Torsdag d. 13. august kl. 19.00 havde Forsvarets Veterancenter indkaldt til møde på Veteranhjem København. Formålet med mødet var at gennemgå veterancentrets forslag til nye vedtægter for alle landets veteranhjem, og ud over mere end 40 veteraner, pårørende og frivillige værter, og 2 repræsentanter for veterancentret, så deltog også den embedskvinde fra Forsvarsministeriet, som åbnede mødet med at indrømme at hun – og hendes kollegaer – var initiativtagere til hele vedtægtsballaden.
Det er altså IKKE et politisk krav, som det fejlagtigt er blevet fremført fra flere fronter.
Og det var altså IKKE et krav for at få udbetalt pengene til udbygning og renovering af de eksisterende veteranhjem, eller etableringen af de nye i Odense og Århus, som det også fejlagtigt er blevet fremført.
Det er et krav fra embedsværket, når hvert veteranhjem også i fremtiden skal modtage 500.000 kr. årligt til driften, hvilket i ministeriet betragtes som et anseeligt beløb.
Når et værested, som godt nok blev givet som anerkendelse og støtte til landets krigsveteraner og deres pårørende, skal modtage 500.000 kr. årligt, så skal brugerne åbenbart ikke have for meget indflydelse på værestedets rammer og aktiviteter. Det skal pensionerede generaler, lokale politikere og erhvervsfolk, som åbenbart ikke tåler at stille op på demokratisk vis.
Adspurgt hvorfor embedsværket pludselig havde indtaget den holdning, at ensartede vedtægter for alle veteranhjem var en god ting, var svaret, at det gjorde flere ting nemme for embedsfolkene i ministeriet. Ikke for veteranerne, eller deres pårørende. Ikke for de lokale bestyrelser på veteranhjemmene. Men kun for embedsværket.
Det imponerede i sagens natur ikke de mange fremmødte, som blandt andet pointerede, at hvis veteranhjemmene blev alt for strømlinede og firkantede, så ville enkelte veteraner ikke kunne bruge dem længere. Runde og trekantede mennesker passer dårligt ind i firkantede systemer.
Resten af “argumenterne” for de nye og ensartede vedtægter var lige så tvivlsomme. Og da det begyndte at blive lidt pinligt for embedskvinden, at hele forsamlingen mente at netop veteranerne havde gjort sig fortjent til netop de veteranhjem de ville have, og lige så forskellige vedtægter de havde lyst til, så indtog Oberst Jette Albinus rollen som procestrold (hendes eget udtryk), og gennemgik vedtægtsforslaget paragraf for paragraf.
De fremmødte veteraner og frivillige demonstrerede et historisk sammenhold, og en rørende enighed. Alle de kritisable paragraffer blev vendt og drejet, og alle havde mulighed for at lufte deres bekymringer og afstandtagen. Alle indvendinger blev noteret af Lars Højbak fra Veterancentret.
Især paragraffen om bestyrelsens sammensætning blev genstand for debat, idet ingen af de fremmødte veteraner, pårørende og frivillige værter synes det var en god idé, at veteranhjemmenes brugere kun skulle have et symbolsk antal pladser i de lokale bestyrelser, mens Fonden Danske Veteranhjem skulle udpege flertallet på udemokratisk vis.
Den slags “demokrati” kender vi fra diktaturstater, i lande vi helst ikke sammenligner os med. Og som krigsveteraner står vi vagt om demokratiet. Derfor mødte veterancentrets forslag bred modstand. Faktisk var der ikke en eneste som gav udtryk for, at det var en god idé.
Også en række andre forslag til nye eller omformulerede paragraffer, som ville gøre op med de fundamentale demokratiske spilleregler – f.eks. at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og at bestyrelserne selv laver deres egne forretningsordener – mødte bred modstand.
Da skyggerne var blevet lange, og mødet var forbi, havde veteranhjemmets brugere sendt et stærkt og entydigt signal til Forsvarsministeriet. Fonden Danske Veteranhjem var praktisk taget reduceret til det, som den oprindeligt var tiltænkt – en fond som rejser penge, administrerer penge, og på elegant vis lader veteranhjemmenes brugere, frivillige og ansatte bestemme deres egne rammer og aktiviteter.
Hvis 500.000 kr. er sådan et anseeligt beløb på veteranpolitikkens budget, at de kun kan tildeles hvis alt bliver firkantet og topstyret, så er det måske bedre at takke nej til politikernes penge, og finde dem i privat regi. Det burde ikke være så svært.
Sådan en løsning giver godt nok politikerne et forklaringsproblem, når deres vælgere finder ud af at anerkendelsen og støtten til landets krigsveteraner alene finansieres af private fonde og personer.
Men det må embedsværket så forklare den måbende befolkning.
500.000 kr. er jo åbenbart et anseeligt beløb.
Det glemte man bare at fortælle veteranerne, dengang Hendes Majestæt Dronningen åbnede veteranhjemmet på Frederiksberg, og politikerne stod på nakken af hinanden, for at fremhæve hvor meget de anerkendte og støttede de danske krigsveteraner.
Nu skal vi åbenbart håbe på, at denne anerkendelse og støtte også breder sig til embedsværket.
VETERANALLIANCEN 