Opsøgende peer-indsats er stadig på ønskelisten

I serien af forslag til initiativer på veteranområdet som vil være mere velkomne end ministerens wildcard-ordning, er vi i denne uge nået til en halvgammel kæphest, som har været en af vores mærkesager siden 2016.

Opsøgende indsats – af veteraner, og for veteraner – har været efterspurgt siden Veterancentrets selvmordsrapport, som den manglende brik i puslespillet vi alle kalder veteranindsatsen i Danmark.

Med tiden har vi fået en fælles forståelse af, at veteraner er en alt andet end homogen gruppe. De seneste år har den fælles segmentering (røde/gule/grønne veteraner) vundet indpas, og de fleste aktører på veteranområdet erkender, at intet isoleret tilbud (f.eks. et veteranhjem, en idrætsaktivitet, et botilbud eller et beskæftigelsesrettet tilbud for veteraner) henvender sig til alle veteraner. Til gengæld kan en kombination af to eller flere tilbud dække behovet for recovery og rehabilitering, for selv de mest syge og udsatte veteraner i den røde kategori.

Imidlertid er langt størstedelen af de mange tilbud for veteraner, som er opstået i kølvandet på den nationale veteranpolitik fra 2010, baseret på filosofien om at de trængende veteraner selv opsøger, eller på anden måde tager kontakt til, de relevante tilbud, hvorefter de mødes med åbne arme, og gode intentioner om at hjælpe og støtte. Kun behandlings- og botilbud kræver egentlig visitation. Alle andre tilbud kræver blot fremmøde, eller kontakt initieret af veteranerne.

Denne filosofi fungerer for det meste efter hensigten, så længe tilbuddene har relativt velfungerende og initiativrige veteraner i målgruppen.

Men efterladt på perronen står stadig et segment af syge og udsatte veteraner, med så lavt et funktionsniveau, at de aldrig profiterer af de mange tilbud i veteranindsatsen.

Årsagerne til dette er flere, men omfatter bl.a.

  • Skam over egen sygdom/sociale situation
  • Manglende overblik – og evne til at skabe overblikket – over de mange tilbud som findes
  • Stort forbrug/misbrug af alkohol, hash, medicin, narkotika
  • Stærk isolationstrang
  • Meget beskedent netværk af familie/venner som kan bistå med kontakt, transport, økonomi o.l.
  • Generationskløfter
  • Frygt for at få uønsket opmærksomhed på egne familieforhold fra f.eks. kommuner

Det er dette segment – veteranerne i det røde segment – som er målgruppen for den opsøgende indsats. Vi vil ikke længere acceptere, at meget syge og/eller socialt udsatte veteraner drives til selvmord, eller til at udføre desperate handlinger for at få den hjælp de fortjener, efter at have gjort Danmark ære i verdens brændpunkter.

Hvorfor peer?

Peer-støtte er defineret som “støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder” (Kilde: Socialstyrelsen).

Peer-støtte skaber bl.a. håb, mod på forandring, handlemuligheder og fremmer derved personlig recovery hos mennesker med psykiske vanskeligheder. Personlig recovery betyder at komme sig, og vægter den personlige proces samt udviklingen af ny mening og nyt formål i livet. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på, præget af håb og aktiv medvirken, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom

En række studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver.

Peer-støtte har været praktiseret blandt danske veteraner siden 1990’erne – altså længe før Danmark fik en egentlig veteranpolitik og de afledte veteranindsatser. Det forekommer naturligt for veteraner at hjælpe og støtte hinanden, da dette er et væsentligt element i den grundlæggende uddannelse af soldater. 

Når staten forlanger at soldaterne risikerer deres liv og helbred i kamp, så sker det med en formaning – og et løfte – om, at vi ikke efterlader nogen på kamppladsen. Men for nogle veteraner venter en kamp efter udsendelserne til verdens brandpunkter – kampen for at mestre eget liv med traumer og psykiske lidelser, samt afledte psykosociale problematikker.

Mens vi både ser veteraner præstere fantastiske indsatser under deres udsendelser, og også har set veteraner hjælpe hinanden efterfølgende, så må vi også konstatere at veteraner af natur er relativt dårlige til at bede om hjælp, og til at modtage hjælp. 

I Forsvarets machokultur ses det ofte som et tegn på svaghed, hvis man beder om hjælp. Og svage soldater vinder ikke kampe. Derfor bider soldater smerten i sig, og fokuserer på noget andet end deres egne lidelser og problemer.

Dette er også billedet vi ser blandt veteraner i den gule og den røde kategori. De isolerer sig, og forsøger at fremstå mere raske og velfungerende end de egentlig er – både overfor sig selv, og deres omverden.

Men tillidsbaserede relationer, især til andre veteraner med samme baggrund og erfaringer, gør det lettere at tale åbent om livets udfordringer. Meget lettere end hvis veteranerne skal fortælle og forklare deres liv til behandlere eller myndighedspersoner uden samme referenceramme (erfaring med at være udsendt, og forsøge at tilpasse sig livet i civilsamfundet efter udsendelserne).

