Intet opstår af intet, og anerkendelse skal ikke købes

Vi har skrevet om det før. Veterankortet fik en turbulent start, og til sidst skulle det have kunstigt åndedræt af Veterancentret, som måtte betale mange tusinde kroner for adgang til LogBuy-ordningen, så veterankortet ikke var helt værdiløst.

Men der er ikke meget anerkendelse i anerkendelsen, hvis man skal bede om den, eller sågar betale for den.

Siden veterankortets lancering har græsrødder forsøgt sig med forskellige tiltag for at koble mere frivillige rabataftaler til kortet, men alle de forsøg vi har lagt mærke til er stille og roligt gledet ud i sandet.

Nu har vi taget teten op. I 1½ måned har vi indgået mere end 80 aftaler om rabatter, særarrangementer og andre fordele koblet til veterankortet. Og der er flere på vej. Det har været overraskende nemt, og helt gratis.

Hvis Forsvaret havde brugt de samme beskedne ressourcer på den samme opgave, kunne vi i dag have mere end 3000 aftaler om rabatter og særarrangementer koblet til veterankortet. Og det havde ikke kostet Forsvaret en krone.

I 2014, da Forsvarsminister Nicolai Wammen gik i panik over den sarkastiske kritik af veterankortet, og befalede Forsvaret til at bruge penge på LogBuy-ordningen så veterankortet kunne bruges til andet end isskraber, var der ellers jubel over hele linjen. Også selv om Veterancentret betaler 81.250 kr. + moms pr. år for denne “anerkendelse”.

Veterankortet opstod oprindeligt efter forslag fra blandt andet veteranforeningen “De Blå Baretter”. Her havde formanden, Niels Hartvig Andersen, svært ved at få armene ned over, at forsvarsministeren ville garantere alle veteraner en række rabatter via LogBuy-ordningen. Men han ærgrede sig også over, at veterankortet ikke af sig selv var blevet nogen succes.

»Vi er oppe imod janteloven. Folk stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det lige er veteraner, der skal have det her. Jeg ved ikke, om vores samfund endnu er gearet til at give de her rabatter og fordele af sig selv kun til veteranerne,« sagde han i 2014.

Fire år senere var alt åbenbart anderledes. Eller var det?

Har det ikke altid været sådan, at hvis ingen gjorde noget, så skete intet. Men så snart nogen gør noget, så sker der noget? Hvornår er en succes nogen sinde kommet af sig selv?

Forsvaret har i øvrigt ingen anelse om hvor mange veteraner som har tilmeldt sig LogBuy-ordningen siden 2014. Men man betaler stadig 81.250 kr. om året for at op til 12.500 veteraner kan være med i ordningen.

Samlet har Forsvaret betalt 406.250 kr. for denne anerkendelse indtil nu. Og ingen aner hvor mange veteraner som er glade for denne anerkendelse.

Husk at du kan finde vores helt gratis rabataftaler her.

Der er forskel på fisk. Og på veteraner.

De seneste måneders tragiske historier om veteraner som begår selvmord, veteraner som forsvinder, og en veteran som har slået sine forældre ihjel, har ganske naturligt kastet lys på veteranindsatsen og veteranpolitikken.

Når sådanne tragiske historier får en tur gennem mediemøllen, så næres den brede befolknings forargelse. Der burde jo være styr på veteranindsatsen. Der bruges jo en kvart milliard kroner på den hvert år. Og det er primært Forsvaret som udmønter kronerne i behandling og støtte.

En anden ting der næres i den brede befolkning, er frygt. Og frygt avler fordomme. Især når frygten gødes med generaliseringer.

Mange af de raske og velfungerende veteraner føler sig i denne tid mistænkeliggjort og stimatiserede. Det er ganske forståeligt. Men det er lige så forståeligt hvorfor fordommene opstår.

Den bedste – og måske eneste virkningsfulde – måde at undgå fordommene og stigmatiseringen på, er ved at sørge for at der ikke i fremtiden findes et grundlag for disse fordomme og stigmatiseringer. Altså sørge for at der ikke kommer flere kedelige sager i medierne, som udstiller veteranindsatsens fejl og mangler, og de menneskelige konsekvenser heraf.

Uanset hvor mange raske og velfungerende veteraner vi fremviser, og uanset hvor meget vi taler problemernes omfang ned, så ændrer det ikke på antallet af hjemløse, selvmordstruede, selvmedicinerende, socialt udsatte eller døde veteraner.

De findes. Og de vidner om en veteranindsats som ikke er fuldt dækkende endnu.

