Tallene taler for sig selv

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Efter flere års kamp med arbejdsskadesystemet, serier af møder, groteske sager fremstillet i medierne, og masser af løfter om forbedringer lancerede beskæftigelsesministeren på flagdagen i 2017 sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer.

Flagskibet i veteranpakken var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det i første omgang blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen var tilset af en ekstra speciallæge.

troels_lund_poulsen_500.jpg
Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen er ansvarlig

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen udtalte i forbindelse med lanceringen af veteranpakken, at “Vi skylder at gøre en særlig indsats for dem, der har kæmpet med deres liv som indsats i internationale operationer for Danmark (…) Initiativet om en second opinion har været efterspurgt hos folk og interessenter på området. De føler, at de har fået en lægeerklæring, som AES ikke forholder sig til, og derfor giver vi mulighed for en ny vurdering”

Landsformand i Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen, var positiv over for veteranpakken. Han fremhævede den ekstra lægevurdering som en essentiel forbedring af systemet.

»Jeg tror, at 80 pct. af sagerne, som er endt med afslag, ville falde ud til veteranernes fordel, hvis de blev vurderet en ekstra gang«, udtalte han (Jyllands-Posten d. 4. september 2017).

Regeringen ville også øremærke 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i arbejdsskadesystemet, og Danmarks Veteraner var positive over for tiltagene, som formanden selv havde efterlyst hos regeringen.

»Lige præcis de her to ting, det er noget, der vil gøre en forskel ude i veteranverdenen,« udtalte landsformanden for Danmarks Veteraner til Berlingske d. 4. september 2017.

I Veteranalliancen var vi mere skeptiske. Vi så ikke nogen stor forbedring i second opinion-ordningen, så længe AES ikke blev forpligtet til at anerkende de diagnoser og årsager til sygdommenes opståen, som speciallægerne kom med (Ugebrevet A4, d. 13. september 2017)

Vi så veteranpakken som en tom æske, fordi loven stadig tillader AES at underkende speciallægernes erklæringer, på trods af at AES selv udpeger de speciallæger som skal skrive erklæringerne, hvorfor vi ikke kunne se behovet for flere erklæringer som alligevel blev ignoreret i sagsbehandlingen (Politiken, d. 20. oktober 2017)

Den store forskel er kun 1,5 procent

Vi har fået opdaterede informationer fra AES om status på second opinion-ordningen. Tallene dækker til og med udgangen af 2018. Der anmodes og afgøres løbende sager om second opinion, men ved udgangen af 2018 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

  • anmodet om en ekstra speciallægeerklæring (second opinion) i 125 sager
  • AES har modtaget svar på 105 af disse fra respektive speciallæger.
  • formidlet 64 afgørelser efter indhentelse af second opinion (17 nye sager og 47 genoptagelser).
  • givet 62 afvisninger, mens 2 sager er anerkendelser (1 ny sag og 1 genoptagelse af allerede anerkendt sag uden second opinion).

61 second opinion-sager fra 2018 er endnu ikke afgjort.

Hvad fortæller disse tal os?

Veteranpakken har hverken været en essentiel forbedring, eller gjort en forskel ude i veteranverdenen. Tværtimod. Den har givet samme resultat som før – nu bare med længere sagsbehandlingstid.

Second opinion-ordningen virker ikke. Kun èn arbejdsskadesag er faldet ud til veteranens fordel, på grund af den ekstra speciallægeerklæring.

En anden sag var anerkendt i forvejen, blot med en forkert diagnose, så i den sag ændrede den ekstra speciallægeerklæring ikke afgørelsen, men blot den anerkendte diagnose.

For 62 andre veteraner ændrede den ekstra speciallægeerklæring intet. Selv om erklæringerne var præcise og på linje med de første speciallægeerklæringer i sagerne, så blev veteranerne stadig nægtet anerkendelse og erstatning.

Dette er slet ikke det resultat vi blev stillet i vente. Og det er meget langt fra Niels Hartvigs ønskede 80 procent.

Dette er slet ikke et resultat Beskæftigelsesministeren og Folketingsmedlemmerne kan være bekendt.

Dette resultat beviser arbejdsskadesystemets manglende evne eller vilje til at efterleve politikernes gode intentioner.

Dette resultat beviser, at der stadig er behov for håndfast lovgivning, som sikrer de skadede veteraner retfærdighed.

Reklamer

Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.