er ellers nok at undre sig over som journalist. Hvorfor den høje frekvens i foråret? Hvorfor netop i foråret? Hvorfor var det ikke Balkanveteraner, som ellers dominerer selvmordsstatistikken, der begik selvmord i foråret 2016? Hvorfor var de 3 Irak- og Afghanistanveteraner som begik selvmord så relativt unge? Hvorfor begik de selvmord, når vi nu hele tiden hører om de fantastiske hjemtagningsprogrammer, og de mange akkumulerede erfaringer som skulle værne de yngre veteraner mod de lidelser og selvmordstanker, som de ældre veteraner har måtte døje med?

Det er ikke medieomtalen af selvmord, herunder veteranselvmord, som fører til flere selvmord. Men myten om at det forholder sig anderledes lever stadig. Også i veteranmiljøet. Forskning fra Center for Selvmordsforskning viser dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mediernes omtale, og antallet af selvmord. Det er altså ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlig medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker. Det har Center for Selvmordsforskning fastslået så sent som i 2014.

En sensationspræget omtale af konkrete tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg, hvor sted og metode beskrives, og hvor der skrives detaljer omkring hændelsesforløbet, kan medføre, at i forvejen selvmordstruede mennesker tager livet af sig selv ved ”at kopiere” sted og metode, som de har set omtalt i medierne.

Kynisk eller ubetænksom omtale af selvmord og selvmordsforsøg i medierne kan altså føre til flere selvmordshandlinger, hvorimod hensynsfuld omtale kan give befolkningen øget viden om selvmord og bidrage til, at selvmordstruede personer søger hjælp. Det har vi selv oplevet i Veteranalliancen, hvor vi hen over foråret og sommeren har fået flere henvendelser fra såvel veteraner som pårørende, der alle ønskede at vende en negativ udvikling, via nogle af alle de mange behandlings- og støttetilbud, før det måske endte med selvmordsadfærd. Vi har henvist dem til de relevante tilbud, og vi har udvidet vores hjemmeside med et afsnit som beskriver hvor og hvordan man kan få hjælp og støtte, når livet er hårdt.

Påstand nr. 3

Tredje påstand som fulgte med offentliggørelsen af selvmordsrapporten var, at myten om en højere selvmordsfrekvens blandt veteraner nu kunne aflives med fakta. Rapporten var fakta, og der fandtes ikke anden fakta i denne forbindelse som var værd at nævne, lod man os forstå. Fakta var det øjebliksbillede som rapporten gav. Fakta var de konklusioner man havde udledt, ved at undersøge en særlig andel af alle veteraner (kun Forsvarets veteraner udgør datagrundlaget).

Fakta var bare blind for, at vi i 2014 (som er det seneste år vi har fået tal for) havde hele 7 registrerede veteranselvmord, hvilket er et historisk højt antal pr. år. Fakta var desuden baseret på en tvivlsom sammenligning med den almindelige befolkning, som veteraner deler nogle lighedspunkter med, men netop i forbindelse med psykisk robusthed burde være bedre stillet end. Fakta var baseret på en ensidig fokusering på antallet af gennemførte og registrerede selvmord, og et bevidst fravalg af undersøgelse af det meget højere antal selvmordsforsøg, og selvmordstanker blandt veteraner.

Disse fakta blev spist råt af flertallet, og omtalen af rapporten blev delt og rost i brede kredse i veteranmiljøet. Allerede mens blækket var vådt, blev den kritiske sans afmonteret, og hold kæft-bolsjet blev slugt med velbehag, af alle som lod sig imponere af den nye fakta.

Til gengæld udeblev de relevante, opfølgende spørgsmål helt. Vil næste års undersøgelse også omfatte de mange selvmordsforsøg og selvmordstanker? Vil næste års undersøgelse også omfatte de andre veteraner, som ikke har været udsendt af Forsvaret? Hvor interesserede er vi i at få kortlagt selvmordsadfærden (altså summen af gennemførte selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker) blandt veteraner? Hvad gør vi fremadrettet for at mindske omfanget af selvmordsadfærd blandt veteraner? Hvornår gør vi noget mere, og noget anderledes end hidtil? Hvad vil Veterancentret helt konkret gøre, i forhold til veteranerne fra Kroatien hold 3-7, som er i højrisikogruppen for selvmordsadfærd?

Det glæder vi os til at høre nogle gode bud på. For lige nu ser udviklingen ikke god ud.