Laver man en fokuseret indsats for denne lille gruppe veteraner, så vil antallet af kedelige historier i medierne givetvis falde. Og dermed associeres flertallet af veteraner ikke med disse problemer. Og så kan de raske og velfungerende veteraner leve videre, og nyde den anerkendelse som også findes i at vide, at ingen veteraner er blevet efterladt på perronen. At ingen er overladt til sig selv.

Det ville være dejligt med denne form for anerkendelse. Både for de raske og velfungerende veteraner, men også for de relativt få veteraner som stadig kæmper hver eneste dag. Nu bare på hjemmefronten.

Hvis vi hjælper dem, så hjælper vi i virkeligheden alle veteraner.

Vi er i gang. Hvem vil være med?

Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Den ubetalte regning

Danmark har haft en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden starten af 1990’erne, hvor skiftende politiske flertal med rund hånd har sendt danske soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud til verdens brændpunkter.

Forsvaret havde, med politikernes velsignelse, holdt Dannebrog højt hævet siden 1948, hvor danske soldater blev sendt på fredsbevarende opgaver i Gaza, og senere fulgte blandt andet missioner i Congo, Cypern og Kuwait.

Men fra 1992, hvor Danmark begyndte at sende soldater til Balkan, ændrede vilkårene sig. Der var flere sårede, og flere der overværede voldsomme krigsscener. Alvoren blev skærpet yderligere i forbindelse med missionerne i Irak og Afghanistan, hvor danske soldater blev sendt ud med mandat til at angribe fjenden og føre krig.

Det store paradigmeskift manifesterede sig i Eksjugoslavien, hvor mere end 10.000 danskere, med eller uden våben, var udsendt for at gøre en forskel i den jugoslaviske borgerkrig, og de efterfølgende spændinger mellem forskellige etniske grupper.

I alt var 12.489 danskere udsendt til Balkan i perioden 1991 til 2001. Og på nogle af de hold, som i Eksjugoslavien oplevede at komme på mellemhånd og var vidner til etniske udrensninger, har der siden været usædvanligt mange selvmord blandt veteranerne. Det har en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning vist.

Det var på alle måder en anden oplevelse, end de hidtidige fredsbevarende missioner på Cypern og i Gaza. På Balkan blev de udsendte danskere vidner til ondskab og menneskelig armod, uden at kunne stille så meget op, fordi det politiske mandat ikke tillod aktiv indgriben.

Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan.

“At komme ud og se død og ødelæggelse, mens man ikke kan gøre noget, det har mange veteraner beskrevet som rigtigt belastende. Det var for mange af de udsendte en stor frustration,” bekræfter Ask Elklit, som er professor fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

Hjemme i Danmark havde paradigmeskiftet dog ikke forplantet sig til alle dele af det samfund, som skulle modtage de hjemvendte fra Balkan.

Først i 1995 – 1996 blev Forsvaret opmærksomme på, at flere veteraner fra Balkan fik psykiske og sociale problemer efter hjemkomsten, og først i 1997 begyndte man systematisk at følge op på Balkanveteranerne, med spørgeskemaundersøgelser 6 måneder efter hjemkomsten.

Først efter nogle meget barske episoder i Afghanistan i 2007 blev de såkaldte ’akklimatiseringsforløb’ indført. Og i 2013 blev det såkaldte kamppausekompagni så nedlagt igen, under højlydte protester fra Arbejdsskadeforeningen.

En del af veteranerne fra Balkan har udviklet stærke psykiske problemer, fordi der ikke blev arbejdet med deres traumer, da de kom hjem. Og selvom Forsvaret senere indførte længerevarende og obligatoriske forløb efter udsendelser med fokus på soldaternes psykiske helbred, kom forbedringerne ikke de gamle Balkanveteraner til gode.

Veteranerne fra Irak og Afghanistan er derfor bedre stillet, end Balkanveteranerne var i 1990’erne, når det handler om de tilstedeværende støttemuligheder efter hjemkomsten.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” har Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), udtalt.

Konsekvenserne af fortidens manglende opmærksomhed og støtte kan stadig ses i statistikkerne i dag.

Balkanveteranerne er overrepræsenteret, i forhold til andre veteraner, når det handler om selvmord, selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblematikker.

Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.

Hver gang politikerne konfronteres med undersøgelser som dokumenterer tingenes tilstand, eller kritiske spørgsmål til det enorme svigt, så lover de bod, bedring og flere møder. Men når det kommer til handling, så virker de nærmest lammede. Måske fordi de finder ud af, at aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er helt gratis.

