Nyt år – nye forventninger

I denne, årets første uge, er det relevant at opgøre forventningerne til året 2023.

Veteranområdet har levet med en status quo-dagsorden et par år, men netop nu ser vi nogle helt unikke muligheder for at bryde dødvandet. 

Det skyldes primært at Danmark har fået en ny regering, som har mandater nok til at gøre hvad den vil, uden at skulle fortynde ambitionerne som del af forhandlinger med yderfløjene.

Og som del af denne nye regering har vi fået en forsvarsminister, som selv er veteran. 

Siden 2013, hvor Jakob Ellemann-Jensen var medvirkende til at skabe flertallet uden om den daværende regering, som betød at særloven for veteraner blev vedtaget, har det imidlertid været sparsomt med Ellemann-Jensens fingeraftryk på veteranområdet. Men nu får han, som minister for Forsvaret, altså en unik mulighed for at rydde ud, og stramme op, alle de rigtige steder. 

Jakob Ellemann-Jensen var selv udsendt med SFOR i Bosnien, i perioden august 1999 – februar 2000. Desuden har han været reserveofficer siden 1994, og han har fremhævet begge disse forhold ved enhver given lejlighed, når han skulle understrege sit dybe kendskab til forholdene i Forsvaret, og forholdene for landets veteraner.

Og selv om Forsvarets generelt skrøbelige tilstand, krigen i Ukraine, og nogle møgsager som Jakob Ellemann-Jensen har arvet fra sine forgængere sikkert vil optage meget af hans tid og opmærksomhed, så må vi kunne forvente at veteranområdet får en helt særlig opmærksomhed, når vi nu endelig har fået en forsvarsminister som selv er veteran, og kender området så godt. Og som tilmed har valgt forsvarsområdet med hjertet.

Helt oplagt er det, at Jakob Ellemann-Jensen bruger sit bagland i kommunerne, til at øge antallet af veterankoordinatorer. Det går stadig for langsomt, og for mange kommuner springer over hvor gærdet er gravet ned, og udpeger en tilfældig jobcentermedarbejder uden særlige kompetencer, eller interesse for området. Og så bliver resultatet derefter. 

Venstre og Socialdemokratiet er nu i regering sammen, og selv om begge partier gik lidt tilbage ved kommunalvalget i 2021, så sidder de to partier tilsammen på langt de fleste af landets borgmesterposter. Og det må Jakob Ellemann-Jensen kunne omsætte til handling, hvis han kan lykkes med at forklare kommunerne hvorfor lokale veterankoordinatorer og veteranindsatser er helt afgørende for en sammenhængende og succesfuld veteranpolitik i Danmark. 

På flagdagen i 2021 skrev Jakob Ellemann-Jensen blandt andet, at vi efter et årti med veteranpolitik i dag har “en helt anden tilgang til, hvordan vi forbereder vores soldater på udsendelser, hvordan vi tager hånd om de pårørende, og hvordan vi sikrer en koordineret og respektfuld behandling af soldater, der vender hjem med fysiske og/eller psykiske ar. Det er et arbejde, der aldrig slutter, og der er altid plads til forbedringer”. Nu kan Jakob Ellemann-Jensen selv initiere disse forbedringer, frem for blot at tale og skrive om dem, som mange af hans forgængere har gjort det.

En af hans forgængere på posten som forsvarsminister udstak faktisk en korrekt kurs, som hun imidlertid ikke selv fulgte. Derfor bruger vi stadig relativt mange penge på de relativt velfungerende veteraner, mens indsatserne for de hårdest ramte veteraner fortsat udebliver. Det lovede Trine Bramsen at rette op på, men løfterne blev aldrig fulgt op med handling.

Men det er handling som skaber forvandling. Og det vil klæde Jakob Ellemann-Jensen at levere den handling, som han ved er påkrævet, og som vi har krævet i årevis.

Start med kommunerne. For alle veteraner bor i en kommune. Og alle kommuner udmønter landets socialpolitik, herunder den nødvendige forståelse, anerkendelse og støtte til landets veteraner, og deres familier.

Herefter er det oplagt at revidere den særlov, som Jakob Ellemann-Jensen selv var med til at stemme for i 2013, og som skulle gøre op med den forjættede 6-månedersregel, som afholdt så mange veteraner fra at få anerkendt deres arbejdsskader. Dengang gik det lidt stærkt, og resultatet blev kun halvgodt. Nu hvor vi er 10 år længere fremme, og Jakob Ellemann-Jensen selv er minister for veteranområdet, er det oplagt at kigge på erfaringerne, og justere særloven så den også gør op med de andre administrativt opfundne forhindringer. som veteraner oplever når deres arbejdskadesager skal behandles.

