Når alt er sagt, og alt er gjort…

Så er der som regel sagt meget mere end der er gjort.

På baggrund af den seneste tids tragedier, er Berlingske ved at undersøge forholdende omkring veteraners arbejdsskadesager.

Der er desværre stadig problemer, som de to historier om Lene og Lars tydeligt illustrerer. De har begge været udsendt til Balkan, og begge har kæmpet i årevis for meget beskedne erstatninger.

Artiklerne beskriver på glimrende vis hvordan nogle skadede veteraner føler sig svigtet, mistænkeliggjort og efterladt alene til en uvis skæbne.

Denne første artikel i serien beskriver også hvorledes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) fortsat diskriminerer de psykisk skadede veteraner, når det handler om udregning af mèngrader og erstatninger.

Og endelig får vi en indrømmelse fra Venstres forsvarsordfører: “Selvfølgelig spiller kroner og ører ind“. Tak, Peter Juel Jensen. Det er vi mange som har mistænkt i årevis. Nu fik vi sikkerhed.

Hvad vi stadig mangler at forstå er, hvordan et parti som Venstre kan skifte holdning til sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader SÅ hurtigt.

For da problematikken var oppe at vende for præcis 6 år siden, så udtalte Sophie Løhde, i sin egenskab af psykiatriordfører for Venstre, til Jyllands-Posten d. 4. juli 2010 følgende:

“Det er dybt urimeligt, og jeg forstår godt, hvis de psykisk skadede krigsveteraner er vrede. De nuværende regler tager ikke højde for, at Danmark er i krig. Hele systemet skal saneres, så psykisk og fysisk skadede krigsveteraner bliver ligestillet“.

Også Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har et forklaringsproblem. For i samme artikel er hun citeret for at sige følgende:

“Vi er nødt til at tage et opgør med den standardmodel, som krigsskader i dag vurderes efter. Krigstraumer kan være lige så invaliderende som fysiske skader. Skaderne skal sidestilles“.

Dette udtalte hun i sin egenskab af socialordfører. Siden blev hun blandt andet beskæftigelsesminister, og dermed øverste politiske chef for Arbejdsskadestyrelsen. Men intet skete. Psykiske og fysiske skader er stadig ikke sidestillet.

Det burde ellers være muligt at samle et politisk flertal for at sidestille de to typer skader. For Dansk Folkeparti var dengang helt på linje med de to andre store partier.

I sin egenskab af Forsvarsordfører fandt Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti det utilgiveligt, hvis den mindre godtgørelse til de psykisk skadede krigsveteraner bunder i deres antal.

“Der er i hvert fald et klart misforhold og en skrævvridning, som vi skal have rettet op på“, er han citeret for at sige.

Hvis Ib Poulsens afløser som forsvarsordfører, Marie Krarup, skulle være i tvivl om det er værd at være med i sådan et flertal nu, så skal hun bare huske tilbage på sit eget indlæg i Jyllands-Posten d. 10. juli 2011. Her skriver hun afslutningsvis (efter en længere hyldest til de danske veteraner), at det jo er dansk fædrelandskærlighed at gå i krig for sit land.

Fædrelandskærlighed plejer at være i høj kurs i Dansk Folkeparti. Nu kan partiet passende kvittere for al den fædrelandskærlighed vi har udvist, ved at gøre det lettere at få en rimelig kompensation for de psykiske krigsskader nogle af os pådrager os, når vi risikerer livet for fædrelandet.

Sammen burde de tre store partier kunne samle et flertal for at sidestille fysiske og psykiske skader på veteraner, som er pådraget under internationale missioner. Vi kender faktisk nogle flere, mindre partier, som vi er ret sikre på vil være med i sådan et flertal.

Hvem tager initiativet, og indkalder til det første møde?

Løkke og veteranerne

Så ramte valgkampen vores område. På 70-års dagen for Danmarks befrielse, lancerede Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et forslag, som skal gøre det lettere for veteraner at få fodfæste på det civile arbejdsmarked.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at udsatte veteraner (hvordan man end definerer disse) skal have statsstøtte med i lårlommen, når de søger jobs i civile virksomheder. Som så mange andre drevne politikere var Lars Løkke Rasmussen ikke særlig konkret – hverken når der blev spurgt til hvor mange af disse udsatte veteraner som skulle have statsstøtte, eller da der blev spurgt til statsstøttens størrelse.

Det tætteste på nogle konkrete tal, var ca. 5000 udsatte veteraner (et tal baseret på en undersøgelse for år tilbage), og et tilskud på mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Hvis man tager et gennemsnit, så er der altså tale om at Lars Løkke Rasmussen vil finde 50.000 kroner til hver af de 5000 udsatte veteraner. Det løber så op i 250 mio. kroner. Altså en kvart milliard kroner.

