Information om PTSD

Posttraumatisk stressforstyrrelse er en relativt langvarig og af og til kronisk tilstand. Den kan opstå efter alvorlige katastrofeagtige psykiske belastninger. Dette kan være ulykker, krig, katastrofer og overgreb (voldtægt, incest).

Lidelsen kendetegnes ved stadig genoplevelse (flashbacks) af den skræmmende hændelse både i vågen tilstand og ofte også som mareridt. Man forsøger at undgå situationer eller lignende som minder om hændelsen. Mange er plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrations- og hukommelsesbesvær og humørsvingninger.

Hvor hyppig er posttraumatisk stressforstyrrelse?

Omkring 1 % af befolkningen lider af posttraumatisk stressforstyrrelse. Blandt soldater som har været i krig og blandt katastrofeofre, er hyppigheden højere (10 %). Efter voldtægt er den 30 %.

Mænd er mere udsat for traumatiske oplevelser, men har lavere forekomst af posttraumatisk stressforstyrrelse end kvinder. Der er flere grunde til, hvorfor der er denne kønsforskel. Bl.a. viser forsøg, at kvinder gennemsnitligt er mere følsomme for stress end mænd. Kvinder har således generelt højere forekomst af angstlidelser og depression.

Hvorfor får man posttraumatisk stressforstyrrelse?

Posttraumatisk stressforstyrrelse kan udløses efter alle hændelser som opleves som truende, skræmmende eller grufulde, uanset varighed. Pludselige hændelser, og mangel på kontrol over situationen, øger risikoen.

Man er i risiko for at udvikle posttraumatisk stressforstyrrelse, hvis man har eller har haft en depression eller angst forud for hændelsen, hvis man befinder sig i et fremmed og utrygt miljø, eller hvis man oplever et stort tab i tilknytning til situationen, for eksempel at nærstående personer omkommer.

Alle mennesker vil kunne reagere med psykiske symptomer på ekstreme påvirkninger. Men de mere alvorlige tilstande forekommer særligt hos dem, som har haft nervøse lidelser, såsom angst eller depression på forhånd. Undersøgelser viser også, at arvelige faktorer spiller en rolle for ens følsomhed.

I følge ICD-10 (diagnosesystem til klassifikation af sygdomme) skal den udløsende hændelse være en “exceptionel svær belastning af katastrofekarakter, som vil medføre symptomer hos næsten alle”. Af denne grund er det svært at opnå diagnosen i Danmark.

Ifølge det amerikanske diagnosesystem DSM-5 er kravet til hændelsen, at man er udsat for truende død, alvorlig tilskadekomst eller seksuelt overfald – enten selv eller man bevidner dette.

Hvad er symptomerne på posttraumatisk stressforstyrrelse?

Symptomerne ved PTSD kan deles i fem grupper:

  • Man genoplever den katastrofale hændelse i form af mareridt og påtrængende minder, såkaldte flashbacks. Genoplevelsen præges af angst, søvnløshed og stærke muskulære spændinger
  • Stærk trang til at undgå situationer og lignende, som minder om traumet, fx film, TV-programmer og årsdage for traumet
  • Generel øget vagtsomhed. Den mindste uventede lyd får én til at fare sammen
  • Personlighedsforandring, måske mindsket interesse for ting, som man tidligere var engageret i. Mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre mennesker. Mindsket interesse for egen person og ofte ligegyldighed. Dette kan dog også skyldes, at tilstanden er kompliceret af en depression – hvilket sker hyppigt
  • Koncentrationsvanskeligheder og hukommelsesproblemer

Hvilke symptomer skal man være særlig opmærksom på?

På grund af de meget invaliderende symptomer eller hvis man udvikler en depression, kan vedkommende få selvmordstanker og -tilskyndelser. Dette skal man være meget opmærksom på.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen forudsætter, at man som patient har været udsat for en alvorlig trussel mod sit liv eller sundhed, som ovenfor nævnt. Symptomerne skal normalt have udviklet sig inden 6 måneder efter hændelsen. Diagnosen må ikke bruges ved reaktioner på mindre alvorlige hændelser. Der er i vore dage gået inflation i brugen af diagnosen – se nedenfor.

Der er normalt ikke behov for en kropslig undersøgelse hos lægen eller andre former for undersøgelse. Men det er vigtigt at være opmærksom på samtidig depression, som ses hos ca. 50 %.

Hvilken behandling er der?

Antidepressive medikamenter er velegnede. Disse kan dæmpe den stadige genoplevelse af situationen, og lette psykisk smerte, angsten og de kropslige gener forbundet hermed. Det er dog ikke alle mennesker, der har effekt af denne behandling. Succesraten er nogenlunde den samme som for psykoterapeutisk behandling. Men ofte kan de forskellige behandlinger supplere hinanden.