Den justering vil kræve en tværministeriel indsats, idet arbejdsskadeområdet ligger under Beskæftigelsesministeriet. Men her viste Trine Bramsen en overraskende viljestyrke, da hun ville gennemføre wildcard-ordningen, som ingen rigtigt efterlyste, og som ikke rigtigt flyttede noget i praksis. Men nu er vejen banet for et samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og Forsvarsministeriet, når veteranernes minister bare vil det nok. Så vi håber Jakob Ellemann-Jensen vil det nok, så vi kan opleve en reel forskel på om veteranernes minister selv er veteran, eller han/hun ikke er det.

Jakob Ellemann-Jensen har givetvis selv instrueret sine undergivne soldater i det kodeks vi alle lever efter, som veteraner. Vi efterlader ingen.

Nu har Jakob Ellemann-Jensen muligheden for at vise at han mente det dengang, og stadig mener det.

Wildcard – bagsiden af medaljen

Da Forsvarsminister Trine Bramsen solede sig i blitzlyset for et par uger siden, og stædigt forsvarede behovet for en helt særlig ordning for PTSD-ramte veteraner på førtidspension, afslørede hun igen at hun ikke forstår så meget af det område hun er ansvarlig for.

Ved at tage 500 PTSD-ramte veteraner som gidsler, i sin relancering af en længe eksisterende løsning, trak hun proppen ud i det kar med folkelig opbakning vi som veteraner ellers nyder, når vi kæmper vores legitime kampe for bedre vilkår for de syge/skadede veteraner.

Enhver kyndig minister med lidt kendskab til folkesjælen og de sociale medier, ville vide, at sådan et opgør med lighed for loven-princippet, og opdeling af førtidspensionister i et a- og et b-hold for så vidt angår rettigheder, ville medføre forargelse, vrede og afstandtagen. Ikke til ministeren, som jo fremstod sød og kærlig på TV, men til veteranerne, som hun skubbede foran sig, når hun skulle forklare hvor idéen til denne ordning kom fra.

”Det er ikke noget, som jeg har fundet på” udtalte forsvarsministeren til PioPio, og på de sociale medier, og i debatten refererede ministeren igen og igen til den fynske veteran, som havde sat den vanvittige idé i hovedet på hende. En gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor det lokale mediehus gav hende taletid.

Dette overbeviste mange danskere om, at ønsket kom fra veteranerne, og den søde minister blot leverede varen – efter at have brugt et år på sagen.

Ministeren fortsatte, men gik fra forsvar til angrebsposition. Hun udtalte at vores kritik af wildcardordningen var ”…et besynderligt standpunkt for en organisation, der påstår at varetage veteranernes interesse, at mene, at det er dårligt at forbedre veteranernes forhold.”

Kære Trine Bramsen, intet i denne verden er gratis. Heller ikke særlige privilegier – eller i dette tilfælde, noget der bare ser ud som særlige privilegier, men i virkeligheden er relanceringen af muligheden for hvilende førtidspension – en rettighed som gælder for alle førtidspensionister.

Hvis ministeren læser kommentarerne til sin egen, og beskæftigelsesministerens udmelding om wildcard-ordningen igennem, så vil hun se hvad vi mener, når vi påstår at hun graver en kløft mellem os veteraner, og den befolkning vi er så afhængige af at have opbakning fra, når vi debatterer og aktionerer for bedre forhold for syge/skadede veteraner.

Veteranpolitik i 100 måneder

Artikelserien fra Jyllands-Posten, som var med til at starte udviklingen af veteranpolitikken

Den 12. oktober 2010 meddelte Statsminister, Lars Løkke Rasmussen at Danmark skulle være langt bedre til at hjælpe veteraner videre, når de vender hjem fra krig.

Opgaven med at formulere en egentlig veteranpolitik var en afskedsgave fra forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i 2009, på vej mod sit nye job hos NATO, efterlyste en egentlig veteranpolitik for at få mere støtte til handicappede soldater og de pårørende, sådan som man kendte det fra en række andre lande.

F.eks. kunne man trække på erfaringer fra krigsførende nationer som USA og England, hvilket den dag i dag stadig er en god idè, som desværre ikke udmøntes i tilstrækkeligt omfang. Men samtidig blev Fogh Rasmussen kritiseret for ikke at have fremlagt en veteranpolitik i sin tid som statsminister.

