Kommunerne og veteranerne

Historien om den danske veteranpolitik handler om en politik, som blev vedtaget for sent, og implementeret for tilfældigt.

Veteranpolitikken adresserede en række problemer, som havde været velkendte i årevis, men hvor løsningerne hidtil var blevet leveret af mere eller mindre tilfældige, private aktører som fonde og veteranforeninger. Og da veteranpolitikken endelig blev vedtaget, havde man glemt at involvere nogle af de helt centrale aktører i veteranernes hverdag – de danske kommuner.

Kommunerne håndterer en lang række af de daglige, praktiske problemer som veteraner kan have efter hjemkomsten fra international tjeneste. Boligproblemer, misbrugsproblemer, familieproblemer og tilskud til nødvendig behandling og medicin, er blot nogle eksempler. Som udgangspunkt er veteranerne blot borgere, som alle andre. Men på grund af de følgeskader fra udsendelserne, som 10 – 20 % af veteranerne døjer med, og på grund af kompleksiteten i veteranernes sociale sager, stiller de i nogle tilfælde særlige krav til kommunerne.

Geografisk lotteri

Allerede i 2011 blev det tydeligt, at kommunernes hjælp og støtte til veteranerne, afhang meget af hvilken kommune man boede i.

”Der er nogle kommuner, som ikke var gode fra starten, men som har lært det, og lagt øre til ekspertisen. Og andre er stadig hverken til at hugge eller stikke i” udtalte Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen, som på daværende tidspunkt havde kontakt til mere end 400 af de værst traumatiserede veteraner (Information, 28.02.11).

På daværende tidspunkt havde kun én kommune en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Et eksempel på modstanden mod at øremærke ressourcer til veteranområdet, er Roskilde Kommune, som i 2011 ikke mente der var behov for særlige veteran-initiativer.

– Jeg mener ikke, at kommunerne kan forventes at skulle oparbejde en ekspertise specifikt til sagsbehandling omkring de danske krigsveteraner, som jo heldigvis er en forholdsvis lille målgruppe, skrev administrationschef Maria Tvarnø i et mailsvar, og henviste til Forsvarets Veterancenter som det sted, hvor ekspertisen skulle findes

Netop ved ikke at involvere kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik, havde man fra Folketinget foræret kommunerne en helt legitim grund til ikke at tage ejerskab for politikken, og sikre en lokal forankring af den. Og som om dette ikke var nok, så kunne kommunerne nu blot pege på Forsvarets Veterancenter, og henvise alle veteraner og pårørende med problemer, til kasernen i Ringsted.

2 år senere var Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen igen på banen, og påpegede den manglende kommunale indsats i forhold til veteraner.

”De fleste kommuner har kun de tilbud, som alle andre kan få. Og de tilbud kan de fleste soldater, der lider af post traumatisk stress, slet ikke overskue. De har ikke overskud til for eksempel at dukke op på et åbent værksted til et bestemt tidspunkt hver dag”, udtalte Yvonne Tønnesen. (DR, 29.07.13).

Igen forsvarede kommunerne sig med, at man lyttede – men ikke foretog sig noget.

”Vi tror meget på, at de skal inkluderes med andre mennesker, og derfor er der ikke lige nu planer om at lave tilbud direkte til veteranerne. Men vi lytter selvfølgelig til hvad Hærens Konstabel- og Korporal forening siger, og det er et område vi løbende arbejder med”, forsikrede kontorchef i Kommunernes Landsforening, Tina Wahl, over for Danmarks Radio. Hun erkendte samtidig, at kommunerne skulle blive bedre og hurtigere til at finde den rette hjælp til soldater med post traumatisk stress og andre psykiske lidelser. For selvfølgelig skal de ikke føle sig som kastebolde i systemet, sagde hun.

