Historien bag veteranbegrebet

Veteran-begrebet og veteranens samfundsmæssige rolle gennem tiderne

Af: Niels Bo Poulsen, PhD, chefkonsulent, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.

“Wars may end, but they continue to reverberate in the lives of those how fought them and within the soldiers societies”.

Krigsveteranen har gennem det meste af historien været en ligelig kilde til stolthed, erfaringsaftapning, omsorg og bekymring; veteranen har både været genstand for beundring og for behandling. Artiklens formål er at gennemgå de centrale problematikker, som forbinder sig med emnet og åbne op for en bredere forståelse af veteranbegrebet.

Inden for historie og samfundsvidenskab er der forsket bemærkelsesværdigt lidt i veteraner. Det gælder i hvert fald synteser og mere sammenfattende forskning. Man leder forgæves efter ”veteran” som stikord i en række standardværker og leksika om militær sociologi eller militærhistorie. Ligeledes giver søgninger i forsknings‐ og publikationsdatabaser hovedsagelig gevinst i form af snævre specialstudier. Og betegnende nok er langt de fleste artikler orienteret mod sociale, psykologiske og medicinske aspekter af veteranbegrebet.

Andre bibliografiske søgemidler giver samme indtryk: I den nyere vestlige forskning – og i den offentlige bevidsthed – har veteranerne først og fremmest været interessante som problem og ikke som ressource endsige som en kompleks samfundsmæssig størrelse, der rummer mangfoldige former for betydning. Det er da også konklusionen i en nylig anmeldelse af amerikanske krigsveteraners hjemkomstoplevelse, at: ”While veterans have been returning home throughout human history, the study of veterans’ affairs is an area of scholarship ripe for further exploration”.

Der er derfor god grund til at underkaste veteranbegrebet et nærmere eftersyn. Det gælder såvel spørgsmålet om, hvad der overhovedet konstituerer en veteran, som det samspil veteranen indgår i med det øvrige samfund. I det følgende vil jeg dels diskutere, hvad der ligger i veteranbegrebet, og hvordan det defineres, dels pege på, hvilke roller veteranen i forskellige historiske sammenhænge har været spillet.

Der er ikke er tale om et forsøg på at tvinge den vrimmel af enkeltindivider, vi mere eller mindre meningsfuldt sammenfatter i veteranbegrebet, ned i en eller flere bestemte kategorier, som på tværs af tid og kulturer passer alle. Artiklen er derimod et forsøg på at forstå mangfoldigheden i veteranrollen, og dermed åbne for en bredere forståelse af veteranen, herunder hvad den danske veteran anno 2008 kan ”byde på” og således bidrage til at komme ud over det forholdsvis negative billede, vi oftest får af veteranerne via medierne.

Definition af veteran-begrebet

Et forsøg på at tegne de lange linjer i veteranens historie er i fraværet af overordnet forskning ganske udfordrende. Alene det at definere, hvad der forstås ved en veteran volder vanskeligheder – hvis målet er en tidsubestemt og generel definition. Et hjemligt bud på en definition kommer fra foreningen De Blå Baretters hjemmeside. Det lyder således: ”Den traditionelle opfattelse af en veteran er, at det er en soldat fra 1. verdenskrig med træben og klap for øjet. Sådan er det ikke. I Danmark, i de nordiske lande og i øvrigt generelt i det internationale samfund, er en veteran en soldat, der har deltaget i en militær operation som en del af sit lands væbnede styrker. Det gælder også indsatsen i multinationale enheder i rammerne af FN, NATO, EU, OSCE eller koalitioner. Det betyder, at man er veteran, når man har været udsendt første gang ‐ uanset om man fortsat er tjenstgørende eller hjemsendt. Man er blevet medlem af veteranernes nationale og internationale fællesskab”.

Som det kan ses, er den afgørende faktor i denne definition ikke tjenestetidens længde eller om den er afsluttet, endsige hvordan. Det der tæller, er deltagelse i en (udsendt) militær operation og ikke nok så mange års kasernetjeneste.