“Det er godt, han ser lyset, men det havde været sjovere, hvis han havde meldt ud som statsminister,” sagde partifællen Karsten Nonbo til Berlingske Tidende.

Derfor ville regeringen fremlægge et oplæg til en ny veteranpolitik, oplyste statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

“Vi har i Danmark et af verdens bedste velfærdssamfund, men vi er først ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det sidste udsagn var naturligvis noget notorisk sludder. I 2010 havde Danmark haft veteraner i mere end 60 år, og udtalte veteranproblemer siden vi rykkede ind på Balkan i 1992 – altså i næsten 20 år.

Der blev afholdt en masse udvalgsmøder, drukket masser af kaffe, og skrevet enorme mængder af notater, som til sidst mundede ud i Danmarks første veteranpolitik. Få måneder efter måtte statsministeren overrække Cavlingprisen til Jyllands-Postens journalister Asger Westh og Lars Nørgaard Pedersen og fotografen Stine Larsen, som havde været med til at give veteranpolitikken et ekstra skub i en bedre retning, som statsministerens udtrykte det.

Featureserien “Hjem fra Krigen” afdækkede i flere end 100 artikler afdækket forholdene for sårede danske krigsveteraner. Cavlingvinderne beskrev danske soldater, der har levet af mad fundet i containere, der er flygtet fra hverdagen ud i danske skove, og som er blevet snydt for genoptræning.

“Vi skylder de hjemvendte en god behandling, men der har dog været brister. Det har featureserien været med til at vise,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

I 2012 var der stadig veteraner som havde isoleret sig i skovene

Mange tror fejlagtigt at veteranpolitikken er Folketingets, men sådan forholder det sig ikke. På trods af bred politisk opbakning til de mange initiativer for veteraner, er veteranpolitikken aldrig blevet debatteret eller vedtaget i Folketinget. Den blev bare administrativt vedtaget af regeringen.

Samme mønster gentog sig i 2016, hvor det var tid til et serviceeftersyn af veteranpolitikken. Ingen offentlig debat, og ingen debat eller vedtagelse i Folketinget. Således er veteranpolitikken version 2 fra 2016 stadig kun regeringens. Og siden 2016 har veteranpolitikken kun været gældende for behandlingen af Forsvarets veteraner, idet veteranerne fra Justits- og Udenrigsministeriet næsten ubemærket blev skrevet ud af regeringens nye veteranpolitik.

Så kunne man jo håbe at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet ville formulere deres egne politikker, og etablere et sikkerhedsnet for deres veteraner. Det er bare ikke sket endnu.

Og netop nu er et historisk tidspunkt. For denne måned, i marts 2019, har Danmark officielt haft veteranpolitik i 100 måneder.

Meget er sket i de 100 måneder. Mange nye initiativer og projekter har set lyset siden 2010. Mange penge, og meget energi er brugt på at forbedre vilkårene for syge og udsatte veteraner, og deres familier. Nogle initiativer med mere succes end andre.

I 2017 var der også veteraner som havde vendt samfundet ryggen, og taget ophold i landets skove

Løbende hører og læser vi om de mange nye initiativer, og hvor meget fremskridt vi oplever på veteranområdet. Løbende hører og læser vi hvordan de mange gode intentioner bare lige skal have tilført nogle penge, for at bringe os tættere på en bedre verden for de stakkels veteraner, og deres omsorgsfulde familier.

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som chef for Veterancentret, skrev Susanne Kiholm Lund i anledning af dokumentarudsendelsen om den frygtelige Lars Kragh-sag, på Veterancentrets hjemmeside, at “Der er især sket meget, siden de danske politikere nedskrev vores første veteranpolitik og besluttede, at Forsvaret skulle have én indgang for veteraner og deres pårørende. Med den beslutning blev Veterancentret oprettet i 2011, og siden da er indsatsen over for vores tidligere og nuværende soldater og deres pårørende, som til tider må stå meget igennem, kun udvidet og forbedret. Vi betragtes ikke længere som novicer i Danmark, men får tit og ofte udenlandske gæster på vores matrikel, som søger inspiration hos os. Betyder det så, at vi er i mål? Nej. Veterancentret kan altid blive bedre og skal altid gøre sit ypperste. Simpelthen fordi vores soldater fortjener det. Derfor hilser jeg også en dokumentarudsendelse om Lars Kragh velkommen. Alene fordi den giver anledning til, at vi, når rulleteksterne kører over skærmen, kan reflektere over og om nødvendigt debatterer Forsvarets og hele Danmarks sociale forpligtelse over for skadede veteraner.”