Denne force kunne man udnytte aktivt og målrettet i den opsøgende indsats for veteraner, ved at sikre at alle de opsøgende veteraner have oplevelser og erfaringer som de opsøgte veteraner kunne spejle sig i. Og da de opsøgende veteraner i udgangspunktet er væsentligt mere velfungerende og vidende om mulighederne for behandling og støtte, vil det være sværere at afvise hjælpen, da den i første omgang er tilbudt af en ligeværdig våbenbroder/kammerat.

Veteranbilen kører dårligt på 3 hjul

Et andet sted man kunne bruge sin energi, hvis man fra regeringens side ville gøre noget gavnligt for landets veteraner, var et øget pres på de kommunale veteranindsatser. I 2020 rundede vi 45 veterankoordinatorer, i landets 98 kommuner. Det er altså stadig mindre end hver anden dansk kommune som har en koordinerende sagsbehandler, med specialiseret viden om veteraner. 

I alt for mange af de 45 kommuner, som hævder at have en veterankoordinator, er der blot tale om en mere eller mindre tilfældig medarbejder i beskæftigelsesforvaltningen, som har fået en skråstregsfunktion, som straf for at komme for sent til fredagens personalemøde.

De 45 eksisterende veterankoordinatorer er kommet til siden 2010, altså over en 10-årig periode. Hvis vi ikke snart får de sidste kommuner til at tage noget medansvar, og komme ind i kampen i højere hastighed end de første 45 kommuner, så vil nogle af de ældste balkanveteraner være døde af alderdom, før de kan opleve at bo i en kommune med specialiseret viden om hvordan man bedst hjælper sådan nogle som dem.

Det kommunale område er svært at arbejde med, fra central politisk side på Christiansborg. Det skyldes langt hen ad vejen det kommunale selvstyre, som forhindrer detailstyring af fokus og dispositioner i kommunerne. 

Kommunerne må selv vælge om de vil ansætte en veterankoordinator, en demenskoordinator, en bredbåndskoordinator eller en helt fjerde koordinator, som koncentrerer sig om noget der er lokalpolitisk fokus på.

Folketinget kan opfordre, henstille, tigge og bede kommunerne om veterankoordinatorer, men kommunerne kan vælge at ignorere alle henstillingerne.

Hvis noget ikke virker, så gør noget andet

Hvordan kommer vi så i mål, hvis vi ønsker veterankoordinatorer i alle landets kommuner? Der skal penge på bordet. Lige som med så mange andre områder, hvis man vil have at noget sker, så er der en regning som skal betales.

Man kunne med fordel lade sig inspirere af metoden man brugte, da man i sin tid ønskede hjerneskadekoordinatorer i alle landets kommuner. Dengang tilbød staten at dække kommunernes lønomkostninger til koordinatorerne i 2 år (via puljer kommunerne kunne søge), hvorefter kommunerne selv skulle overtage forpligtelsen.

Det var et tilbud kommunerne ikke kunne modstå. For der var jo politisk prestige i at have sådan en koordinator. Især i et land hvor 120000 danskere – alle bosiddende i en dansk kommune – er hjerneskadede. Og hvilken kommune ville ikke være dygtig til at tage sig af hjerneskadede borgere, når nu staten tilbød at betale regningen? Så vupti, i dag er der sandelig hjerneskadekoordinatorer i stort set alle danske kommuner.

Hvis Folketinget besluttede at kommunerne også skulle være veteranvenlige, så kunne metoden fra udbredelsen af hjerneskadekoordinatorer med fordel genanvendes på veteranområdet. Ja, det ville koste nogle penge. Men til gengæld ville vi få et land, hvor en veterans postnummer ikke var afgørende for, om hans kommune havde mulighed for at hjælpe ham på kvalificeret vis, eller om veteranen blev henvist til Veterancentret, nogle frivillige aktører, eller tilfældige hyldevaretilbud som måske mindede lidt om det veteranen havde brug for, men næppe var det helt optimale. Det var bare billigt, og let tilgængeligt.

Et specialiseret område

Veteranområdet er et ret specialiseret område at arbejde med. Det anerkender staten – derfor er der en national veteranpolitik, et statsligt veterancenter, statslige puljer man kan søge, lige som driften af landets veteranhjem langt hen ad vejen er betalt af skatteyderne.

Regionerne anerkender det – derfor er der specialiserede og højt specialiserede behandlingstilbud til veteraner med PTSD i landets regioner. Dette i erkendelse af, at veteraner med PTSD ofte ikke passer ind i stardiserede pakketilbud i den almindelige psykiatri.

Det private og frivillige aktørfelt anerkender det – derfor har der siden midten af 00’erne været en konstant vækst i tilbuddene til veteraner, og deres familier, drevet for private penge, og af frivillige ildsjæle.