I Ordbog over det danske sprog er definitionen således: ”Veteran: (ty. veteran, fr. vétéran; fra lat. veteranus, gammel soldat, gammel, af vetus (gen. veteris), gammel … 1) om romerske forhold: soldat, som har afsluttet sin militærtjeneste og hjemsendes ell. fortsat gør tjeneste i særlige afdelinger; om franske forhold under Napoleonkrigene: soldat, som efter at have gjort tjeneste en vis årrække optoges i særlige kompagnier (veterankompagnier); ogs. i videre anv.: soldat, som har stået længe i hæren, ell. i al alm. om person, der har deltaget i en krig.”

Skønt denne definition umiddelbart er bredere, idet den inkluderer soldater ”som [blot] har stået længe i hæren”, kan man af den afsluttende del af citatet læse, at essensen er den samme: Det er deltagelse i militære operationer som tæller. I Encyclopedia Britannica, der indeholder et tospaltet opslag om emnet, koges begrebet indledningsvis ned til følgende: “A person who has completed a term of service in the armed forces and returned to civilian life”.

Læser man videre, vil se, at også her forstås veteranen i det store hele som den demobiliserede, ikke længere aktive soldat, der som led i sin militærtjeneste har aftjent fronttjeneste. Der er i disse og andre definitioner typisk det på spil, at veteranen ”bliver til” i felten; altså gennemgår en udviklings‐ og modningsproces. En af de underliggende antagelser er, at militærtjeneste er erfaringsgenererende, og at veteranen dermed besidder en særlig vidensbank.

Der er en del forhold, som bør tages under overvejelse inden en eller flere af de citerede definitioner kanoniseres. For det første vil der være meget stor forskel på veteranens samfundsmæssige rolle afhængig af typen, omfanget og hyppigheden af de væbnede styrker og de konflikter et givent samfund indgår i. I samfund med universel værnepligt eller borgermilitser og hyppige krige ender næsten alle mænd som veteraner.

I Sovjetunionen under Den Anden Verdenskrig gjorde stort set hele den mandige befolkning mellem 18 og 40 år militærtjeneste, dvs. omkring 34 millioner personer. I andre lande og perioder har krigerfaget været forbeholdt en særlig kaste, mens den øvrige befolkning ikke forventedes at beflitte sig med militære anliggender. Hvor lang tjenestetid, man skulle have bag sig for at blive regnet for veteran, har også varieret betydeligt. I hære baseret på professionelle soldater har tidsperioden typisk været længere end i værnepligtsbaserede hære.

Blandt yderpunkterne kan nævnes, at romerske legionærers tjenestetid, før de opnåede veteranstatus, var 16‐20 år, mens veteranstatus, som den defineres i det danske forsvar, opnås efter uddannelse kombineret med international tjeneste, dvs. efter få år.7 Forskellen er ikke overraskende, da der er tale om vidt forskellige samfund, men den kan tjene som endnu en erindring om den spændvidde, der skjuler sig bag veteranbegrebet.

Det hører også med til billedet, at veteranen ikke nødvendigvis er af hankøn, voksen eller indgår i en statslig hær. Kvinder og børnesoldater samt irregulære tropper bør ligeledes med i overvejelserne. I Sovjetunionen bar omkring 1 million kvinder uniform under krigen, og var for størstedelens vedkommende var de indsat tæt på eller decideret i frontlinjen.

I moderne konflikter i en række tredjeverdenslande har en stor del af de indsatte soldater været mindreårige. Der kan peges på borgerkrigen i Liberia i 1990’erne eller den endnu uafsluttede konflikt i det nordlige Uganda, hvor Lord’s Resistance Army anslås at have kidnappet mellem 10.000 og 30.000 børn med det formål at optræne drengene til soldater gøre pigerne til sexslaver. Indsatsen af børnesoldater har tit (men langt fra altid) foregået inden for rammen af oprørshære eller andre irregulære styrker.

Og netop det forhold at en stor del af deltagerne i væbnede konflikter befinder sig uden for de statslige hæres rækker, bør ligeledes indtænkes i veteranbegrebet. Mens nonkombattanter ikke får kamperfaring under krig, er deres hverdagsoplevelser i nogle krige af lige så krævende karakter som soldatens. I nogle samfund indgår også civile, der har gennemlevet en konflikt da også i veterangruppen.