Siden har det været så som så med debatten og refleksionen.

I Lars Kragh-sagen endte det fatalt for veteranens forældre. I en nyere sag, som blev dækket af Berlingske, var symptomerne de samme. Dårlig koordination af indsatserne, og et forældrepar som følte sig alene og hjælpeløse i forsøget på at drage omsorg for deres traumatiserede søn.

Chefen for Veterancentret havde læst artiklerne om veteranen og hans forældres situation, og udtrykte sin sympati med ordene “Det er klart, at mit hjerte bløder da for sådan en familie og det, de står igennem”. Obersten forklarede, at Veterancentret hele tiden udvikler den hjælp, der tilbydes krigsveteraner og pårørende.

“Politisk er det besluttet, at man har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis man har fået skader, der er forårsaget af, at man har været i en international operation. Så hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed sammen med andre systemer, der findes i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi. Og vi har også stor fokus på de pårørende,” sagde hun til Berlingske.

I 2018 var der stadig veteraner som overlevede i skovene på grund af hjælp fra frivillige

Men blødende hjerter og gode intentioner gør det ikke alene.

Vi har nu i årevis sagt, at veterancentret skal blive bedre til at koordinere de svære sager, hvor også sundhedsvæsenet, kommunerne og private/frivillige aktører bidrager til den samlede løsning.

Veterancentret har rykket sig en smule, og har igangsat en charmeoffensiv over for kommunerne – en kampagne kaldet “Fælles om veteraner”. Det er fint og godt, selv om de stort annoncerede “samarbejdsaftaler” er lige så gensidigt uforpligtende som enhver anden politisk hensigtserklæring.

Men vi er nødt til at åbne kommunikationslinjerne mellem Veterancentret og psykiatrien, og få koordinationen i dette krydsfelt til at fungere bedre end hidtil. Og denne proces starter med at alle parter erkender problemet, og samarbejder om en løsning. Det sker ikke ved at Veterancentret bare afviser kritikken, og peger på regionerne som dem der skal løse problemerne.

Vi ved i øvrigt stadig ikke hvor mange veteraner som er bosiddende ude i landets skove, i biler på parkeringspladser, eller andre tilbagetrukne steder. For det har man ikke haft tid til at undersøge i løbet af de første 100 måneder med veteranpolitik.

 

#100MånederMedVeteranpolitik

Målstregen flyttes hele tiden

Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Der er stadig plads til forbedring

I kølvandet på den tankevækkende dokumentarudsendelse om Familien Kraghs desperate og virkningsløse kamp for at få hjælp til Lars Kragh, har der fra politisk side været påfaldende tavst. Kun Forsvarsministeren har været ude og undskylde – lige som flere af hans politiske kollegaer, en forsvarschef, og en tidligere chef for Forsvarets Veterancenter har gjort det før ham.

Men undskyldninger redder ikke liv. Og de afstedkommer ikke af sig selv en ændret praksis, i håndteringen af nødråb fra veteraners pårørende, eller anmodninger om hjælp fra syge veteraner.

Der skal mere og andet til, end velmente ord, og sympatiserende ansigtsudtryk.

Lars Kragh-sagen er dybt tragisk, men desværre ikke enestående. Vi har de seneste år oplevet flere eksempler på veteraner, som har begået forfærdelige handlinger i afmagt og desperation. Vold, trusler og drab er absolut ikke hverdagskost, og det er ikke en naturlig del af at have en PTSD-diagnose.

Men hvis man døjer med PTSD – eller andre psykiske lidelser – længe nok, og man ikke får lidelserne behandlet, og måske ikke engang selv har sygdomsindsigt, så kan man risikere at lidelsen udvikler sig til decideret sindsyge. Man kan blive paranoid, få vrangforestillinger, og blive udadreagerende hvis man føler sig presset nok.

Her er nogle eksempler fra de seneste år, som illustrerer hvor galt det kan gå.

I 2005 tog en 37-årig Balkan- og Irakveteran livet af sig selv og sin femårige søn, ved at udløse en plastisk sprængladning i eks-konens hus i Odense.

I 2006 skød og dræbte en amfetaminpåvirket Balkanveteran en mand på Lolland, og forsøgte at dræbe en anden. Han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Under en udgang begik han vold mod en 17-årig dreng. Efter udskrivelse blev han i 2016 dømt for at hugge en økse i hovedet på en mand på Bornholm.

