Opsøgende peer-indsats er stadig på ønskelisten

I serien af forslag til initiativer på veteranområdet som vil være mere velkomne end ministerens wildcard-ordning, er vi i denne uge nået til en halvgammel kæphest, som har været en af vores mærkesager siden 2016.

Opsøgende indsats – af veteraner, og for veteraner – har været efterspurgt siden Veterancentrets selvmordsrapport, som den manglende brik i puslespillet vi alle kalder veteranindsatsen i Danmark.

Med tiden har vi fået en fælles forståelse af, at veteraner er en alt andet end homogen gruppe. De seneste år har den fælles segmentering (røde/gule/grønne veteraner) vundet indpas, og de fleste aktører på veteranområdet erkender, at intet isoleret tilbud (f.eks. et veteranhjem, en idrætsaktivitet, et botilbud eller et beskæftigelsesrettet tilbud for veteraner) henvender sig til alle veteraner. Til gengæld kan en kombination af to eller flere tilbud dække behovet for recovery og rehabilitering, for selv de mest syge og udsatte veteraner i den røde kategori.

Imidlertid er langt størstedelen af de mange tilbud for veteraner, som er opstået i kølvandet på den nationale veteranpolitik fra 2010, baseret på filosofien om at de trængende veteraner selv opsøger, eller på anden måde tager kontakt til, de relevante tilbud, hvorefter de mødes med åbne arme, og gode intentioner om at hjælpe og støtte. Kun behandlings- og botilbud kræver egentlig visitation. Alle andre tilbud kræver blot fremmøde, eller kontakt initieret af veteranerne.

Denne filosofi fungerer for det meste efter hensigten, så længe tilbuddene har relativt velfungerende og initiativrige veteraner i målgruppen.

Men efterladt på perronen står stadig et segment af syge og udsatte veteraner, med så lavt et funktionsniveau, at de aldrig profiterer af de mange tilbud i veteranindsatsen.

Årsagerne til dette er flere, men omfatter bl.a.

• Skam over egen sygdom/sociale situation
• Manglende overblik – og evne til at skabe overblikket – over de mange tilbud som findes
• Stort forbrug/misbrug af alkohol, hash, medicin, narkotika
• Stærk isolationstrang
• Meget beskedent netværk af familie/venner som kan bistå med kontakt, transport, økonomi o.l.
• Generationskløfter
• Frygt for at få uønsket opmærksomhed på egne familieforhold fra f.eks. kommuner

Det er dette segment – veteranerne i det røde segment – som er målgruppen for den opsøgende indsats. Vi vil ikke længere acceptere, at meget syge og/eller socialt udsatte veteraner drives til selvmord, eller til at udføre desperate handlinger for at få den hjælp de fortjener, efter at have gjort Danmark ære i verdens brændpunkter.

Hvorfor peer?

Peer-støtte er defineret som “støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder” (Kilde: Socialstyrelsen).

Peer-støtte skaber bl.a. håb, mod på forandring, handlemuligheder og fremmer derved personlig recovery hos mennesker med psykiske vanskeligheder. Personlig recovery betyder at komme sig, og vægter den personlige proces samt udviklingen af ny mening og nyt formål i livet. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på, præget af håb og aktiv medvirken, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom

En række studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver.

Peer-støtte har været praktiseret blandt danske veteraner siden 1990’erne – altså længe før Danmark fik en egentlig veteranpolitik og de afledte veteranindsatser. Det forekommer naturligt for veteraner at hjælpe og støtte hinanden, da dette er et væsentligt element i den grundlæggende uddannelse af soldater. 

Når staten forlanger at soldaterne risikerer deres liv og helbred i kamp, så sker det med en formaning – og et løfte – om, at vi ikke efterlader nogen på kamppladsen. Men for nogle veteraner venter en kamp efter udsendelserne til verdens brandpunkter – kampen for at mestre eget liv med traumer og psykiske lidelser, samt afledte psykosociale problematikker.

Mens vi både ser veteraner præstere fantastiske indsatser under deres udsendelser, og også har set veteraner hjælpe hinanden efterfølgende, så må vi også konstatere at veteraner af natur er relativt dårlige til at bede om hjælp, og til at modtage hjælp. 