I Rusland er civile ”blokadeveteraner”, dvs. overlevende fra den tyske belejring af Leningrad, som kostede skønsvis 1 million civile livet, genstand for en reverens, der matcher den beundring, der bliver deres militære modstykker til del. Det ovenfor citerede opslag i Encyclopedia Britannica åbner ligeledes op for at medtage civile, idet det videre hedder: ”the term has been loosely applied, particularly since World War II, to those who served in peace, as well as in wartime, either as combatants or noncombatants”.

Disse mulige modifikationer af veteranbegrebet til trods vil de kommende sider fokusere på militære veteraner fra regulære statslige styrker. Til gengæld vil den bestemte form ”veteranen” blive problematiseret. Hverken i en snæver dansk kontekst eller på tværs af tid og kulturer findes der én veteran. Enhver veteran har sin egen individuelle bagage og er placeret i forskellige historiske, geografiske, kulturelle og sociale sammenhænge.

Slagmarken mellem forædling og forkvakling

Et vigtigt aspekt af veteran‐begrebet er den ændring, der er sket i synet på, hvad indsatsen i felten gør ved soldaten. I 1914 kunne den store danske digter Valdemar Rørdam ud over den i overskriften anvendte strofe besynge 1. Verdenskrig med udtryk som ”en strid, der skaber”, og ”jorden renser sig for snavs”. I 1929 kom hans antitese i form af Erich Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten. Siden skulle fladebombinger af civile mål, kernevåben og den øgede bevidsthed om krigens genocidale træk, herunder det nazistiske folkedrab, føje yderligere træk til krigens stadig mere afskyvækkende ansigtstræk.

I mange kulturer og i Vesten indtil 1. Verdenskrig har soldatertjeneste imidlertid været forbundet med et element af selvudvikling og modning. I mødet med krigen viste selvet sig for alvor, og krigsdeltagerne trådte i karakter. Ikke at slagmarken ubetinget fik det gode frem i mennesket; i dette syn lå blot, at de grundlæggende karaktertræk hos den enkelte kom til udfoldelse. Nogle trådte i karakter som kujoner, andre som helte. I stigende grad er militærtjeneste i almindelighed og krig i særdeleshed dog blevet anskuet som et meningsløst og/eller traumatiserende og forrående fænomen for den enkelte krigsdeltager, og dette har naturligvis haft implikationer for synet på veteranen.

I en nylig anmeldelse af den amerikanske film Redacted kunne man læse, at filmen handlede om, ”hvordan krigen forvandler unge mænd til psykiske vrag”. Hvad enten der er tale om journalistens bevidst skarpe vinkling af sætningen eller en mindre velreflekteret skrivestil, så savnedes i høj grad et moderende indstik som ”nogle”, ”en del” eller ”visse”. Mens krigen i en række andre kulturer har været anset for et fænomen, der havde mangeartede indvirkninger på menneskesjælen er citatet ganske betegnende for den nutidige danske og mere generelle vestlige tilgang: Krig virker først og fremmest korrumperende og forrående på deltagerne, og den person, som vender hjem fra en international militær mission er forandret til det værre.

Dette i forening med den moderne velfærdsstats omfattende system af diagnoser og behandlingstilbud ligger formenligt bag det faktum, at overvældende meget af litteraturen om veteraner siden Anden Verdenskrig har fokuseret på de dysfunktionelle aspekter af veteranerne, hvad enten der er tale om PTSD, fysiske skader eller deres angiveligt dårlige sociale tilpasningsevne og lavere moral.

Hjemkomsten

Veteranens hjemkomst har altid været en konfliktfyldt situation, hvor store forventninger og længsler mødes med nye krav og en forandret situation. Veteranen har ændret sig, men det samme har den familie, det sociale netværk og det samfund, der vendes hjem til. Det kan derfor med nogen ret medgives, at “… turning civilians into soldiers has been tested, refined, and proven to work; changing them back is more complicated”.

