Hvorfor er det sådan i Danmark?

Hvorfor debatteres det aldrig hvad en international mission må koste de danske skatteydere – altså hvor meget vi som nation er villig til at betale for – med våbenmagt – at gennemtvinge vores højtflyvende idealer om frihed, demokrati, menneskerettigheder og kampen mod terror?

Hvorfor står politikerne sammen, når der skal stemmes om at udsende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker på farlige missioner i fjerne lande – når ikke engang ministrene gider deltage i hjemkomstparaderne, hvor man hylder de overlevende, og mindes de som gav deres liv for idealerne?

Hvorfor spises krigsveteranerne og deres pårørende af med symbolpolitik, som medaljer, værdiløse veteran-plastickort og floskelfyldte skåltaler, når specialpsykiatrien kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de krigsveteraner som beder om behandling for deres krigstraumer? Og når der stadig går hjemløse krigsveteraner rundt på landets gader og landeveje? Og når mere end 50.000 krigsveteraner og deres pårørende skal deles om 3 veteranhjem?

Hvorfor er det blevet så nemt at sende danske soldater ud i verden, hvor det forventes at de risikerer liv og lemmer, når det samtidig er så svært at finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at tilskadekomne krigsveteraner ikke skal vente i årevis, på at få anerkendt deres krigsskader, og kompensere dem via erstatninger?

Hvorfor siger vi med stolthed i stemmen, at vi er en krigsførende nation, som kæmper for de rigtige værdier og de gode idealer, når vi har så nemt ved at glemme og ignorere de soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker, som i praksis risikerer deres liv, og som kommer hjem med skader på krop og sind?

Hvorfor?

De glemte generationer

Forestil dig at du ejer et hus. Til huset hører en have, med en græsplæne, frugttræer, blomsterbede og en ligusterhæk omkring hele herligheden.

Hvert år lapper du huller i murværket, renser indkørslen for mos mellem fliserne, afrenser alger på fliserne. Hvert andet år sliber og maler du vinduer og døre, så de kan modstå regnvandet, og ikke rådner. Du vedligeholder taget, og skifter tagsten ud, hvis de efter en storm har været på flyvetur. Du varmer huset op, og lufter dagligt ud, så der ikke opstår skimmelsvamp i din bolig.

Men haven gør du intet ved. Du slår ikke græsset, fjerner ikke mos i plænen, beskærer ikke frugttræerne, passer ikke bedene, og klipper ikke hækken omkring matriklen.

Efter 20 år ligner dit hus en perle, og har en sund tilstandsrapport. Men haven er et sandt morads – en jungle af mere og mindre velkomne gevækster, og kalder på en grundig anlægsgartner, som vil donere adskillige dage af sit liv, for at få junglen til at ligne en have igen. Dine naboer klager, fordi ukrudt breder sig fra din have, og ind i deres, og hækken I deler er flere meter høj.

Billedet du har i hovedet nu, er helt analogt til den måde danske krigsveteraner er blevet behandlet på i mere end 20 år. Balkan-veteranerne er haven. Balkan-veteranerne er den oversete generation.

Meget af det svigt Balkan-veteranerne er blevet udsat for, kan forklares med uvidenhed. Eller påstået uvidenhed, om man vil. Forsvaret var ganske enkelt ikke opmærksom på de psykiske efterreaktioner danske soldater kunne få, fordi Forsvarets erfaring åbenbart kun var baseret på efterreaktionerne på de mere fredelige FN-missioner i Gaza og på Cypern. Vi er tilbage i tiden, før det blev moderne (læs: nødvendigt) at trække på erfaringerne fra mere rutinerede krigsførende nationer.

Balkan-missionerne i Kroatien, Bosnien og Kosovo var det store paradigmeskift. Pludselig var der bly i luften, granater som faldt, mineulykker og danske tabstal. Desuden var det meget svage FN-mandat en evig udfordring for danske soldater, som gerne ville gøre mere aktivt, for at opretholde den skrøbelige fred, end mandatet tillod. Frustrationen og magtesløsheden var udtalt, og har påvirket livet for mange danske Balkan-veteraner, mange år efter de kom hjem.

På Balkan var der relativt mange danske soldater afsted ad gangen – 18.000 i perioden 1992 – 2009, hvilket giver mere end 1000 pr. år. Til sammenligning var der på Cypern 23.000 i løbet af de 30 år, som danskerne var engageret i Cypern-missionen.