I 2007 blev en 24-årig veteran idømt 12 års fængsel for at have likvideret en ven gennem mange år, ved to geværskud i hovedet på klos hold i Hadsund.

I 2009 blev en 32-årig Balkanveteran skudt og dræbt af politiet, efter at han i en lejlighed på Nørrebro i København havde angrebet og snittet to betjente i ansigtet med en sabel.

I 2011 fik to veteraner fra henholdsvis Kosovo og Afghanistan hver 16 års fængsel for knivdrab på en 68-årig kvinde, og hendes søn i Møgeltønder.

I 2013 blev en 44-årig krigsveteran idømt halvandet års fængsel for at affyret 16 skud mod lægehuset i Tørring i Hedensted Kommune. Han var tidligere dømt for ti væbnede røverier.

I 2016 angreb en 29-årig Libanon-veteran politiet med kniv, og en gryde kogende vand.

31. maj 2017 fik en 31-årig Kosovo og Afghanistan-veteran en behandlingsdom for at afsende 18 bombetrusler. Han var også tiltalt for hærværk, og for at have sparket en mand flere gange i ansigtet.

I November 2017 blev en 42-årig Balkanveteran dømt ved Retten i Randers for blandt andet at have truet med at skyde de ansatte på byens politistation. Ud over truslen mod politiets ansatte blev den 42-årige også dømt for yderligere trusler mod politiet, samt trusler mod en bekendt. Den 42-årige veteran havde tidligere søgt hjælp på den psykiatriske afdeling, men fik at vide, at han ikke var syg nok, og at han ikke var til fare for sig selv eller for andre.

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet Forsvarets Veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, sagde hun til Politiken d. 19. juli.

Hun fortalte at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede, eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Det hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp, spugte journalisten fra Politiken.

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, svarede Louise Hjort.

Vi er slet ikke i mål

Sammenholder man disse kedelige sager, med alle selvmordene og selvmordsforsøgene blandt veteraner, så vidner det om, at vi ikke er i mål endnu, når det handler om indsatserne for de syge veteraner.

Der er stadig plads til forbedring.

Nu får vi i løbet af 2018 de efterspurgte specialiserede psykiatriske behandlingstilbud til veteraner, i alle landets regioner. Det glæder os.

Forsvarets Veterancenter har også lige ansat en gruppe opsøgende rådgivere, som skal mere ud fra de trygge kontorer, og involvere de isolerede veteraners personlige netværk – ganske som de frivillige kræfter har gjort i 20 år før Veterancentret blev opfundet.

Om 20 år har man sikkert også forsket sig frem til, at den bedste måde at lave opsøgende indsatser over for veteraner er, at bruge andre veteraner til at forestå indsatsen.

Men så langt er man ikke i anerkendelsen af veteranernes kompetencer. Ikke endnu.

Det har ellers virket i årevis – her ude blandt de frivillige kræfter i veteranmiljøet.

Men måske om 20 år – når man finder ud af, at en teoretisk tilgang til socialfaglighed ikke er løsningen på alle problemer. Vi arbejder videre på mærkesagen, og bevarer håbet.

Måske skal vi også tale mere om rehabilitering, frem for at fokusere ensidigt på psykologi og medicin, når vi taler om indsatserne for de hårdest ramte veteraner.

Måske skal vi tænke veteranernes pårørende meget mere ind i indsatserne, og lave flere, målrettede indsatser for de pårørende, som holder sammen på stumperne i baglandet – både under veteranernes udsendelser, og efterfølgende, hvis veteranerne bliver syge.

Måske skal vi gentænke hele den måde vi har organiseret indsatserne på.

Med al den viden vi har nu, ville vi så organisere alt som det er organiseret nu, hvis vi skulle starte forfra?

Ville vi fordele ansvaret med 20% til Forsvarets Veterancenter, 20% til regionerne, 20% til kommunerne, 20% til private fonde og firmaer, og 20% til de frivillige kræfter i veteranmiljøet – helt uden en overordnet, koordinerende myndighed?

Ville vi fokusere så meget på systemer, faggrænser, standardløsninger, og ting som ser godt ud på afstand?

Ville vi lade være med at måle på effekterne af alle de mange projekter og tiltag, men bare kaste flere penge efter dem, fordi vi tror de virker?

Ville vi bede Forsvarets Veterancenter udgive rapporter om selvmordsproblematikkens omfang, eller ville vi overlade den slags til eksterne, uvildige forskere?