Hvordan mødet mellem veteran og samfund falder ud er naturligvis betinget af en lang række faktorer. Noget tyder på, at veteranens tilpasningsproblemer stiger med afstanden mellem veteranens oplevelser i felten og det øvrige samfunds hverdag i den same periode. Det 20. århundredes store totale krige producerede veteraner i millionvis – og gav da også anledning til en lang række hjemkomstproblemer. Den langvarige krigsindsats og de kun sporadiske orlovsperioder fjernede veteranen fra hjemmet i en grad som betød, at børnene ikke længere genkendte far, og at ægtefællen havde overtaget en lang række af de traditionelle manderoller.

I samfund som Sovjetunionen betød styrets hensynsløse mobilisering af alle samfundets ressourcer samtidig, at situationen i baglandet ofte kun adskilte sig minimalt fra frontlivet hvad angik dødelighed og strabadser. Så i stedet for at vende hjem til det trygge hjem, hvor fars varme plads ved kakkelovnen stod klar, og hvor familien havde overskud til at vente, kom mange veteraner hjem til tilstande, hvor hjemmet under kampen for overlevelse nærmest var gået i opløsning. Og hvor fortællingerne om soldaterlivets strabadser stod overfor matchende beretninger om epidemier, sult, 12‐14 timer lange arbejdsdage – og i de befriede områder – tyskernes ufattelige forbrydelser.

Der savnes komparative studier af genindslusningen af krigsveteranerne fra de to verdenskrige. Den hidtidige forskning synes at pege på, at der gennemgående, selv for mange personer, som havde været gennem stærkt traumatiserende oplevelser, skete en efter forholdene effektiv tilbagevenden til fredssamfundet. Selv grupper som tidligere danske og norske SS‐frivillige, der ved siden af at opleve de brutale kampe på østfronten og – i et ikke helt klarlagt omfang – deltog i de nazistiske mord‐ og terroraktioner samtidig havde en stigmatiserende fængselsdom bag sig, levede for flertallets vedkommende tilsyneladende et relativt velintegreret liv derefter.

En fristende hypotese i den forbindelse er, at hjemkomsten efter de store europæiske krige i det 20. århundrede af en række årsager var lettere end veteranens hjemkomst er i dag. Dels fordi der var tale om hele årgange af mænd, som grundlæggende set delte de samme erfaringer og oplevelser – også efter demobiliseringen. Dels fordi de daværende klassebaserede industrisamfund tilbød kollektive organiseringsformer og tilhørsforhold, som mindskede betydningen af ens individuelle mere eller mindre traumatiserende oplevelser, og endelig fordi tærsklen for acceptabel opførsel var anderledes. ”Det gode liv” har radikalt ændret sig fra 1950 til i dag. Fra en situation, hvor drømmen rettede sig mod en faglært løn og en beskeden lejebolig til et samfund, hvor ”alle har ret til et fedt køkken” er der mentalt et godt stykke vej.

Dette har sammen med den langt mere individualiserede tilgang til menneskelivet skabt helt andre forudsætninger for, hvordan veteranens hjemkomst og videre færd gennem livet anskues af vedkommende selv og omgivelserne. Om der var færre tilfælde af alkoholisme, vold og selvdestruktiv adfærd blandt efterkrigsveteranerne end dagens veteraner er svært at måle, eftersom accepten af, hvornår man drikker for meget, eller hvordan et velfungerende parforhold ser ud, har ændret sig betydeligt i den mellemliggende periode.

Hjemkomstsituationen kan også være præget af, at der på forhånd er bygget negative forventninger op. Et amerikansk studium af Vietnamkrigen og portrætteringen af veteranerne i medierne konkluderer, at skønt beskrivelser af grusomme slagscener, amerikanske krigsforbrydelser og veteranernes tilbagekomstproblemer fyldte relativt lidt i det samlede mediebillede, var tendensen i beskrivelserne ofte så negativ, at dette i sig selv skabte et negativt billede af veteranerne. Som en af veteranerne udtrykte sig: “People think we’re all junkies, psychopaths, killers of women and children – or worst of all, suckers for getting stuck in a lousy war”. Forskning fra begyndelsen af 1980’erne antydede, at amerikanske arbejdsgivere var tilbøjelige til at være negativt forhåndsindtagede overfor Vietnamveteraner.