I Forsvarets machokultur ses det ofte som et tegn på svaghed, hvis man beder om hjælp. Og svage soldater vinder ikke kampe. Derfor bider soldater smerten i sig, og fokuserer på noget andet end deres egne lidelser og problemer.

Dette er også billedet vi ser blandt veteraner i den gule og den røde kategori. De isolerer sig, og forsøger at fremstå mere raske og velfungerende end de egentlig er – både overfor sig selv, og deres omverden.

Men tillidsbaserede relationer, især til andre veteraner med samme baggrund og erfaringer, gør det lettere at tale åbent om livets udfordringer. Meget lettere end hvis veteranerne skal fortælle og forklare deres liv til behandlere eller myndighedspersoner uden samme referenceramme (erfaring med at være udsendt, og forsøge at tilpasse sig livet i civilsamfundet efter udsendelserne).

Denne force kunne man udnytte aktivt og målrettet i den opsøgende indsats for veteraner, ved at sikre at alle de opsøgende veteraner have oplevelser og erfaringer som de opsøgte veteraner kunne spejle sig i. Og da de opsøgende veteraner i udgangspunktet er væsentligt mere velfungerende og vidende om mulighederne for behandling og støtte, vil det være sværere at afvise hjælpen, da den i første omgang er tilbudt af en ligeværdig våbenbroder/kammerat.

Ny selvmordsrapport er problematisk

I dag offentliggør Forsvarets Veterancenter resultatet af en ny undersøgelse, som handler om selvmord blandt veteraner i perioden 1992-2014.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på forårets og sommerens tragiske og meget offentlige sager, samt nogle tilsvarende sager der ikke har fundet vej til medierne.

Den nye undersøgelse konkluderer blandt andet at

• I undersøgelsesperioden er der registreret 56 selvmord svarende til 0,18 % af alle veteraner udsendt i perioden 1992-2014. Blandt de matchede kontroller er 0,22 % døde af selvmord.
• Alle 56 veteraner, der begik selvmord, er mænd.
• De har alle været udsendt på Balkan. Nogle af disse har efterfølgende også være udsendt andre steder.
• Risiko for selvmord var ens blandt veteraner og kontrolgruppen.
• Risiko for selvmord var højere blandt veteraner, der har været udsendt til Kroatien sammenlignet med de øvrige veteraner.
• Over halvdelen af selvmordene er blevet begået mere end 10 år efter første udsendelse.
• Antallet af veteraner med en psykiatrisk diagnose før første udsendelse er 410 ud af de 29.814, der har været udsendt i perioden 1988-2012. Blandt de 56 er der en, der havde en psykiatrisk diagnose inden første udsendelse.

Den endelige konklusion er derfor, at veteraner ikke har større risiko for selvmord i forhold til en sammenlignelig kontrolgruppe. Dog er det en risikofaktor at have været udsendt til Kroatien i 1990’erne, idet Kroatien-veteranerne har en større selvmordsrisiko end de øvrige veteraner i dette studie. Kroatien hold 3, 4, 5, 6 og 7 har markant højere selvmordsrate end de senere hold.

Problematisk datagrundlag og metode

Undersøgelsen er imidlertid problematisk af flere årsager. Og det er ærgerligt, når vi nu er så mange som har ventet på den med spænding.

For det første er det kun veteraner udsendt af Forsvaret som er blevet undersøgt. Og de er jo i udgangspunktet mere psykisk robuste end gennemsnitsdanskerne. Man har ikke undersøgt selvmordsadfærden blandt de øvrige veteraner – dem fra Politiet, nødhjælpsarbejderne/chaufførerne og de andre, mindre segmenter af veteraner, selv om vi ved at de slås med mange af de samme traumer og problematikker som Forsvarets veteraner.

