Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Reklamer

Om prioriteringer

Danmark har fået en ny regering, og dermed et nyt regeringsgrundlag. Hvor krigsveteraner fik alt for lidt bevågenhed i valgkampen, fordi det åbenbart var vigtigere at diskutere andre velfærdsemner, så har det nye regeringsgrundlag skabt fornyet fokus på indsatsen over for de mange tusinde soldater, politibetjente, piloter, læger, sygeplejersker og NGO’er, som har været udsendt af staten i årtier.

Det fornyede fokus skyldes følgende to afsnit i regeringsgrundlaget:

Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.

Regeringen vil lave et servicetjek af veteranpolitikken og øvrige veteraninitiativer. Vi skal sikre, at danske veteraner får støtte, anerkendelse og muligheder, der står mål med deres store indsats for Danmark. (Regeringsgrundlaget, side 33)

Disse to afsnit har afstedkommet en glødende offentlig debat, om rimeligheden i, at man nedlægger Irak- og Afghanistankommissionen. Ingen tør debattere, om veteranindsatsen bør tilføres flere midler. Det er jo åbenlyst for enhver. Men man vil gerne diskutere hvor pengene skal komme fra.

Så debattens centrale punkt er, om det er rimeligt at man nedlægger kommissionen, for at bruge pengene på veteranerne.

Principielt kunne man have valgt at nedlægge kommissionen, for at bruge pengene på alt muligt andet. Valgkampen var fuld at dyre løfter, og dystre prognoser om øget træk på de offentlige pengekasser, grundet flere ældre, dyrere medicin og en fortsat høj tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

Men nu valgte regeringen altså at bruge pengene på krigsveteranerne. Og det skal regeringen naturligvis have ros for. For som vi har sagt og skrevet utallige gange, så fungerer veteranindsatsen stadig ikke optimalt, her 5 år efter vi fik veteranpolitikken.

Man skal huske, at en vigtig præmis for diskussionen er, at pengene kun kan bruges et sted. Med alle de andre øgede udgifter, til sundhed, uddannelse, infrastruktur osv., så skal enhver regering prioritere. Og regeringen har altså prioriteret en forbedret og fremadrettet indsats for krigsveteraner, frem for en tilbageskuende kommisionsrapport, som næppe ville skabe megen reel værdi uden for de politiske cirkler på Christiansborg.

En forbedret indsats for krigsveteraner kan derimod skabe reel værdi for nogle af de mennesker, som i dag lever med det svigt staten har begået, da de kom hjem fra missionerne, med skader på krop og sind. I årtier er disse krigsveteraner blevet ignoreret. Deres sager er blevet afvist og forhalet i Arbejdsskadestyrelsen. Deres behandlingstilbud har været tilfældige og utilstrækkelige. 47 veteraner har begået selvmord i afmagt, og hundredevis har forsøgt den samme udvej.

Hvis man accepterer præmissen, at mængden af penge ikke er uendelig, så er man tvunget til at prioritere. I Veteran Alliancen synes vi det er positivt at regeringen endelig prioriterer rigtige mennesker, med rigtige problemer, og som efterlyser rigtige løsninger, frem for et årelangt kommissionsarbejde, som ingen af os kan bruge til noget konkret. Hvis mængden af penge til rådighed var uendelig, så kunne vi få begge dele. Men sådan er den økonomiske virkelighed ikke.

Hvis ønsket er, at pengene skal bruges hvor de skaber mest forbedring for flest mulige, så har regeringen prioriteret korrekt. Kommissionsrapporter er nice to have. Men gode behandlingstilbud, rimelige arbejdsskadeerstatninger, anstændig og kompetent behandling i landets kommuner, og flere væresteder for landets mange krigsveteraner og deres pårørende, jævnt fordelt over hele landkortet, er need to have.

Så lad os starte der. Det er på høje tid.

Og lad os så få at vide, hvor mange millioner vi taler om, og hvordan de skal bruges i praksis.

Vi har hverken brug for flere medaljer eller plastickort. Det er helt andre steder der skal sættes ind.