Veteranerne og embedsværket

Torsdag d. 13. august kl. 19.00 havde Forsvarets Veterancenter indkaldt til møde på Veteranhjem København. Formålet med mødet var at gennemgå veterancentrets forslag til nye vedtægter for alle landets veteranhjem, og ud over mere end 40 veteraner, pårørende og frivillige værter, og 2 repræsentanter for veterancentret, så deltog også den embedskvinde fra Forsvarsministeriet, som åbnede mødet med at indrømme at hun – og hendes kollegaer – var initiativtagere til hele vedtægtsballaden.

Det er altså IKKE et politisk krav, som det fejlagtigt er blevet fremført fra flere fronter.

Og det var altså IKKE et krav for at få udbetalt pengene til udbygning og renovering af de eksisterende veteranhjem, eller etableringen af de nye i Odense og Århus, som det også fejlagtigt er blevet fremført.

Det er et krav fra embedsværket, når hvert veteranhjem også i fremtiden skal modtage 500.000 kr. årligt til driften, hvilket i ministeriet betragtes som et anseeligt beløb.

Når et værested, som godt nok blev givet som anerkendelse og støtte til landets krigsveteraner og deres pårørende, skal modtage 500.000 kr. årligt, så skal brugerne åbenbart ikke have for meget indflydelse på værestedets rammer og aktiviteter.  Det skal pensionerede generaler, lokale politikere og erhvervsfolk, som åbenbart ikke tåler at stille op på demokratisk vis.

Adspurgt hvorfor embedsværket pludselig havde indtaget den holdning, at ensartede vedtægter for alle veteranhjem var en god ting, var svaret,  at det gjorde flere ting nemme for embedsfolkene i ministeriet. Ikke for veteranerne, eller deres pårørende. Ikke for de lokale bestyrelser på veteranhjemmene. Men kun for embedsværket.

Det imponerede i sagens natur ikke de mange fremmødte, som blandt andet pointerede, at hvis veteranhjemmene blev alt for strømlinede og firkantede, så ville enkelte veteraner ikke kunne bruge dem længere. Runde og trekantede mennesker passer dårligt ind i firkantede systemer.

Resten af “argumenterne” for de nye og ensartede vedtægter var lige så tvivlsomme. Og da det begyndte at blive lidt pinligt for embedskvinden, at hele forsamlingen mente at netop veteranerne havde gjort sig fortjent til netop de veteranhjem de ville have, og lige så forskellige vedtægter de havde lyst til, så indtog Oberst Jette Albinus rollen som procestrold (hendes eget udtryk), og gennemgik vedtægtsforslaget paragraf for paragraf.

De fremmødte veteraner og frivillige demonstrerede et historisk sammenhold, og en rørende enighed. Alle de kritisable paragraffer blev vendt og drejet, og alle havde mulighed for at lufte deres bekymringer og afstandtagen. Alle indvendinger blev noteret af Lars Højbak fra Veterancentret.

Især paragraffen om bestyrelsens sammensætning blev genstand for debat, idet ingen af de fremmødte veteraner, pårørende og frivillige værter synes det var en god idé, at veteranhjemmenes brugere kun skulle have et symbolsk antal pladser i de lokale bestyrelser, mens Fonden Danske Veteranhjem skulle udpege flertallet på udemokratisk vis.

Den slags “demokrati” kender vi fra diktaturstater, i lande vi helst ikke sammenligner os med. Og som krigsveteraner står vi vagt om demokratiet. Derfor mødte veterancentrets forslag bred modstand. Faktisk var der ikke en eneste som gav udtryk for, at det var en god idé.

Også en række andre forslag til nye eller omformulerede paragraffer, som ville gøre op med de fundamentale demokratiske spilleregler – f.eks. at generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og at bestyrelserne selv laver deres egne forretningsordener – mødte bred modstand.

Da skyggerne var blevet lange, og mødet var forbi, havde veteranhjemmets brugere sendt et stærkt og entydigt signal til Forsvarsministeriet. Fonden Danske Veteranhjem var praktisk taget reduceret til det, som den oprindeligt var tiltænkt – en fond som rejser penge, administrerer penge, og på elegant vis lader veteranhjemmenes brugere, frivillige og ansatte bestemme deres egne rammer og aktiviteter.