Kun kommunerne hænger i bremsen, når det handler om at anerkende behovet for specialiseret viden, synlighed og tilgængelighed i forhold til især de syge/udsatte veteraner, og deres familier. Mange kommuner så hellere at Veterancentret tog sig at veteranernes problemer, så de selv kunne bruge flere af skattepengene på lysende bænke, cyklende julemænd, designermøbler og kunst på rådhusene, og betalte ferier til politikere og embedsmænd m/k.

Hvis kommunalpolitikere skal interessere sig for soldater, så skal det åbenbart være legendariske, hollandske soldater. Ikke kedelige, lokale veteraner, med alle deres problemer.

Lad os sætte en pris på

Den nuværende forsvarsminister har indstiftet en pris til årets veteranvirksomhed – altså en virksomhed som har anstrengt sig umådeligt for at få plads til nogle veteraner på lønningslisten. Sidste år vandt vagtselskabet Securitas prisen, hvilket jo er flot, når de nu slet ikke laver noget af det veteraner er uddannet til i forvejen, og derfor har måtte bruge enorme ressourcer på at lære veteranerne at holde vagt, køre patrulje osv. 

Ministeren fremhæver selv, at veteraner er stabile og dygtige medarbejdere. De kommer med disciplin, faglighed, et veludviklet organisatorisk blik og en stærk evne til at samarbejde. Og så er de modige, fremhæver ministeren. Det lyder jo ikke umiddelbart som noget et vagtselskab kan bruge, men Securitas overraskede åbenbart alle, og ansatte nogle veteraner alligevel. Og det er unægteligt prisværdigt.

Nu vil ministeren så indstifte endnu en pris – denne gang til årets veterankommune. Altså en kommune som gør noget iøjenfaldende for dens veteraner. Tanken er sød og smuk, men det er tvivlsomt om denne symbolske gestus vil få flere af landets byråd til at komme ind i kampen, og allokere nogle flere ressourcer til dette specialiserede område. Det ved ministeren også godt.

Og hvis du nu sidder og tænker “hov, findes der ikke allerede en pris, som uddeles til veteranvenlige kommuner, i anerkendelse af deres indsats på dette specialiserede område?”, så husker du ikke forkert. Vi har gjort det i et par år nu. For anerkendelse af de kommuner som anerkende os, er også vigtigt – og prisværdigt.

Det kan bare ikke stå alene.

Handling skaber forvandling. Der skal mere pres på den sidste halvdel af kommunerne, og sikkert også penge på bordet, hvis vi skal nå i mål med de 98 veterankoordinatorer. Først da kan vi måske – før det er alt for sent – få lukket et meget sort kapitel i danmarkshistorien, som ministeren selv beskrev de manglende indsatser, i et af de første interviews efter sin tiltrædelse som forsvarsminister.

Det kommer ikke til at ske uden kommunernes aktive deltagelse i det fælles projekt.

Skab incitamenterne, og betal hvad det koster. Så kan det være ministeren selv en dag får en veteranpris, for at gøre noget andet og mere end hvad der var forventet, og som vi desværre har været vant til fra alle hendes forgængere.

Hvad kunne man ellers havde brugt sin energi på?

Det er en udbredt misforståelse, at vi er i mål med løsningen af alle de syge/udsatte veteraners problemer, og nu bare skal opfinde nye, kreative måder at anerkende veteranernes eksistens og indsatser. Uanset hvor mange podcasts vi producerer om de raske og velfungerende veteraners liv, så forsvinder de andre veteraners problemer ikke af sig selv. 

Nu hvor vi har kritiseret wildcard-ordningen for at være en gratis omgang symbolpolitik, fra en minister med et akut behov for at profilere sig mere positivt, og påpeget risikoen for at ordningen kan koste folkelig forståelse og opbakning til de mere vigtige kampe vi kæmper, så må tiden være kommet til at pege på nogle områder hvor regeringen med fordel kunne tage fat, til glæde og gavn for flere veteraner, og deres familier.

Det første område er det evigt tilbagevendende arbejdsskadeområde. Vi har i årevis påpeget det urimelige i at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) helt vilkårligt kan hælde veluddannede speciallægers dyrtkøbte erklæringer ned ad brættet, og konkludere noget helt andet når afgørelsen skal falde. 

Vi har også påpeget det bekymrende ved, at samme arbejdsskademyndigheder selv kan opfinde kriterier for anerkendelse, som overhovedet ikke er funderet i videnskab. På dette punkt har beskæftigelsesministeren udvist interesse, og bedt AES om at finde noget videnskabeligt belæg for deres afgørelser. Det har åbenbart manglet indtil nu.

Vi har påpeget det tydelige mønster af tilfældighed i sagsbehandlingen, hvor nogle sager helt åbenlyst vurderes efter andre kriterier end lignende sager. Der er mange fejl i sagsbehandlingen, hvilket i 2020 blev dokumenteret af juraprofessor Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet. Han gennemgik 45 af veteransagerne. Professoren nåede frem til, at 37 af de gennemgåede sager, hvor veteranerne ikke havde fået godkendt sygdommen, burde genoptages.

