Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner lever i landets skove og herberg, mens den samme stat som sendte dem i krig, bruger 4.000.000.000 kroner på at drive et mediehus (DR), og støtte overklassens kulturfornøjelser i Det Kongelige Teater.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner med svære psykiske skader skal vente længe på at komme til i standardiserede behandlingstilbud, mens Københavns Kommune bruger millioner af kroner på lysende bænke, cyklende julemænd, cirkusskoler, fodhvilere til byens cyklister, dyre designermøbler på rådhuset, og formålsløse studierejser for byens politikere.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner og deres pårørende er henvist til private fonde og foreninger, for at få dækket de nødvendige udgifter til medicin og psykologisk behandling, mens landets øverste embedsmænd køres rundt i dyre luksusbiler med privatchauffører, og alle landets politikere er udstyret med de nyeste iPhones, og de dyreste abonnementer?
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at 70.000 danske krigsveteraner skal nøjes med 3 – snart 5 – veteranhjem, mens borgerne i Viborg, Køge og Århus har talende skraldespande, politikerne i Ikast-Brande Kommune finansierer et spirituelt råd bestående af tre lokale clairvoyante, og Københavns Kommune finansierer et korps af 50 cyklende god karma-spredere.
Giver dette mening? Virker det fornuftigt at prioritere således? Eller kunne man ved hjælp af omprioritering flytte ressourcer fra de mere festlige og farvestrålende udgiftsposter, til de mere nødvendige – og i nogle tilfælde livsnødvendige?
VETERANALLIANCEN 