Beskæftigelsesministeren vil undersøge arbejdsskadeproblematikken

Hen over sommeren og efteråret har forskellige medier afdækket nogle af de uretfærdige og absurde forhold i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen), i forbindelse med behandlingen af PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager.

ebVia aktindsigter og interviews har vi fået beskrevet forholdende for flere generationer af veteraner, som er blevet afvist, og nægtet anerkendelse af deres psykiske arbejdsskader. Det hele startede med historierne om Lars og Lene i Berlingske. Siden har TV2, Ekstra Bladet, Ugebrevet A4 og Avisen.dk fulgt op.

Nogle af landets førende traumeforskere og psykiatriske overlæger har underkendt praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, idet man slet ikke kan finde videnskabeligt belæg for de firkantede regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet for, hvor længe PTSD tager at manifestere sig. Eller hvor objektivt farlig en situation eller hændelse skal være, før man kan blive traumatiseret af den.

Fire ud af ti tilskadekomne veteraner har åbenbart ikke været i nok fare, til at juristerne og de lægefaglige konsulenter (som aldrig selv undersøger veteranerne, og tilsyneladende har begrænset viden om de opgaver soldater løser) mener at veteranerne kan have fået PTSD på missionerne.

I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring findes der åbenbart noget som er farligere end krig.

Og som vi har påpeget, så er det et etisk problem, at politikerne over en bred kam er villige til at smutte fra regningen, når den aktivistiske udenrigspolitiks følgeskader skal betales.

_MCR6878.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

I takt med at dokumentationen af de absurde forhold kom frem i offentligheden, har vi demonstreret vores utilfredshed foran både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Beskæftigelsesministeriet.

Senest d. 30. november, hvor Troels Lund Poulsen kun havde været minister i 2 dage.

_MCR7029.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter at have sendt varm kaffe ud til os, kom ministeren selv tilbage fra et samrådsmøde, og gav hånd til alle de fremmødte veteraner og pårørende. Og han lyttede opmærksomt til vores anker.

Herefter konkluderede ministeren ganske rigtigt, at vi i praksis ikke var kommet nærmere bedre forhold for psykisk sårede veteraner, end vi var før særloven for veteraner blev vedtaget.

Derfor blev vi inviteret ind til møde i Beskæftigelsesministeriet, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Hærens Konstabel- og Korporalforening og Soldaterlegatet, som vi har et godt samarbejde med omkring arbejdsskadeproblematikken.

Mødet blev afholdt i fredags, d. 13. januar, og igen lyttede ministeren opmærksomt og konkluderede følende:

  1. Det er helt uacceptabelt hvis sagsbehandlingspraksis har ændret sig, selv om lovgrundlaget har været det samme siden særlovens vedtagelse. Det er klart i strid med principperne for en retsstat.
  2. Det er stærkt utilfredsstillende hvis vi reelt står samme sted som før særloven blev vedtaget, idet psykisk sårede nu bare afvises med andre enkeltstående kriterier end 6-måneders reglen (livsfarekriteriet, 4-års reglen og påstanden om at diagnoserne fra speciallægerne er forkerte). Der lå en klar intention bag særloven, og den skal AES naturligvis følge – ikke ignorere.
  3. Sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er uacceptabel, og skal nedbringes. Det er allerede meldt ud i klare vendinger (efter politisk målestok).

Næste skridt bliver, at Beskæftigelsesministeren mødes med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og drøfter kritikken med dem. Og så bliver “arbejdsskadekoalitionen” (Hærens Konstabel- og Korporalforening, Soldaterlegatet og Veteranalliancen) inviteret til møde i Beskæftigelsesministeriet i det tidlige forår, hvor vi får forelagt hvad der skal gøres ved problematikken.

Forhåbentlig kommer der løsninger på bordet.

Det forventer både vi, og et politisk flertal i Folketinget.

Reklamer

Ny demonstration mod livsfarekriteriet

Vi skal lægge mere pres på politikerne, så vi kan få det forbandede livsfarekriterium lagt i graven. Derfor går vi på gaden igen, og demonstrerer vores utilfredshed med praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Denne gang gør vi det foran det ansvarlige ministerium – Beskæftigelsesministeriet.

Polititilladelsen er i hus. De tre militære fagforeninger står bag os igen. Oberst Lars Møller kommer og leverer en opsang til politikerne, og opmuntrende ord til svendene. Faklerne tændes kl. 1900. Det kan godt være det bliver koldt – men det bliver ikke kedeligt.

