Opsøgende peer-indsats er stadig på ønskelisten

I serien af forslag til initiativer på veteranområdet som vil være mere velkomne end ministerens wildcard-ordning, er vi i denne uge nået til en halvgammel kæphest, som har været en af vores mærkesager siden 2016.

Opsøgende indsats – af veteraner, og for veteraner – har været efterspurgt siden Veterancentrets selvmordsrapport, som den manglende brik i puslespillet vi alle kalder veteranindsatsen i Danmark.

Med tiden har vi fået en fælles forståelse af, at veteraner er en alt andet end homogen gruppe. De seneste år har den fælles segmentering (røde/gule/grønne veteraner) vundet indpas, og de fleste aktører på veteranområdet erkender, at intet isoleret tilbud (f.eks. et veteranhjem, en idrætsaktivitet, et botilbud eller et beskæftigelsesrettet tilbud for veteraner) henvender sig til alle veteraner. Til gengæld kan en kombination af to eller flere tilbud dække behovet for recovery og rehabilitering, for selv de mest syge og udsatte veteraner i den røde kategori.

Imidlertid er langt størstedelen af de mange tilbud for veteraner, som er opstået i kølvandet på den nationale veteranpolitik fra 2010, baseret på filosofien om at de trængende veteraner selv opsøger, eller på anden måde tager kontakt til, de relevante tilbud, hvorefter de mødes med åbne arme, og gode intentioner om at hjælpe og støtte. Kun behandlings- og botilbud kræver egentlig visitation. Alle andre tilbud kræver blot fremmøde, eller kontakt initieret af veteranerne.

Denne filosofi fungerer for det meste efter hensigten, så længe tilbuddene har relativt velfungerende og initiativrige veteraner i målgruppen.

Men efterladt på perronen står stadig et segment af syge og udsatte veteraner, med så lavt et funktionsniveau, at de aldrig profiterer af de mange tilbud i veteranindsatsen.

Årsagerne til dette er flere, men omfatter bl.a.

  • Skam over egen sygdom/sociale situation
  • Manglende overblik – og evne til at skabe overblikket – over de mange tilbud som findes
  • Stort forbrug/misbrug af alkohol, hash, medicin, narkotika
  • Stærk isolationstrang
  • Meget beskedent netværk af familie/venner som kan bistå med kontakt, transport, økonomi o.l.
  • Generationskløfter
  • Frygt for at få uønsket opmærksomhed på egne familieforhold fra f.eks. kommuner

Det er dette segment – veteranerne i det røde segment – som er målgruppen for den opsøgende indsats. Vi vil ikke længere acceptere, at meget syge og/eller socialt udsatte veteraner drives til selvmord, eller til at udføre desperate handlinger for at få den hjælp de fortjener, efter at have gjort Danmark ære i verdens brændpunkter.

Hvorfor peer?

Peer-støtte er defineret som “støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder” (Kilde: Socialstyrelsen).

Peer-støtte skaber bl.a. håb, mod på forandring, handlemuligheder og fremmer derved personlig recovery hos mennesker med psykiske vanskeligheder. Personlig recovery betyder at komme sig, og vægter den personlige proces samt udviklingen af ny mening og nyt formål i livet. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på, præget af håb og aktiv medvirken, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom

En række studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver.

Peer-støtte har været praktiseret blandt danske veteraner siden 1990’erne – altså længe før Danmark fik en egentlig veteranpolitik og de afledte veteranindsatser. Det forekommer naturligt for veteraner at hjælpe og støtte hinanden, da dette er et væsentligt element i den grundlæggende uddannelse af soldater. 

Når staten forlanger at soldaterne risikerer deres liv og helbred i kamp, så sker det med en formaning – og et løfte – om, at vi ikke efterlader nogen på kamppladsen. Men for nogle veteraner venter en kamp efter udsendelserne til verdens brandpunkter – kampen for at mestre eget liv med traumer og psykiske lidelser, samt afledte psykosociale problematikker.

Mens vi både ser veteraner præstere fantastiske indsatser under deres udsendelser, og også har set veteraner hjælpe hinanden efterfølgende, så må vi også konstatere at veteraner af natur er relativt dårlige til at bede om hjælp, og til at modtage hjælp. 

