Da Forsvarsminister Trine Bramsen solede sig i blitzlyset for et par uger siden, og stædigt forsvarede behovet for en helt særlig ordning for PTSD-ramte veteraner på førtidspension, afslørede hun igen at hun ikke forstår så meget af det område hun er ansvarlig for.
Ved at tage 500 PTSD-ramte veteraner som gidsler, i sin relancering af en længe eksisterende løsning, trak hun proppen ud i det kar med folkelig opbakning vi som veteraner ellers nyder, når vi kæmper vores legitime kampe for bedre vilkår for de syge/skadede veteraner.
Enhver kyndig minister med lidt kendskab til folkesjælen og de sociale medier, ville vide, at sådan et opgør med lighed for loven-princippet, og opdeling af førtidspensionister i et a- og et b-hold for så vidt angår rettigheder, ville medføre forargelse, vrede og afstandtagen. Ikke til ministeren, som jo fremstod sød og kærlig på TV, men til veteranerne, som hun skubbede foran sig, når hun skulle forklare hvor idéen til denne ordning kom fra.
”Det er ikke noget, som jeg har fundet på” udtalte forsvarsministeren til PioPio, og på de sociale medier, og i debatten refererede ministeren igen og igen til den fynske veteran, som havde sat den vanvittige idé i hovedet på hende. En gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor det lokale mediehus gav hende taletid.
Dette overbeviste mange danskere om, at ønsket kom fra veteranerne, og den søde minister blot leverede varen – efter at have brugt et år på sagen.
Ministeren fortsatte, men gik fra forsvar til angrebsposition. Hun udtalte at vores kritik af wildcardordningen var ”…et besynderligt standpunkt for en organisation, der påstår at varetage veteranernes interesse, at mene, at det er dårligt at forbedre veteranernes forhold.”
Kære Trine Bramsen, intet i denne verden er gratis. Heller ikke særlige privilegier – eller i dette tilfælde, noget der bare ser ud som særlige privilegier, men i virkeligheden er relanceringen af muligheden for hvilende førtidspension – en rettighed som gælder for alle førtidspensionister.
Hvis ministeren læser kommentarerne til sin egen, og beskæftigelsesministerens udmelding om wildcard-ordningen igennem, så vil hun se hvad vi mener, når vi påstår at hun graver en kløft mellem os veteraner, og den befolkning vi er så afhængige af at have opbakning fra, når vi debatterer og aktionerer for bedre forhold for syge/skadede veteraner.