Hvis 500.000 kr. er sådan et anseeligt beløb på veteranpolitikkens budget, at de kun kan tildeles hvis alt bliver firkantet og topstyret, så er det måske bedre at takke nej til politikernes penge, og finde dem i privat regi. Det burde ikke være så svært.

Sådan en løsning giver godt nok politikerne et forklaringsproblem, når deres vælgere finder ud af at anerkendelsen og støtten til landets krigsveteraner alene finansieres af private fonde og personer.

Men det må embedsværket så forklare den måbende befolkning.

500.000 kr. er jo åbenbart et anseeligt beløb.

Det glemte man bare at fortælle veteranerne, dengang Hendes Majestæt Dronningen åbnede veteranhjemmet på Frederiksberg, og politikerne stod på nakken af hinanden, for at fremhæve hvor meget de anerkendte og støttede de danske krigsveteraner.

Nu skal vi åbenbart håbe på, at denne anerkendelse og støtte også breder sig til embedsværket.

 

Der er forskel

Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.

Kaos på veteranhjemmene

En af vores mærkesager handler om flere væresteder for veteraner og pårørende. Vi mener der skal være sådanne steder i hele landet. Men vi er ikke låst fast på en bestemt model, så om det er Fonden Danske Veteranhjem, KFUM’s Soldatermission, en frivillig forening eller et kommunalt frivilligcenter som driver værestederne, er for os principielt underordnet.

Det vigtige er, at værestederne findes, og bliver benyttet af målgruppen.

Mens vi kæmper for flere væresteder, så frustrerer det os at nogle af de eksisterende væresteder er præget af uro og stridigheder.

På veteranhjemmet i København gennemførte man i april 2015 en meget usædvanlig ekstraordinær generalforsamling, som skulle afgøre om foreningen skulle have nye vedtægter.

Forslaget til nye vedtægter indeholdt nogle fundamentale opgør med den direkte brugerindflydelse på bestyrelsens sammensætning, beslutningskompetence og muligheder for indflydelse på generalforsamlingen uden at man behøvede at præstere fremmøde.

Forslaget blev nedstemt, til udtalt irritation for formanden for Fonden Danske Veteranhjem, som gerne så at hans egen bestyrelse kunne topstyre alle de tre eksisterende, og to kommende veteranhjem under fonden.

Forslaget blev samme aften nedstemt på Veteranhjemmet i Aalborg, som heller ikke ønskede at afhænde de demokratiske muligheder for selv at bestemme veteranhjemmets rammer og aktiviteter.

Kun på veteranhjemmet i Fredericia blev vedtægtsforslaget vedtaget, idet den lokale formand truede medlemmerne med, at veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke vedtægtsforslaget blev vedtaget.

Siden har der udspillet sig en bizar magtkamp, og en ihærdig manipulation af veteranhjemmenes brugere. I København mente den lokale bestyrelse pludselig, at den talsmandsordning som brugerne havde etableret skulle nedlægges. Og den lokale bestyrelsesformand, som også på årets generalforsamling demonstrerede en lemfældig respekt for grundlæggende demokratiske rettigheder, og foreningens egne vedtægter, satte i denne uge sin underskrift på en eksklusion af brugernes demokratisk valgte talsmand, som bestyrelsesformanden ikke ønskede at samarbejde med.

Veteranhjemmets brugere svarede igen ved at fastholde talsmandsordningen, samt vælge ikke blot én, men to talsmænd, og udstyre dem med et historisk stærkt mandat.

I eksklusionen står også, at brugernes talsmand kan imødese en bortvisning fra veteranhjemmet, hvis han fortsætter sit virke som talsmand. Ikke fordi han bryder nogle regler. Men fordi – og kun fordi – han varetager det tillidshverv som veteranhjemmets brugere har valgt ham til.

Det svarer til en virksomhed, hvor ledelsen truer en tillidsmand med fyring fordi – og kun fordi – han varetager sit baglands interesser, sådan som han er valgt til. Det ville man heller ikke acceptere, vel?