Anden forskning synes imidlertid at indikere, at Vietnamkrigen ikke som ofte antaget var et særtilfælde. Den forholdsvis varme modtagelse af veteranerne efter Anden Verdenskrig var undtagelsen fra normen, i hvert fald i USA.

Det konstatereres således i en anmeldelse af en bog om amerikanske veteraners hjemkomst i det 20. århundrede, at: ”… the warm reception and generous G.I. Bill established for World War II veterans stand in stark contrast to an otherwise long history of relative civilian indifference to soldiers returning from wars. Viewed within this historical context, it is clear that the mistreatment of Vietnam veterans and the deplorable conditions faced by disabled veterans of the wars in Iraq and Afghanistan at the Walter Reed Army hospital are typical, rather than anomalous, episodes for America’s veterans. A major strength of this book is Taylor’s ability to recount soldier stories from each postwar period and delve into the struggles these veterans faced as they returned home from war. He establishes a metanarrative of common problems facing veteran reintegration across American history including loneliness from having left behind brothers in arms, restlessness with civilian life, joblessness, economic hardships, inadequate medical treatment, and civilian disinterest in military affairs”.

Og selv i forbindelse med demobiliseringen efter Anden Verdenskrig hørtes bekymrede røster. I 1946 konstaterede to amerikanske forskere i et studie af de netop hjemvendte veteraners holdninger og moralbegreber, at: ”Most of the attitude changes presumed to be general in the veteran group are changes for the worse, e.g. disillusionment, dependency, boredom and immorality”. Afslutningsvis skal vi se, at det pågældende forskningsprojekts resultater rent faktisk gav et betydeligt mere nuanceret billede. Men forinden skal de kommende afsnit se lidt nærmere på nogle af problemerne forbundet med hjemvendte veteraner.

Veteranen som sikkerhedsproblem

“A little rebellion rebellion now and then is a good thing” var reaktionen hos en af fædrene til den amerikanske forfatning, Thomas Jefferson, da han fik meddelelse om Shay’s rebellion, en kombinerede bonde‐ og veteranopstand i Massachusetts 1786‐1787. Det var imidlertid ikke den generelle opfattelse hos den unge amerikanske stats politiske og økonomiske establishment.

Hvad der startede som forgældede bønder og demobiliserede veteraners oprør i frustration over deres økonomiske situation endte derfor med at bidrage til, at USA i 1787 fik en forfatning, som blev betydeligt mere føderal, end hvad der ellers lå i kortere på dette tidspunkt. Således skabtes blandt andet en stående forbundshær med henblik på at nedkæmpe fremtidige opstande.

Shay’s rebellion er langt fra den eneste gang krigsveteraners krav om et økonomisk sikkerhedsnet eller kompensation blev et prekært problem med voldelige under‐ og overtoner i amerikansk politik. Dette gentog sig efter borgerkrigen og igen i 1932, hvor 50.000 veteraner fra første verdenskrig marcherede til Washington med et krav om udbetaling af de såkaldte bonus certificates. Veteranerne byggede en slumby tæt ved Kongressen og deres tilstedeværelse blev så intimiderende, at politi og militær blev sat til at fordrive veteranerne fra hovedstaden. Kampe i forbindelse med den brutale rydning kostede adskillige demonstranter livet, men bidrog samtidig væsentligt til, at Kongressen efter Anden Verdenskrig vedtog et omfattende sæt af tiltag, der skulle sikre den nye generation af krigsveteraner uddannelse og gode leveforhold – og holde dem i ro.

Ikke blot i en amerikansk sammenhæng er veteraner en potentiel politisk kraft, som kan udnyttes, og som af denne årsag kan være destabiliserende. Typisk har veteranernes kommanderende officerer kunnet nyde godt af deres soldaters loyalitet og følgeskab også efter demobiliseringen, hvis hjemkomsten skete til kaos, uro og arbejdsløshed.