Adfærdsterapi går ud på, at man gradvis udsættes for situationer eller steder, som angsten knyttes til, mens man hindres i at flygte fra situationen. Ofte øges effekten ved samtidig samtalebehandling.

Samtalebehandling (kognitiv terapi) begynder med, at patienten fortæller, hvad som er sket. Lægen spørger gradvist om omstændighederne ved hændelsen – hvad personen tænkte (inklusive fantasier om hvad som ville ske), følte og gjorde på forskellige tidspunkter. Drømme og mareridt kan bearbejdes ved en slags mental “tilbagespoling”. Patienten bedes om at “trykke på afspilningsknappen”. Når indhold bliver for angstfyldt, kan man standse op, for så at fortsætte senere.

Dette kaldes eksponering, fordi man gradvis og med støtte fra terapeuten, udsættes for det angstvoldende med det formål, at man efterhånden bliver i stand til at mestre det. Sygdommen medfører ubehandlet automatisk trang til at undgå alt, hvad der minder om traumet. Dette øger den syges tendens til at isolere sig. Begge dele vil tendere til at gøre tilstanden værre og øge risikoen for, at den bliver kronisk.

Er der gået inflation i diagnosen?

Læger og psykologer manes til forsigtighed med brug af diagnosen posttraumatisk stressforstyrrelse, fordi der er gået inflation i brugen af diagnosen. Mens diagnosen egentlig kun skal anvendes ved ekstreme oplevelser med efterfølgende typiske symptomer, ser man nu at mindre belastninger, som små ulykker, skilsmisse, verbale seksuelle forulempelser, dårlige nyheder fra lægen eller andre accepteres som traumatiske, og at almindelig angst og depression godtages som tilstrækkelige symptomer. Når det er sagt, vil det jo være højst individuelt, hvordan enkeltpersoner reagerer på sådanne hændelser.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Forløbet af posttraumatisk stressforstyrrelse er meget svingende. I de fleste tilfælde får man det bedre over tid. I en norsk undersøgelse efter en stor eksplosionsulykke på en fabrik havde 43 % i den mest udsatte gruppe en posttraumatisk stressforstyrrelse. Andelen blandt de mindre udsatte var 23 % og blandt resten ca. 10 %. Efter fire år var det dog kun 15 % (ti personer) i den mest udsatte gruppe, som fortsat havde klare symptomer på posttraumatiske stress. En anden ulykke på et oliefelt i Nordsøen for nogle år siden viste samme mønster.

Generelt finder man i den internationale litteratur, at blandt dem som bliver udsat for alvorlige traumer, vil faktorer før hændelsen (f.eks. tidligere psykiske problemer) betyde mere for variationen i symptomer end selve hændelsen.

I de tilfælde, hvor mindre skader eller belastninger har medført efterfølgende symptomer, er prognosen god. Symptomerne vil normalt gå over efter nogle dage, eventuelt uger. Brug af diagnoser som posttraumatisk stressforstyrrelse er en fejl i sådanne situationer.

Hvordan undgår man at få eller forværre posttraumatisk stresslidelse?

Der foregår en intens forskning i mulighederne for at forebygge PTSD. Undersøgelser viser, at 6 sessioner med kognitiv terapi givet til mennesker med såkaldt akut stressreaktion (dvs. voldsomme angstsymptomer) – i modsætning til støttende rådgivning – kan reducere tilfældene af PTSD målt 6 måneder senere. Derimod kan man ikke påvise en effekt af sådanne sessioner med kognitiv terapi, hvis det gives generelt til mennesker, der har været ude for traumatiske oplevelser.

Den meget brugte enkeltstående samtale med psykolog til alle, der har oplevet en traumatisk hændelse (en såkaldt debriefing) har man derimod overraskende ikke kunnet vise en gavnlig effekt af i videnskabelige undersøgelser. Tværtimod viser nogle undersøgelser højere forekomst af PTSD blandt soldater, der blev debriefet sammenlignet med soldater, der ikke fik dette tilbud. Almindelig menneskelig omsorg til katastrofeofre er vigtigere.

Alligevel er det overordentligt udbredt i Danmark med debriefing. Andre vestlige lande har forladt dette som konsekvens af den omfattende forskning.

Der foregår i disse år afprøvninger af mulig medikamentel forebyggelse af PTSD over hele verden. Det er dog for tidligt at sige noget om resultaterne.

(Kilde: Poul Videbech, speciallæge)

Download denne side som pdf-fil: Information om PTSD

Reklamer