Spred budskabet, venner 😉

 

Baggrundsartikler:

For fire ud af ti afviste veteraner var krigen ikke farlig nok

Professorer: Absurd krav koster veteraner erstatningen

Veteraner demonstrerer: Tag ansvar for vores psykiske skader!

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet

Når Danmark går i krig

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.

Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.

Men ikke før. Det ville være forkert.

Der er stadig plads til forbedringer

Vi har stiftet Veteran Alliancen, fordi danske krigsveteraner stadig bliver udsat for svigt, og mødes af ressourcemangel hos forskellige myndigheder og behandlingstilbud. Dette er en del af virkeligheden, til trods for at Danmark nu har haft skadede krigsveteraner i mere end 20 år, og en national veteranpolitik siden 2010.

47 veteraner har begået selvmord i afmagt, flere hundrede har forsøgt selvmord i desperation, og hundredevis lever et liv i isolation, med selvmedicinering og ubehandlede psykiske lidelser. Nogle veteraner lever i landets skove, og på forskellige herberg og veteranhjem. Alt for mange veteraner lever i årevis i usikkerhed, fordi deres ønske om anerkendelse og erstatning for deres skader trækker ud.

Imens deler politikerne medaljer ud, og holder skåltaler, som om alt var godt.

Nu kan disse årelange svigt, og de hidtidige politiske prioriteringer ikke længere forsvares. De kan heller ikke længere forklares med ukendte forhold, eller indkøringsvanskeligheder.

Det er på høje tid, at landets politikere allokerer de nødvendige ressourcer til veteranområdet, hvis de vil fastholde en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som producerer krigsveteraner i en lind strøm.

Alt andet er ganske enkelt umoralsk.

Veteranpolitik bør hverken være et spørgsmål om ideologi eller økonomi. En anstændig og rimelig veteranpolitik bør kunne samle alle ansvarlige politikere, på tværs af fløje og partier. Og en national veteranpolitik bør indeholde andet og mere end symbolsk anerkendelse, og halvhjertede løsninger på de voksende problemer.

Når vi samles under parolen “samling – sammenhold – samarbejde”, så er det fordi veteraner i alt for mange år har været splittede, og mange har været optaget af enkeltsager og personfnidder. Oberst Lars Møller beskrev det i september 2014 således:

Lige nu minder veteran-sagen lidt om venstrefløjen under Den Kolde Krig, hvor det myldrede med fraktioner. De havde absolut ingen indflydelse, men da alle trotkisterne, anarkisterne og kommunisterne med flere sluttede sig sammen i enhedslisten fik de da nogen betydning.

Med vores fem mærkesager, forsøger vi at anskue veteranpolitikken mere holistisk.

Kommunerne, Arbejdsskadestyrelsen, Forsvarets Veterancenter og andre offentlige myndigheder bør bortlægge silo-tankegangen, og se veteranpolitikken som noget der skal forankres bredt i samfundet. Og med èt fokus – at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, efter udsendelse i international tjeneste.

Dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er soldat, politibetjent, nødhjælpsarbejder, læge eller sygeplejerske. Og dette fokus bør være gældende, uanset hvor og hvornår veteranen har været udsendt. Og dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er rask, fysisk skadet, psykisk skadet, og uanset i hvilket omfang veteranen er skadet.

Vores kamp for bedre forhold for veteraner og deres pårørende, skal ikke handle om traditioner, om hvem der må udtale sig på hvilke veteraners vegne, og hvem der kender hvem. Vores kamp handler alene om at opnå det fornødne folkelige og politiske fokus på veteranpolitikken, og at få gennemført de nødvendige forbedringer.

Vi adskiller os fra alle øvrige aktører på området, ved at være løst organiseret, og aktivistisk i vores tilgang, sådan som det er beskrevet i artiklen på krigeren.dk fra d. 17. marts. Vores formål er ikke at kritisere andre aktører, eller være i konflikt med deres formål og aktiviteter. Veteran Alliancen er et supplement. Ikke en konkurrent. Men jo flere som bakker op om vores mærkesager, og bidrager med kompetencer og engagement, jo bredere kan vi nå ud med vores budskaber, og krav om forbedringer.

Det tror vi vil gavne mange veteraner, og deres pårørende.