De højreorienterede frikorps, som efter 1. Verdenskrig sprang op i Baltikum og de tysksprogede områder i Centraleuropa bestod således i høj grad af veteraner, som fulgte karismatiske tidligere officerer. Ligeledes hang den politiske ustabilitet i Tyskland i mellemkrigsperioden og Hitlers magtovertagelse i 1933 i høj grad sammen med tilstedeværelsen af private partihære baseret på krigsveteraner. Organisationer som Stahlhelm, Frontbanner og SA havde alle veteraner som deres kernemandskab. Og i Estland blev veteranorganisationen Vabadussodolane liits (VAPS) en stærk antiparlamentarisk kraft i mellemkrigsårenes politiske landskab i sådan en grad, at truslen om et kup fra denne førte til undtagelsestilstand og opløsning af VAPS i 1934.

Historisk set synes de fleste samfundsomstyrtende bevægelser af krigsveteraner at have været militante, nationalistiske og anti‐demokratiske. Pacifistiske bevægelser og fredsinitiativer har i en række sammenhænge dog også trukket på veteraner. Det øger sagens legitimitet, når det ikke blot er civile – der kan være under mistanke for kujoneri og manglende militær indsigt – men også krigsvante soldater, der undsiger militære indgreb som Vietnam‐ og Irakkrigen.

De hjemvendende sovjetiske soldater efter anden verdenskrig blev af Stalinregimet mere eller mindre kollektivt anset for en potentielt illoyal og destabiliserende gruppe. Under Den Røde Hærs march gennem Central‐ og Østeuropa havde soldaterne været i kontakt med den kapitalistiske verden og fået et klart indtryk af, at den hjemlige propaganda løj. At denne frygt for undergravende indflydelse via veteranerne ikke var rent irrationel, kan ses af det mislykkede oprør mod tsarstyret som liberalt sindede officerer, der havde deltaget i Napoleonskrigene stod bag i 1824.

Krigsveteranen kan også besidde en viden, som gør vedkommende til en potentiel sikkerhedstrussel, hvis fremmede magters efterretningstjenester udnytter denne viden. De kan derfor også efter deres udtræden af forsvaret blive underlagt forskellige – og ofte ganske betydelige – former for begrænsninger i deres ytrings‐ og bevægelsesfrihed, hvilket eksempelvis gør sig gældende den dag i dag for bestemte grupper af tidligere sovjetisk og russisk militærpersonale.

Social bistand, behandling og offentlig anerkendelse

At samfundet ikke blot skylder sine veteraner taksigelser, men også mere konkrete ydelser til gengæld for deres indsats, er en urgammel erkendelse. Udbetaling af pensioner, oprettelse af boliger eller tildeling af jord eller embeder kendes fra mange samfund og daterer sig tilbage til antikken. Det er en politik, som dels hænger sammen med bevidstheden om, at våbentrænede men utilfredse demobiliserede mænd, er en potentiel sikkerhedsrisiko, dels et udtryk for et af de stimuli, som benyttes i krig for at motivere soldaterne til at slås. Oprettelsen af stiftelser og boliger som Les Invalides i Paris garanterede, at afskedigelse fra tjenesten på grund af en kampskade eller alder ikke bragte veteranen til tiggerstaven.

Fra begyndelsen af det 19. århundrede steg behovet for offentlige ressourcer til støtte for veteranens reintegration i samfundet og eventuelle økonomiske underhold. Dette hang sammen med hærenes voksende størrelse og de dermed forbundne større antal krigsinvalider og pensionsberettigede.

Dimensionerne illustreres af, at Weimarrepublikken i 1929 brugte cirka 20 procent af statsbudgettet på understøttelse af Tysklands 2,3 millioner pensions‐ og støtteberettigede veteraner og af at Sovjetunionen stod med omkring 2 millioner krigsinvalider efter Den Anden Verdenskrig. I USA er der i dag cirka 10 millioner veteraner på offentlig understøttelse, svarende til 25 pct. af det samlede antal understøttede.

Samtidig er bredden i, hvad der tilbydes veteraner øget. Der er ikke længere blot tale om særlige sæder i busserne for krigsinvalider, en månedlig pensionscheck og en indbydelse til Veterans Day. I dag findes i en række lande specialiserede offentlige aktører på veteranområdet såsom det britiske Service Personnel & Veterans Agency og det hollandske Veteraneninstituut.

