Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN

Tallene taler for sig selv

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Efter flere års kamp med arbejdsskadesystemet, serier af møder, groteske sager fremstillet i medierne, og masser af løfter om forbedringer lancerede beskæftigelsesministeren på flagdagen i 2017 sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer.

Flagskibet i veteranpakken var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det i første omgang blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen var tilset af en ekstra speciallæge.

troels_lund_poulsen_500.jpg
Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen er ansvarlig

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen udtalte i forbindelse med lanceringen af veteranpakken, at “Vi skylder at gøre en særlig indsats for dem, der har kæmpet med deres liv som indsats i internationale operationer for Danmark (…) Initiativet om en second opinion har været efterspurgt hos folk og interessenter på området. De føler, at de har fået en lægeerklæring, som AES ikke forholder sig til, og derfor giver vi mulighed for en ny vurdering”

Landsformand i Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen, var positiv over for veteranpakken. Han fremhævede den ekstra lægevurdering som en essentiel forbedring af systemet.

»Jeg tror, at 80 pct. af sagerne, som er endt med afslag, ville falde ud til veteranernes fordel, hvis de blev vurderet en ekstra gang«, udtalte han (Jyllands-Posten d. 4. september 2017).

Regeringen ville også øremærke 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i arbejdsskadesystemet, og Danmarks Veteraner var positive over for tiltagene, som formanden selv havde efterlyst hos regeringen.

»Lige præcis de her to ting, det er noget, der vil gøre en forskel ude i veteranverdenen,« udtalte landsformanden for Danmarks Veteraner til Berlingske d. 4. september 2017.

I Veteranalliancen var vi mere skeptiske. Vi så ikke nogen stor forbedring i second opinion-ordningen, så længe AES ikke blev forpligtet til at anerkende de diagnoser og årsager til sygdommenes opståen, som speciallægerne kom med (Ugebrevet A4, d. 13. september 2017)

Vi så veteranpakken som en tom æske, fordi loven stadig tillader AES at underkende speciallægernes erklæringer, på trods af at AES selv udpeger de speciallæger som skal skrive erklæringerne, hvorfor vi ikke kunne se behovet for flere erklæringer som alligevel blev ignoreret i sagsbehandlingen (Politiken, d. 20. oktober 2017)

Den store forskel er kun 1,5 procent

Vi har fået opdaterede informationer fra AES om status på second opinion-ordningen. Tallene dækker til og med udgangen af 2018. Der anmodes og afgøres løbende sager om second opinion, men ved udgangen af 2018 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

  • anmodet om en ekstra speciallægeerklæring (second opinion) i 125 sager
  • AES har modtaget svar på 105 af disse fra respektive speciallæger.
  • formidlet 64 afgørelser efter indhentelse af second opinion (17 nye sager og 47 genoptagelser).
  • givet 62 afvisninger, mens 2 sager er anerkendelser (1 ny sag og 1 genoptagelse af allerede anerkendt sag uden second opinion).

61 second opinion-sager fra 2018 er endnu ikke afgjort.

Hvad fortæller disse tal os?

Veteranpakken har hverken været en essentiel forbedring, eller gjort en forskel ude i veteranverdenen. Tværtimod. Den har givet samme resultat som før – nu bare med længere sagsbehandlingstid.

Second opinion-ordningen virker ikke. Kun èn arbejdsskadesag er faldet ud til veteranens fordel, på grund af den ekstra speciallægeerklæring.

En anden sag var anerkendt i forvejen, blot med en forkert diagnose, så i den sag ændrede den ekstra speciallægeerklæring ikke afgørelsen, men blot den anerkendte diagnose.

For 62 andre veteraner ændrede den ekstra speciallægeerklæring intet. Selv om erklæringerne var præcise og på linje med de første speciallægeerklæringer i sagerne, så blev veteranerne stadig nægtet anerkendelse og erstatning.

Dette er slet ikke det resultat vi blev stillet i vente. Og det er meget langt fra Niels Hartvigs ønskede 80 procent.

Dette er slet ikke et resultat Beskæftigelsesministeren og Folketingsmedlemmerne kan være bekendt.

Dette resultat beviser arbejdsskadesystemets manglende evne eller vilje til at efterleve politikernes gode intentioner.

Dette resultat beviser, at der stadig er behov for håndfast lovgivning, som sikrer de skadede veteraner retfærdighed.

Der er stadig plads til forbedring

I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.

Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.

Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.

Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.

Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.

Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.

I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.

I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.

I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.

I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.

I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.

I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.

I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.

31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.

I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.

Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.

Vi er slet ikke i mål

Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.

Der er stadig plads til forbedring.

Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.

Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.

Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.

Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.

Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.

Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.

Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.

Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.

Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.

Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?

Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?

Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?

Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?

Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?

Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?

Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?

Det ville vi nok ikke, vel?

I morgen er det flagdag

Langt de fleste kommuner er kommet ind i kampen, og markerer dagen med større eller mindre arrangementer.

Men der er stadig 9 kommuner som nægter at møde deres veteraner, vise lidt anerkendelse, og få lidt feedback på hvordan veteranerne og deres pårørende oplever veteranindsatserne i de pågældende kommuner.

Der bliver TALT meget om anerkendelse af veteraner.

Men vi har mere brug for handling, forståelse og konkret støtte til de udsatte veteraner, og deres bagland. Og uanset hvad man mener om flagdagen, så er det en oplagt mulighed for at mødes i øjenhøjde – veteraner og lokalpolitikere -, og drøfte hvad der er godt, og mindre godt, i de kommunale veteranindsatser.

Problemer er der nok af. Få dem nu løst.