I professorens rapport konkluderede han at ”Som det fremgår af ovenstående, giver myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte soldaters ret til arbejdsskadeerstatning anledning til alvorlig kritik“.

Men denne kritik afviste AES med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”.

Imidlertid holdt den solide fundering kun til AES led et sviende nederlag i Vestre Landsret i juni 2020, og valgte at gennemgå nogle sager igen. Dommen betød, at en Bosnienveteran skulle have anerkendt sin arbejdsskade, selv om AES altså mente det modsatte efter en behandling “solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”  

En dom som Ankestyrelsen valgte ikke at anke

Dommen skabte fornyet håb hos mange af de andre 300+ veteraner, med afviste arbejdsskadesager. Og sikkert også hos nogle af de veteraner, som på forhånd har opgivet at rejse en sag, fordi håbet om retfærdighed og rimelighed var udhulet efter mere end 10 års veterankamp på arbejdsskadeområdet.

Lige inden året gik på hæld skete det igen, da endnu en Balkanveteran fik rettens ord for at det var forkert, da Ankestyrelsen i 2014 afviste, at hans PTSD-diagnose var relateret til hans udsendelse. Trods udtalelser fra flere speciallæger om, at veteranen udviklede PTSD på baggrund af sine udsendelser på Cypern og i Kroatien, afviste Ankestyrelsen sagen med flere begrundelser. De lød dels på manglende tidsmæssig sammenhæng mellem symptomer og udsendelse, og dels manglende dokumentation for, at veteranen havde været udsat for exceptionelle belastninger, der kunne føre til en belastningsreaktion.

Men det var altså forkert. Igen. 

Retten konkluderer i dommen, at Ankestyrelsens afgørelse i sagen var baseret på fejlagtigt grundlag. Blandt andet fordi styrelsen ikke forud for afgørelsen indhentede en speciallægeerklæring, samt at de alene lagde vægt på en udtalelse fra deres egen lægekonsulent. Til gengæld havde de inddraget oplysninger fra veteranens barndom i deres vurdering, hvilket var aldeles irrelevant for sagsbehandlingen.

Når AES afviser kritikken, med henvisning til, at praksis for behandlingen af veteranernes arbejdsskadesager er ”solidt funderet i lovgivningen og den udlægning af praksis, som Ankestyrelsen og domstolene anvender”, så kalder det på politisk handling. For begge udsagn kan ikke være sande på samme tid. 

Man kan ikke både hævde at gøre alt korrekt, med henvisning til blåstempling fra Ankestyrelsen og domstolene, og umiddelbart herefter blive underkendt og kritiseret for sin sagsbehandling, af to domstole. Begge domme valgte Ankestyrelsen ikke at anke – hvilket kun kan tolkes derhen, at Ankestyrelsen tager domstolenes vurderinger og kritik til efterretning.

Men AES står tilbage med at forklaringsproblem. Og vi veteraner står nu med et valg. Skal vi fæstne lid til at AES “retter ind”, downloader den nye version af virkeligheden, og kommer frem til mere fornuftige resultater når de genvurderer alle de sager som er begæret genvurderet efter Vestre Landsretsdommen? Eller skal vi virkelig belaste retssystemet i årevis, med veteraners afviste arbejdsskadesager, for at opnå en forsinket, og længe krævet retfærdighed?

Vi kunne jo også håbe at Forsvarsministeren – når hun er færdig med sine andre vigtige gøremål, naturligvis – genåbnede dialogen med Beskæftigelsesministeriet (som har ansvaret for forvaltningen i AES), og får rettet op på tingene en gang for alle. Som folkets tjener ville ministeren høste mange likes for at lukke dette sorte kapitel i den danske veteranhistorie.

Wildcard – bagsiden af medaljen

Da Forsvarsminister Trine Bramsen solede sig i blitzlyset for et par uger siden, og stædigt forsvarede behovet for en helt særlig ordning for PTSD-ramte veteraner på førtidspension, afslørede hun igen at hun ikke forstår så meget af det område hun er ansvarlig for.

Ved at tage 500 PTSD-ramte veteraner som gidsler, i sin relancering af en længe eksisterende løsning, trak hun proppen ud i det kar med folkelig opbakning vi som veteraner ellers nyder, når vi kæmper vores legitime kampe for bedre vilkår for de syge/skadede veteraner.

Enhver kyndig minister med lidt kendskab til folkesjælen og de sociale medier, ville vide, at sådan et opgør med lighed for loven-princippet, og opdeling af førtidspensionister i et a- og et b-hold for så vidt angår rettigheder, ville medføre forargelse, vrede og afstandtagen. Ikke til ministeren, som jo fremstod sød og kærlig på TV, men til veteranerne, som hun skubbede foran sig, når hun skulle forklare hvor idéen til denne ordning kom fra.

Det er ikke noget, som jeg har fundet på” udtalte forsvarsministeren til PioPio, og på de sociale medier, og i debatten refererede ministeren igen og igen til den fynske veteran, som havde sat den vanvittige idé i hovedet på hende. En gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor det lokale mediehus gav hende taletid.