Ny selvmordsrapport er problematisk

I dag offentliggør Forsvarets Veterancenter resultatet af en ny undersøgelse, som handler om selvmord blandt veteraner i perioden 1992-2014.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på forårets og sommerens tragiske og meget offentlige sager, samt nogle tilsvarende sager der ikke har fundet vej til medierne.

Den nye undersøgelse konkluderer blandt andet at

• I undersøgelsesperioden er der registreret 56 selvmord svarende til 0,18 % af alle veteraner udsendt i perioden 1992-2014. Blandt de matchede kontroller er 0,22 % døde af selvmord.
• Alle 56 veteraner, der begik selvmord, er mænd.
• De har alle været udsendt på Balkan. Nogle af disse har efterfølgende også være udsendt andre steder.
• Risiko for selvmord var ens blandt veteraner og kontrolgruppen.
• Risiko for selvmord var højere blandt veteraner, der har været udsendt til Kroatien sammenlignet med de øvrige veteraner.
• Over halvdelen af selvmordene er blevet begået mere end 10 år efter første udsendelse.
• Antallet af veteraner med en psykiatrisk diagnose før første udsendelse er 410 ud af de 29.814, der har været udsendt i perioden 1988-2012. Blandt de 56 er der en, der havde en psykiatrisk diagnose inden første udsendelse.

Den endelige konklusion er derfor, at veteraner ikke har større risiko for selvmord i forhold til en sammenlignelig kontrolgruppe. Dog er det en risikofaktor at have været udsendt til Kroatien i 1990’erne, idet Kroatien-veteranerne har en større selvmordsrisiko end de øvrige veteraner i dette studie. Kroatien hold 3, 4, 5, 6 og 7 har markant højere selvmordsrate end de senere hold.

Problematisk datagrundlag og metode

Undersøgelsen er imidlertid problematisk af flere årsager. Og det er ærgerligt, når vi nu er så mange som har ventet på den med spænding.

For det første er det kun veteraner udsendt af Forsvaret som er blevet undersøgt. Og de er jo i udgangspunktet mere psykisk robuste end gennemsnitsdanskerne. Man har ikke undersøgt selvmordsadfærden blandt de øvrige veteraner – dem fra Politiet, nødhjælpsarbejderne/chaufførerne og de andre, mindre segmenter af veteraner, selv om vi ved at de slås med mange af de samme traumer og problematikker som Forsvarets veteraner.

For det andet har man kun fokuseret på gennemførte selvmord, og slet ikke på de alt for mange selvmordsforsøg vi desværre oplever med jævne mellemrum. Men det er jo netop summen af de gennemførte og forsøgte selvmord, som fortæller os hvor dårligt de selvmordstruede veteraner har det, og hvor stort problemets omfang reelt er. Da Forsvaret for 3 år siden udgav den store Hold 7-undersøgelse afslørede den en bekymrende andel af veteraner med selvmordstanker, og at den andel bliver større, som tiden går. To et halvt år efter hjemkomst gik otte pct. med selvmordstanker; noget, der var nærved ikke-eksisterende ved soldaterne kort efter hjemkomsten. Tre veteraner fra Hold 7 havde konkret forsøgt selvmord. Men alle disse selvmordstanker- og forsøg er åbenbart ikke relevante at undersøge yderligere, må vi forstå. Nu skal vi bare fokusere på de gennemførte selvmord, blandt den mest psykisk robuste gruppe af veteraner, og glæde os over at antallet ikke er signifikant højere end for den danske befolkning generelt.

For det tredje er påstanden om, at veteraner ikke er mere plaget af selvmord end en sammenlignelig kontrolgruppe en tvivlsom sandhed. For hvad er en sammenlignelig kontrolgruppe? Mennesker med lige mange leveår? Samme køn? Samme socialgruppe? Alverdens forberedelser og screeninger skulle jo gerne sikre, at det kun er blomsten af Danmarks ungdom som sendes ud på internationale missioner. De skal være mere psykisk robuste end så mange andre. Er vi så sammenlignelige med nogle tilfældige jævnaldrende af samme køn?

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd skrev i 2012, i den til dato største undersøgelse af 26.000 veteraners psykiske sundhedsprofil før og efter udsendelse, at “Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er et tilfældigt udsnit af den danske befolkning, som bliver sendt ud som soldater på internationale militære missioner. Særlige udvælgelsesprocesser betyder, at det generelt er et særligt udsnit af befolkningen, der er i forsvaret og bliver udsendt på militære operationer. Derfor er det en vanskelig opgave at konstruere en kontrolgruppe for de udsendte“.