Sommerferien går på hæld, og et spændende efterår nærmer sig. Der skal både forhandles forsvarsforlig, og træffes afgørelse om hvordan arbejdsskadesystemet skal behandle tilskadekomne veteraner i fremtiden.

Aktstykkeproblematikken

Ud over at definere rammerne for Forsvarets løsning af kerneopgaverne, så har forsvarsforliget også stor betydning for veteranindsatserne de næste fire år. For størstedelen af statens veteranindsats løses i regi af Veterancentret, og finansieres således via forsvarsbudgettet.

Men en af fortidens helt store undladelsessynder, løsningen af den såkaldte aktstykkeproblematik vi beskrev i januar 2016, og opfordrede Regeringen til at løse i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, ligger stadig uløst, og lugter under gulvtæppet.

Aktstykkeproblematikken eksisterer stadig, fordi man fortsat nægter at udbetale kulancemæssig godtgørelse og tilskadekomstpension til de 100 – 200 veteraner, som var udsendt og blev sårede før d. 14. august 1996 – altså veteranerne fra Cypern, de første Balkanhold, og det meste af Golfkrigen.

Heldigvis bragte Politiken historien d. 20. juli, og senest har Danmarks Radio P4/Sjælland (første nyhedsudsendelse og anden nyhedsudsendelse) fortalt om problematikken, som handler om den diskriminerende skæringsdato 14. august 1996.

På denne baggrund har Folketingets to største partier nu tilkendegivet, at de vil gå ind til forhandlingerne om forsvarsforliget, med et ønske om at finde pengene til at løse aktstykkeproblematikken en gang for alle.

Du kan hjælpe os med at lægge pres på dem, og alle de øvrige partier, ved at sætte din underskrift på denne indsamling. Så vil vi bruge alle støttetilkendegivelserne til at åbne døre, og motivere forsvarsordførerne til at få lagt aktstykkeproblematikken i graven, så vi undgår yderligere diskrimination af veteranerne som var udsendt før august 1996.

Læs også hvorfor mere end 1600 andre sympatisører allerede har skrevet under. Det er bevægende læsning.

Arbejdsskadeproblematikken er også stadig uløst

Inden forhandlingerne om forsvarsforliget officielt starter, så forventer vi en præsentation af løsningen på et andet kritisk problem for tilskadekomne veteraner – arbejdsskadeproblematikken, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) underkender speciallægeerklæringer på stribe, og kommer frem til at de tilskadekomne veteraner slet ikke har været i nok livsfare, eller har gået for længe og bokset med problemerne selv, til at man vil udbetale arbejdsskadeerstatninger.

Dette til trods for, at landets ledende eksperter i PTSD tager sig til hovederne, og underkender AES’ sagsbehandlingspraksis. Det giver slet ingen mening, at nogle lægekonsulenter som aldrig har været i en krigszone, ikke ved noget om de belastninger veteranerne har været udsat for, aldrig har mødt veteranerne, og derfor ikke har andre undersøgelser end speciallægernes, kommer frem til en helt anden konklusion end netop speciallægerne – som altså har skrevet erklæringerne på baggrund af undersøgelser, og en anerkendt faglighed inden for det specialiserede psykiatriske område.

Det er pinligt for et velfærdssamfund med en aktivistisk udenrigspolitik, og en politikerstand som aldrig misser en mulighed for at udtrykke deres anerkendelse og respekt for vores indsatser, så længe det kan klares med ord, og ikke belaster statens finanser.

Efter den massive medieomtale af problemerne i TV2, Ugebrevet A4, Berlingske, Avisen.dk m.fl. skrev selveste formanden for Folketinget, på sin blog på TV2, at

Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte posttraumatiske postsyndrom, som en del veteraner må kæmpe med, efter at de har deltaget i militære aktioner på vegne af det danske forsvar. Et af problemerne er, at det ikke nytter noget, når læger og eksperter peger på PTSD, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når frem til en anden vurdering“.

Det er jo godt set af Folketingets formand. Og det har da heller ikke skortet på forstående og støttende udmeldinger fra hverken partiernes ordførere, eller den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen.

Nu går sommerferien på hæld, og vi er mere end klar til at høre hvad ministeren vil gøre for at løse problemet.

Vi har synliggjort problemets omfang og karakter. Vi har været tålmodige. Vi har arbejdet konstruktivt, demonstreret ganske fredeligt, og været løsningsorienterede på møderne i ministeriet d. 13. januar og 3. maj. Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for HKKF og Soldaterlegatet deltog også, og bidrog til skitseringen af nogle tekniske og juridiske løsninger på problemet.

Nu vil vi gerne se nogle klare udmeldinger fra Regeringen, som følges op af noget handling.

For fænomenet med sent udviklet PTSD ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Og der er allerede et par hundrede afviste veteraner, som venter i spænding på om de får genoptaget deres sager, lige som tilfældet var da man lagde 6-månedersreglen i graven.

Få nu aktstykke- og arbejdsskadeproblematikkerne løst, så vi kan få genskabt tilliden til at Regeringen og Folketinget anerkender og respekterer vores indsatser. Og ikke kun i skåltalerne på flagdagen, men også når der skal handles, og findes penge til at yde de tilskadekomne veteraner retfærdig kompensation.

Vi HAR leveret vores del af aftalen.

Nu er det Jeres tur.

Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje

Fotograf/Photographer
Beskæftigelsesministeren lyttede til de frustrerede veteraner, ved Veteranalliancens demonstration foran ministeret d. 30. november 2016 (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.

Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.

Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.

Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.

Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.

Fotograf/Photographer
Foto: Mads Claus Rasmussen

Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.

Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.

Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.

Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.