Intet opstår af intet, og anerkendelse skal ikke købes

veterankort-transVi har skrevet om det før. Veterankortet fik en turbulent start, og til sidst skulle det have kunstigt åndedræt af Veterancentret, som måtte betale mange tusinde kroner for adgang til LogBuy-ordningen, så veterankortet ikke var helt værdiløst.

Men der er ikke meget anerkendelse i anerkendelsen, hvis man skal bede om den, eller sågar betale for den.

Siden veterankortets lancering har græsrødder forsøgt sig med forskellige tiltag for at koble mere frivillige rabataftaler til kortet, men alle de forsøg vi har lagt mærke til er stille og roligt gledet ud i sandet.

Nu har vi taget teten op. I 1½ måned har vi indgået mere end 80 aftaler om rabatter, særarrangementer og andre fordele koblet til veterankortet. Og der er flere på vej. Det har været overraskende nemt, og helt gratis.

Hvis Forsvaret havde brugt de samme beskedne ressourcer på den samme opgave, kunne vi i dag have mere end 3000 aftaler om rabatter og særarrangementer koblet til veterankortet. Og det havde ikke kostet Forsvaret en krone.

I 2014, da Forsvarsminister Nicolai Wammen gik i panik over den sarkastiske kritik af veterankortet, og befalede Forsvaret til at bruge penge på LogBuy-ordningen så veterankortet kunne bruges til andet end isskraber, var der ellers jubel over hele linjen. Også selv om Veterancentret betaler 81.250 kr. + moms pr. år for denne “anerkendelse”.

Veterankortet opstod oprindeligt efter forslag fra blandt andet veteranforeningen “De Blå Baretter”. Her havde formanden, Niels Hartvig Andersen, svært ved at få armene ned over, at forsvarsministeren ville garantere alle veteraner en række rabatter via LogBuy-ordningen. Men han ærgrede sig også over, at veterankortet ikke af sig selv var blevet nogen succes.

»Vi er oppe imod janteloven. Folk stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det lige er veteraner, der skal have det her. Jeg ved ikke, om vores samfund endnu er gearet til at give de her rabatter og fordele af sig selv kun til veteranerne,« sagde han i 2014.

Fire år senere var alt åbenbart anderledes. Eller var det?

Har det ikke altid været sådan, at hvis ingen gjorde noget, så skete intet. Men så snart nogen gør noget, så sker der noget? Hvornår er en succes nogen sinde kommet af sig selv?

Forsvaret har i øvrigt ingen anelse om hvor mange veteraner som har tilmeldt sig LogBuy-ordningen siden 2014. Men man betaler stadig 81.250 kr. om året for at op til 12.500 veteraner kan være med i ordningen.

Samlet har Forsvaret betalt 406.250 kr. for denne anerkendelse indtil nu. Og ingen aner hvor mange veteraner som er glade for denne anerkendelse.

Husk at du kan finde vores helt gratis rabataftaler her.

Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN

Tallene taler for sig selv

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Efter flere års kamp med arbejdsskadesystemet, serier af møder, groteske sager fremstillet i medierne, og masser af løfter om forbedringer lancerede beskæftigelsesministeren på flagdagen i 2017 sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer.

Flagskibet i veteranpakken var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det i første omgang blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen var tilset af en ekstra speciallæge.

troels_lund_poulsen_500.jpg
Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen er ansvarlig

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen udtalte i forbindelse med lanceringen af veteranpakken, at “Vi skylder at gøre en særlig indsats for dem, der har kæmpet med deres liv som indsats i internationale operationer for Danmark (…) Initiativet om en second opinion har været efterspurgt hos folk og interessenter på området. De føler, at de har fået en lægeerklæring, som AES ikke forholder sig til, og derfor giver vi mulighed for en ny vurdering”

Landsformand i Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen, var positiv over for veteranpakken. Han fremhævede den ekstra lægevurdering som en essentiel forbedring af systemet.

»Jeg tror, at 80 pct. af sagerne, som er endt med afslag, ville falde ud til veteranernes fordel, hvis de blev vurderet en ekstra gang«, udtalte han (Jyllands-Posten d. 4. september 2017).

Regeringen ville også øremærke 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i arbejdsskadesystemet, og Danmarks Veteraner var positive over for tiltagene, som formanden selv havde efterlyst hos regeringen.

