Veteranpolitikkens punkt 18 dikterer, at anerkendelse af fysisk og psykisk sårede skal ligestilles, og psykisk sårede skal kunne modtage medalje på lige fod med fysisk sårede.
Hvis lykken var gjort med medaljer, så var livet jo nemt. Men det er ikke virkeligheden vi lever i. 5 år efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget, er fysisk og psykisk sårede krigsveteraner stadig ikke ligestillet, i en række af forhold som involverer offentlige myndigheder.
Lad mig give 3 eksempler.
I Arbejdsskadestyrelsen kan selv den sværeste Post Traumatiske Stresstilstand (PTSD) stadig kun udløse en méngrad på 20 – 35%. Sammenlignet med en fysisk arbejdsskade, så svarer det til at man mister en lillefinger og en ringefinger. Som følge heraf, bliver de udbetalte erstatninger mere symbolske, end de er reelt dækkende for det erhvervsevnetab man er udsat for, hvis man lider af svær PTSD.
I SU-styrelsen kan PTSD ikke udløse et handicap-tillæg, hvis man ønsker at gennemføre en ungdoms- eller videregående uddannelse. SU-styrelsen hævder – trods speciallægeerklæringer om det modsatte -, at man sagtens kan arbejde 5 – 6 timer pr. uge, ved siden af sit studie, hvis man har PTSD. Så selv om en højt specialiseret overlæge, som har behandlet en krigsveteran i måneder eller år, bruger tid på at skrive den af SU-styrelsen krævede erklæring, så virker det som om styrelsen ignorerer erklæringen, slår diagnosen op i et skema, og konkluderer det modsatte af overlægen.
Hos nogle af landets kommuner har man ingen betænkeligheder ved at sende krigstraumatiserede veteraner ud i aktivering og nyttejobs, selv om denne aktivitet fungerer kontraeffektivt på den behandling veteranen gennemfører. Dette betyder i praksis, at en veteran kan gå i psykiatrisk behandling om mandagen, og blive tvunget ud i aktiviteter som modvirker behandlingen fra tirsdag, til og med fredag. Denne galskab koster samfundet en masse penge, og stresser naturligvis den psykisk sårede veteran, som mærker de modsatrettede krav og forventninger på sin egen krop.
Jeg har flere gange hørt psykisk sårede krigsveteraner udtale, at hvis de kunne vælge, ville de hellere have mistet en arm, eller et ben under udsendelserne. Dels fordi det er lettere at forklare, men så sandelig også fordi forståelsen for, at et ben ikke vokser ud igen, er større end forståelsen for, hvordan sådan en stor og stærk soldat plages af mareridt, søvnløshed, angst, isolationstrang og ulogisk, aggressiv opførsel i stressede situationer.
Så den eneste ligestilling vi kan tale om – bortset fra detaljen med medaljerne – er, at psykisk sårede krigsveteraner af begge køn stadig bliver udsat for negativ forskelsbehandling, i forhold til deres kollegaer som pådrog sig fysiske skader i krigsindsatserne. Hvis denne form for ligestilling – altså af de to køn – er politikernes reelle ambitionsniveau, så virker det unægteligt ret uambitiøst. Det bør Forsvarsministeren gøre noget ved. Han har initiativretten- og pligten, hvis veteranpolitikkens ambitioner om ligestilling af fysiske og psykiske krigsskader skal realiseres.
VETERANALLIANCEN 