Nu kunne man godt have den tro, at Forsvaret – i takt med opbygningen af viden, og tilførslen af flere ressourcer til veteranområdet – op gennem 00’erne, ville have grebet fat i haveredskaberne, og sat ind i forhold til de mange Balkan-veteraner i glemslens jungle. At PTSD ikke er en tilgængelig diagnose i midten af 1990’erne, får jo ikke den enkelte veterans PTSD til at forsvinde.

Og når man endelig ”opdager” PTSD, og anerkender en sammenhæng mellem de meget voldsomme oplevelser mange Balkan-veteraner var udsat for, og deres efterfølgende psykiske problemer, og nedsatte arbejdsevne, så burde Forsvaret naturligvis have tilbudt Balkan-veteranerne en forklaring på sammenhængen, og banet vejen for professionel behandling, anerkendelse og kompensation for især den tabte arbejdsevne, i kølvandet på de psykiske problemer.

Det gjorde Forsvaret bare ikke.

Man kunne også tro, at når Forsvarets Veterancenter så lyset i 2010 – hvor den akkumulerede viden om PTSD og andre psykiske efterreaktioner på krig var ret omfattende -, så ville man straks tage fat i de oversete Balkan-veteraner, og tilbyde dem opfølgningssamtaler, med anvisning af relevante behandlingstilbud for de psykisk skadede veteraner fra årene på Balkan.

Det skete heller ikke. Man besluttede kun at iværksætte opfølgningssamtaler for veteraner udsendt efter 2007. Belejligt nok, da Balkan-missionerne med de hårdeste kampe sluttede i 2003.

2007 er sjovt nok også året, hvor den første Golf-krig sluttede. Så lige som Balkan-veteranerne, skulle de 5500 veteraner fra den første Golfkrig altså heller ikke tilbydes opfølgningssamtaler syv måneder, fem år og otte år efter udsendelse.

Det kan man så tænke lidt over.

Resultaterne af den manglende indsats er heller ikke udeblevet. Selv hvis man ignorerer de omfattende mørketal i undersøgelsen, så konkluderer Center for Selvmordsforskning i sin rapport fra december 2014, at 47 danske soldater som var udsendt mellem 1992 og 2013, har begået selvmord. 43 af dem var Balkan-veteraner.

Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne.

Det kan man så også tænke lidt over.

I 2014 blev det pludseligt moderne blandt politikere at ville vise anerkendelse til veteraner. Ikke for meget anerkendelse, naturligvis. Og da slet ikke i form af noget som reelt kunne afhjælpe nogle af de problemer som veteranerne kæmpede med efter udsendelserne. Anerkendelsen skulle udmøntes i form af medaljer. Medaljer, magen til de medaljer vi alle har fået som afslutning på vores missioner. Medaljer, som man ikke kan bruge til noget som helst, med mindre man stadig er tjenstgørende, og skal til parade en-to gange årligt.

Men medaljer skulle der til. Siden 2009 havde veteraner modtaget en dansk medalje for international tjeneste, som supplerede den internationale missions-medalje (fra FN eller NATO) alle veteranerne modtog efter 3 måneders udsendelse (cirka halvvejs i missionen). Nogle veteraner havde så beklaget sig over, at de aldrig havde modtaget en dansk medalje for deres internationale tjeneste, men kun medaljer fra FN eller NATO.

Det ville politikerne naturligvis ikke have siddende på sig. Man kunne jo tro de var utaknemmelige. Så i valget mellem at forbedre behandlingstilbuddene til de psykisk skadede veteraner, bygge flere veteranhjem, stramme op i Arbejdsskadestyrelsen, og medaljer for 20 mio. kroner, så valgte politikerne at kaste penge efter medaljerne. Og to veteranhjem mere.

Det kan man så også tænke lidt over.

Uanset hvad, så har vi som nation et enormt efterslæb, når det handler om Balkan-veteranerne. Der er ganske enkelt gjort alt for lidt, for at nyttiggøre den viden man har fået, i forhold til de veteraner fra Balkan-konflikten, som det var lettere at glemme. Og som alle haveejere ved, så bliver problemerne kun større med tiden, hvis man vender det blinde øje til levende ting.