Et veterankort i plastic, nogle medaljer og en festlig flagdag er hvad det kunne blive til. Veteranerne måtte selv bedrive lobbyarbejde, og skabe et flertal uden om den daværende regering, for at få afskaffet den tåbelige 6-månedersregel, som afholdt mange veteraner fra at få en anerkendelse og økonomisk kompensation for deres skader via Arbejdsskadestyrelsen.

Også på kommunalt niveau halter veteranindsatsen gevaldigt. Selv om vi i disse dage kan glæde os over, at Viborg Kommunes veterankoordinator gør en gæv indsats, og Aalborg Kommune – hårdt presset af de nordjyske veteraner og pårørende – har besluttet at afsætte penge til en veterankoordinator, så er der stadig alt for langt mellem snapsene. 90 af landets 98 kommuner mangler stadig veterankoordinatorer.

Der er stadig flere måneders ventetid på specialiseret psykiatrisk behandling af krigsveteraner, i de 3 regioner som tilbyder dette. De 2 øvrige regioner har slet ikke den slags tilbud.

Der foregår stadig en bizar forskelsbehandling af veteraner med henholdvis fysiske og psykiske skader, selv om veteranpolitikken fra 2010 (side 22) skulle afstedkomme, at Arbejdsskadestyrelsen skulle undersøge, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre.

Og senest har Forsvaret valgt at fastholde den position, at kun veteraner som er kommet til skade efter d. 14. august 1996 kan få erstatning for tort og svie (den såkaldte kulancemæssige godtgørelse), mens de tidlige Balkanveteraner, og veteranerne udsendt i Kuwait og Irak før 1996, ikke kan få denne godtgørelse.

Det er en godtgørelse, som maksimalt kan udgøre 72.500 kroner. For at leve med PTSD, eller granatsplinter i kroppen, resten af sit liv.

Det er sgu’ sølle. Især for en nation, som vedbliver med at sende soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud i verden, og fejrer deres imponerende indsatser hvert år d. 5. september, med flaghejsning og skåltaler.

Betal nu regningen. Og få ryddet op i fortidens undladelsessynder og svigt.

Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen

Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?

Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.

Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.

Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.

Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.

Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.

Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.

Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.

Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.

Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.

Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.

I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).

”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”,  udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.

Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.

”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”

Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.

Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.

De glemte generationer

Forestil dig at du ejer et hus. Til huset hører en have, med en græsplæne, frugttræer, blomsterbede og en ligusterhæk omkring hele herligheden.

Hvert år lapper du huller i murværket, renser indkørslen for mos mellem fliserne, afrenser alger på fliserne. Hvert andet år sliber og maler du vinduer og døre, så de kan modstå regnvandet, og ikke rådner. Du vedligeholder taget, og skifter tagsten ud, hvis de efter en storm har været på flyvetur. Du varmer huset op, og lufter dagligt ud, så der ikke opstår skimmelsvamp i din bolig.

Men haven gør du intet ved. Du slår ikke græsset, fjerner ikke mos i plænen, beskærer ikke frugttræerne, passer ikke bedene, og klipper ikke hækken omkring matriklen.

Efter 20 år ligner dit hus en perle, og har en sund tilstandsrapport. Men haven er et sandt morads – en jungle af mere og mindre velkomne gevækster, og kalder på en grundig anlægsgartner, som vil donere adskillige dage af sit liv, for at få junglen til at ligne en have igen. Dine naboer klager, fordi ukrudt breder sig fra din have, og ind i deres, og hækken I deler er flere meter høj.

Billedet du har i hovedet nu, er helt analogt til den måde danske krigsveteraner er blevet behandlet på i mere end 20 år. Balkan-veteranerne er haven. Balkan-veteranerne er den oversete generation.

Meget af det svigt Balkan-veteranerne er blevet udsat for, kan forklares med uvidenhed. Eller påstået uvidenhed, om man vil. Forsvaret var ganske enkelt ikke opmærksom på de psykiske efterreaktioner danske soldater kunne få, fordi Forsvarets erfaring åbenbart kun var baseret på efterreaktionerne på de mere fredelige FN-missioner i Gaza og på Cypern. Vi er tilbage i tiden, før det blev moderne (læs: nødvendigt) at trække på erfaringerne fra mere rutinerede krigsførende nationer.

Balkan-missionerne i Kroatien, Bosnien og Kosovo var det store paradigmeskift. Pludselig var der bly i luften, granater som faldt, mineulykker og danske tabstal. Desuden var det meget svage FN-mandat en evig udfordring for danske soldater, som gerne ville gøre mere aktivt, for at opretholde den skrøbelige fred, end mandatet tillod. Frustrationen og magtesløsheden var udtalt, og har påvirket livet for mange danske Balkan-veteraner, mange år efter de kom hjem.

