Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Reklamer

Godt nyt på arbejdsskadeområdet

IDC-11Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop præsenteret en ny sygdomsklassificering, der fungerer som rettesnor for bl.a. det danske sundhedsvæsen, og arbejdsskadesystemet.

Den nye sygdomsklassificering ICD-11 erstatter ICD-10, som blev udgivet i 1992, og har været længe ventet af behandlere i psykiatrien, hvis nyere praksiserfaringer var i modstrid med den forældede viden i ICD-10.

F.eks. stod det i den tidligere klassificering, at symptomerne på PTSD (posttraumatisk stresslidelse) skulle optræde en vis periode efter hændelsen. Dette punkt tog arbejdsskadesystemet meget alvorligt, og med henvisning til WHO har man afvist mange PTSD-ramte veteraner med begrundelsen, at det tog mere end 4 år for deres PTSD at udvikle sig til en egentlig lidelse. Denne 4-årsregel har været populær blandt sagsbehandlerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, efter de fik frataget deres elskede 6-månedersregel i 2014.

Men denne tidsperiode er nu slettet i ICD-11. Og da AES altid har forsvaret sin praksis med, at man blot slavisk fulgte reglerne, og at kriterierne stammede fra den hellige sygdomsklassificering udgivet af WHO, så må vi forvente at AES ændrer praksis så snart de har modtaget den nye klassificering, og automatisk genoptager de mange afviste arbejdsskadesager, hvor man har begrundet afslagene med, at det maksimalt kan tage 4 år at udvikle en fuld PTSD-diagnose.

Et andet populært greb blandt sagsbehandlerne i AES har været en rigid fortolkning af målgruppen for særloven fra 2013. Speciallægerne har skulle være uhyre præcise i deres diagnosticeringer, for kom de til – i overensstemmelse med virkeligheden – at skrive, at en veteran havde udviklet kompleks PTSD, eller kronisk PTSD, eller PTSD med visse personlighedsforandringer, så kunne sagerne risikere at blive afvist.

Denne praksis er et kedeligt resultat af, at politikerne sjuskede i 2013, da de ville undgå flere demonstrationer, og pinlige historier i medierne, om syge veteraner som i flæng blev afvist i arbejdsskadesystemet. Man skrev eksplicit diagnosen PTSD ind i særloven, for det var jo hvad de fleste syge veteraner blev – og fortsat bliver – diagnosticeret med.

Konsekvensen blev, at arbejdsskademyndighederne fortsat kunne afvise syge veteraner som havde varianter af PTSD-diagnosen, men ikke “bare” PTSD i en eller anden grad.

Med ICD-11 har kompleks PTSD fået sin egen diagnosekode – 6B41. Diagnosen Kompleks Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (Kompleks PTSD) er en søsterdiagnose til Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (PTSD), og begge diagnoser er under kategorien “Forstyrrelser specielt associeret med stress” i det nye diagnosesystem ICD-11.

Kompleks PTSD er en forstyrrelse som kan udvikle sig efter man har været eksponeret for en begivenhed, eller en serie af begivenheder, af en ekstremt truende og rædselsvækkende natur, over en længere periode.

Mest almindeligt er længerevarende eller gentagne begivenheder, hvorfra flugt er vanskeligt eller umuligt (f.eks. tortur, slaveri,  folkedrab, længerevarende vold i hjemmet, gentagen seksuel og fysisk mishandling i barndommen, eller ophold i en krigszone hvor der hele tiden har været en større eller mindre risiko for liv og lemlæstelse). Forstyrrelsen er karakteriseret ved, at alle diagnostiske krav for “almindelig” PTSD har været opfyldt på et eller andet tidspunkt i løbet af lidelsen.

Nu håber vi det går hurtigere end hidtil, når AES skal downloade den nye version af virkeligheden, og ændre sagsbehandlingspraksis med et andet formål end at afvise flere syge veteraner.

Og vi håber Beskæftigelsesministeren sikrer, at hidtil afviste sager genvurderes automatisk i arbejdsskadesystemet, nu hvor den beskrevne sandhed om de psykiske lidelser harmonerer mere med erfaringerne fra virkeligheden.

 

 

Kan veteranpakken byttes, Troels Lund Poulsen?