Alt i alt er vi ikke blevet meget klogere på veteraners selvmordsadfærd, med den nye rapport fra Veterancentret. Vi er blevet lidt klogere på nogle veteraners selvmordsadfærd, men det totale billede af problemernes omfang fortaber sig stadig i tågerne. Og det er ærgerligt. For nu havde man chancen for at afdække hele selvmordsproblematikkens omfang. Man forspildte bare chancen, og hoppede over hvor gærdet var gravet ned.

Hvad så nu?

Uanset hvad årsagerne til disse bekymrende forhold måtte være, så har vi stadig en selvmordsproblematik blandt veteraner. Det erkender Forsvarets Veterancenter også. Om den er større eller mindre end blandt sammenlignelige grupper, og resten af befolkningen, kan vi altid diskutere.

Men vi må aldrig glemme, at der både i dag, i morgen, næste uge, næste måned, og næste år findes veteraner som har det så dårligt, at de balancerer på kanten af livet. Dem skal vi gøre alt hvad der står i vores magt for at finde, og hjælpe.

Og fra Veteranalliancen vil vi fortsat sætte fokus på denne lille gruppe, og de løsninger vi mener der skal tilvejebringes, så gruppen kan blive endnu mindre.

Problemernes omfang skal hverken tales op eller ned. Men vi skal forholde os til problemet hver gang det viser sig, lige som vi skal gøre alt hvad vi kan for at forebygge det, og mindske omfanget på sigt.

Forsvarsminister Peter Christensen udtrykker i Jyllands-Posten håb om, at den styrkede veteranindsats, som regeringen fremlagde i september, kan bidrage til endnu færre selvmord fremover. Men han vil ikke udelukke, at det kan gå den anden vej.

“I forhold til vores veteraner fra Afghanistan og andre missioner i nyere tid har vi måske endnu ikke set det fulde billede, hvad angår mulige psykiske efterreaktioner. Det skal vi naturligvis holde os skarpt for øje og være klar med støtte ved behov” udtaler Peter Christensen.

Og det er jo en positiv melding, som vi hermed kvitterer for. Nu forventer vi større forståelse for vores nyeste mærkesag – en opsøgende indsats over for netop kriseramte og selvmordstruede veteraner.

 

#veteranpolitik

Løb dig til et bedre liv i 2017

Er du veteran med en fysisk eller psykisk skade – og med lyst til at løbe langt sammen med andre veteraner? Så er det nu, du skal overveje at søge om at blive en del af Team Veteran 2017.

Team Veteran er en frivillig forening, drevet af veteraner, der ønsker at hjælpe skadede veteraner til et bedre liv gennem idræt, og mere præcist træning til og deltagelse i maratonløb.

Team Veteran har eksisteret siden 2010 og har siden hjulpet mere end 55 veteraner til at gennemføre maratonløb i New York og Washington D.C. I år stiller syv skadede veteraner og deres medløbere til start i US. Marine Corps Marathon i Washington i den sidste weekend i oktober. Hele turen er betalt af bidrag fra foreninger, fonde og private sponsorer, og den amerikanske del af turen gennemføres i tæt samarbejde med Marinekorpsets hold for skadede veteraner – Team Semper Fi.

Det er også for kvinder

Langt hovedparten af de veteraner, der siden 2010 har løbet på Team Veteran, er mænd. Men det er et stort ønske i foreningen, at få en mere ligelig kønsfordeling på holdet 2017. Derfor opfordrer foreningen i særlig grad kvindelige veteraner til at søge om at blive en del af holdet.

Det er ikke et krav, at man har løbet maraton tidligere – eller at man allerede er i god form. Deltagelsen på holdet strækker sig fra januar til november og Team Veterans træner sørger for individuelle træningsprogrammer afstemt efter alder, fysisk og skade. Det vigtigste er lysten til at løbe og til at indgå i et stærkt fællesskab med andre veteraner i samme situation.

Hvordan søger du?

Er du interesseret i at blive en del af Team Veteran 2017 skal du gå ind på foreningens hjemmeside teamveteran.dk og udfylde kontaktformularen, som du finder under menupunktet ”Bliv løber”. Du kan også kontakte foreningens formand, Lars Bo Holm Pedersen på 42 41 41 81/formand@teamveteran.dk for at høre nærmere. Team Veteran skal have din ansøgning senest den 1. december.

Livsfarekravet er dybt urimeligt

I forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare