Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Reklamer