Dette overbeviste mange danskere om, at ønsket kom fra veteranerne, og den søde minister blot leverede varen – efter at have brugt et år på sagen.

Ministeren fortsatte, men gik fra forsvar til angrebsposition. Hun udtalte at vores kritik af wildcardordningen var ”…et besynderligt standpunkt for en organisation, der påstår at varetage veteranernes interesse, at mene, at det er dårligt at forbedre veteranernes forhold.”

Kære Trine Bramsen, intet i denne verden er gratis. Heller ikke særlige privilegier – eller i dette tilfælde, noget der bare ser ud som særlige privilegier, men i virkeligheden er relanceringen af muligheden for hvilende førtidspension – en rettighed som gælder for alle førtidspensionister.

Hvis ministeren læser kommentarerne til sin egen, og beskæftigelsesministerens udmelding om wildcard-ordningen igennem, så vil hun se hvad vi mener, når vi påstår at hun graver en kløft mellem os veteraner, og den befolkning vi er så afhængige af at have opbakning fra, når vi debatterer og aktionerer for bedre forhold for syge/skadede veteraner.

Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

  1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.
  1. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.
  1. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?

Københavns Kommune og veteranerne

København er blevet kaldt den værste kommune at være veteran i. I 2014 blev kommunens veteranpolitik sløjfet, men nu har beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fundet syv millioner kroner til området.

Samme Cecilia Lonning-Skovgaard var en af de politikere vi mødtes med d. 1. maj 2017, i vores bestræbelse på at få Københavns Kommune til at vedkende sig sit medansvar for de ca. 4000 veteraner som bor i Hovedstaden.

Under mødet på Københavns Rådhus forklarede vi hvilke forventninger og ønsker vi har til kommunen, når vi sammen skal hjælpe og støtte de veteraner som har aller mest brug for hjælp.

Vi gav Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes kollegaer en simpel opgave, så de kunne få en fornemmelse af problemernes karakter og omfang. En veteran med både PTSD og alkoholproblemer havde efter en længere periode som hjemløs fået anvist en lejlighed i Københavns Nord-vestkvarter – som i 2017 var centrum for diverse bandekonflikter, med jævnlige slagsmål og skyderier i gadebilledet. De daglige helikopteroverflyvninger til og fra Bispebjerg Hospital gjorde heller ikke livet bedre for den PTSD-plagede veteran.

Det kunne Cecilia Lonning-Skovgaard og de øvrige politikere sagtens forstå, når vi forklarede hvordan symptomerne på PTSD opleves. Så det virkede temmelig oplagt at finde en anden bolig, i et mere roligt kvarter, til den PTSD-plagede veteran.

I 2019 har den PTSD-plagede veteran stadig ikke fået anvist en anden bolig. Og nu skal fokus i stedet være på arbejdsmarkedsfastholdelse af jobparate veteraner, ved at der bliver fulgt tæt op på veteraner, som er i job, herunder småjob samt virksomhedspraktik.

Så alle de ting vi har bedt Københavns Kommune om at fokusere på, som er mere livreddende indsatser for veteraner med andre og større udfordringer i livet end arbejdsmarkedstilknytning, blev ikke vurderet som vigtige nok til at der kunne bruges penge på dem.

Tal fra Danmarks statistik viser, at 90 procent af danske veteraner er i arbejde, mod kun 81 procent i baggrundsbefolkningen, mens kun 2 procent modtager en form for kontanthjælpssydelse, mod 5 procent i baggrundsbefolkningen.

En undersøgelse fra 2018 viser at Irak-veteraner har 31 procent større sandsynlighed for at komme i job end andre ledige med samme alder, køn og uddannelsesniveau. For Kosovo- og Afghanistan-veteraner er det henholdsvis 24 procent og 19 procent. Så man kan ikke rigtigt tale om at veteraner har et problem med arbejdsmarkedstilknytning.

Så det vil Københavns Kommune nu gå i gang med at løse.

KK.jpg

Vi må kunne gøre det bedre

hvemvilbetaleI den forgangne uge har vi modtaget to dårlige nyheder. Den første var, at der – ganske som vi har sagt i årevis – er alvorlige problemer med den måde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen (AST) forvalter ansvaret for at afgøre veteraners arbejdsskadesager omhandlende psykiske kampskader.

Soldaterlegatet har gennem længere tid samlet afgørelser fra AES og AST, og har fået en af landets førende eksperter i arbejdsskadeerstatninglov, professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers fra Københavns Universitet, til at kaste et analytisk blik på afgørelserne.

Professoren har især hæftet sig ved de gængse årsager til afslagene:

  • belastningskriteriet, populært kaldet livsfarekriteriet, fordi afgørelserne i årevis har indikeret at man ikke bare skal have været i fare, men i overhængende livsfare for at sagsbehandlerne i AES troede på at man havde oplevet ting som kunne fremprovokere et traume
  • tidskriteriet, hvor afgørelserne i årevis har peget på at man nærmest skulle have symptomer i det øjeblik man forlod missionsområdet, og stå klar med en komplet, diagnosticeret sygdom inden for ganske få år efterfølgende

Hvad angår belastningskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første er, om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.

Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, som også er blevet undersøgt.

Gennemgangen af 45 repræsentative sager har vist, at myndighederne undertiden stiller strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemmel til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten.

Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod myndighedernes behandling af belastningskriteriet, skriver professoren.

Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder i overensstemmelse med reglerne.

Det andet spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens PSTD er fuldt udviklet inden for få år i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning p.g.a. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til, påpeger professoren.

Endvidere peger analysen på en uskøn sammenblanding af belastninger på missionen, og private forhold før, under og efter missionen. Her påpeger professoren, at myndighederne griber efter alle muligheder for at tørre ansvaret for PTSD-lidelserne af på opvækstvilkår, kæresteproblemer og selvmord i familien.

Disse eksempler giver nemt opkastfornemmelser, for hvis soldaterne virkelig var så prædisponerede for at udvikle psykiske lidelser på grund af hård barndom og kæresteproblemer, så skulle de jo slet ikke have været udsendt. Men det vurderede Forsvaret altså var helt ansvarligt at gøre alligevel. Og det skærper vel bare arbejdsgiveransvaret, skulle man mene.

Professoren konkluderer, at myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning giver anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt.

Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af professorens rapport. Alligevel påpeger han det åbenlyse – at såvel de materielle som de bevismæssige regler på området bør klargøres for myndighederne, da dette i alle tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven.

Professoren vurder at en sådan indskærpelse af gældende ret formentlig også vil skabe en større stringens i behandlingen af sagerne, og gøre det lettere at forudsige hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det nemlig undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når man sammenholder de indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med de 8 sager, hvor der skete anerkendelse.

Afslutningsvis konkluderer professoren, at det også er nødvendigt – i forlængelse af den foreslåede indskærpelse af reglerne på området, og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i rapporten – at der foretages en genoptagelse af de gennemgåede 37 sager, hvor anerkendelse er blevet afvist.

Soldaterlegatets bestyrelsesformand toppede den anbefaling, da han i mandags krævede samtlige afviste arbejdsskadesager om veteraner med psykiske lidelser genvurderet, når AES og AST (forhåbentlig) begynder at rette sig efter de gældende love og regler, frem for at opfinde deres egne kriterier uden lovhjemmel hertil.

Det krav kan vi kun støtte.

ALLE veteraner har krav på en korrekt sagsbehandling af deres arbejdsskadesager.

Som sagsbehandlingspraksis i AES og AST er beskrevet i professorens rapport kan INGEN veteran føle sig sikker på at have modtaget en korrekt afgørelse.

Selv om dette eroderer den sidste rest af retssikkerhed for veteraner med aktive eller afviste arbejdsskadesager, så fik det på dagen for offentliggørelsen ikke den nye beskæftigelsesminister til at love opstramninger, eller ændringer af sagsgangene i AES.

Han vil i første omgang ikke lade sagerne behandle på ny, men har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen om at gennemgå kritikken »punkt for punkt«. På den baggrund vil ministeren senere indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sagen.

Og så gentog han over for Berlingske, hvad så mange beskæftigelsesministre har sagt før ham:

»Vi har et kæmpe ansvar for at hjælpe veteraner med ar på krop og sjæl, når vi politisk har valgt at sende dem ud til verdens brændpunkter. Det gør et meget stort indtryk på mig, når der rejses kritik af sagsbehandlingen i deres sager,« sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

Berlingske har også forelagt kritikken for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Her betegner man rapporten som »et indlæg i en vigtig debat«.

Som sædvanligt var der ingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som ønskede at stille op til et interview, men direktør Anne Kristine Axelsson udtalte ifølge en e-mail fra presseafdelingen:

»Nogle af sagerne handler om udsendelser langt tilbage i tid. Her kan det være svært rent faktisk at finde ud af, hvad der er foregået. Vi træffer vores afgørelser ud fra lovgivningen og ud fra den praksis, som Ankestyrelsen og domstolene har lagt. Vi vil nu nærlæse rapporten og tage dialogen med Soldaterlegatet

Berlingske forelagde også kritikken for Ankestyrelsen, som i sidste uge ikke synes at emnet var vigtigt nok til at de ønskede at kommentere på den. Dette til trods for at det netop er Ankestyrelsen som i vid udstrækning har godkendt den retsstridige sagsbehandlingspraksis i AES.

Ugens anden dårlige nyhed var, at mere end hver syvende soldat, der var udsendt med det danske hold 10 til Afghanistan, har været plaget af selvmordstanker inden for det seneste år. Hver fjerde har oplevet moderate eller svære symptomer på PTSD.

Så mon ikke det var en god idé at få styr på både arbejdsskadesystemet, og på de mange behandlings- og støttetilbud til veteraner? Behovet forsvinder tilsyneladende ikke foreløbig.

»Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Indsatsen er ikke god nok. Det er det, der for mig står tilbage med to meget tydelige streger under, når jeg læser den her rapport. Vi skal blive bedre til at tage hånd om de mennesker, vi sender ud. Det gælder både forberedelsen op til, at vi sender soldater ud, og indsatsen når de kommer hjem og har fået ar på sjælen,« udtalte forsvarsminister Trine Bramsen til Berlingske, efter hun havde fået udleveret rapporten fra Veterancentret.

Og ministeren har jo ret i det hele. Lige som hendes mange forgængere havde ret, da de sagde det samme, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden.

Forskellen er måske, at de andre ministere og forsvarschefer sagde det på vej UD ad døren, hvor de ikke længere kunne gøre fra eller til, mens den nye forsvarsminister udtaler det før hun har nået rundt og besøge alle landets tjenestesteder.

 

FMNomBalkanveteraner

HenrikDamOmVeteranpolitik.JPG

balkansvigt4

Forsvarschefen om veteranindsatsen

10 år med anerkendelse

flagdagSå blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.

Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.

Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.

Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.

Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?

Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.

Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at

  • de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.

 

  • Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.

 

  • Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.

Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.

Hav en god flagdag!

 

 

Invitation til flagdagsarrangement

I anledning af flagdagen for Danmarks udsendte fortsætter vi traditionen hvor vi afholder et uformelt og hyggeligt arrangement på Toga Vinstue, lidt tilbagetrukket i midten af København.

Igen i år er Oberst Lars Møller gæstebartender før paraden på Christiansborg Slotsplads.

Efter paraden samles vi igen på Toga, hvor vi synliggør bredden i den politiske opbakning til en god veteranpolitik. I alle andre politiske spørgsmål er Eva Flyvholm fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ikke enige om særlig meget, men de har begge sagt ja til tjansen som gæstebartendere på flagdagen, for at vise deres respekt og anerkendelse til veteranerne.

Vi håber det bliver lige så sjovt og hyggeligt som de forgangne år, og at den donerede portvin bliver udsolgt, for hele overskuddet fra salget af portvin doneres til Veteraners Levevilkår i Oksbøl.

 

flagdag på toga

#Toga
#flagdag5september
#10årMedAnerkendelse

Veteranpolitik i 100 måneder

skovveteraner-2010
Artikelserien fra Jyllands-Posten, som var med til at starte udviklingen af veteranpolitikken

Den 12. oktober 2010 meddelte Statsminister, Lars Løkke Rasmussen at Danmark skulle være langt bedre til at hjælpe veteraner videre, når de vender hjem fra krig.

Opgaven med at formulere en egentlig veteranpolitik var en afskedsgave fra forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i 2009, på vej mod sit nye job hos NATO, efterlyste en egentlig veteranpolitik for at få mere støtte til handicappede soldater og de pårørende, sådan som man kendte det fra en række andre lande.

F.eks. kunne man trække på erfaringer fra krigsførende nationer som USA og England, hvilket den dag i dag stadig er en god idè, som desværre ikke udmøntes i tilstrækkeligt omfang. Men samtidig blev Fogh Rasmussen kritiseret for ikke at have fremlagt en veteranpolitik i sin tid som statsminister.

Det er godt, han ser lyset, men det havde været sjovere, hvis han havde meldt ud som statsminister,” sagde partifællen Karsten Nonbo til Berlingske Tidende.

Derfor ville regeringen fremlægge et oplæg til en ny veteranpolitik, oplyste statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Vi har i Danmark et af verdens bedste velfærdssamfund, men vi er først ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det sidste udsagn var naturligvis noget notorisk sludder. I 2010 havde Danmark haft veteraner i mere end 60 år, og udtalte veteranproblemer siden vi rykkede ind på Balkan i 1992 – altså i næsten 20 år.

Der blev afholdt en masse udvalgsmøder, drukket masser af kaffe, og skrevet enorme mængder af notater, som til sidst mundede ud i Danmarks første veteranpolitik. Få måneder efter måtte statsministeren overrække Cavlingprisen til Jyllands-Postens journalister Asger Westh og Lars Nørgaard Pedersen og fotografen Stine Larsen, som havde været med til at give veteranpolitikken et ekstra skub i en bedre retning, som statsministerens udtrykte det.

Featureserien “Hjem fra Krigen” afdækkede i flere end 100 artikler afdækket forholdene for sårede danske krigsveteraner. Cavlingvinderne beskrev danske soldater, der har levet af mad fundet i containere, der er flygtet fra hverdagen ud i danske skove, og som er blevet snydt for genoptræning.

Vi skylder de hjemvendte en god behandling, men der har dog været brister. Det har featureserien været med til at vise,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

skovveteraner-2012
I 2012 var der stadig veteraner som havde isoleret sig i skovene

Mange tror fejlagtigt at veteranpolitikken er Folketingets, men sådan forholder det sig ikke. På trods af bred politisk opbakning til de mange initiativer for veteraner, er veteranpolitikken aldrig blevet debatteret eller vedtaget i Folketinget. Den blev bare administrativt vedtaget af regeringen.