Århus-katastrofen

I landets næststørste by, Århus, er Fonden Danske Veteranhjem ved at opføre et nyt veteranhjem. Fonden har fået 8,7 mio. kroner til formålet, i forbindelse med septemberforliget i 2014. Her fandt politikerne også penge til et nyt veteranhjem i Odense, samt renovering og udbygning af de eksisterende veteranhjem i København, Aalborg og Fredericia.

I Århus er man imidlertid løbet ind i et problem. Den styregruppe som Fonden Danske Veteranhjem har udpeget, har kastet sin kærlighed på en ejendom i Gellerupparken, kun 500 meter fra den berygtede Grimhøj-moské. Den selvsamme Grimhøj-moské som er kendt for at have kontakt med relativt flest islamistiske ”krigere” pr. indbygger.

Den selvsamme Grimhøj-moskè som Århus Kommune har en kritisk dialog med, fordi den har en tydelig antidemokratisk profil, og har udtrykt støtte til den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, der står bag massakrer i Syrien og Irak.

Danske soldater har været udsendt til Balkan, Irak og Afghanistan, og stået ansigt til ansigt med islamistiske styrker. De har kæmpet på liv og død, og forståeligt nok ønsker nogle af disse danske krigsveteraner ikke at pleje omgang med militante islamister, eller deres sympatisører, når de skal til og fra deres nye veteranhjem i Århus.

Derfor stod nogle af dem frem i ugens løb, og gav udtryk for deres bekymringer.

Svaret fra Fonden Danske Veteranhjem var, at det var den lokale styregruppes beslutning. Men vi tvivler på det forholder sig sådan. For hvem lader 7 tilfældige personer træffe den slags beslutninger, når der hverken eksisterer en forening, eller nogle vedtægter som definerer ansvarsområder og beføjelser?

Formanden for den lokale styregruppe – som i øvrigt også er næstformand i Århus Kommunes udsatteråd, og forstander på Kofoeds Skole i Århus – er selv veteran fra Balkanmissionerne. Og så skulle man jo tro, at han ville standse processen, og lytte til sine medveteraners bekymringer, før han fortsatte med at bruge 8,7 mio. kroner på et veteranhjem.

Det gjorde han bare ikke.

I går holdt styregruppen møde, og besluttede at bruge de 8,7 mio. kroner på ejendommen, som dele af målgruppen på forhånd har sagt de aldrig vil besøge, fordi – og kun fordi – den er placeret som den er.

Dette er særdeles problematisk.

Dengang politikerne lavede veteranpolitikken i 2010, og veteranhjemmene blev født, så skortede det ikke på anerkendelse og ønsker om velbesøgte væresteder for veteranerne. Og da politikerne i september 2014 fandt endnu 30 mio. kroner til veteranhjemmene, så var det også med anerkendelse og ønsket om støtte for øje.

Men hvis man vælger at placere et veteranhjem på en adresse, som de samme veteraner der skal bruge veteranhjemmet ikke vil opsøge, så ender man med at skabe et problem, frem for en løsning.

Lige nu er problemet at der ikke findes et veteranhjem i Århus. Hvis styregruppen tvinger sit valg igennem, så får vi to problemer. Et tomt veteranhjem på den forkerte adresse, og en gruppe frustrerede veteraner, som stadig mangler et veteranhjem de trygt kan mødes på, og bruge som værested.

Men til den tid er pengene jo brugt. Og man kan ikke bytte en købt ejendom, til en anden ejendom, på en mere optimal adresse, når man finder ud af, at man har disponeret forkert i første omgang.

De rette mænd til opgaven?

Både den absurde situation på Veteranhjemmet i København, og de nærmest bizarre forhold omkring etableringen af veteranhjemmet i Århus, får os til at tvivle på Fonden Danske Veteranhjems kompetencer og fokus. Og vi mener at de politikere, som har fundet de mange millioner kroner til veteranhjemmene, er forpligtet til at undersøge forholdende omkring pengenes anvendelse.