I Forsvarets machokultur ses det ofte som et tegn på svaghed, hvis man beder om hjælp. Og svage soldater vinder ikke kampe. Derfor bider soldater smerten i sig, og fokuserer på noget andet end deres egne lidelser og problemer.

Dette er også billedet vi ser blandt veteraner i den gule og den røde kategori. De isolerer sig, og forsøger at fremstå mere raske og velfungerende end de egentlig er – både overfor sig selv, og deres omverden.

Men tillidsbaserede relationer, især til andre veteraner med samme baggrund og erfaringer, gør det lettere at tale åbent om livets udfordringer. Meget lettere end hvis veteranerne skal fortælle og forklare deres liv til behandlere eller myndighedspersoner uden samme referenceramme (erfaring med at være udsendt, og forsøge at tilpasse sig livet i civilsamfundet efter udsendelserne).

Denne force kunne man udnytte aktivt og målrettet i den opsøgende indsats for veteraner, ved at sikre at alle de opsøgende veteraner have oplevelser og erfaringer som de opsøgte veteraner kunne spejle sig i. Og da de opsøgende veteraner i udgangspunktet er væsentligt mere velfungerende og vidende om mulighederne for behandling og støtte, vil det være sværere at afvise hjælpen, da den i første omgang er tilbudt af en ligeværdig våbenbroder/kammerat.

Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

Wildcard – bagsiden af medaljen

Da Forsvarsminister Trine Bramsen solede sig i blitzlyset for et par uger siden, og stædigt forsvarede behovet for en helt særlig ordning for PTSD-ramte veteraner på førtidspension, afslørede hun igen at hun ikke forstår så meget af det område hun er ansvarlig for.

Ved at tage 500 PTSD-ramte veteraner som gidsler, i sin relancering af en længe eksisterende løsning, trak hun proppen ud i det kar med folkelig opbakning vi som veteraner ellers nyder, når vi kæmper vores legitime kampe for bedre vilkår for de syge/skadede veteraner.

Enhver kyndig minister med lidt kendskab til folkesjælen og de sociale medier, ville vide, at sådan et opgør med lighed for loven-princippet, og opdeling af førtidspensionister i et a- og et b-hold for så vidt angår rettigheder, ville medføre forargelse, vrede og afstandtagen. Ikke til ministeren, som jo fremstod sød og kærlig på TV, men til veteranerne, som hun skubbede foran sig, når hun skulle forklare hvor idéen til denne ordning kom fra.

Det er ikke noget, som jeg har fundet på” udtalte forsvarsministeren til PioPio, og på de sociale medier, og i debatten refererede ministeren igen og igen til den fynske veteran, som havde sat den vanvittige idé i hovedet på hende. En gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor det lokale mediehus gav hende taletid.

Dette overbeviste mange danskere om, at ønsket kom fra veteranerne, og den søde minister blot leverede varen – efter at have brugt et år på sagen.

Ministeren fortsatte, men gik fra forsvar til angrebsposition. Hun udtalte at vores kritik af wildcardordningen var ”…et besynderligt standpunkt for en organisation, der påstår at varetage veteranernes interesse, at mene, at det er dårligt at forbedre veteranernes forhold.”

Kære Trine Bramsen, intet i denne verden er gratis. Heller ikke særlige privilegier – eller i dette tilfælde, noget der bare ser ud som særlige privilegier, men i virkeligheden er relanceringen af muligheden for hvilende førtidspension – en rettighed som gælder for alle førtidspensionister.

Hvis ministeren læser kommentarerne til sin egen, og beskæftigelsesministerens udmelding om wildcard-ordningen igennem, så vil hun se hvad vi mener, når vi påstår at hun graver en kløft mellem os veteraner, og den befolkning vi er så afhængige af at have opbakning fra, når vi debatterer og aktionerer for bedre forhold for syge/skadede veteraner.

Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

  1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.
  1. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.
  1. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?

10 år med anerkendelse

flagdagSå blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.

Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.

Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.

Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.

Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?

Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.

Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at

  • de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.

 

  • Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.

 

  • Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.

Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.

Hav en god flagdag!

 

 

Veteranpolitik i 100 måneder

skovveteraner-2010
Artikelserien fra Jyllands-Posten, som var med til at starte udviklingen af veteranpolitikken

Den 12. oktober 2010 meddelte Statsminister, Lars Løkke Rasmussen at Danmark skulle være langt bedre til at hjælpe veteraner videre, når de vender hjem fra krig.

