Beskæftigelsesministeren vil undersøge arbejdsskadeproblematikken

Hen over sommeren og efteråret har forskellige medier afdækket nogle af de uretfærdige og absurde forhold i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen), i forbindelse med behandlingen af PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager.

ebVia aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om Lars og Lene i Berlingske. Siden har TV2, Ekstra Bladet, Ugebrevet A4 og Avisen.dk fulgt op.

Nogle af landets førende traumeforskere og psykiatriske overlæger har underkendt praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet man slet ikke kan finde videnskabeligt belæg for de firkantede regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet for, hvor længe PTSD tager at manifestere sig. Eller hvor objektivt farlig en situation eller hændelse skal være, før man kan blive traumatiseret af den.

Fire ud af ti tilskadekomne veteraner har åbenbart ikke været i nok fare, til at juristerne og de lægefaglige konsulenter (som aldrig selv undersøger veteranerne, og tilsyneladende har begrænset viden om de opgaver soldater løser) mener at veteranerne kan have fået PTSD på missionerne.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring findes der åbenbart noget som er farligere end krig.

Og som vi har påpeget, så er det et etisk problem, at politikerne over en bred kam er villige til at smutte fra regningen, når den aktivistiske udenrigspolitiks følgeskader skal betales.

_MCR6878.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

I takt med at dokumentationen af de absurde forhold kom frem i offentligheden, har vi demonstreret vores utilfredshed foran både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Beskæftigelsesministeriet.

Senest d. 30. november, hvor Troels Lund Poulsen kun havde været minister i 2 dage.

_MCR7029.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter at have sendt varm kaffe ud til os, kom ministeren selv tilbage fra et samrådsmøde, og gav hånd til alle de fremmødte veteraner og pårørende. Og han lyttede opmærksomt til vores anker.

Herefter konkluderede ministeren ganske rigtigt, at vi i praksis ikke var kommet nærmere bedre forhold for psykisk sårede veteraner, end vi var før særloven for veteraner blev vedtaget.

Derfor blev vi inviteret ind til møde i Beskæftigelsesministeriet, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Hærens Konstabel- og Korporalforening og Soldaterlegatet, som vi har et godt samarbejde med omkring arbejdsskadeproblematikken.

Mødet blev afholdt i fredags, d. 13. januar, og igen lyttede ministeren opmærksomt og konkluderede følende:

  1. Det er helt uacceptabelt hvis sagsbehandlingspraksis har ændret sig, selv om lovgrundlaget har været det samme siden særlovens vedtagelse. Det er klart i strid med principperne for en retsstat.
  2. Det er stærkt utilfredsstillende hvis vi reelt står samme sted som før særloven blev vedtaget, idet psykisk sårede nu bare afvises med andre enkeltstående kriterier end 6-måneders reglen (livsfarekriteriet, 4-års reglen og påstanden om at diagnoserne fra speciallægerne er forkerte). Der lå en klar intention bag særloven, og den skal AES naturligvis følge – ikke ignorere.
  3. Sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er uacceptabel, og skal nedbringes. Det er allerede meldt ud i klare vendinger (efter politisk målestok).

Næste skridt bliver, at Beskæftigelsesministeren mødes med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og drøfter kritikken med dem. Og så bliver “arbejdsskadekoalitionen” (Hærens Konstabel- og Korporalforening, Soldaterlegatet og Veteranalliancen) inviteret til møde i Beskæftigelsesministeriet i det tidlige forår, hvor vi får forelagt hvad der skal gøres ved problematikken.

Forhåbentlig kommer der løsninger på bordet.

Det forventer både vi, og et politisk flertal i Folketinget.

Reklamer

Der er stadig plads til forbedringer

Vi har stiftet Veteran Alliancen, fordi danske krigsveteraner stadig bliver udsat for svigt, og mødes af ressourcemangel hos forskellige myndigheder og behandlingstilbud. Dette er en del af virkeligheden, til trods for at Danmark nu har haft skadede krigsveteraner i mere end 20 år, og en national veteranpolitik siden 2010.

47 veteraner har begået selvmord i afmagt, flere hundrede har forsøgt selvmord i desperation, og hundredevis lever et liv i isolation, med selvmedicinering og ubehandlede psykiske lidelser. Nogle veteraner lever i landets skove, og på forskellige herberg og veteranhjem. Alt for mange veteraner lever i årevis i usikkerhed, fordi deres ønske om anerkendelse og erstatning for deres skader trækker ud.

Imens deler politikerne medaljer ud, og holder skåltaler, som om alt var godt.

Nu kan disse årelange svigt, og de hidtidige politiske prioriteringer ikke længere forsvares. De kan heller ikke længere forklares med ukendte forhold, eller indkøringsvanskeligheder.

Det er på høje tid, at landets politikere allokerer de nødvendige ressourcer til veteranområdet, hvis de vil fastholde en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som producerer krigsveteraner i en lind strøm.

Alt andet er ganske enkelt umoralsk.

Veteranpolitik bør hverken være et spørgsmål om ideologi eller økonomi. En anstændig og rimelig veteranpolitik bør kunne samle alle ansvarlige politikere, på tværs af fløje og partier. Og en national veteranpolitik bør indeholde andet og mere end symbolsk anerkendelse, og halvhjertede løsninger på de voksende problemer.

Når vi samles under parolen “samling – sammenhold – samarbejde”, så er det fordi veteraner i alt for mange år har været splittede, og mange har været optaget af enkeltsager og personfnidder. Oberst Lars Møller beskrev det i september 2014 således:

Lige nu minder veteran-sagen lidt om venstrefløjen under Den Kolde Krig, hvor det myldrede med fraktioner. De havde absolut ingen indflydelse, men da alle trotkisterne, anarkisterne og kommunisterne med flere sluttede sig sammen i enhedslisten fik de da nogen betydning.

Med vores fem mærkesager, forsøger vi at anskue veteranpolitikken mere holistisk.

Kommunerne, Arbejdsskadestyrelsen, Forsvarets Veterancenter og andre offentlige myndigheder bør bortlægge silo-tankegangen, og se veteranpolitikken som noget der skal forankres bredt i samfundet. Og med èt fokus – at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, efter udsendelse i international tjeneste.

Dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er soldat, politibetjent, nødhjælpsarbejder, læge eller sygeplejerske. Og dette fokus bør være gældende, uanset hvor og hvornår veteranen har været udsendt. Og dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er rask, fysisk skadet, psykisk skadet, og uanset i hvilket omfang veteranen er skadet.

Vores kamp for bedre forhold for veteraner og deres pårørende, skal ikke handle om traditioner, om hvem der må udtale sig på hvilke veteraners vegne, og hvem der kender hvem. Vores kamp handler alene om at opnå det fornødne folkelige og politiske fokus på veteranpolitikken, og at få gennemført de nødvendige forbedringer.

Vi adskiller os fra alle øvrige aktører på området, ved at være løst organiseret, og aktivistisk i vores tilgang, sådan som det er beskrevet i artiklen på krigeren.dk fra d. 17. marts. Vores formål er ikke at kritisere andre aktører, eller være i konflikt med deres formål og aktiviteter. Veteran Alliancen er et supplement. Ikke en konkurrent. Men jo flere som bakker op om vores mærkesager, og bidrager med kompetencer og engagement, jo bredere kan vi nå ud med vores budskaber, og krav om forbedringer.

Det tror vi vil gavne mange veteraner, og deres pårørende.