Vi må kunne gøre det bedre

I den forgangne uge har vi modtaget to dårlige nyheder. Den første var, at der – ganske som vi har sagt i årevis – er alvorlige problemer med den måde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST) forvalter ansvaret for at afgøre veteraners arbejdsskadesager omhandlende psykiske kampskader.

Soldaterlegatet har gennem længere tid samlet afgørelser fra AES og AST, og har fået en af landets førende eksperter i arbejdsskadeerstatninglov, professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet, til at kaste et analytisk blik på afgørelserne.

Professoren har især hæftet sig ved de gængse årsager til afslagene:

• belastningskriteriet, populært kaldet livsfarekriteriet, fordi afgørelserne i årevis har indikeret at man ikke bare skal have været i fare, men i overhængende livsfare for at sagsbehandlerne i AES troede på at man havde oplevet ting som kunne fremprovokere et traume
• tidskriteriet, hvor afgørelserne i årevis har peget på at man nærmest skulle have symptomer i det øjeblik man forlod missionsområdet, og stå klar med en komplet, diagnosticeret sygdom inden for ganske få år efterfølgende

Hvad angår belastningskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første er, om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.

Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, som også er blevet undersøgt.

Gennemgangen af 45 repræsentative sager har vist, at myndighederne undertiden stiller strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemmel til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten.

Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod myndighedernes behandling af belastningskriteriet, skriver professoren.

Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder i overensstemmelse med reglerne.

Det andet spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens PSTD er fuldt udviklet inden for få år i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning p.g.a. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til, påpeger professoren.

Endvidere peger analysen på en uskøn sammenblanding af belastninger på missionen, og private forhold før, under og efter missionen. Her påpeger professoren, at myndighederne griber efter alle muligheder for at tørre ansvaret for PTSD-lidelserne af på opvækstvilkår, kæresteproblemer og selvmord i familien.

Disse eksempler giver nemt opkastfornemmelser, for hvis soldaterne virkelig var så prædisponerede for at udvikle psykiske lidelser på grund af hård barndom og kæresteproblemer, så skulle de jo slet ikke have været udsendt. Men det vurderede Forsvaret altså var helt ansvarligt at gøre alligevel. Og det skærper vel bare arbejdsgiveransvaret, skulle man mene.

Professoren konkluderer, at myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning giver anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt.

Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af professorens rapport. Alligevel påpeger han det åbenlyse – at såvel de materielle som de bevismæssige regler på området bør klargøres for myndighederne, da dette i alle tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven.

Professoren vurder at en sådan indskærpelse af gældende ret formentlig også vil skabe en større stringens i behandlingen af sagerne, og gøre det lettere at forudsige hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det nemlig undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når man sammenholder de indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med de 8 sager, hvor der skete anerkendelse.

Afslutningsvis konkluderer professoren, at det også er nødvendigt – i forlængelse af den foreslåede indskærpelse af reglerne på området, og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i rapporten – at der foretages en genoptagelse af de gennemgåede 37 sager, hvor anerkendelse er blevet afvist.

Soldaterlegatets bestyrelsesformand toppede den anbefaling, da han i mandags krævede samtlige afviste arbejdsskadesager om veteraner med psykiske lidelser genvurderet, når AES og AST (forhåbentlig) begynder at rette sig efter de gældende love og regler, frem for at opfinde deres egne kriterier uden lovhjemmel hertil.

Det krav kan vi kun støtte.

ALLE veteraner har krav på en korrekt sagsbehandling af deres arbejdsskadesager.

Som sagsbehandlingspraksis i AES og AST er beskrevet i professorens rapport kan INGEN veteran føle sig sikker på at have modtaget en korrekt afgørelse.

Selv om dette eroderer den sidste rest af retssikkerhed for veteraner med aktive eller afviste arbejdsskadesager, så fik det på dagen for offentliggørelsen ikke den nye beskæftigelsesminister til at love opstramninger, eller ændringer af sagsgangene i AES.

Han vil i første omgang ikke lade sagerne behandle på ny, men har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen om at gennemgå kritikken »punkt for punkt«. På den baggrund vil ministeren senere indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sagen.