Som det er beskrevet i andre artikler i dette temanummer omfatter også den danske stats veteranpolitik et bredt spektrum af tiltag, om end det er tydeligt, at en del veteraner gerne ser en øget offentlig anerkendelse og markering af veteranernes bidrag til det danske samfund. Artiklens sidste afsnit vil fokusere på, hvordan veteranen i høj grad kan være et aktiv for samfundet og samtidig glæde sig over nyerhvervede personlige ressourcer.

Veteranen som erfaringsbase og ressource

”Der findes ikke større patrioter end de gode mænd, der er blevet smedet i deres lands tjeneste”. Krigsveteraner er nationale symboler. De repræsenterer gennem deres vilje til at ofre liv og førlighed for nationen en vigtig kilde til legitimitet.

Det kan derfor ikke undre, at krigsveteraner har været en vigtig komponent i mange regimers nationbuilding, for eksempel gennem bevidst tildeling af land til veteraner i områder med svagt eller omstridt nationalt tilhørsforhold.

Således tildeltes polske krigsveteraner jord i de nordlige og østlige dele af Polen, hvor de kunne virke som et polsk‐patriotisk ”bolværk” i områder, hvor en stor del af befolkningen ellers var litauere, letter, ukrainere, hviderussere og jøder.

Som Ordbog over det danske sprog nævner i sit opslag agerede særlige veterankompagnier for eksempel stødtropper i Napoleons armeer, og her er vi ved en af de for militæret vigtigste aktiver ved veteraner, nemlig, at de – hvis de stadig er i aktiv tjeneste – generelt er blevet anset for bedre og mere pålidelige soldater end rå rekrutter.

Den nyligt udkomne bog De danske tigre om 1. Lette Opklaringseskadrons indsats i Musa Qala i 2006 er en bog som berører hjemkomstproblematikkerne, men som også kommer ind et andet væsentligt aspekt af omdannelsen til veteran, nemlig hvordan der hos forfatteren, eskadronchef, Lars Ulslev Johannesen, foregik en modningsproces og erfaringsopsamling under indsatsen.

Han beskriver selv i tilbageblik sine indtryk fra de hårde kampe i Musa Qala således: ”Når jeg ser tilbage på de fem uger, vi tilbragte i distriktscenteret i Musa Qala, er der især en bestemt følelse, jeg sider med: Stolthed. Uanset om man er arkitekt, lærer eller soldat, er det altid spænende at finde ud af, om det man har lært under sin uddannelse også kan bruges, når man skal stå på egne ben i den virkelige verden. … Fra vores første møde med talebanerne i ørkenen nord for Camp Bastion, til vi rejste hjem til Danmark tre måneder senere, beviste de danske soldater, at de er fuldt ud på højde med deres kollegaer fra verdens førende lande…”

Flere amerikanske studier er uafhængig af hinanden kommet til den konklusion, at et flertal af hjemvendte veteraner fra Anden Verdenskrig fandt, at krigen havde øget deres selvtillid og givet dem en øget følelse af kontrol over deres eget liv. Andre undersøgelser har indikeret bedre erhvervsmuligheder og højere indtjening. Også fra andre samfund kan det konstateres, at de fleste veteraner ikke er endt som passive, klienter, men aktivt har udnyttet de ressourcer og den status, de har fået gennem deres indsats i militære operationer, til at forme deres videre liv.

Konklusion

De her foretagne nedslag i veteranens historie har haft til formål at påvise, at veteranbegrebet i sig selv er rummeligt og kan defineres ganske bredt, ligesom veteranens interaktion med samfundet giver plads for mange forskellige tilgange.

Det er håbet at fremtidige studier vil følge denne vej og bidrage til et bredere syn på emnet, herunder undlade overdrevent fokus på veteranen som et problem, der skal gøres genstand for behandling eller forsorg. Veteranernes styrker og ressourcer er ikke altid kommet til udtryk på en for samfundet optimal måde, men selv organisationer, som Stahlhelms destabiliserende indflydelse på Tyskland, vidner på sin egen paradoksale måde om veteranernes ressourcer på godt og ondt.

veteranmrk
Det fælles danske veteranmærke

Kilde: http://www.krigsvidenskab.dk/sites/default/files/militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Læs også Lirekassemændene var krigsveteraner (Berlingske, 09.02.09)

 

Reklamer