Nu har vi ingen anelse om hvor disse penge skal ”findes”, som det hedder på politikersprog. Men det er usandsynligt at skatterne skal stige, fordi Lars Løkke Rasmussen har fået dårlig samvittighed. Som så ofte før, skal pengene nok ”findes” på de eksisterende budgetter i Beskæftigelses- og Forsvarsministeriet.

Isoleret set kan dette forslag godt gavne nogle jobsøgende veteraner. Derom hersker ingen tvivl. Spørgsmålet er, om det er den form for offentlig anerkendelse og støtte vi ønsker.

Lad os lige lave et alternativt regnestykke, og se hvad vi kunne få for de samme penge.

For 100 mio. kroner kunne vi få 100 ekstra sagsbehandlere i Arbejdsskadestyrelsen, som kunne fokusere på de mange hundrede arbejdsskadesager rejst af veteraner.

For de næste 100 mio. kroner kunne vi få 50 psykologer og psykiatere, som kunne ansættes i specialpsykiatrien, som – 5 år efter veteranpolitikken blev vedtaget – stadig kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de veteraner som henvender sig, og beder om hjælp. 50 psykologer eller psykiatere i 2 år kunne gøre en markant forskel.

Tilbage har vi så 50 mio. kroner.

For disse kunne vi etablere veteranhjem/væresteder i alle de landsdele som stadig mangler. Og der ville stadig være overskud til at sikre driften (1,5 mio. pr. hjem pr. år) i adskillige år.

En hurtigere og bedre sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen vil givetvis ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Så denne løsning skal man kun vælge af moralske årsager – altså hvis man mener, at veteraner ikke skal vente i årevis på at få deres erstatninger for skader og tabt arbejdsevne.

Veteranhjemmene/værestederne vil måske heller ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Men de vil givetvis forhindre nogle selvmord og selvmordsforsøg, noget stof- og alkoholmisbrug og nogle splittede familier, hvis nogle af de mest udsatte veteraner får et trygt værested i nærheden, hvor de kan mødes med ligesindede, og få hjælp og støtte til behandling, sociale netværk og løsning af socioøkonomiske problemer.

Opgraderingen af specialpsykiatrien, som tilmed kunne udvides til at dække alle landets fem regioner, kunne både modvirke selvmord og selvmordsforsøg, bidrage til rettidig behandling af PTSD og andre psykiske lidelser man kan pådrage sig under/efter udsendelse, og støtte nogle udsatte veteraner i at genopbygge deres liv – herunder på det civile arbejdsmarked.

At betale virksomheder for at ansætte veteraner kan givetvis hjælpe nogle veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Men løsningen signalerer også, at virksomheder skal kunne spekulere i at ansætte veteraner, for at holde udgifterne til lønninger nede. For Interforce gør jo allerede et enormt arbejde med at synliggøre og markedsføre alle de unikke kompetencer forhenværende soldater har, og hvordan civile arbejdsgivere kan kapitalisere på disse kompetencer.

Man kan således godt tro, at ”markedet” for veteraner, som ansættes alene på baggrund af deres forrygende kompetencer, er mættet. I alle tilfælde hvis Interforce gør deres arbejde godt. Og det har vi ingen grund til at tro de ikke gør.

Tilbage står så spørgsmålet, om veteraner vil markedsføres som medarbejdere der kan spekuleres økonomisk i at ansætte, og hvordan man vil sikre at de ikke blot ansættes på korttidskontrakter, eller i projektstillinger, som opsiges når virksomhederne løber tør for statsstøtte. Sådan som vi har set det med løntilskud til andre ledige.

Hvis Lars Løkke Rasmussens forslag skal føres ud i livet, så kræver det to afgørende betingelser. For det første skal en uvildig myndighed – f.eks. Veterancentret – validere ansættelsesforholdet og dets fremtidsudsigter, så vi undgår en gentagelse af løntilskudsfidusen. Og for det andet må vi forlange, at Lars Løkke Rasmussen leverer en mere holistisk veteranpolitik, hvis han får magt til det. I indslaget fra TV2 erkender han jo, at veteranpolitikken fra 2010 ikke er en fuld og dækkende løsning. Og at veteranerne er et fælles samfundsansvar. Og at veteranerne skal behandles på fornem vis, når de kommer hjem. Og at vi ikke er i mål endnu.

Det vil vi fra Veteran Alliancen holde ham op på. Uanset hvordan valgresultatet bliver.

Se artiklen og interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: http://politik.tv2.dk/2015-05-04-loekke-klar-med-oekonomisk-haandsraekning-for-at-hjaelpe-veteraner