På daværende tidspunkt havde kun to kommuner en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Det går for langsomt

Det løbende arbejde i KL havde altså resulteret i en fordobling af veterankoordinatorer – fra én, til to – på to år. Udviklingen var mildt sagt ikke imponerende, når man ihukom at landet har 98 kommuner. Hvis udviklingen fortsatte i samme hastighed, ville alle landets kommuner have veterankoordinatorer, på samme tidspunkt som de første Balkanveteraner døde af alderdom.

På Christiansborg var man imidlertid tilfreds. I et åbent samråd om behandling af veteraner med PTSD d. 26. september 2013 svarede sundhedsministeren blandt andet, at implementeringen af veteranpolitikken forløb helt efter planen, og at alle aktører var oppe i gear, efter visse indkøringsvanskeligheder. Blandt andet havde det jo vist sig, at antallet af veteraner med behov for specialiseret behandling af PTSD var 2 – 3 gange højere end forventet. Om kommunernes indsats svarede sundhedsministeren:

”For så vidt angår kommunernes arbejde på området, er det overordentligt positivt, at det store antal kommuner har indgået samarbejdsaftale med Veterancentret. Det er et meget væsentligt skridt i arbejdet for at komme veteraner med PTSD til hjælp. Udfordringerne for PTSD-ramte veteraner er meget komplekse, og jeg kan derfor kun opfordre kommunerne til at have opmærksomhed på området, f.eks. også via kommunale veterankoordinatorer, der fungerer som indgangen til det kommunale system”

VISO-kavaleriet sat ind

I 2013 blev det så besluttet, at kommunerne kunne trække på kompetencerne hos Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) hos Socialstyrelsen. VISO trækker på en bred vifte af specialistviden på veteranområdet, og sammensætter forskellige socialpsykologiske kompetencer i forhold til den konkrete problemstilling. VISO har mulighed for at gennemføre rådgivnings- og udredningsforløb i veteranens eget hjem, eller i lokalområdet. Men det kræver at den enkelte sagsbehandler, i den enkelte kommune, erkender sine egne faglige begrænsninger, og tilkalder kavaleriet fra VISO.

Men sker dette, så skulle der være masser af faglighed at trække på. VISOs udredning kan bl.a. afdække veteranens samlede livssituation og afklare, hvordan veteranen og dennes familie hjælpes bedst muligt. Kommunen kan fx få hjælp til at finde frem til veteranens behov for støtte til dagligdagsfunktioner, genetablere veteranens sociale liv, eller afhjælpe misbrug.

Det går stadig for langsomt

Nu er der igen gået to år. Og på trods af KL’s påståede løbende arbejde, og sundhedsministerens opfordring til at have opmærksomhed på området, så fortsætter den fodslæbende udvikling. I skrivende stund har 5 af landets 98 kommuner en decideret veterankoordinator. Igen en symbolsk fordobling – fra to til fem – på to år.

Til gengæld kan vi snart tilføje den første jyske kommune til listen, idet Viborg Kommune har besluttet at ansætte en rigtig veterankoordinator. Vi har set stillingsbeskrivelsen, og selv om det pointeres at tid til overs skal bruges på almindelig sagsbehandling i kommunens sygedagpengeteams, så ligger fokus især på den vigtige opgave med at koordinere den kommunale veteranindsats – dels på tværs af kommunen, men også ift. Regionens og Forsvarets behandlingsindstanser samt veterancentret.

Reklamer

Veteranhjem skal være brugerstyrede

Når vi i Veteran Alliancen agiterer for, at der skal etableres flere veteranhjem, og at de skal være jævnt fordelt over hele landet, så mener vi væresteder for veteraner og pårørende i den bredeste forstand.

Vi ved nemlig, at de bedste til at definere rammerne og aktiviteterne på sådan et uformelt værested, er brugerne af det pågældende værested. Ikke eksperter, ikke behandlere, og ikke en komite som ikke har sin daglige gang på værestedet.

Dette var også kongstanken, da en lille håndfuld veteraner og pårørende i midten af 00’erne begyndte at lave lobbyarbejde, for at få veteranhjem integreret i den kommende veteranpolitik. De savnede et sted at mødes, hvor man hverken skulle registreres, eller være mere eller mindre ”ramt”, for at kunne mødes med ligesindede, og snakke over en kop kaffe, eller skabe nogle aktiviteter sammen, som kunne styrke fællesskabet og kammeratskabet.