Ville vi acceptere at den ene efter den anden Forsvarsminister erkender svigtet over for Balkanveteranerne, mens ingen tager initiativ til en grundig afdækning af problemernes omfang, og ingen udarbejder en plan for hvordan vi nu afbøder skaderne efter to årtiers svigt?

Ville vi ansætte 130 dygtige mennesker på et veterancenter, og kun lade 10 af dem lave opsøgende indsatser?

Det ville vi nok ikke, vel?

Kan veteranpakken byttes, Troels Lund Poulsen?

Efter et års fokus på arbejdsskadeproblematikken, en masse historier i forskellige medier om afviste veteraner, to demonstrationer, og to møder i ministeriet, hvor vi var flankeret af repræsentanter for Soldaterlegatet, HKKF og Advokat Mads Pramming, gav vi beskæftigelsesministeren tid og ro til at finde en brugbar løsning på problemet med de mange arbitrære afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager.

Vi forlod mødet d. 3. maj i ministeriet, med en god fornemmelse af fire ting:

1. Ministeren havde fuld forståelse for problemets karakter og omfang
2. Ministeren mente selv det var et retssikkerhedsmæssigt problem, at en offentlig myndighed underkender fagligheden i en anden offentlig myndighed – som ellers er de officielle eksperter
3. Ministeren ønskede at finde en brugbar løsning, så der skal mere tungtvejende argumenter på bordet, før en veterans arbejdsskadesag – indeholdende entydige speciallægeerklæringer – kan afvises
4. Ministeren havde en god forståelse for, at vi hverken ønsker flere særlove, eller særbehandling. Blot en særlov som fungerer efter hensigten, og den samme sagsbehandlingspraksis som i alle andre arbejdsskadesager

Beskæftigelsesministeren brugte god tid på at finde en løsning, og til sidst var vores tålmodighed tyndslidt. Da vi rykkede for en afgørelse i starten af august, fik vi at vide at den ville komme inden for de næste 14 dage.

Men det skete ikke. Og så gik det op for os, at ministeren naturligvis ville bruge flagdagen for Danmarks udsendte, til at offentliggøre den brugbare løsning.

Det skete også. Det var bare ikke en brugbar løsning.

Veteranpakken, som den blev benævnt i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse, indeholdt ikke mindre end fire elementer. Ingen af dem vil dog – hverken enkeltvis, eller i kombination med hinanden – løse det grundlæggende problem – at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underkender speciallægeerklæringerne fra landets førende specialister i psykiske lidelser hos veteraner.

Vi fik da også et pænt brev fra ministeren, hvor han takkede for samarbejdet, og udtrykker sin afgrundsdybe respekt for veteraner, og at han – lige som vi – er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner. Veteranerne har ydet en helt særlig indsats for Danmark og skal derfor være trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesag, hvis de vender hjem med ar på krop og sjæl, som han formulerer det.

Han leverer bare ikke den løsning vi bad om. Og som vi på møderne i ministeret var enige om var den rigtige løsning.

Det lod vi ham så vide. Vi skrev et brev til ministeren. Soldaterlegatet meldte klart ud. HKKF meldte klart ud. Advokat Mads Pramming skrev et brev til ministeren. Advokaterne Birgit Filtenborg og Karsten Høj skrev et brev til ministeren. Også veteranordføreren fra regeringens støtteparti undrede sig i Ugebrevet A4.

Siden har der været stille. Ingen har fået svar.

Dansk Folkeparti vil nu forsøge at få regeringen og Beskæftigelsesministeren med på en løsning, som i langt højere grad forpligter AES til at følge speciallægernes vurderinger i veteransagerne – ganske som vi efterlyste på møderne i ministeret.

»Man vil gerne mindske sagsbehandlingstiden og give veteranerne en bedre retsstilling, det er jeg helt med på. Men det skal også virke i praksis og ikke bare være en intention fra ministeren i anledningen af flagdagen,« siger Jeppe Jakobsen, som er veteranordfører for DF, til Ugebrevet A4.

Og det vil da være dejligt hvis de ansvarlige politikere kunne finde en mere brugbar løsning end ministerens “veteranpakke”. Hvis de mangler inspiration, kan de spørge Lars Møller 🙂

Ellers må vi i gang med at samle et flertal uden om regeringen, lige som vi gjorde det for at få særloven fra 2014 vedtaget.