Og så gentog han over for Berlingske, hvad så mange beskæftigelsesministre har sagt før ham:

»Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe veteraner med ar på krop og sjæl, når vi politisk har valgt at sende dem ud til verdens brændpunkter. Det gør et meget stort indtryk på mig, når der rejses kritik af sagsbehandlingen i deres sager,« sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

Berlingske har også forelagt kritikken for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Her betegner man rapporten som »et indlæg i en vigtig debat«.

Som sædvanligt var der ingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som ønskede at stille op til et interview, men direktør Anne Kristine Axelsson udtalte ifølge en e-mail fra presseafdelingen:

»Nogle af sagerne handler om udsendelser langt tilbage i tid. Her kan det være svært rent faktisk at finde ud af, hvad der er foregået. Vi træffer vores afgørelser ud fra lovgivningen og ud fra den praksis, som Ankestyrelsen og domstolene har lagt. Vi vil nu nærlæse rapporten og tage dialogen med Soldaterlegatet.«

Berlingske forelagde også kritikken for Ankestyrelsen, som i sidste uge ikke synes at emnet var vigtigt nok til at de ønskede at kommentere på den. Dette til trods for at det netop er Ankestyrelsen som i vid udstrækning har godkendt den retsstridige sagsbehandlingspraksis i AES.

Ugens anden dårlige nyhed var, at mere end hver syvende soldat, der var udsendt med det danske hold 10 til Afghanistan, har været plaget af selvmordstanker inden for det seneste år. Hver fjerde har oplevet moderate eller svære symptomer på PTSD.

Så mon ikke det var en god idé at få styr på både arbejdsskadesystemet, og på de mange behandlings- og støttetilbud til veteraner? Behovet forsvinder tilsyneladende ikke foreløbig.

»Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Indsatsen er ikke god nok. Det er det, der for mig står tilbage med to meget tydelige streger under, når jeg læser den her rapport. Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, vi sender ud. Det gælder både forberedelsen op til, at vi sender soldater ud, og indsatsen når de kommer hjem og har fået ar på sjælen,« udtalte forsvarsminister Trine Bramsen til Berlingske, efter hun havde fået udleveret rapporten fra Veterancentret.

Og ministeren har jo ret i det hele. Lige som hendes mange forgængere havde ret, da de sagde det samme, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden.

Forskellen er måske, at de andre ministere og forsvarschefer sagde det på vej UD ad døren, hvor de ikke længere kunne gøre fra eller til, mens den nye forsvarsminister udtaler det før hun har nået rundt og besøge alle landets tjenestesteder.

 

Kan veteranpakken byttes, Troels Lund Poulsen?

Efter et års fokus på arbejdsskadeproblematikken, en masse historier i forskellige medier om afviste veteraner, to demonstrationer, og to møder i ministeriet, hvor vi var flankeret af repræsentanter for Soldaterlegatet, HKKF og Advokat Mads Pramming, gav vi beskæftigelsesministeren tid og ro til at finde en brugbar løsning på problemet med de mange arbitrære afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager.

Vi forlod mødet d. 3. maj i ministeriet, med en god fornemmelse af fire ting:

1. Ministeren havde fuld forståelse for problemets karakter og omfang
2. Ministeren mente selv det var et retssikkerhedsmæssigt problem, at en offentlig myndighed underkender fagligheden i en anden offentlig myndighed – som ellers er de officielle eksperter
3. Ministeren ønskede at finde en brugbar løsning, så der skal mere tungtvejende argumenter på bordet, før en veterans arbejdsskadesag – indeholdende entydige speciallægeerklæringer – kan afvises
4. Ministeren havde en god forståelse for, at vi hverken ønsker flere særlove, eller særbehandling. Blot en særlov som fungerer efter hensigten, og den samme sagsbehandlingspraksis som i alle andre arbejdsskadesager

Beskæftigelsesministeren brugte god tid på at finde en løsning, og til sidst var vores tålmodighed tyndslidt. Da vi rykkede for en afgørelse i starten af august, fik vi at vide at den ville komme inden for de næste 14 dage.

Men det skete ikke. Og så gik det op for os, at ministeren naturligvis ville bruge flagdagen for Danmarks udsendte, til at offentliggøre den brugbare løsning.

Det skete også. Det var bare ikke en brugbar løsning.