Opgaven med at formulere en egentlig veteranpolitik var en afskedsgave fra forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i 2009, på vej mod sit nye job hos NATO, efterlyste en egentlig veteranpolitik for at få mere støtte til handicappede soldater og de pårørende, sådan som man kendte det fra en række andre lande.

F.eks. kunne man trække på erfaringer fra krigsførende nationer som USA og England, hvilket den dag i dag stadig er en god idè, som desværre ikke udmøntes i tilstrækkeligt omfang. Men samtidig blev Fogh Rasmussen kritiseret for ikke at have fremlagt en veteranpolitik i sin tid som statsminister.

Det er godt, han ser lyset, men det havde været sjovere, hvis han havde meldt ud som statsminister,” sagde partifællen Karsten Nonbo til Berlingske Tidende.

Derfor ville regeringen fremlægge et oplæg til en ny veteranpolitik, oplyste statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Vi har i Danmark et af verdens bedste velfærdssamfund, men vi er først ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det sidste udsagn var naturligvis noget notorisk sludder. I 2010 havde Danmark haft veteraner i mere end 60 år, og udtalte veteranproblemer siden vi rykkede ind på Balkan i 1992 – altså i næsten 20 år.

Der blev afholdt en masse udvalgsmøder, drukket masser af kaffe, og skrevet enorme mængder af notater, som til sidst mundede ud i Danmarks første veteranpolitik. Få måneder efter måtte statsministeren overrække Cavlingprisen til Jyllands-Postens journalister Asger Westh og Lars Nørgaard Pedersen og fotografen Stine Larsen, som havde været med til at give veteranpolitikken et ekstra skub i en bedre retning, som statsministerens udtrykte det.

Featureserien “Hjem fra Krigen” afdækkede i flere end 100 artikler afdækket forholdene for sårede danske krigsveteraner. Cavlingvinderne beskrev danske soldater, der har levet af mad fundet i containere, der er flygtet fra hverdagen ud i danske skove, og som er blevet snydt for genoptræning.

Vi skylder de hjemvendte en god behandling, men der har dog været brister. Det har featureserien været med til at vise,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

skovveteraner-2012
I 2012 var der stadig veteraner som havde isoleret sig i skovene

Mange tror fejlagtigt at veteranpolitikken er Folketingets, men sådan forholder det sig ikke. På trods af bred politisk opbakning til de mange initiativer for veteraner, er veteranpolitikken aldrig blevet debatteret eller vedtaget i Folketinget. Den blev bare administrativt vedtaget af regeringen.

Samme mønster gentog sig i 2016, hvor det var tid til et serviceeftersyn af veteranpolitikken. Ingen offentlig debat, og ingen debat eller vedtagelse i Folketinget. Således er veteranpolitikken version 2 fra 2016 stadig kun regeringens. Og siden 2016 har veteranpolitikken kun været gældende for behandlingen af Forsvarets veteraner, idet veteranerne fra Justits- og Udenrigsministeriet næsten ubemærket blev skrevet ud af regeringens nye veteranpolitik.

Så kunne man jo håbe at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet ville formulere deres egne politikker, og etablere et sikkerhedsnet for deres veteraner. Det er bare ikke sket endnu.

Og netop nu er et historisk tidspunkt. For denne måned, i marts 2019, har Danmark officielt haft veteranpolitik i 100 måneder.

Meget er sket i de 100 måneder. Mange nye initiativer og projekter har set lyset siden 2010. Mange penge, og meget energi er brugt på at forbedre vilkårene for syge og udsatte veteraner, og deres familier. Nogle initiativer med mere succes end andre.

skovveteraner-2017
I 2017 var der også veteraner som havde vendt samfundet ryggen, og taget ophold i landets skove

Løbende hører og læser vi om de mange nye initiativer, og hvor meget fremskridt vi oplever på veteranområdet. Løbende hører og læser vi hvordan de mange gode intentioner bare lige skal have tilført nogle penge, for at bringe os tættere på en bedre verden for de stakkels veteraner, og deres omsorgsfulde familier.