For det er ikke anerkendelse at få noget man ikke kan bruge. Og det er ikke anerkendelse og støtte, at vi som brugere af veteranhjemmene skal lade os tromle og topstyre af en fondsbestyrelse, som tydeligvis har andet end veteranernes interesser for øje.

#krigsveteraner #veteranhjem #dkpol

Veteranhjem skal være brugerstyrede

Når vi i Veteran Alliancen agiterer for, at der skal etableres flere veteranhjem, og at de skal være jævnt fordelt over hele landet, så mener vi væresteder for veteraner og pårørende i den bredeste forstand.

Vi ved nemlig, at de bedste til at definere rammerne og aktiviteterne på sådan et uformelt værested, er brugerne af det pågældende værested. Ikke eksperter, ikke behandlere, og ikke en komite som ikke har sin daglige gang på værestedet.

Dette var også kongstanken, da en lille håndfuld veteraner og pårørende i midten af 00’erne begyndte at lave lobbyarbejde, for at få veteranhjem integreret i den kommende veteranpolitik. De savnede et sted at mødes, hvor man hverken skulle registreres, eller være mere eller mindre ”ramt”, for at kunne mødes med ligesindede, og snakke over en kop kaffe, eller skabe nogle aktiviteter sammen, som kunne styrke fællesskabet og kammeratskabet.

I 2010 blev den danske veteranpolitik så vedtaget, og i denne står det beskrevet, hvordan der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde, skulle etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kunne mødes. Frivillige, med tilknytning til soldater- eller marineforeninger, og med interesse for sagen, skulle stå for den daglige drift (Danmarks Veteranpolitik, side 23).

Fonden Danske Veteranhjem (FDV) fik blandt andet økonomisk støtte til den basale drift fra Forsvarsministeriet, Realdania, Remmen Fonden, Simon Spies Fonden samt mange andre. Herudover har en række fonde, forsvarets fagforeninger, udsendte enheder samt enkeltpersoner skabt det økonomiske grundlag for aktiviteter på veteranhjemmene.

Hvert af de tre veteranhjem har en vis grad af autonomi, med lokale bestyrelser, bestående af veteraner, pårørende og frivillige som er valgt på lokale generalforsamlinger. I hver bestyrelse, på de enkelte veteranhjem, sidder dog en repræsentant for FDV. Til gengæld har hver lokal bestyrelse en repræsentant i FDV’s bestyrelse. Og således har der til dato været en vis balance i regnskabet, for så vidt angår demokratisk legitimitet, og lokal forankring af de lokale ledelser.

Dette forhold ønsker FDV tilsyneladende at ændre på nu. På tirsdag d. 28. april afholdes generalforsamlinger på alle de tre veteranhjem, og i denne forbindelse har FDV fremlagt forslag til nye vedtægter. De nye vedtægter, som man håber at samle 2/3-flertal bag, vender op og ned på flere dele af den lokale ledelses legitimitet og lokale forankring blandt brugerne.

Mest iøjnefaldende er, at de lokale bestyrelser fremadrettet skal bestå af 7 medlemmer, hvoraf FDV skal udpege de 4 – inklusive formanden, hvis stemme er udslagsgivende ved stemmelighed. I dag består de lokale bestyrelser også af 7 medlemmer, men FDV udpeger kun det ene medlem.

Konsekvensen af dette tiltag er, at de lokale brugere mister muligheden for at skabe et flertal, som går imod viljen i FDV. Og dermed undergraves selve grundtanken i det lokale, brugerstyrede demokrati.

Ligeså vil FDV have ret til at udpege den ene af to bestyrelsessuppleanter, i alle de lokale bestyrelser.

I dag fastsætter de lokale bestyrelser selv deres forretningsorden, og laver selv de lokale ordensbestemmelser for veteranhjemmene. I fremtiden skal dette ske i samråd med FDV.

I dag kan den lokale bestyrelse supplere sig selv med eksterne konsulenter, hvis der er specifikke ledelsesmæssige opgaver som bestyrelsens egne medlemmer ikke mestrer. Den mulighed ønsker FDV også at fjerne, idet muligheden er fjernet i udkastet til nye vedtægter.