I 2010 blev den danske veteranpolitik så vedtaget, og i denne står det beskrevet, hvordan der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde, skulle etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kunne mødes. Frivillige, med tilknytning til soldater- eller marineforeninger, og med interesse for sagen, skulle stå for den daglige drift (Danmarks Veteranpolitik, side 23).

Fonden Danske Veteranhjem (FDV) fik blandt andet økonomisk støtte til den basale drift fra Forsvarsministeriet, Realdania, Remmen Fonden, Simon Spies Fonden samt mange andre. Herudover har en række fonde, forsvarets fagforeninger, udsendte enheder samt enkeltpersoner skabt det økonomiske grundlag for aktiviteter på veteranhjemmene.

Hvert af de tre veteranhjem har en vis grad af autonomi, med lokale bestyrelser, bestående af veteraner, pårørende og frivillige som er valgt på lokale generalforsamlinger. I hver bestyrelse, på de enkelte veteranhjem, sidder dog en repræsentant for FDV. Til gengæld har hver lokal bestyrelse en repræsentant i FDV’s bestyrelse. Og således har der til dato været en vis balance i regnskabet, for så vidt angår demokratisk legitimitet, og lokal forankring af de lokale ledelser.

Dette forhold ønsker FDV tilsyneladende at ændre på nu. På tirsdag d. 28. april afholdes generalforsamlinger på alle de tre veteranhjem, og i denne forbindelse har FDV fremlagt forslag til nye vedtægter. De nye vedtægter, som man håber at samle 2/3-flertal bag, vender op og ned på flere dele af den lokale ledelses legitimitet og lokale forankring blandt brugerne.

Mest iøjnefaldende er, at de lokale bestyrelser fremadrettet skal bestå af 7 medlemmer, hvoraf FDV skal udpege de 4 – inklusive formanden, hvis stemme er udslagsgivende ved stemmelighed. I dag består de lokale bestyrelser også af 7 medlemmer, men FDV udpeger kun det ene medlem.

Konsekvensen af dette tiltag er, at de lokale brugere mister muligheden for at skabe et flertal, som går imod viljen i FDV. Og dermed undergraves selve grundtanken i det lokale, brugerstyrede demokrati.

Ligeså vil FDV have ret til at udpege den ene af to bestyrelsessuppleanter, i alle de lokale bestyrelser.

I dag fastsætter de lokale bestyrelser selv deres forretningsorden, og laver selv de lokale ordensbestemmelser for veteranhjemmene. I fremtiden skal dette ske i samråd med FDV.

I dag kan den lokale bestyrelse supplere sig selv med eksterne konsulenter, hvis der er specifikke ledelsesmæssige opgaver som bestyrelsens egne medlemmer ikke mestrer. Den mulighed ønsker FDV også at fjerne, idet muligheden er fjernet i udkastet til nye vedtægter.

På de lokale foreningers generalforsamlinger er det i dag hverken muligt at stemme via brev eller fuldmagt. I forslaget til nye vedtægter åbnes op for, at der kan stemmes via fuldmagter. Enhver som har været medlem af en forening, et politisk parti, eller en godgørende organisation ved, at kontrollen af sådanne fuldmagter på dagen for generalforsamlingen kan være særdeles vanskelig og tidskrævende.

Desuden ønsker FDV at differentiere fristerne for indkaldelse til generalforsamlinger, og offentliggørelse af navne på de personer der opstiller til valg. I dag skal indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, med angivelse af dagsorden, offentliggøres med 2 ugers varsel, lige som kandidaterne til valg først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingen. Fremadrettet skal indkaldelsen, med angivelse af dagsorden, offentliggøres 5 uger før afholdelse, mens kandidatlisten først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Indkaldelserne har hidtil skulle tilsendes medlemmerne via e-mail, samt annonceres via opslag på hjemmesiden og på selve veteranhjemmet. Fremadrettet er opslag på veteranhjemmet, og på veteranhjemmets hjemmeside nok. De betalende medlemmer kan altså ikke engang forvente en direkte invitation via e-mail, men skal selv holde sig orienteret på veteranhjemmets hjemmeside og opslagstavle.