Efter et års fokus på arbejdsskadeproblematikken, en masse historier i forskellige medier om afviste veteraner, to demonstrationer, og to møder i ministeriet, hvor vi var flankeret af repræsentanter for Soldaterlegatet, HKKF og Advokat Mads Pramming, gav vi beskæftigelsesministeren tid og ro til at finde en brugbar løsning på problemet med de mange arbitrære afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager.

Vi forlod mødet d. 3. maj i ministeriet, med en god fornemmelse af fire ting:

  1. Ministeren havde fuld forståelse for problemets karakter og omfang
  2. Ministeren mente selv det var et retssikkerhedsmæssigt problem, at en offentlig myndighed underkender fagligheden i en anden offentlig myndighed – som ellers er de officielle eksperter
  3. Ministeren ønskede at finde en brugbar løsning, så der skal mere tungtvejende argumenter på bordet, før en veterans arbejdsskadesag – indeholdende entydige speciallægeerklæringer – kan afvises
  4. Ministeren havde en god forståelse for, at vi hverken ønsker flere særlove, eller særbehandling. Blot en særlov som fungerer efter hensigten, og den samme sagsbehandlingspraksis som i alle andre arbejdsskadesager

Beskæftigelsesministeren brugte god tid på at finde en løsning, og til sidst var vores tålmodighed tyndslidt. Da vi rykkede for en afgørelse i starten af august, fik vi at vide at den ville komme inden for de næste 14 dage.

Men det skete ikke. Og så gik det op for os, at ministeren naturligvis ville bruge flagdagen for Danmarks udsendte, til at offentliggøre den brugbare løsning.

Det skete også. Det var bare ikke en brugbar løsning.

Veteranpakken, som den blev benævnt i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, indeholdt ikke mindre end fire elementer. Ingen af dem vil dog – hverken enkeltvis, eller i kombination med hinanden – løse det grundlæggende problem – at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender speciallægeerklæringerne fra landets førende specialister i psykiske lidelser hos veteraner.

Vi fik da også et pænt brev fra ministeren, hvor han takkede for samarbejdet, og udtrykker sin afgrundsdybe respekt for veteraner, og at han – lige som vi – er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner. Veteranerne har ydet en helt særlig indsats for Danmark og skal derfor være trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesag, hvis de vender hjem med ar på krop og sjæl, som han formulerer det.

Han leverer bare ikke den løsning vi bad om. Og som vi på møderne i ministeret var enige om var den rigtige løsning.

Det lod vi ham så vide. Vi skrev et brev til ministeren. Soldaterlegatet meldte klart ud. HKKF meldte klart ud. Advokat Mads Pramming skrev et brev til ministeren. Advokaterne Birgit Filtenborg og Karsten Høj skrev et brev til ministeren. Også veteranordføreren fra regeringens støtteparti undrede sig i Ugebrevet A4.

Siden har der været stille. Ingen har fået svar.

Dansk Folkeparti vil nu forsøge at få regeringen og Beskæftigelsesministeren med på en løsning, som i langt højere grad forpligter AES til at følge speciallægernes vurderinger i veteransagerne – ganske som vi efterlyste på møderne i ministeret.

»Man vil gerne mindske sagsbehandlingstiden og give veteranerne en bedre retsstilling, det er jeg helt med på. Men det skal også virke i praksis og ikke bare være en intention fra ministeren i anledningen af flagdagen,« siger Jeppe Jakobsen, som er veteranordfører for DF, til Ugebrevet A4.

Og det vil da være dejligt hvis de ansvarlige politikere kunne finde en mere brugbar løsning end ministerens “veteranpakke”. Hvis de mangler inspiration, kan de spørge Lars Møller 🙂

Ellers må vi i gang med at samle et flertal uden om regeringen, lige som vi gjorde det for at få særloven fra 2014 vedtaget.

Dengang hed beskæftigelsministeren Mette Frederiksen. Og bannerføreren for flertallet uden om regeringen hed Troels Lund Poulsen. I dag er han selv beskæftigelsesminister, og har muligheden for at sikre, at veteraner kan føle sig trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Er det ikke ironisk?

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade

Derfor demonstrerer vi i dag

Den seneste uge har vi hver dag præsenteret eksempler på sager, hvor PTSD-ramte veteraner nægtes anerkendelse og erstatning, på grund af selvopfundne kriterier og tidsfrister i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen.