På de lokale foreningers generalforsamlinger er det i dag hverken muligt at stemme via brev eller fuldmagt. I forslaget til nye vedtægter åbnes op for, at der kan stemmes via fuldmagter. Enhver som har været medlem af en forening, et politisk parti, eller en godgørende organisation ved, at kontrollen af sådanne fuldmagter på dagen for generalforsamlingen kan være særdeles vanskelig og tidskrævende.

Desuden ønsker FDV at differentiere fristerne for indkaldelse til generalforsamlinger, og offentliggørelse af navne på de personer der opstiller til valg. I dag skal indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, med angivelse af dagsorden, offentliggøres med 2 ugers varsel, lige som kandidaterne til valg først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingen. Fremadrettet skal indkaldelsen, med angivelse af dagsorden, offentliggøres 5 uger før afholdelse, mens kandidatlisten først skal offentliggøres 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Indkaldelserne har hidtil skulle tilsendes medlemmerne via e-mail, samt annonceres via opslag på hjemmesiden og på selve veteranhjemmet. Fremadrettet er opslag på veteranhjemmet, og på veteranhjemmets hjemmeside nok. De betalende medlemmer kan altså ikke engang forvente en direkte invitation via e-mail, men skal selv holde sig orienteret på veteranhjemmets hjemmeside og opslagstavle.

Som en sjov detalje kan det nævnes, at ingen af de tre veteranhjem har offentliggjort de kandidatlister de skal, ifølge deres egne vedtægter, på deres hjemmesider til dato. Og generalforsamlingerne er som nævnt på tirsdag. Således er de formelle betingelser for at afholde generalforsamlingerne ikke opfyldt. Og man kan nemt få den mistanke, at FDV på forhånd har vedtaget de nye vedtægter, og derfor satser på selv at udpege de lokale bestyrelser. Også selv om de eksisterende – og dermed gældende – vedtægter tilsiger noget andet.

Endelig ønsker FDV at kunne afvise og ekskludere medlemmer, som bestyrelserne – som domineres af personer udpeget af FDV – mistænker kunne finde på at skade omdømmet for veteraner som helhed. Dette er en besynderlig gummiparagraf, som udvider bestyrelsernes beføjelser til at udelukke medlemmer fra det gode selskab. Ikke blot hvis disse medlemmer forbryder sig imod ordensreglerne (hvilket hidtil kun har givet karantæne), eller hvis disse medlemmer direkte modarbejder foreningen eller veteranhjemmets virke. FDV ønsker retten til at definere hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være, og således også retten til at ekskludere de som måtte mene, sige eller gøre noget andet.

Værestederne for veteraner og deres pårørende skal være åbne for alle i målgruppen, og skal være inkluderende og støttende for især de mest belastede veteraner. Værestederne skal være rare at mødes på, uden at man skal frygte at en komite man aldrig har mødt på sin vej, pludselig får lyst til at udelukke en fra det gode selskab. Rammerne og aktiviteterne på det enkelte værested skal være uformelle, samlende og defineret af de lokale brugere af værestedet.

Hvis vi som veteraner var voksne og ansvarlige nok til at blive sendt ud i verdens brandpunkter, så må vi også være voksne og ansvarlige nok til at øve indflydelse på den daglige drift af vores egne veteranhjem. Det er vores væresteder. De er finansieret af skattekroner og generøse donationer fra fonde og virksomheder, som kun vil det bedste for landets veteraner og deres pårørende. Veteranhjemmene er en del af den nationale veteranpolitik – de er ikke en gave til en fondsbestyrelse, som de kan skalte og valte med som de vil.

Veteranhjemmene er ikke en militær organisation, som skal topstyres af generaler. I Veteran Alliancen er vi skeptiske og bekymrede over de nye vedtægtsforslag. Og derfor opfordrer vi til at man stemmer imod dem, og giver det lokale, brugerstyrede demokrati en tillidserklæring. Ellers har vi dybest set kæmpet i hele verden, for nogle principper vi ikke engang selv tror på.