Som en sjov detalje kan det nævnes, at ingen af de tre veteranhjem har offentliggjort de kandidatlister de skal, ifølge deres egne vedtægter, på deres hjemmesider til dato. Og generalforsamlingerne er som nævnt på tirsdag. Således er de formelle betingelser for at afholde generalforsamlingerne ikke opfyldt. Og man kan nemt få den mistanke, at FDV på forhånd har vedtaget de nye vedtægter, og derfor satser på selv at udpege de lokale bestyrelser. Også selv om de eksisterende – og dermed gældende – vedtægter tilsiger noget andet.

Endelig ønsker FDV at kunne afvise og ekskludere medlemmer, som bestyrelserne – som domineres af personer udpeget af FDV – mistænker kunne finde på at skade omdømmet for veteraner som helhed. Dette er en besynderlig gummiparagraf, som udvider bestyrelsernes beføjelser til at udelukke medlemmer fra det gode selskab. Ikke blot hvis disse medlemmer forbryder sig imod ordensreglerne (hvilket hidtil kun har givet karantæne), eller hvis disse medlemmer direkte modarbejder foreningen eller veteranhjemmets virke. FDV ønsker retten til at definere hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være, og således også retten til at ekskludere de som måtte mene, sige eller gøre noget andet.

Værestederne for veteraner og deres pårørende skal være åbne for alle i målgruppen, og skal være inkluderende og støttende for især de mest belastede veteraner. Værestederne skal være rare at mødes på, uden at man skal frygte at en komite man aldrig har mødt på sin vej, pludselig får lyst til at udelukke en fra det gode selskab. Rammerne og aktiviteterne på det enkelte værested skal være uformelle, samlende og defineret af de lokale brugere af værestedet.

Hvis vi som veteraner var voksne og ansvarlige nok til at blive sendt ud i verdens brandpunkter, så må vi også være voksne og ansvarlige nok til at øve indflydelse på den daglige drift af vores egne veteranhjem. Det er vores væresteder. De er finansieret af skattekroner og generøse donationer fra fonde og virksomheder, som kun vil det bedste for landets veteraner og deres pårørende. Veteranhjemmene er en del af den nationale veteranpolitik – de er ikke en gave til en fondsbestyrelse, som de kan skalte og valte med som de vil.

Veteranhjemmene er ikke en militær organisation, som skal topstyres af generaler. I Veteran Alliancen er vi skeptiske og bekymrede over de nye vedtægtsforslag. Og derfor opfordrer vi til at man stemmer imod dem, og giver det lokale, brugerstyrede demokrati en tillidserklæring. Ellers har vi dybest set kæmpet i hele verden, for nogle principper vi ikke engang selv tror på.

Er det en gangbar undskyldning?

I forbindelse med den årelange kritik af sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, som har frustreret mange af de fysisk og psykisk skadede veteraner, bad Beskæftigelsesministeriet i 2014 Kammeradvokaten om at undersøge styrelsens praksis på området.

I juni 2014 fremkom Kammeradvokaten med en alvorlig kritik af Arbejdsskadestyrelsen. I 27 af de 98 undersøgte sager var afgørelserne forkert, idet de ikke ville kunne holde til en efterprøvelse i en retssag. Og i yderligere 20 af de 98 sager, var afgørelserne truffet på et mangelfuldt grundlag.

Beskæftigelsesministeren var ikke stolt af sin styrelse, men i stedet for at fyre den ansvarlige direktør på gråt papir, blev direktøren tildelt andre opgaver i Beskæftigelsesministeriet. Og herefter blev Arbejdsskadestyrelsen tildelt flere ledelsesmæssige ressourcer. Ikke flere sagsbehandlere. Men flere ledere.