»Lige præcis de her to ting, det er noget, der vil gøre en forskel ude i veteranverdenen,« udtalte landsformanden for Danmarks Veteraner til Berlingske d. 4. september 2017.

I Veteranalliancen var vi mere skeptiske. Vi så ikke nogen stor forbedring i second opinion-ordningen, så længe AES ikke blev forpligtet til at anerkende de diagnoser og årsager til sygdommenes opståen, som speciallægerne kom med (Ugebrevet A4, d. 13. september 2017)

Vi så veteranpakken som en tom æske, fordi loven stadig tillader AES at underkende speciallægernes erklæringer, på trods af at AES selv udpeger de speciallæger som skal skrive erklæringerne, hvorfor vi ikke kunne se behovet for flere erklæringer som alligevel blev ignoreret i sagsbehandlingen (Politiken, d. 20. oktober 2017)

Den store forskel er kun 1,5 procent

Vi har fået opdaterede informationer fra AES om status på second opinion-ordningen. Tallene dækker til og med udgangen af 2018. Der anmodes og afgøres løbende sager om second opinion, men ved udgangen af 2018 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

  • anmodet om en ekstra speciallægeerklæring (second opinion) i 125 sager
  • AES har modtaget svar på 105 af disse fra respektive speciallæger.
  • formidlet 64 afgørelser efter indhentelse af second opinion (17 nye sager og 47 genoptagelser).
  • givet 62 afvisninger, mens 2 sager er anerkendelser (1 ny sag og 1 genoptagelse af allerede anerkendt sag uden second opinion).

61 second opinion-sager fra 2018 er endnu ikke afgjort.

Hvad fortæller disse tal os?

Veteranpakken har hverken været en essentiel forbedring, eller gjort en forskel ude i veteranverdenen. Tværtimod. Den har givet samme resultat som før – nu bare med længere sagsbehandlingstid.

Second opinion-ordningen virker ikke. Kun èn arbejdsskadesag er faldet ud til veteranens fordel, på grund af den ekstra speciallægeerklæring.

En anden sag var anerkendt i forvejen, blot med en forkert diagnose, så i den sag ændrede den ekstra speciallægeerklæring ikke afgørelsen, men blot den anerkendte diagnose.

For 62 andre veteraner ændrede den ekstra speciallægeerklæring intet. Selv om erklæringerne var præcise og på linje med de første speciallægeerklæringer i sagerne, så blev veteranerne stadig nægtet anerkendelse og erstatning.

Dette er slet ikke det resultat vi blev stillet i vente. Og det er meget langt fra Niels Hartvigs ønskede 80 procent.

Dette er slet ikke et resultat Beskæftigelsesministeren og Folketingsmedlemmerne kan være bekendt.

Dette resultat beviser arbejdsskadesystemets manglende evne eller vilje til at efterleve politikernes gode intentioner.

Dette resultat beviser, at der stadig er behov for håndfast lovgivning, som sikrer de skadede veteraner retfærdighed.

Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Ny bog om veteraner på vej

Veteraner - forsideLandets kommuner behandler fortsat de danske veteraner som typiske bistandsklienter fremfor som ressourcefulde personer, der er vant til struktur. Det er ikke bare urimeligt, det er direkte uartigt, lyder det fra Lars R. Møller, der i ny debatbog retter skarp kritik mod systemet og dets behandling af hjemsendte med psykiske skader.

Det er aldrig uden omkostninger, når en nation sender sine soldater i krig. At soldater dør eller såres er velkendt, men op gennem historien har man stort set ignoreret, at der findes andre konsekvenser ved at gå krig.

En stor del af de soldater, der har været udsendt, vender tilbage efter krigen med usynlige sår på sjælen, ofte i form af PTSD, og samfundets evne til at tage sig af dem er i bedste fald ringe. At give Danmarks veteraner en ordentlig behandling er ikke en opgave for forsvaret, men for samfundet.

Ordren fra Oberst Møller er ikke til at tage fejl af: Veteranerne fortjener bedre, og politikere såvel som de enkelte kommuner må indse, at behandlingen af tidligere udsendte, der har været udsat for ildkampe og vejsidebomber, ikke kan sidestilles med almene arbejdsskader.