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som chef for Veterancentret, skrev Susanne Kiholm Lund i anledning af dokumentarudsendelsen om den frygtelige Lars Kragh-sag, på Veterancentrets hjemmeside, at “Der er især sket meget, siden de danske politikere nedskrev vores første veteranpolitik og besluttede, at Forsvaret skulle have én indgang for veteraner og deres pårørende. Med den beslutning blev Veterancentret oprettet i 2011, og siden da er indsatsen over for vores tidligere og nuværende soldater og deres pårørende, som til tider må stå meget igennem, kun udvidet og forbedret. Vi betragtes ikke længere som novicer i Danmark, men får tit og ofte udenlandske gæster på vores matrikel, som søger inspiration hos os. Betyder det så, at vi er i mål? Nej. Veterancentret kan altid blive bedre og skal altid gøre sit ypperste. Simpelthen fordi vores soldater fortjener det. Derfor hilser jeg også en dokumentarudsendelse om Lars Kragh velkommen. Alene fordi den giver anledning til, at vi, når rulleteksterne kører over skærmen, kan reflektere over og om nødvendigt debatterer Forsvarets og hele Danmarks sociale forpligtelse over for skadede veteraner.

Siden har det været så som så med debatten og refleksionen.

I Lars Kragh-sagen endte det fatalt for veteranens forældre. I en nyere sag, som blev dækket af Berlingske, var symptomerne de samme. Dårlig koordination af indsatserne, og et forældrepar som følte sig alene og hjælpeløse i forsøget på at drage omsorg for deres traumatiserede søn.

Chefen for Veterancentret havde læst artiklerne om veteranen og hans forældres situation, og udtrykte sin sympati med ordene “Det er klart, at mit hjerte bløder da for sådan en familie og det, de står igennem”. Obersten forklarede, at Veterancentret hele tiden udvikler den hjælp, der tilbydes krigsveteraner og pårørende.

Politisk er det besluttet, at man har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis man har fået skader, der er forårsaget af, at man har været i en international operation. Så hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed sammen med andre systemer, der findes i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi. Og vi har også stor fokus på de pårørende,” sagde hun til Berlingske.

skovveteraner-2018
I 2018 var der stadig veteraner som overlevede i skovene på grund af hjælp fra frivillige

Men blødende hjerter og gode intentioner gør det ikke alene.

Vi har nu i årevis sagt, at veterancentret skal blive bedre til at koordinere de svære sager, hvor også sundhedsvæsenet, kommunerne og private/frivillige aktører bidrager til den samlede løsning.

Veterancentret har rykket sig en smule, og har igangsat en charmeoffensiv over for kommunerne – en kampagne kaldet “Fælles om veteraner”. Det er fint og godt, selv om de stort annoncerede “samarbejdsaftaler” er lige så gensidigt uforpligtende som enhver anden politisk hensigtserklæring.

Men vi er nødt til at åbne kommunikationslinjerne mellem Veterancentret og psykiatrien, og få koordinationen i dette krydsfelt til at fungere bedre end hidtil. Og denne proces starter med at alle parter erkender problemet, og samarbejder om en løsning. Det sker ikke ved at Veterancentret bare afviser kritikken, og peger på regionerne som dem der skal løse problemerne.

Vi ved i øvrigt stadig ikke hvor mange veteraner som er bosiddende ude i landets skove, i biler på parkeringspladser, eller andre tilbagetrukne steder. For det har man ikke haft tid til at undersøge i løbet af de første 100 måneder med veteranpolitik.

 

#100MånederMedVeteranpolitik

Der er stadig plads til forbedring

I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.

Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.

Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.

Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.

Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.

Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.

I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.

I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.

I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.

I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.

I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.

I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.

I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.

31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.

I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.

Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.

Vi er slet ikke i mål

Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.

Der er stadig plads til forbedring.

Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.

Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.

Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.

Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.

Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.

Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.

Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.

Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.

Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.

Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?

Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?

Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?

Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?

Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?

Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?

Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?

Det ville vi nok ikke, vel?

Det er tid til at være fælles om vores veteraner

I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.

Alle landets veteraner bor i en kommune. Alle de syge veteraner skal have udredning, behandling og opfølgende indsatser fra regionerne. Alle Forsvarets veteraner er omfattet af den nationale veteranpolitik, og kan på flere områder få hjælp og støtte fra Veterancentret. Og alle veteraner er velkomne i landets mange veteranforeninger- og cafèer.