Desuden blev der nedsat et ekspertudvalg, som jo er universalløsningen på alle livets problemer, som skulle komme med nogle anbefalinger til en genopretning af tilliden til Arbejdsskadestyrelsen.

Ekspertudvalget kom i december 2014 med 27 forslag til hvordan arbejdsskadeområdet kan moderniseres. Ikke bare effektiviseres, men moderniseres. For modernisering er som bekendt det andet vidundermiddel, når noget skal bortforklares, og befolkningen skal indgydes håb for fremtiden. Så moderniserer man.

Netop dette ekspertudvalg udmærkede sig ved at påpege nogle indsatsområder, som åbenbart var fløjet under radaren hos den hidtidige ledelse. Eksperterne påpegede, at de tilskadekomne som rejste sager hos Arbejdsskadestyrelsen skulle have en tidligere og bedre koordineret indsats. Desuden pegede eksperterne på, at hurtigere afgørelser af erstatningens størrelse, og en tidlig afklaring af den enkeltes muligheder vil være med til at mindske det pres, som mange tilskadekomne oplever, når de venter på at få afgjort deres sag.

Det var jo nogle meget overraskende konklusioner. Godt vi har eksperter, som kan påpege den slags.

Den ansvarlige minister var da også næsegrus af beundring for eksperternes åbenbaringer, og ville straks efter nytåret inddrage ekspertanbefalingerne i forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, og Folketingets partier.

Imens alt dette advokat- og ekspertarbejde har pågået, har Arbejdsskadestyrelsen brugt det som en undskyldning for, at forlænge sagsbehandlingstiden. For den nye ledelse har åbenbart fokuseret på kvaliteten af sagsbehandlingen, og så er det tilsyneladende i orden at tingene tager længere tid. Også selv om det strider direkte imod eksperternes konklusioner, som jo netop var, at hurtigere afgørelser af erstatningens størrelse, og en tidlig afklaring af den enkeltes muligheder vil være med til at mindske det pres, som mange tilskadekomne oplever, når de venter på at få afgjort deres sag.

sagsbehandligstidASK

Lad os lige filosofere over, om denne undskyldning var gået an i andre dele af samfundet.

Forestil dig nu, at du har sendt din bil på værkstedet. Du aftaler med værkstedschefen at de skal skifte køleren, og at de skal være færdige på fredag, idet du skal bruge bilen til et familiebesøg i weekenden.

Da du cykler hen på værkstedet fredag eftermiddag, for at hente din bil, meddeler værkstedschefen at den først bliver klar den efterfølgende onsdag. For siden du indleverede din bil med den defekte køler, har værkstedet erfaret at man har været lige hurtig nok med at skifte vinterdæk på nogle andre kunders biler. Og i stedet for at ansætte nogle flere mekanikere, så man både kunne skifte køleren i din bil, og få styr på de andre kunders vinterdæk, så har man ansat nogle flere bogholdere.

Nu kan du selvfølgelig skubbe din bil hen på et andet værksted, og få dit problem løst der. Den mulighed har man bare ikke i Arbejdsskadestyrelsen. Og derfor vokser sags bunkerne bare, mens ministeren forhandler og fortæller om eksperternes anbefalinger.

verserendeASKsager

 

 

Hensigtserklæringer gør det ikke alene

Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner, som lider af meget alvorlige fysiske og psykiske skader efter udsendelserne, er dybt afhængige af at få anerkendt deres skader, og blive kompenseret for deres mistede evne til at forsørge sig selv, og deres familier, sådan som de kunne før skaderne skete

Vejen til anerkendelse og kompensation går gennem den forjættede Arbejdsskadestyrelse, som skal vurdere hver enkelt sag, udregne en méngrad, og udmåle en erstatning.

Én af de bedste, og mest formålstjenlige måder at vise anerkendelse og rimelighed, i forhold til de veteraner som har mistet så meget livskvalitet og erhvervsevne i kølvandet på tjenesten i udlandet, er at sikre at sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen forløber hurtigt, professionelt og uden uforklarlige forsinkelser.

