Beskæftigelsesministeren vil undersøge arbejdsskadeproblematikken

Hen over sommeren og efteråret har forskellige medier afdækket nogle af de uretfærdige og absurde forhold i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen), i forbindelse med behandlingen af PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager.

ebVia aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om Lars og Lene i Berlingske. Siden har TV2, Ekstra Bladet, Ugebrevet A4 og Avisen.dk fulgt op.

Nogle af landets førende traumeforskere og psykiatriske overlæger har underkendt praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet man slet ikke kan finde videnskabeligt belæg for de firkantede regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet for, hvor længe PTSD tager at manifestere sig. Eller hvor objektivt farlig en situation eller hændelse skal være, før man kan blive traumatiseret af den.

Fire ud af ti tilskadekomne veteraner har åbenbart ikke været i nok fare, til at juristerne og de lægefaglige konsulenter (som aldrig selv undersøger veteranerne, og tilsyneladende har begrænset viden om de opgaver soldater løser) mener at veteranerne kan have fået PTSD på missionerne.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring findes der åbenbart noget som er farligere end krig.

Og som vi har påpeget, så er det et etisk problem, at politikerne over en bred kam er villige til at smutte fra regningen, når den aktivistiske udenrigspolitiks følgeskader skal betales.

_MCR6878.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

I takt med at dokumentationen af de absurde forhold kom frem i offentligheden, har vi demonstreret vores utilfredshed foran både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Beskæftigelsesministeriet.

Senest d. 30. november, hvor Troels Lund Poulsen kun havde været minister i 2 dage.

_MCR7029.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter at have sendt varm kaffe ud til os, kom ministeren selv tilbage fra et samrådsmøde, og gav hånd til alle de fremmødte veteraner og pårørende. Og han lyttede opmærksomt til vores anker.

Herefter konkluderede ministeren ganske rigtigt, at vi i praksis ikke var kommet nærmere bedre forhold for psykisk sårede veteraner, end vi var før særloven for veteraner blev vedtaget.

Derfor blev vi inviteret ind til møde i Beskæftigelsesministeriet, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Hærens Konstabel- og Korporalforening og Soldaterlegatet, som vi har et godt samarbejde med omkring arbejdsskadeproblematikken.

Mødet blev afholdt i fredags, d. 13. januar, og igen lyttede ministeren opmærksomt og konkluderede følende:

  1. Det er helt uacceptabelt hvis sagsbehandlingspraksis har ændret sig, selv om lovgrundlaget har været det samme siden særlovens vedtagelse. Det er klart i strid med principperne for en retsstat.
  2. Det er stærkt utilfredsstillende hvis vi reelt står samme sted som før særloven blev vedtaget, idet psykisk sårede nu bare afvises med andre enkeltstående kriterier end 6-måneders reglen (livsfarekriteriet, 4-års reglen og påstanden om at diagnoserne fra speciallægerne er forkerte). Der lå en klar intention bag særloven, og den skal AES naturligvis følge – ikke ignorere.
  3. Sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er uacceptabel, og skal nedbringes. Det er allerede meldt ud i klare vendinger (efter politisk målestok).

Næste skridt bliver, at Beskæftigelsesministeren mødes med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og drøfter kritikken med dem. Og så bliver “arbejdsskadekoalitionen” (Hærens Konstabel- og Korporalforening, Soldaterlegatet og Veteranalliancen) inviteret til møde i Beskæftigelsesministeriet i det tidlige forår, hvor vi får forelagt hvad der skal gøres ved problematikken.

Forhåbentlig kommer der løsninger på bordet.

Det forventer både vi, og et politisk flertal i Folketinget.

Reklamer