Veteranområdet er en politisk varm kartoffel, fordi det er tydeligt at de politikere som sendte os ud på alverdens missioner ikke havde budgetteret med den efterfølgende behandling, kompensation og støtte til de tilskadekomne veteraner. Og pårørendeområdet er helt håbløst underprioriteret, selv om alle anerkender at en veteran med sundhedsmæssige og/eller sociale problemer giver anledning til bekymringer, frustrationer og behov for hjælp hos sine pårørende – det være sig veteranens forældre, ægtefælle/kæreste, søskende, børn, venner og kollegaer.

I gennemsnit har hver veteran 8 pårørende, som direkte eller indirekte er påvirket af hvordan veteranen fungerer sundhedsmæssigt og socialt, efter hjemkomsten fra missionerne.

Det betyder at den førte veteranpolitik, og de afledte veteranindsatser, potentielt påvirker mere end en halv million danskere. De fleste veteraner er heldigvis sunde, raske og velfungerende. Men for ca. 20 procent af veteranerne er det, eller bliver det, nødvendigt med hjælp og støtte, i større eller mindre omfang.

I alt for mange kommuner har man bildt sig selv ind, at veteraner med problemer blot skal henvises til Veterancentret. Men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Det skyldes flere forhold:

  1. Nogle veteraner har ikke været udsendt af Forsvaret, og kan derfor ikke få hjælp af Veterancentret
  2. Nogle veteraner vil ikke have kontakt med Veterancentret, af forskellige årsager

Men selv hvis en veteran har været udsendt af Forsvaret, og ikke har noget imod at få hjælp af sin forhenværende arbejdsgiver, så kan veteranen have problemer som Veterancentret ikke kan løse, eller bidrage til løsningen af. Det kan f.eks. være psykiske lidelser som kræver psykiatrisk behandling, hjemløshed, selvmedicinering (misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller receptpligtig medicin), familieproblematikker, behov for fysisk genoptræning eller socialpsykiatrisk opfølgning på indlæggelser og længere behandlingsforløb.

Alle disse indsatser hører under kommunernes og regionernes serviceforpligtelser. Og de hverken kan eller skal forsøges tørret af på andre. Hverken andre offentlige instanser, eller tilfældige frivillige aktører.

Det forestående kommunalvalg er en kærkommen lejlighed til at drøfte med sine lokale politikere og kandidater hvordan de i praksis vil løfte opmærksomheds- og serviceniveauet i forhold til veteraner og deres pårørende. Lad Jer ikke spise af med luftige hensigtserklæringer, eller selvforherligende taler om hvor fantastisk det allerede går i kommunen. Hold politikerne og kandidaterne fast på det konkrete, og det fremtidige.

Det er jo i fremtiden de gerne vil udøve deres politiske magt.

Problemer er der nok af. Få dem nu løst.

Sommerferien går på hæld, og et spændende efterår nærmer sig. Der skal både forhandles forsvarsforlig, og træffes afgørelse om hvordan arbejdsskadesystemet skal behandle tilskadekomne veteraner i fremtiden.

Aktstykkeproblematikken

Ud over at definere rammerne for Forsvarets løsning af kerneopgaverne, så har forsvarsforliget også stor betydning for veteranindsatserne de næste fire år. For størstedelen af statens veteranindsats løses i regi af Veterancentret, og finansieres således via forsvarsbudgettet.

Men en af fortidens helt store undladelsessynder, løsningen af den såkaldte aktstykkeproblematik vi beskrev i januar 2016, og opfordrede Regeringen til at løse i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, ligger stadig uløst, og lugter under gulvtæppet.

Aktstykkeproblematikken eksisterer stadig, fordi man fortsat nægter at udbetale kulancemæssig godtgørelse og tilskadekomstpension til de 100 – 200 veteraner, som var udsendt og blev sårede før d. 14. august 1996 – altså veteranerne fra Cypern, de første Balkanhold, og det meste af Golfkrigen.

Heldigvis bragte Politiken historien d. 20. juli, og senest har Danmarks Radio P4/Sjælland (første nyhedsudsendelse og anden nyhedsudsendelse) fortalt om problematikken, som handler om den diskriminerende skæringsdato 14. august 1996.