Det er Beskæftigelsesministeren som er politisk ansvarlig for Arbejdsskadestyrelsen. Og når han bliver interviewet, så er han enig i ovenstående.

Men når virkeligheden rammer, så medfølger der tydeligvis ikke ressourcer i nødvendigt omfang, til at hensigtserklæringerne kan indfries.

Fysiske og psykiske skader er heller ikke sidestillet endnu. Derfor er der brug for at den ansvarlige minister lever op til sit ansvar, hvis den nationale veteranpolitik skal være andet og mere end luftige hensigtserklæringer, og symbolske løsninger.

Anerkendelse og kompensation gør en meget virkelig forskel for en skadet veteran, og hans familie. Det bør ministeren huske, når han planlægger sine politiske indsatsområder.

47 selvmord for meget

Da det i 2011 kom frem i offentligheden at 11 danske krigsveteraner – primært fra Balkanmissionerne – havde begået selvmord efter hjemkomsten, så skabte det bestyrtelse i veteran- og pårørendekredse.

Pludselig var det vi alle havde en instinktiv fornemmelse af blevet dokumenteret. Selvmordene kunne kun ses som bevis for, at vi som nation stadig ikke var gode nok til at tage imod alle krigsveteraner, når de vendte hjem fra mødet med krigens rædsler.

Selvmord er et tabu, som det er svært at tale med andre om. Den selvmodstruede har svært ved at tale med familie og venner om sine selvmordsønsker, for hvordan skal mennesker med flere lyspunkter i livet kunne forstå selvmord som en ønskværdig udvej?

Den selvmordstruedes familie og venner, som måske fornemmer at selvmord overvejes af en elsket, har svært ved at tale med den selvmordstruede om dette, af frygt for svar de ikke ønsker at høre, og af frygt for at komme til at skubbe den selvmordstruede ud over kanten.

Tabu eller ej, så er selvmord blandt krigsveteraner en realitet. Noget vi bør forholde os til. Og noget vi bør se som et tegn på, at der stadig er plads til forbedringer i den danske veteranpolitik. Det virker på alle måder ulogisk, at soldater som har overlevet og gennemlevet krigens rædsler, efter endt mission skulle tage sit eget liv, hvis det danske samfund er klar med anerkendelse, støtte og bedre muligheder.

Den daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, sagde da også, da hun blev forholdt nyheden om de 11 veteranselvmord, at ethvert selvmord er et for meget. Men hun tilføjede også, at den i 2010 vedtagne veteranpolitik lige skulle have tid til at virke, og at forsvarets psykologer rakte en hånd ud til veteranerne, og ville gøre alt for at hjælpe dem (Information, 20.03.11).

Dengang var der megen debat om hvor vidt man kunne definere en telefonlinje som en god løsning. Det kræver alligevel et vist overskud, og en pragmatisk tilgang til sin egen situation, at ringe op til et vildt fremmed menneske, og fortælle hvor dårligt man har det, og at man overvejer at tage sit eget liv. Uanset om dette fremmede menneske er psykolog, eller ej.

Men Forsvaret var ganske entydig i sin tilgang til problematikken. Det var veteranerne selv, som skulle ringe og bede om hjælp. Ikke engang bekymrede pårørende kunne sætte processen i gang. For der var psykologfaglige grunde til at mene, at med mindre veteranen selv var motiveret til at bede om, og modtage hjælp, så ville en psykologisk behandling ikke virke. Derfor ville det være meningsløst, hvis pårørende henvendte sig til Forsvarets psykologer, og fortalte om pressede veteraner, og psykologerne selv skulle kontakte disse veteraner.

Den udstrakte hånd var derfor for langt væk for nogle veteraner. De magtede slet ikke at møde den udstrakte hånd med deres egen hånd.