På Balkan var der relativt mange danske soldater afsted ad gangen – 18.000 i perioden 1992 – 2009, hvilket giver mere end 1000 pr. år. Til sammenligning var der på Cypern 23.000 i løbet af de 30 år, som danskerne var engageret i Cypern-missionen.

Nu kunne man godt have den tro, at Forsvaret – i takt med opbygningen af viden, og tilførslen af flere ressourcer til veteranområdet – op gennem 00’erne, ville have grebet fat i haveredskaberne, og sat ind i forhold til de mange Balkan-veteraner i glemslens jungle. At PTSD ikke er en tilgængelig diagnose i midten af 1990’erne, får jo ikke den enkelte veterans PTSD til at forsvinde.

Og når man endelig ”opdager” PTSD, og anerkender en sammenhæng mellem de meget voldsomme oplevelser mange Balkan-veteraner var udsat for, og deres efterfølgende psykiske problemer, og nedsatte arbejdsevne, så burde Forsvaret naturligvis have tilbudt Balkan-veteranerne en forklaring på sammenhængen, og banet vejen for professionel behandling, anerkendelse og kompensation for især den tabte arbejdsevne, i kølvandet på de psykiske problemer.

Det gjorde Forsvaret bare ikke.

Man kunne også tro, at når Forsvarets Veterancenter så lyset i 2010 – hvor den akkumulerede viden om PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig var ret omfattende -, så ville man straks tage fat i de oversete Balkan-veteraner, og tilbyde dem opfølgningssamtaler, med anvisning af relevante behandlingstilbud for de psykisk skadede veteraner fra årene på Balkan.

Det skete heller ikke. Man besluttede kun at iværksætte opfølgningssamtaler for veteraner udsendt efter 2007. Belejligt nok, da Balkan-missionerne med de hårdeste kampe sluttede i 2003.

2007 er sjovt nok også året, hvor den første Golf-krig sluttede. Så lige som Balkan-veteranerne, skulle de 5500 veteraner fra den første Golfkrig altså heller ikke tilbydes opfølgningssamtaler syv måneder, fem år og otte år efter udsendelse.

Det kan man så tænke lidt over.

Resultaterne af den manglende indsats er heller ikke udeblevet. Selv hvis man ignorerer de omfattende mørketal i undersøgelsen, så konkluderer Center for Selvmordsforskning i sin rapport fra december 2014, at 47 danske soldater som var udsendt mellem 1992 og 2013, har begået selvmord. 43 af dem var Balkan-veteraner.

Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne.

Det kan man så også tænke lidt over.

I 2014 blev det pludseligt moderne blandt politikere at ville vise anerkendelse til veteraner. Ikke for meget anerkendelse, naturligvis. Og da slet ikke i form af noget som reelt kunne afhjælpe nogle af de problemer som veteranerne kæmpede med efter udsendelserne. Anerkendelsen skulle udmøntes i form af medaljer. Medaljer, magen til de medaljer vi alle har fået som afslutning på vores missioner. Medaljer, som man ikke kan bruge til noget som helst, med mindre man stadig er tjenstgørende, og skal til parade en-to gange årligt.

Men medaljer skulle der til. Siden 2009 havde veteraner modtaget en dansk medalje for international tjeneste, som supplerede den internationale missions-medalje (fra FN eller NATO) alle veteranerne modtog efter 3 måneders udsendelse (cirka halvvejs i missionen). Nogle veteraner havde så beklaget sig over, at de aldrig havde modtaget en dansk medalje for deres internationale tjeneste, men kun medaljer fra FN eller NATO.

Det ville politikerne naturligvis ikke have siddende på sig. Man kunne jo tro de var utaknemmelige. Så i valget mellem at forbedre behandlingstilbuddene til de psykisk skadede veteraner, bygge flere veteranhjem, stramme op i Arbejdsskadestyrelsen, og medaljer for 20 mio. kroner, så valgte politikerne at kaste penge efter medaljerne. Og to veteranhjem mere.

Det kan man så også tænke lidt over.

Uanset hvad, så har vi som nation et enormt efterslæb, når det handler om Balkan-veteranerne. Der er ganske enkelt gjort alt for lidt, for at nyttiggøre den viden man har fået, i forhold til de veteraner fra Balkan-konflikten, som det var lettere at glemme. Og som alle haveejere ved, så bliver problemerne kun større med tiden, hvis man vender det blinde øje til levende ting.