Dengang hed beskæftigelsministeren Mette Frederiksen. Og bannerføreren for flertallet uden om regeringen hed Troels Lund Poulsen. I dag er han selv beskæftigelsesminister, og har muligheden for at sikre, at veteraner kan føle sig trygge ved behandlingen af deres arbejdsskadesager.

Er det ikke ironisk?

Rykkerskrivelse

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

• manglende tidsmæssig sammenhæng (selv om flere uafhængige specialister entydigt fastslår at sygdommen er opstået under/i kølvandet på udsendelse i international tjeneste). Denne begrundelse er anvendt i 14 af 21 afviste sager, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i.
• manglende farlighed (idet underkender det faktum, at følelsen af livsfare altid er subjektiv). Denne begrundelse anvendes i fire ud af ti afslag.
• manglende PTSD (hvor AES i stedet tilbyder andre spændende diagnoser, som tilfældigvis ikke er opført på erhvervssygdomslisten, og derfor ikke kan udløse erstatning). Denne begrundelse anvendes i hvert ottende afslag.

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade

Hvad gør vi med Balkanveteranerne?

Da Danmark endelig fik en veteranpolitik i 2010, knapt 20 år efter den aktivistiske udenrigspolitik sendte danske soldater, politibetjente, læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere til Balkan, så var det de fleste veteraner og pårørendes håb, at der endelig blev rakt en hånd ud, og tilbudt behandling og relevant støtte til de mange veteraner fra 90’erne og 00’ernes missioner.

For netop veteranerne fra den tidlige Balkanindsats fik ingen støtte, da de kom hjem. Derfor har de det også værst af alle veteraner den dag i dag.

“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” forklarede Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) til BT.

Hundredevis led af traumer. Alt for mange havde begået selvmord. Og endnu flere kæmpede med – ofte komplekse – psykosociale problematikker som hjemløshed, misbrugsproblemer, familieproblemer og udfordringer på det civile arbejdsmarked.

Forventningerne til den længe ventede veteranindsats var skyhøje. For der var unægteligt et efterslæb.

Den afgående forsvarschef har sagt det. Chefen for Veterancentret har sagt det. Lederen af Veterancentrets INTOPS-psykologer har sagt det.  Selv en forhenværende forsvarsminister kom til at sige det. Dog først et par år efter at formanden for Soldaterlegatet, og lederen af Handicapidrætens Videnscenter havde skrevet om det.

Selv den forhenværende landsformand for De blå baretter, mere end antydede i 2013, at man i veteranindsatsen har en tendens til at glemme de “gamle” veteraner, og fokusere på de yngre veteraner, som endnu ikke har oplevet de tunge, komplekse problemer efter udsendelserne.

Balkanveteranerne var dårligt forberedt, og dårligt debriefet efter missionerne. Der var intet fokus på psykiske efterreaktioner, og ingen indsats for at hjælpe de mange som kom hjem med psykiske skader. Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan. Men som Peter Bartram åbenhjertigt formulerer det, så tog man ikke problemerne seriøst.

Resultaterne af den manglende viden (som man nok kunne have fået hos andre krigsførende nationer hvis man ville) og indsats udeblev da heller ikke. Pludselig skulle politikere og forsvarets ledelse forholde sig til kedelige sager om veteranselvmord, og veteraner som levede i landets skove. Symptomer vi stadig oplever i dag.

Der har været mange tilløb

Daværende forsvarsminister, Nikolaj Wammen, var i 2014 er åben for at se på, om der skulle gøres en særlig indsats for at hjælpe de Balkanveteraner, der havde det sværest.

– Vi skal selvfølgelig være særligt opmærksomme på, om vi kan hjælpe dem i den situation, de står i nu, og jeg vil meget gerne drøfte med Veterancentret og de frivillige organisationer, om der er behov for en ekstra indsats i forhold til Balkan-veteranerne, sagde Nicolai Wammen til DR. Han ville inden for kort tid indkalde til et møde med parterne i sagen.

Det møde blev bare aldrig til noget.

Men Wammen fik dog gennemført, at man nu – som skadet veteran før 1996 – kunne modtage Medalje for såret i tjeneste, hvilket hidtil havde været umuligt. Og som altid krævede det bare lige, at man brugte et par år på at overbevise Arbejdsskadestyrelsen om, at man var blevet syg af sine missioner, og fik tilkendt en mèngrad på 5 procent, eller mere. Så kunne man få medaljen. Og mens denne landvinding blev diskuteret, begik flere Balkanveteraner selvmord i afmagt. Året før medaljebeslutningen kom det frem, at selvmord havde kostet flere Balkanveteraner livet, end krigen på Balkan.