Det handler om moral

Forestil dig, at du beder din nabo om hjælp til et kritisk problem. Måske er der sprunget et vandrør over din stue, og vandet siver ned gennem loftet. Du er ikke selv i stand til at løse problemet, men din nabo er kendt for at være en handy man, så du beder om hans hjælp.

Mens din venlige nabo løser problemet for dig, får han et elektrisk stød fra nogle af dine andre installationer. Han dør ikke, men skaden forhindrer ham i at passe sit arbejde den kommende uge.

Er det bare hans eget problem? Kunne han bare have valgt anderledes, og nægtet at hjælpe dig i nødens stund? Ligger han bare som han har redt?

Forestil dig at du kører bil på motorvejen. Pludselig lyser olie-lampen, og du kører ind på den næste tankstation du møder på din vej. Du køber en dunk motorolie, men da du skal åbne dækslet til motorens oliepåfyldning, må du konstatere at du ikke har de fornødne kræfter til at skrue dækslet af.

Du spørger tankstationens servicemedarbejder til råds, og han tilbyder velvilligt at hjælpe. Han medbringer en tang, og efter en vis møje og besvær får han løsnet dækslet.

Men da dækslet løsnes, kommer servicemedarbejderen til at skubbe til metalstangen som holder motorhjelmen oppe. Den venlige, servicemindede mand får motorhjelmen i hovedet, besvimer, og falder om på jorden foran din bil.

Hælder du bare olie på bilens motor, og kører videre? Kunne den unge mand bare have set sig for, eller lagt en mindre kraftanstrengelse i at hjælpe dig med dit problem? Er det bare en sag for et forsikringsselskab?

Forestil dig at din vens datter kæmper med social isolation, bliver mobbet i skolen, og er begyndt at skære i sig selv. Din ven er rådvild, og hans datter er grædefærdig efter hver eneste skoledag. Din ven frygter at hans datter vil forsøge selvmord, eller blive fristet til at dulme sine problemer med alkohol eller stoffer. Under dine jævnlige samtaler med din ven, har han flere gange udtrykt magtesløshed.

Vender du det blinde øje til? Glædes du over, at du ikke har problemer som din vens, i din egen familie? Siger du til ham, at han skal tage sig lidt sammen, eller overlade sin datter til kommunen?

Hvis du IKKE valgte at ignorere de skader din nabo pådrog sig i bestræbelsen på at hjælpe dig med vandskaden, og hvis du IKKE valgte at efterlade servicemedarbejderen livløs på jorden, og hvis du IKKE valgte at vende det blinde øje til din vens og hans datters problemer, så er du givetvis et moralsk menneske. Det skal du være glad for. Og du bør huske det næste gang danske soldater risikerer liv og førlighed for din og andres frihed, globale menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og bekæmpelse af terrorister. De kæmper på vegne af dig.

Symbolpolitik og andet svigt

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

Gæt igen, Henrik Dam Kristensen

Beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen udtalte til TV2, at han mener at Folketinget nu har taget hånd om de mennesker, som har været i krigstjeneste for Danmark, fordi Arbejdsskadestyrelsen endelig har anerkendt at 591 krigsveteraner har fået post traumatisk stress syndrom, PTSD, som arbejdsskade.

Set i lyset af den kommende valgkamp, så kan man ikke fortænke beskæftigelsesministeren i at ønske ro på bagsmækken i denne langstrakte sag. Det sidste ministeren og hans kollegaer ønsker er, at hykleriet og den meget selektive anerkendelse af veteranernes indsats kommer frem i lyset, i forbindelse med valgkampen.

Men der er IKKE ro på bagsmækken.

Der er mange gode grunde til at stramme op på området. En krigsveteran med svær PTSD, som i praksis gør ham uarbejdsdygtig, får typisk en men-grad svarende til en mistet ringefinger og lillefinger, hvis det skal sammenlignes med en fysisk arbejdsskade.

Hvis man har svær PTSD, og er dømt ude fra arbejdsmarkedet resten af sit liv, så kommer man ikke langt med en erstatning på lige under en million kroner. Erstatninger skal modsvare den skade man har pådraget sig i nationens tjeneste i forholdet 1:1.

Så gæt igen, Henrik Dam Kristensen. Du har ikke hørt det sidste i denne sag.