Veteranpakken, som den blev benævnt i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, indeholdt ikke mindre end fire elementer. Ingen af dem vil dog – hverken enkeltvis, eller i kombination med hinanden – løse det grundlæggende problem – at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender speciallægeerklæringerne fra landets førende specialister i psykiske lidelser hos veteraner.

Vi fik da også et pænt brev fra ministeren, hvor han takkede for samarbejdet, og udtrykker sin afgrundsdybe respekt for veteraner, og at han – lige som vi – er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner. Veteranerne har ydet en helt særlig indsats for Danmark og skal derfor være trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesag, hvis de vender hjem med ar på krop og sjæl, som han formulerer det.

Han leverer bare ikke den løsning vi bad om. Og som vi på møderne i ministeret var enige om var den rigtige løsning.

Det lod vi ham så vide. Vi skrev et brev til ministeren. Soldaterlegatet meldte klart ud. HKKF meldte klart ud. Advokat Mads Pramming skrev et brev til ministeren. Advokaterne Birgit Filtenborg og Karsten Høj skrev et brev til ministeren. Også veteranordføreren fra regeringens støtteparti undrede sig i Ugebrevet A4.

Siden har der været stille. Ingen har fået svar.

Dansk Folkeparti vil nu forsøge at få regeringen og Beskæftigelsesministeren med på en løsning, som i langt højere grad forpligter AES til at følge speciallægernes vurderinger i veteransagerne – ganske som vi efterlyste på møderne i ministeret.

»Man vil gerne mindske sagsbehandlingstiden og give veteranerne en bedre retsstilling, det er jeg helt med på. Men det skal også virke i praksis og ikke bare være en intention fra ministeren i anledningen af flagdagen,« siger Jeppe Jakobsen, som er veteranordfører for DF, til Ugebrevet A4.

Og det vil da være dejligt hvis de ansvarlige politikere kunne finde en mere brugbar løsning end ministerens “veteranpakke”. Hvis de mangler inspiration, kan de spørge Lars Møller 🙂

Ellers må vi i gang med at samle et flertal uden om regeringen, lige som vi gjorde det for at få særloven fra 2014 vedtaget.

Dengang hed beskæftigelsministeren Mette Frederiksen. Og bannerføreren for flertallet uden om regeringen hed Troels Lund Poulsen. I dag er han selv beskæftigelsesminister, og har muligheden for at sikre, at veteraner kan føle sig trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Er det ikke ironisk?

Året der gik

Endnu et år er gået, og for Veteranalliancens vedkommende har det bestemt ikke været begivenhedsløst. Vi har arbejdet med flere af de store problemstillinger inden for veteranindsatsen og veteranpolitikken, og vi har været medvirkende til at flere almindelige danskere har fået nuanceret deres billede af vilkårene for især de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende.

Foråret og sommeren var desværre præget af de relativt mange triste sager om selvmord og drab, som blev begået af veteraner med psykiske lidelser. Kun nogle af sagerne blev kendt i offentligheden, men alligevel vidnede de om en veteranindsats som endnu ikke er helt i orden.

I midten af juni fik vi åbnet debatten om screening, og risikoen for at soldater med allerede eksisterende psykiske lidelser udsendes eller genudsendes på internationale missioner. I august fik vi opbakning fra en erfaren psykolog, som selv har forestået screeningen af soldater, da han offentligt fortalte, hvor overfladisk og mangelfuld screeningen i praksis er.

De relativt mange selvmord på få måneder, og de implicerede veteraners relativt unge alder, gjorde os bekymrede for, om vi stod i en overgangsfase, hvor Balkangenerationen (som hidtil har domineret selvmordsstatistikken) nu får følgeskab af de yngre Irak- og Afghanistanveteraner.

Denne bekymring eksisterer desværre stadig, og blev desværre ikke adresseret af Forsvarets Veterancenter, på trods af den meget omtalte selvmordsrapport som udkom i november. For den omhandlede kun gennemførte selvmord frem til og med 2014, og kun selvmord begået af veteraner fra Forsvaret – altså den andel af veteraner, som i udgangspunktet bør være mest psykisk robust. Vi mangler således stadig at få afdækket selvmordsadfærden blandt veteraner fra Politiet, nødhjælpsorganisationer og andre organisationer, som vi deler veteranstatus med.