For det andet har man kun fokuseret på gennemførte selvmord, og slet ikke på de alt for mange selvmordsforsøg vi desværre oplever med jævne mellemrum. Men det er jo netop summen af de gennemførte og forsøgte selvmord, som fortæller os hvor dårligt de selvmordstruede veteraner har det, og hvor stort problemets omfang reelt er. Da Forsvaret for 3 år siden udgav den store Hold 7-undersøgelse afslørede den en bekymrende andel af veteraner med selvmordstanker, og at den andel bliver større, som tiden går. To et halvt år efter hjemkomst gik otte pct. med selvmordstanker; noget, der var nærved ikke-eksisterende ved soldaterne kort efter hjemkomsten. Tre veteraner fra Hold 7 havde konkret forsøgt selvmord. Men alle disse selvmordstanker- og forsøg er åbenbart ikke relevante at undersøge yderligere, må vi forstå. Nu skal vi bare fokusere på de gennemførte selvmord, blandt den mest psykisk robuste gruppe af veteraner, og glæde os over at antallet ikke er signifikant højere end for den danske befolkning generelt.

For det tredje er påstanden om, at veteraner ikke er mere plaget af selvmord end en sammenlignelig kontrolgruppe en tvivlsom sandhed. For hvad er en sammenlignelig kontrolgruppe? Mennesker med lige mange leveår? Samme køn? Samme socialgruppe? Alverdens forberedelser og screeninger skulle jo gerne sikre, at det kun er blomsten af Danmarks ungdom som sendes ud på internationale missioner. De skal være mere psykisk robuste end så mange andre. Er vi så sammenlignelige med nogle tilfældige jævnaldrende af samme køn?

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd skrev i 2012, i den til dato største undersøgelse af 26.000 veteraners psykiske sundhedsprofil før og efter udsendelse, at “Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er et tilfældigt udsnit af den danske befolkning, som bliver sendt ud som soldater på internationale militære missioner. Særlige udvælgelsesprocesser betyder, at det generelt er et særligt udsnit af befolkningen, der er i forsvaret og bliver udsendt på militære operationer. Derfor er det en vanskelig opgave at konstruere en kontrolgruppe for de udsendte“.

Alt i alt er vi ikke blevet meget klogere på veteraners selvmordsadfærd, med den nye rapport fra Veterancentret. Vi er blevet lidt klogere på nogle veteraners selvmordsadfærd, men det totale billede af problemernes omfang fortaber sig stadig i tågerne. Og det er ærgerligt. For nu havde man chancen for at afdække hele selvmordsproblematikkens omfang. Man forspildte bare chancen, og hoppede over hvor gærdet var gravet ned.

Hvad så nu?

Uanset hvad årsagerne til disse bekymrende forhold måtte være, så har vi stadig en selvmordsproblematik blandt veteraner. Det erkender Forsvarets Veterancenter også. Om den er større eller mindre end blandt sammenlignelige grupper, og resten af befolkningen, kan vi altid diskutere.

Men vi må aldrig glemme, at der både i dag, i morgen, næste uge, næste måned, og næste år findes veteraner som har det så dårligt, at de balancerer på kanten af livet. Dem skal vi gøre alt hvad der står i vores magt for at finde, og hjælpe.

Og fra Veteranalliancen vil vi fortsat sætte fokus på denne lille gruppe, og de løsninger vi mener der skal tilvejebringes, så gruppen kan blive endnu mindre.

Problemernes omfang skal hverken tales op eller ned. Men vi skal forholde os til problemet hver gang det viser sig, lige som vi skal gøre alt hvad vi kan for at forebygge det, og mindske omfanget på sigt.

Forsvarsminister Peter Christensen udtrykker i Jyllands-Posten håb om, at den styrkede veteranindsats, som regeringen fremlagde i september, kan bidrage til endnu færre selvmord fremover. Men han vil ikke udelukke, at det kan gå den anden vej.

“I forhold til vores veteraner fra Afghanistan og andre missioner i nyere tid har vi måske endnu ikke set det fulde billede, hvad angår mulige psykiske efterreaktioner. Det skal vi naturligvis holde os skarpt for øje og være klar med støtte ved behov” udtaler Peter Christensen.

Og det er jo en positiv melding, som vi hermed kvitterer for. Nu forventer vi større forståelse for vores nyeste mærkesag – en opsøgende indsats over for netop kriseramte og selvmordstruede veteraner.

 

#veteranpolitik