“Uden veteranerne havde det ikke været muligt at udføre de beslutninger som tages i Folketinget. De er demokratiets forlængede arm og ved, at det de gør i demokratiets navn, kan koste dem liv eller førlighed. Det jamrer de sig ikke over. Det er en del af jobbet. Det er utroligt, at det er nødvendigt at understrege dette, men når veteraner kommer hjem, kan vi ikke være bekendt at stoppe dem ind i nogle forudbestemte systemer, der ikke er beregnet på deres forhold.”

Gennem de seneste år har Oberst Lars R. Møller engageret sig i de danske veteraners sag. Med Veteraner er han nu klar med en veloplagt debatbog, som nok skal få skrivebordsgeneralerne til at få kaffen galt i halsen og give politikerne noget at tænke på.

Lars R. Møller er kendt for aldrig at kunne stikke piben ind – i 2008 skaffede debatbogen Det danske Pearl Harbor (2008) ham en forflytning til en fjern udørk, og med bogen Vi slår ihjel og lever med det (2010) fastcementerede han sin position som de danske soldaters hudløst ærlige talsmand.

Fakta om bogen:
Titel: Veteraner
Forfatter: Lars R. Møller
Omfang: 256 sider
Pris: 249,95 kroner
Udkommer: 5. september 2018

Godt nyt på arbejdsskadeområdet

IDC-11Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop præsenteret en ny sygdomsklassificering, der fungerer som rettesnor for bl.a. det danske sundhedsvæsen, og arbejdsskadesystemet.

Den nye sygdomsklassificering ICD-11 erstatter ICD-10, som blev udgivet i 1992, og har været længe ventet af behandlere i psykiatrien, hvis nyere praksiserfaringer var i modstrid med den forældede viden i ICD-10.

F.eks. stod det i den tidligere klassificering, at symptomerne på PTSD (posttraumatisk stresslidelse) skulle optræde en vis periode efter hændelsen. Dette punkt tog arbejdsskadesystemet meget alvorligt, og med henvisning til WHO har man afvist mange PTSD-ramte veteraner med begrundelsen, at det tog mere end 4 år for deres PTSD at udvikle sig til en egentlig lidelse. Denne 4-årsregel har været populær blandt sagsbehandlerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, efter de fik frataget deres elskede 6-månedersregel i 2014.

Men denne tidsperiode er nu slettet i ICD-11. Og da AES altid har forsvaret sin praksis med, at man blot slavisk fulgte reglerne, og at kriterierne stammede fra den hellige sygdomsklassificering udgivet af WHO, så må vi forvente at AES ændrer praksis så snart de har modtaget den nye klassificering, og automatisk genoptager de mange afviste arbejdsskadesager, hvor man har begrundet afslagene med, at det maksimalt kan tage 4 år at udvikle en fuld PTSD-diagnose.

Et andet populært greb blandt sagsbehandlerne i AES har været en rigid fortolkning af målgruppen for særloven fra 2013. Speciallægerne har skulle være uhyre præcise i deres diagnosticeringer, for kom de til – i overensstemmelse med virkeligheden – at skrive, at en veteran havde udviklet kompleks PTSD, eller kronisk PTSD, eller PTSD med visse personlighedsforandringer, så kunne sagerne risikere at blive afvist.

Denne praksis er et kedeligt resultat af, at politikerne sjuskede i 2013, da de ville undgå flere demonstrationer, og pinlige historier i medierne, om syge veteraner som i flæng blev afvist i arbejdsskadesystemet. Man skrev eksplicit diagnosen PTSD ind i særloven, for det var jo hvad de fleste syge veteraner blev – og fortsat bliver – diagnosticeret med.

Konsekvensen blev, at arbejdsskademyndighederne fortsat kunne afvise syge veteraner som havde varianter af PTSD-diagnosen, men ikke “bare” PTSD i en eller anden grad.

Med ICD-11 har kompleks PTSD fået sin egen diagnosekode – 6B41. Diagnosen Kompleks Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (Kompleks PTSD) er en søsterdiagnose til Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (PTSD), og begge diagnoser er under kategorien “Forstyrrelser specielt associeret med stress” i det nye diagnosesystem ICD-11.

Kompleks PTSD er en forstyrrelse som kan udvikle sig efter man har været eksponeret for en begivenhed, eller en serie af begivenheder, af en ekstremt truende og rædselsvækkende natur, over en længere periode.