Desværre forholdt medierne sig særdeles ukritisk til den “videnskabelige” rapport, og var det ikke for vores kritik, og fortsatte opmærksomhed på selvmordsproblematikken blandt veteraner, så havde Veterancentret og Forsvarsministeriet nok fået held til at sælge budskabet om, at veteraner ikke er mere selvmordstruede end andre, og at der derfor ikke er brug for en særlig indsats på dette område.

Fokus på arbejdsskadeproblematikken

I juli fik vi Berlingske til at sætte fokus på de urimelige forhold for psykisk skadede veteraner i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Via solidt journalistisk arbejde blev historierne om Lars og Lene fortalt, og de er desværre repræsentative for mange veteraner som er blev afvist af AES.

Vi besluttede, at hvis ikke regeringens bebudede serviceeftersyn af veteranpolitikken forholdt sig til arbejdsskadeproblematikken, så ville vi synliggøre den mere, og på andre måder end hidtil.

Og sådan gik det. Regeringen forholdt sig slet ikke til problematikken. Og så gik planlægningen af årets første demonstration i gang.

På flagdagen d. 5. september, offentliggjorde daværende forsvarsminister, Peter Christensen, serviceeftersynet af veteranpolitikken fra 2010. Vi havde både direkte til regeringen, og indirekte via det officielle hørings- og rundbordssamtalesystem, bidraget med vores indstillinger og holdninger til veteranpolitikken. Og enkelte dele af vores indstillinger blev der lyttet til. Der var således gode takter i serviceeftersynet, selv om vi stadig er langt fra at have en perfekt veteranpolitik.

Især glæder vi os over, at der nu kommer nye psykiatriske behandlingstilbud målrettet veteraner med psykiske lidelser, i alle fem regioner. De bliver ikke magen til de tre eksisterende, højt specialiserede tilbud, som i dag eksisterer i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men skal fungere som supplement til disse.

Fra Sundhedsministeriet lægges der op til, at de nye regionsfunktioner oprettes på Psykiatrisk Center Ballerup, i Slagelse, i Psykiatrien Nordjylland i Aalborg, i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og på Odense Universitetshospital. Samtlige af de nye behandlingstilbud forventes at være klar i løbet af 2017.

Til gengæld undrer vi os over, at den nye veteranpolitik kun gælder for veteraner udsendt af Forsvaret. Vi foretrækker den oprindelige definition på veteraner, som ikke skeler til hvilken organisation man repræsenterede på missionerne. I vores optik repræsenterede vi alle Danmark, da vi var udsendt med Dannebrog på skuldrene. Tidspunktet for eksklusionen af de veteraner, som ikke har været udsendt i regi af Forsvaret, var også besynderlig. For kun et halvt år forinden havde et flertal i Folketinget endelig givet veteraner fra Politiet adgang til behandling og støtte fra Forsvarets Veterancenter.

Men arbejdsskadeproblematikken blev behændigt ignoreret i forbindelse med serviceeftersynet. Derfor satte vi tryk på efter sommerferien. I samarbejde med de militære fagforeninger, HKKF, CS og HOD, arrangerede vi årets første demonstration – d. 22. september foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vejret var med os, og det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi demonstrerede sammenhold, og fælles modstand mod den nye sagsbehandlingspraksis i AES.

Vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Advokat Mads Pramming for at vise støtte ved deres fremmøde, og Oberst Lars Møller, som samme aften udlagde teksten for seerne på TV2 News.

Nu gik også Ugebrevet A4 ind i sagen, og via et solidt og vedholdende journalistisk benarbejde, hvor mediet fik aktindsigt og gennemtrevlede 161 afviste veteransager, blev det afsløret at sagsbehandlingen i AES både er vilkårlig og uretfærdig. Begrundelsen om, at det populært sagt ikke har været barskt nok at være udsendt i krigszoner, benyttes i fire ud af ti afslag.

Kun to ud af tre veteraner fået anerkendt deres psykiske skader, når de har søgt om erstatning for PTSD, selv om veteranerne har fremlagt flere speciallægeerklæringer som fastslår sammenhængen mellem lidelsen og udsendelserne. I 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen – stik imod veteranloven, som blev vedtaget af alle folketingets partier i 2013, efter en større ballade i medierne, hvor det kom frem, at veteraner automatisk fik afvist deres sager om PTSD, hvis de ikke havde været til læge inden for et halvt år efter udsendelse. Med veteranloven skulle veteraner, der også havde sent udviklet PTSD, kunne få erstatning.