På denne baggrund har Folketingets to største partier nu tilkendegivet, at de vil gå ind til forhandlingerne om forsvarsforliget, med et ønske om at finde pengene til at løse aktstykkeproblematikken en gang for alle.

Du kan hjælpe os med at lægge pres på dem, og alle de øvrige partier, ved at sætte din underskrift på denne indsamling. Så vil vi bruge alle støttetilkendegivelserne til at åbne døre, og motivere forsvarsordførerne til at få lagt aktstykkeproblematikken i graven, så vi undgår yderligere diskrimination af veteranerne som var udsendt før august 1996.

Læs også hvorfor mere end 1600 andre sympatisører allerede har skrevet under. Det er bevægende læsning.

Arbejdsskadeproblematikken er også stadig uløst

Inden forhandlingerne om forsvarsforliget officielt starter, så forventer vi en præsentation af løsningen på et andet kritisk problem for tilskadekomne veteraner – arbejdsskadeproblematikken, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) underkender speciallægeerklæringer på stribe, og kommer frem til at de tilskadekomne veteraner slet ikke har været i nok livsfare, eller har gået for længe og bokset med problemerne selv, til at man vil udbetale arbejdsskadeerstatninger.

Dette til trods for, at landets ledende eksperter i PTSD tager sig til hovederne, og underkender AES’ sagsbehandlingspraksis. Det giver slet ingen mening, at nogle lægekonsulenter som aldrig har været i en krigszone, ikke ved noget om de belastninger veteranerne har været udsat for, aldrig har mødt veteranerne, og derfor ikke har andre undersøgelser end speciallægernes, kommer frem til en helt anden konklusion end netop speciallægerne – som altså har skrevet erklæringerne på baggrund af undersøgelser, og en anerkendt faglighed inden for det specialiserede psykiatriske område.

Det er pinligt for et velfærdssamfund med en aktivistisk udenrigspolitik, og en politikerstand som aldrig misser en mulighed for at udtrykke deres anerkendelse og respekt for vores indsatser, så længe det kan klares med ord, og ikke belaster statens finanser.

Efter den massive medieomtale af problemerne i TV2, Ugebrevet A4, Berlingske, Avisen.dk m.fl. skrev selveste formanden for Folketinget, på sin blog på TV2, at

Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte posttraumatiske postsyndrom, som en del veteraner må kæmpe med, efter at de har deltaget i militære aktioner på vegne af det danske forsvar. Et af problemerne er, at det ikke nytter noget, når læger og eksperter peger på PTSD, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når frem til en anden vurdering“.

Det er jo godt set af Folketingets formand. Og det har da heller ikke skortet på forstående og støttende udmeldinger fra hverken partiernes ordførere, eller den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen.

Nu går sommerferien på hæld, og vi er mere end klar til at høre hvad ministeren vil gøre for at løse problemet.

Vi har synliggjort problemets omfang og karakter. Vi har været tålmodige. Vi har arbejdet konstruktivt, demonstreret ganske fredeligt, og været løsningsorienterede på møderne i ministeriet d. 13. januar og 3. maj. Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for HKKF og Soldaterlegatet deltog også, og bidrog til skitseringen af nogle tekniske og juridiske løsninger på problemet.

Nu vil vi gerne se nogle klare udmeldinger fra Regeringen, som følges op af noget handling.

For fænomenet med sent udviklet PTSD ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Og der er allerede et par hundrede afviste veteraner, som venter i spænding på om de får genoptaget deres sager, lige som tilfældet var da man lagde 6-månedersreglen i graven.

Få nu aktstykke- og arbejdsskadeproblematikkerne løst, så vi kan få genskabt tilliden til at Regeringen og Folketinget anerkender og respekterer vores indsatser. Og ikke kun i skåltalerne på flagdagen, men også når der skal handles, og findes penge til at yde de tilskadekomne veteraner retfærdig kompensation.

Vi HAR leveret vores del af aftalen.

Nu er det Jeres tur.

Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje

Fotograf/Photographer
Beskæftigelsesministeren lyttede til de frustrerede veteraner, ved Veteranalliancens demonstration foran ministeret d. 30. november 2016 (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.

Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.

Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.

Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.

Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.

Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.

Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.

Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.