Mest almindeligt er længerevarende eller gentagne begivenheder, hvorfra flugt er vanskeligt eller umuligt (f.eks. tortur, slaveri,  folkedrab, længerevarende vold i hjemmet, gentagen seksuel og fysisk mishandling i barndommen, eller ophold i en krigszone hvor der hele tiden har været en større eller mindre risiko for liv og lemlæstelse). Forstyrrelsen er karakteriseret ved, at alle diagnostiske krav for “almindelig” PTSD har været opfyldt på et eller andet tidspunkt i løbet af lidelsen.

Nu håber vi det går hurtigere end hidtil, når AES skal downloade den nye version af virkeligheden, og ændre sagsbehandlingspraksis med et andet formål end at afvise flere syge veteraner.

Og vi håber Beskæftigelsesministeren sikrer, at hidtil afviste sager genvurderes automatisk i arbejdsskadesystemet, nu hvor den beskrevne sandhed om de psykiske lidelser harmonerer mere med erfaringerne fra virkeligheden.

 

 

Der er stadig plads til forbedring

I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.

Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.

Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.

Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.

Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.

Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.

I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.

I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.

I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.

I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.

I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.

I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.

I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.

31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.

I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.

Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.

Vi er slet ikke i mål

Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.

Der er stadig plads til forbedring.

Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.

Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.

Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.

Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.

Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.

Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.

Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.

Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.

Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.

Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?

Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?

Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?

Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?

Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?

Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?

Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?

Det ville vi nok ikke, vel?

Det er tid til at være fælles om vores veteraner

I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.

Alle landets veteraner bor i en kommune. Alle de syge veteraner skal have udredning, behandling og opfølgende indsatser fra regionerne. Alle Forsvarets veteraner er omfattet af den nationale veteranpolitik, og kan på flere områder få hjælp og støtte fra Veterancentret. Og alle veteraner er velkomne i landets mange veteranforeninger- og cafèer.

Veteranområdet er en politisk varm kartoffel, fordi det er tydeligt at de politikere som sendte os ud på alverdens missioner ikke havde budgetteret med den efterfølgende behandling, kompensation og støtte til de tilskadekomne veteraner. Og pårørendeområdet er helt håbløst underprioriteret, selv om alle anerkender at en veteran med sundhedsmæssige og/eller sociale problemer giver anledning til bekymringer, frustrationer og behov for hjælp hos sine pårørende – det være sig veteranens forældre, ægtefælle/kæreste, søskende, børn, venner og kollegaer.

I gennemsnit har hver veteran 8 pårørende, som direkte eller indirekte er påvirket af hvordan veteranen fungerer sundhedsmæssigt og socialt, efter hjemkomsten fra missionerne.

Det betyder at den førte veteranpolitik, og de afledte veteranindsatser, potentielt påvirker mere end en halv million danskere. De fleste veteraner er heldigvis sunde, raske og velfungerende. Men for ca. 20 procent af veteranerne er det, eller bliver det, nødvendigt med hjælp og støtte, i større eller mindre omfang.

I alt for mange kommuner har man bildt sig selv ind, at veteraner med problemer blot skal henvises til Veterancentret. Men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Det skyldes flere forhold:

  1. Nogle veteraner har ikke været udsendt af Forsvaret, og kan derfor ikke få hjælp af Veterancentret
  2. Nogle veteraner vil ikke have kontakt med Veterancentret, af forskellige årsager

Men selv hvis en veteran har været udsendt af Forsvaret, og ikke har noget imod at få hjælp af sin forhenværende arbejdsgiver, så kan veteranen have problemer som Veterancentret ikke kan løse, eller bidrage til løsningen af. Det kan f.eks. være psykiske lidelser som kræver psykiatrisk behandling, hjemløshed, selvmedicinering (misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller receptpligtig medicin), familieproblematikker, behov for fysisk genoptræning eller socialpsykiatrisk opfølgning på indlæggelser og længere behandlingsforløb.

Alle disse indsatser hører under kommunernes og regionernes serviceforpligtelser. Og de hverken kan eller skal forsøges tørret af på andre. Hverken andre offentlige instanser, eller tilfældige frivillige aktører.

Det forestående kommunalvalg er en kærkommen lejlighed til at drøfte med sine lokale politikere og kandidater hvordan de i praksis vil løfte opmærksomheds- og serviceniveauet i forhold til veteraner og deres pårørende. Lad Jer ikke spise af med luftige hensigtserklæringer, eller selvforherligende taler om hvor fantastisk det allerede går i kommunen. Hold politikerne og kandidaterne fast på det konkrete, og det fremtidige.