Og endelig dokumenterede Ugebrevet A4, at AES hver ottende gang, veteraner får afslag på erstatning, begrunder afslaget med, at veteranerne slet ikke har PTSD, selv om to eller flere speciallæger i psykiatri har stillet netop denne diagnose. Alt dette virker jo helt absurd, og derfor besluttede vi at skrue op for trykket.

Så blev den ansvarlige minister kaldt i samråd, og vi begyndte at planlægge den næste demonstration. Nu ville vi have, at politikerne forholdt sig til fakta, og sammenholdt dem med alle de fine intentioner bag veteranloven.

Derfor troppede vi d. 30. november op foran Beskæftigelsesministeriet, som to dage forinden havde fået ny minister. Igen havde vi rygdækning fra de militære fagforeninger, og vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Jesper Hansen fra CS, for at vise opbakning ved deres personlige fremmøde.

En tak skal også lyde til Folketingets eneste veteranordfører, Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, for at komme forbi og tilkendegive støtte til vores protest, og for at kalde den ansvarlige minister i samråd igen, så en konkret præcisering af veteranloven kan drøftes af Folketingets partier.

Men mest af alt takker vi den nye minister, Troels Lund Poulsen, for at sende kaffe ud til de kolde demonstranter. Og for selv at komme ud, give hånd til alle de fremmødte, og lytte til vores protester. Efter at have lyttet koncentreret konkluderede han, at der var tale om et problem der skal løses. Derfor er vi blevet inviteret ind til møde med ham og hans embedsmænd i midten af januar, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Soldaterlegatet og HKKF.

Og hvis den nye minister bliver enig med os i hvad de rette løsninger er, så skulle det ikke blive svært at få dem solgt til de andre partier i Folketinget. For både Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet støtte til de skadede veteraner.

Faktisk sidder den nye minister i samme situation som den daværende beskæftigelsesminister, da det var 6-månedersreglen vi ville have lagt i graven. Nu er flertallet uden om regeringen blot mere massivt end i 2013. Og det glæder vi os naturligvis over.

Fra vores egne rækker

Da vi nu fik en af vores fem mærkesager gennemført, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, besluttede vi at erstatte den med en ny mærkesag. Vores erfaring, forstærket af årets triste begivenheder, fik os til at sætte en opsøgende indsats for kriseramte/selvmordstruede veteraner på ønskelisten.

Vores styregruppe er udvidet fra 3 til 7 veteraner, som alle bidrager med forskellige kompetencer og indsatser. Nogle skriver artikler og opslag på de sociale medier. Andre holder foredrag på uddannelsesinstitutioner og i foreninger. Nogle mødes med politikere, andre planlægger aktioner, og endnu andre leverer informationer og cases til studerende, journalister, og ildsjæle som vil opstarte nye projekter og foreninger for veteraner og pårørende.

Opbakningen til vores arbejde vokser støt – både i den offentlige debat, på de sociale medier, og i den praktiske hverdag. Ved dette årsskifte har næsten 2500 veteraner, pårørende og andre tilkendegivet støtte via vores Facebookside, hvilket er mere end en fordobling siden årsskiftet 2015/2016. Også på de øvrige sociale medier vokser støtten hver måned. Og vores opslag deles og retweetes ofte, og mange gange. Tak til alle som hjælper os med at udbrede budskaberne på denne måde.

Vores hjemmeside blev i 2016 udvidet med en omfattende oversigt over behandlings- og støttetilbud, som henvender til alle sygdoms- og kriseramte veteraner, uanset hvilke udfordringer de slås med. Også oversigterne over det stigende antal veterankoordinatorer og veterancaféer bliver løbende opdateret. Selv om udviklingen går for langsomt til vores smag, så harmonerer udviklingen dog med vores mærkesager.

Også antallet af foreninger og projekter, som officielt bakker op om vores mærkesager, er fordoblet i 2016.

Alt i alt noterer vi os en betydelig fremgang på alle de afgørende parametre, og vi agter at fortsætte arbejdet med fornyede kræfter i 2017.

Godt nytår!

Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen

Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?

Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.

Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.

Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.

Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.

Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.

Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.

Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.

Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.

Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.

Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.

I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).

”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”,  udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.

Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.

”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”

Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.

Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.