Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN

Reklamer

Jo, man kan, hr. minister

I onsdags var Beskæftigelsesministeren kaldt i samråd om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af psykisk skadede veteraners arbejdsskadesager. Og da det var et åbent samråd var vi også til stede på tilhørerrækkerne.

Ministeren redegjorde for den høje tilkendelsesprocent, ambitionerne om at nedbringe sagsbehandlingstiden, og understregede at der ikke findes et livsfarekriterium i forbindelse med anerkendelse af PTSD som arbejdsskade.

Hele samrådet kan ses på Folketingets TV. Som en afsluttende bemærkning til beskæftigelsesudvalget, hævdede ministeren, at der er såkaldt omvendt bevisbyrde i veteraners arbejdsskadesager.

Det skulle betyde, at hvis de er tvivl om hændelser, som en PTSD-ramt veteran fortæller om, og Forsvaret ikke kan bevise/dokumentere at hændelserne ikke har fundet sted, så skal veteranens udlægning af hændelserne lægges til grund for afgørelserne i AES.

Her kiggede vi undrende på hinanden på tilhørerrækkerne, for ministerens udlægning passede ikke helt med alle de arbejdsskadesager vi kender til, og har hørt om fra PTSD-ramte veteraner.

Ugebrevet A4 har da også kendskab til mindst 26 veteraner, som siden 2005 har fået afslag, fordi forsvaret eller vidner ikke kunne genkende veteranernes oplevelser eller ikke aner, hvad der faktisk skete.

Et af afslagene handler om en veteran, der blev hjemsendt før tid på grund af psykiske problemer. Speciallægerapporten beskriver, at han siden hjemkomsten har haft angst, og flere andre psykiske symptomer, ligesom han isolerer sig og har forsøgt selvmord.

Selv har veteranen beskrevet flere blodige og truende episoder, men forsvaret har ikke fundet frem til, hvad der præcist skete, fordi det ligger mange år tilbage. Derfor giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afslag på erstatning for PTSD, selvom en psykiater har stillet diagnosen.

»Årsagen er, at din arbejdsgiver ikke kan bekræfte de belastninger, du har været udsat for«, lyder begrundelsen.

Sådan en formulering vidner ikke om, at der er omvendt bevisbyrde.

Man KAN faktisk vælge sine kriterier

Ministeren hævdede på samrådet også, at Folketinget jo ikke kan gøre noget ved de objektive kriterier WHO har udstukket for, at en PTSD-diagnose kan stilles.

Men det kunne Folketinget faktisk godt, hvis de ville.

I følge Ugebrevet A4 er USA et af de lande, som siden Vietnamkrigen har haft den største erfaring med traumatiserede veteraner. Her har man valgt at droppe kriterierne fra WHO. I stedet vægter man veteranernes egne oplevelser højere.

»Så godt som alle i forskningsverdenen har forladt WHO’s definition af PTSD. Vi bruger den ikke længere, for den er ikke forskningsmæssigt underbygget. Alle bruger i stedet amerikanernes definition. Det er den eneste, som er meningsfuld,« siger Ask Elklit, som er professor og traumeforsker ved Syddansk Universitet.

»Kriteriet er hul i hovedet. Det må føles meget krænkende for veteraner at få at vide, at det ikke er alvorligt nok,« siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, til Ugebrevet A4.

Lige så skarp er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det er fuldkommen absurd, at en psykiatrisk overlæge bag et skrivebord skal vurdere, hvad der er en truende belastning for andre,« siger Ask Elklit til Ugebrevet A4.

Han peger på, at man i den amerikanske model anerkender veteranernes oplevelser, og efterfølgende undersøger om symptomerne stemmer overens med PTSD.

Det kunne man jo også bare vælge at gøre i Danmark, hvis der var tilpas megen politisk vilje til det.

#veteranpolitik