Det handler om moral

428991Forestil dig, at du beder din nabo om hjælp til et kritisk problem. Måske er der sprunget et vandrør over din stue, og vandet siver ned gennem loftet. Du er ikke selv i stand til at løse problemet, men din nabo er kendt for at være en handy man, så du beder om hans hjælp.

Mens din venlige nabo løser problemet for dig, får han et elektrisk stød fra nogle af dine andre installationer. Han dør ikke, men skaden forhindrer ham i at passe sit arbejde den kommende uge.

Er det bare hans eget problem? Kunne han bare have valgt anderledes, og nægtet at hjælpe dig i nødens stund? Ligger han bare som han har redt?

Forestil dig at du kører bil på motorvejen. Pludselig lyser olie-lampen, og du kører ind på den næste tankstation du møder på din vej. Du køber en dunk motorolie, men da du skal åbne dækslet til motorens oliepåfyldning, må du konstatere at du ikke har de fornødne kræfter til at skrue dækslet af.

Du spørger tankstationens servicemedarbejder til råds, og han tilbyder velvilligt at hjælpe. Han medbringer en tang, og efter en vis møje og besvær får han løsnet dækslet.

Men da dækslet løsnes, kommer servicemedarbejderen til at skubbe til metalstangen som holder motorhjelmen oppe. Den venlige, servicemindede mand får motorhjelmen i hovedet, besvimer, og falder om på jorden foran din bil.

Hælder du bare olie på bilens motor, og kører videre? Kunne den unge mand bare have set sig for, eller lagt en mindre kraftanstrengelse i at hjælpe dig med dit problem? Er det bare en sag for et forsikringsselskab?

Forestil dig at din vens datter kæmper med social isolation, bliver mobbet i skolen, og er begyndt at skære i sig selv. Din ven er rådvild, og hans datter er grædefærdig efter hver eneste skoledag. Din ven frygter at hans datter vil forsøge selvmord, eller blive fristet til at dulme sine problemer med alkohol eller stoffer. Under dine jævnlige samtaler med din ven, har han flere gange udtrykt magtesløshed.

Vender du det blinde øje til? Glædes du over, at du ikke har problemer som din vens, i din egen familie? Siger du til ham, at han skal tage sig lidt sammen, eller overlade sin datter til kommunen?

Hvis du IKKE valgte at ignorere de skader din nabo pådrog sig i bestræbelsen på at hjælpe dig med vandskaden, og hvis du IKKE valgte at efterlade servicemedarbejderen livløs på jorden, og hvis du IKKE valgte at vende det blinde øje til din vens og hans datters problemer, så er du givetvis et moralsk menneske. Det skal du være glad for. Og du bør huske det næste gang danske soldater risikerer liv og førlighed for din og andres frihed, globale menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og bekæmpelse af terrorister. De kæmper på vegne af dig.

Symbolpolitik og andet svigt

428979Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

Politiske prioriteringer

428977Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner lever i landets skove og herberg, mens den samme stat som sendte dem i krig, bruger 4.000.000.000 kroner på at drive et mediehus (DR), og støtte overklassens kulturfornøjelser i Det Kongelige Teater.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner med svære psykiske skader skal vente længe på at komme til i standardiserede behandlingstilbud, mens Københavns Kommune bruger millioner af kroner på lysende bænke, cyklende julemænd, cirkusskoler, fodhvilere til byens cyklister, dyre designermøbler på rådhuset, og formålsløse studierejser for byens politikere.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at danske krigsveteraner og deres pårørende er henvist til private fonde og foreninger, for at få dækket de nødvendige udgifter til medicin og psykologisk behandling, mens landets øverste embedsmænd køres rundt i dyre luksusbiler med privatchauffører, og alle landets politikere er udstyret med de nyeste iPhones, og de dyreste abonnementer?

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at 70.000 danske krigsveteraner skal nøjes med 3 – snart 5 – veteranhjem, mens borgerne i Viborg, Køge og Århus har talende skraldespande, politikerne i Ikast-Brande Kommune finansierer et spirituelt råd bestående af tre lokale clairvoyante, og Københavns Kommune finansierer et korps af 50 cyklende god karma-spredere.

Giver dette mening? Virker det fornuftigt at prioritere således? Eller kunne man ved hjælp af omprioritering flytte ressourcer fra de mere festlige og farvestrålende udgiftsposter, til de mere nødvendige – og i nogle tilfælde livsnødvendige?