I 2014 publicerede Center for Selvmordsforskning så en rapport, som dokumenterede at antallet af registrerede selvmord blandt danske krigsveteraner var steget til 47. Altså 36 yderligere selvmord på kun 3 år. Igen var det den glemte generation, Balkanveteranerne, som dominerede oversigten over soldater som var faldet for egen hånd.

Hele 43 af de 47 registrerede selvmord var begået af Balkanveteraner. Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

Men veteranerne fra Irak- og Afghanistanveteranerne var også på vej ind i den kedelige statistik.

Og som om de 47 registrerede selvmord ikke var deprimerende nok, så kunne Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen supplere med, at flere hundrede veteraner, som hun havde kontakt med, havde forsøgt selvmord. Nogle op til flere gange.

Råbet om hjælp var altså højt, og vedvarende.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning dokumenterede, at 298 soldater havde forsøgt at begå selvmord én eller flere gange i perioden 1995 – 2013. Hovedparten (50,7 %) havde kun været på én udsendelse, og soldater udsendt én eller to gange tegnede sig for 90 % af alle selvmordene blandt veteraner.

Blandt de veteraner, som tog deres eget liv i perioden, havde lidt over 20 % et registreret selvmordsforsøg inden. Risikoen for selvmord stiger med alderen, fordi risikofaktorer for selvmord akkumuleres over år. Udover eventuelle psykiske mén fra én eller flere udsendelse kan senere livsbegivenheder (f.eks. skilsmisse, arbejdsløshed eller traumatiske oplevelser) forøge en persons risiko for selvmord.

Tallene understreger vigtigheden af, at støtten og behandlingstilbuddene står klar så snart veteranerne kommer hjem. Hvis veteranen venter for længe med at opsøge hjælpen, eller behandlingssystemet har ventetid før behandlingen kan iværksættes, så kan det få fatale følger.

Derfor var det både frustrerende og deprimerende, at det i 2014 også kom frem i offentligheden, at specialpsykiatrien – som har til opgave at tilbyde behandling til de hårdest ramte krigsveteraner – kun har kapacitet til at behandle ca. en tredjedel af de veteraner som rent faktisk henvender sig, og beder om hjælp.

Det klæder ikke et moderne velfærdssamfund, som producerer krigsveteraner i en lind strøm, at spare på behandlingen til traumatiserede veteraner. Især ikke når man ser på, hvad vi som samfund ellers har råd til.

I forbindelse med offentliggørelsen af veteranpolitikken, udtalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at vi i Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund, men at vi først var ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner (Information, 12.10.10).

På daværende tidspunkt havde Danmark haft veteraner siden 1948 – altså i mere end 60 år. Og veteraner med omfattende psykiske følgeskader siden starten af 1990’erne – altså i 20 år.

Ifølge Forsvaret har mere end 39.000 danskere i perioden 1991-2013 været udsendt i alt 61.450 gange. Godt 95 procent af alle disse udsendelser er missioner i Irak, Afghanistan og på Balkan. Og mens mange af de gamle veteraner fra Balkan, som var udsendt i starten af 1990’erne, i dag kæmper med stærke psykiske problemer, er det altså endnu uvist, hvor mange af veteranerne fra Irak og Afghanistan der har fået og vil få PTSD.

Men tiden arbejder ikke på veteranernes side. Den stort anlagte undersøgelse af Hold 7, en gruppe på 610 soldater som var udsendt til Afghanistan i 2009, viste at omkring én ud af 20 soldater havde PTSD-symptomer et halvt år efter udsendelsen. Men 2½ år efter udsendelsen var dette tal næsten fordoblet, og nu viste omkring én ud af ti soldater tegn på PTSD.

I 2015 kan vi ikke længere undskylde systemets mangler med indkøringsvanskeligheder, eller den påståede overraskelse over at soldater bliver traumatiseret af krig. Og vi kan ikke sige at den udstrakte hånd er en fuld og dækkende løsning, når den mangler to tredjedele af fingrene.

Hvis ét selvmord er ét for meget, så er 47 selvmord vel 47 for meget.