Samme mønster gentog sig i 2016, hvor det var tid til et serviceeftersyn af veteranpolitikken. Ingen offentlig debat, og ingen debat eller vedtagelse i Folketinget. Således er veteranpolitikken version 2 fra 2016 stadig kun regeringens. Og siden 2016 har veteranpolitikken kun været gældende for behandlingen af Forsvarets veteraner, idet veteranerne fra Justits- og Udenrigsministeriet næsten ubemærket blev skrevet ud af regeringens nye veteranpolitik.

Så kunne man jo håbe at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet ville formulere deres egne politikker, og etablere et sikkerhedsnet for deres veteraner. Det er bare ikke sket endnu.

Og netop nu er et historisk tidspunkt. For denne måned, i marts 2019, har Danmark officielt haft veteranpolitik i 100 måneder.

Meget er sket i de 100 måneder. Mange nye initiativer og projekter har set lyset siden 2010. Mange penge, og meget energi er brugt på at forbedre vilkårene for syge og udsatte veteraner, og deres familier. Nogle initiativer med mere succes end andre.

skovveteraner-2017
I 2017 var der også veteraner som havde vendt samfundet ryggen, og taget ophold i landets skove

Løbende hører og læser vi om de mange nye initiativer, og hvor meget fremskridt vi oplever på veteranområdet. Løbende hører og læser vi hvordan de mange gode intentioner bare lige skal have tilført nogle penge, for at bringe os tættere på en bedre verden for de stakkels veteraner, og deres omsorgsfulde familier.

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som chef for Veterancentret, skrev Susanne Kiholm Lund i anledning af dokumentarudsendelsen om den frygtelige Lars Kragh-sag, på Veterancentrets hjemmeside, at “Der er især sket meget, siden de danske politikere nedskrev vores første veteranpolitik og besluttede, at Forsvaret skulle have én indgang for veteraner og deres pårørende. Med den beslutning blev Veterancentret oprettet i 2011, og siden da er indsatsen over for vores tidligere og nuværende soldater og deres pårørende, som til tider må stå meget igennem, kun udvidet og forbedret. Vi betragtes ikke længere som novicer i Danmark, men får tit og ofte udenlandske gæster på vores matrikel, som søger inspiration hos os. Betyder det så, at vi er i mål? Nej. Veterancentret kan altid blive bedre og skal altid gøre sit ypperste. Simpelthen fordi vores soldater fortjener det. Derfor hilser jeg også en dokumentarudsendelse om Lars Kragh velkommen. Alene fordi den giver anledning til, at vi, når rulleteksterne kører over skærmen, kan reflektere over og om nødvendigt debatterer Forsvarets og hele Danmarks sociale forpligtelse over for skadede veteraner.

Siden har det været så som så med debatten og refleksionen.

I Lars Kragh-sagen endte det fatalt for veteranens forældre. I en nyere sag, som blev dækket af Berlingske, var symptomerne de samme. Dårlig koordination af indsatserne, og et forældrepar som følte sig alene og hjælpeløse i forsøget på at drage omsorg for deres traumatiserede søn.

Chefen for Veterancentret havde læst artiklerne om veteranen og hans forældres situation, og udtrykte sin sympati med ordene “Det er klart, at mit hjerte bløder da for sådan en familie og det, de står igennem”. Obersten forklarede, at Veterancentret hele tiden udvikler den hjælp, der tilbydes krigsveteraner og pårørende.

Politisk er det besluttet, at man har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis man har fået skader, der er forårsaget af, at man har været i en international operation. Så hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed sammen med andre systemer, der findes i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi. Og vi har også stor fokus på de pårørende,” sagde hun til Berlingske.

skovveteraner-2018
I 2018 var der stadig veteraner som overlevede i skovene på grund af hjælp fra frivillige

Men blødende hjerter og gode intentioner gør det ikke alene.

Vi har nu i årevis sagt, at veterancentret skal blive bedre til at koordinere de svære sager, hvor også sundhedsvæsenet, kommunerne og private/frivillige aktører bidrager til den samlede løsning.

Veterancentret har rykket sig en smule, og har igangsat en charmeoffensiv over for kommunerne – en kampagne kaldet “Fælles om veteraner”. Det er fint og godt, selv om de stort annoncerede “samarbejdsaftaler” er lige så gensidigt uforpligtende som enhver anden politisk hensigtserklæring.

Men vi er nødt til at åbne kommunikationslinjerne mellem Veterancentret og psykiatrien, og få koordinationen i dette krydsfelt til at fungere bedre end hidtil. Og denne proces starter med at alle parter erkender problemet, og samarbejder om en løsning. Det sker ikke ved at Veterancentret bare afviser kritikken, og peger på regionerne som dem der skal løse problemerne.

Vi ved i øvrigt stadig ikke hvor mange veteraner som er bosiddende ude i landets skove, i biler på parkeringspladser, eller andre tilbagetrukne steder. For det har man ikke haft tid til at undersøge i løbet af de første 100 måneder med veteranpolitik.

 

#100MånederMedVeteranpolitik