Det er jo i fremtiden de gerne vil udøve deres politiske magt.

Kan veteranpakken byttes, Troels Lund Poulsen?

Efter et års fokus på arbejdsskadeproblematikken, en masse historier i forskellige medier om afviste veteraner, to demonstrationer, og to møder i ministeriet, hvor vi var flankeret af repræsentanter for Soldaterlegatet, HKKF og Advokat Mads Pramming, gav vi beskæftigelsesministeren tid og ro til at finde en brugbar løsning på problemet med de mange arbitrære afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager.

Vi forlod mødet d. 3. maj i ministeriet, med en god fornemmelse af fire ting:

  1. Ministeren havde fuld forståelse for problemets karakter og omfang
  2. Ministeren mente selv det var et retssikkerhedsmæssigt problem, at en offentlig myndighed underkender fagligheden i en anden offentlig myndighed – som ellers er de officielle eksperter
  3. Ministeren ønskede at finde en brugbar løsning, så der skal mere tungtvejende argumenter på bordet, før en veterans arbejdsskadesag – indeholdende entydige speciallægeerklæringer – kan afvises
  4. Ministeren havde en god forståelse for, at vi hverken ønsker flere særlove, eller særbehandling. Blot en særlov som fungerer efter hensigten, og den samme sagsbehandlingspraksis som i alle andre arbejdsskadesager

Beskæftigelsesministeren brugte god tid på at finde en løsning, og til sidst var vores tålmodighed tyndslidt. Da vi rykkede for en afgørelse i starten af august, fik vi at vide at den ville komme inden for de næste 14 dage.

Men det skete ikke. Og så gik det op for os, at ministeren naturligvis ville bruge flagdagen for Danmarks udsendte, til at offentliggøre den brugbare løsning.

Det skete også. Det var bare ikke en brugbar løsning.

Veteranpakken, som den blev benævnt i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, indeholdt ikke mindre end fire elementer. Ingen af dem vil dog – hverken enkeltvis, eller i kombination med hinanden – løse det grundlæggende problem – at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender speciallægeerklæringerne fra landets førende specialister i psykiske lidelser hos veteraner.

Vi fik da også et pænt brev fra ministeren, hvor han takkede for samarbejdet, og udtrykker sin afgrundsdybe respekt for veteraner, og at han – lige som vi – er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner. Veteranerne har ydet en helt særlig indsats for Danmark og skal derfor være trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesag, hvis de vender hjem med ar på krop og sjæl, som han formulerer det.

Han leverer bare ikke den løsning vi bad om. Og som vi på møderne i ministeret var enige om var den rigtige løsning.

Det lod vi ham så vide. Vi skrev et brev til ministeren. Soldaterlegatet meldte klart ud. HKKF meldte klart ud. Advokat Mads Pramming skrev et brev til ministeren. Advokaterne Birgit Filtenborg og Karsten Høj skrev et brev til ministeren. Også veteranordføreren fra regeringens støtteparti undrede sig i Ugebrevet A4.

Siden har der været stille. Ingen har fået svar.

Dansk Folkeparti vil nu forsøge at få regeringen og Beskæftigelsesministeren med på en løsning, som i langt højere grad forpligter AES til at følge speciallægernes vurderinger i veteransagerne – ganske som vi efterlyste på møderne i ministeret.

»Man vil gerne mindske sagsbehandlingstiden og give veteranerne en bedre retsstilling, det er jeg helt med på. Men det skal også virke i praksis og ikke bare være en intention fra ministeren i anledningen af flagdagen,« siger Jeppe Jakobsen, som er veteranordfører for DF, til Ugebrevet A4.

Og det vil da være dejligt hvis de ansvarlige politikere kunne finde en mere brugbar løsning end ministerens “veteranpakke”. Hvis de mangler inspiration, kan de spørge Lars Møller 🙂

Ellers må vi i gang med at samle et flertal uden om regeringen, lige som vi gjorde det for at få særloven fra 2014 vedtaget.

Dengang hed beskæftigelsministeren Mette Frederiksen. Og bannerføreren for flertallet uden om regeringen hed Troels Lund Poulsen. I dag er han selv beskæftigelsesminister, og har muligheden for at sikre, at veteraner kan føle sig trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Er det ikke ironisk?