Afslagene begrundes hovedsageligt med en eller flere af følgende årsager:

1. Livsfarekriteriet

Ugebrevet A4 har beskrevet, hvordan veteraner har fået afslag på erstatning, fordi de ikke kunne dokumentere at have oplevet noget tilstrækkeligt traumatiserende. Begrundelsen blev brugt for veteraner, der har færdedes i krigsområder med risiko for miner, snigskytter og angreb fra Taliban. Som har kropsvisiteret lemlæstede og sårede mennesker. Som har været i fare for at blive ramt af granater – eller som mener, at de ved et uheld at have skudt uskyldige mennesker i krigszonen.

Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at udløse posttraumatisk stress hos den enkelte, understreger Annemarie Graae Gottlieb leder af klinikken for PTSD og Transkulturel Psykiatri på Aarhus Universitetshospital.

»Det kommer an på, hvor psykisk robust man er. Faren for at dø er grundlæggende skræmmende. Man kan godt udvikle PTSD uden selv at blive beskudt, hvis man for eksempel er involveret i situationer, hvor lokale børn eller gode kammerater bliver dræbt« udtaler hun til Ugebrevet A4. Og Annemarie Graae Gottlieb er ikke alene med sin kritik.

»Kriteriet er hul i hovedet. Det må føles meget krænkende for veteraner at få at vide, at det ikke er alvorligt nok,« siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Lige så skarp er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det er fuldkommen absurd, at en psykiatrisk overlæge bag et skrivebord skal vurdere, hvad der er en truende belastning for andre,« siger han til Ugebrevet A4.

2. Fire-årsregel i stedet for 6-månedersregel

En anden grund til, at veteraner får at vide, at de slet ikke har PTSD, er, at sygdommen er brudt ud for sent, og derfor ikke kan være PTSD. Symptomerne skal være til stede inden for seks måneder efter udsendelsen. Samtidig skal der være fuldt PTSD, inden for maksimalt fire år som udgangspunkt, oplyser Ankestyrelsen.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser, at i 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Advokat Mads Pramming, som fører mange af erstatningssagerne, mener at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven fra 2014.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han til Ugebrevet A4. 

3. Nye diagnoser

AES og Ankestyrelsen kan ændre den stillede PTSD-diagnose. Når de vurderer, at veteranen ikke har PTSD alligevel, når de typisk frem til, at diagnosen er uspecificeret belastningsreaktion. Den, og andre diagnoser, står ikke på Erhvervssygdomsfortegnelsen, og så kan man ikke få erstatning.

Alle disse nye forhindringer kommer på samme tid, som budgettet for erstatninger blev sprængt med mere end 100%. Da partierne bag forsvarsforliget i november 2013 vedtog, at veteraner lettere skulle kunne anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade, lød skønnet, at merudgifterne ville være 450-500 mio. kroner. Den halve milliard var vel at mærke for hele perioden 2013 til 2017, men allerede nu er beløbet for længst brugt.

Ved nytårsskiftet manglede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stadig at behandle 322 veteransager. Fra januar til juli kom der yderligere 92 sager til.

I dag demonstrerer vi så foran det ansvarlige ministerium – Beskæftigelsesministeriet. Og vi gør det med fornyet optimisme, efter at flere beskæftigelsesordførere har signaleret forståelse for problematikkerne, og vilje til at finde løsninger, når både vi, fagforeningerne og Ugebrevet A4 har konfronteret dem med sagerne om de mange urimelige afvisninger.

Nu skal de sympatiske udmeldinger bare omsættes i praktisk lovgivningsarbejde, og vi følger naturligvis processen tæt.

Hvis vores protester, og de mange saglige artikler om virkelighedens sagsbehandlingspraksis i AES, ikke snart får de ansvarlige politikere til at vågne op, og gribe ind, så er vi enige med Thore Clausen fra Soldaterlegatet, når han udtaler at

»Hvis man fra statens side, beder soldater om at risikere det mest værdifulde, man har, nemlig ens liv, så skal retssikkerheden også være i top, hvis de kommer til skade. Er den ikke det, kan man ikke anbefale unge mennesker at lade sig udsende med forsvaret.«