Nu, 6 år efter den første veteranpolitik blev vedtaget, har vi som nation stadig et enormt efterslæb, i forhold til veteranerne fra 90’erne og 00’erne. Men hvad gør vi ved dette efterslæb?

Samlet er der knap 17 procent af de 26.000 udsendte i perioden 1992-2009, som efterfølgende er registreret med en psykiatrisk diagnose, for køb af medicin mod psykiske sygdomme, eller som har været i behandling for stofmisbrug uden at have været registreret før. Det viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2012, som konkluderer, at det især er soldater fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne, som er registreret med psykiske mén.

79 procent af de hjemløse veteraner, som blev registreret i forbindelse med undersøgelsen “Hjemløshed i Danmark 2015” var i aldersgruppen 30 – 50 år. 30 procent af de hjemløse veteraner havde en fysisk sygdom, hvilket er flere end blandt de øvrige hjemløse. Særligt var det hele 86 procent af de hjemløse veteraner, der havde en psykisk sygdom, hvilket er en væsentligt større andel end blandt den øvrige gruppe af hjemløse, hvor andelen med psykisk sygdom udgjorde 47 procent.

Lad os nu få gjort noget

Hvor er den målrettede, helhedsorienterede indsats? Hvor er erkendelsen af, at med mindre vi bare lader stå til, som vi har gjort hidtil, så vil flere veteraner fra Balkangenerationen lide, føle sig svigtede, blive mere syge, få aktive misbrug, blive hjemløse og familieløse, og flere vil begå selvmord?

Med selvmordsrapporten fra 2016 lærte vi jo, at veteraner fra den tidlige Balkanindsats er næsten 3 gange så selvmordstruede som andre veteraner. 52 procent af de selvmordsramte veteraner var udsendt til Kroatien. 30 procent var udsendt til Bosnien. Eftersom nogle af veteranerne har været udsendt flere gange, har nogle af de veteraner, der har begået selvmord, også været udsendt andre steder end Balkan (55 ud af de 56 havde første udsendelse til Balkan). De 56 veteraner, der har begået selvmord, har tilsammen været udsendt 101 gange.

Hvis en rapport havde konkluderet, at kvinder mellem 16 og 26 år i Hobro-området var tre gange så selvmordstruede som jævnaldrende kvinder i resten af landet, så havde vi nok set en task-force blive nedsat. Forskere havde kæmpet med hinanden for at afdække årsagerne. Psykiatrien havde straks fået øremærkede penge til denne målgruppe.

Men Balkanveteranerne, som er tre gange så selvmordstruede som alle andre veteraner, snakker vi slet ikke om.

Vi ved hvorfor nogle af dem blev syge. Vi ved hvad behandlingsmulighederne er. Vi siger vi vil støtte dem alt hvad der skal til – så længe de selv træder frem, og beder om hjælpen.

Men der skal meget til for at de træder frem, og beder om hjælp.

For vi har svigtet dem i mere end to årtier.

Og det ser desværre ud til at vi bare fortsætter med at svigte dem.

Året der gik

Endnu et år er gået, og for Veteranalliancens vedkommende har det bestemt ikke været begivenhedsløst. Vi har arbejdet med flere af de store problemstillinger inden for veteranindsatsen og veteranpolitikken, og vi har været medvirkende til at flere almindelige danskere har fået nuanceret deres billede af vilkårene for især de hårdest ramte veteraner, og deres pårørende.

Foråret og sommeren var desværre præget af de relativt mange triste sager om selvmord og drab, som blev begået af veteraner med psykiske lidelser. Kun nogle af sagerne blev kendt i offentligheden, men alligevel vidnede de om en veteranindsats som endnu ikke er helt i orden.

I midten af juni fik vi åbnet debatten om screening, og risikoen for at soldater med allerede eksisterende psykiske lidelser udsendes eller genudsendes på internationale missioner. I august fik vi opbakning fra en erfaren psykolog, som selv har forestået screeningen af soldater, da han offentligt fortalte, hvor overfladisk og mangelfuld screeningen i praksis er.

De relativt mange selvmord på få måneder, og de implicerede veteraners relativt unge alder, gjorde os bekymrede for, om vi stod i en overgangsfase, hvor Balkangenerationen (som hidtil har domineret selvmordsstatistikken) nu får følgeskab af de yngre Irak- og Afghanistanveteraner.

Denne bekymring eksisterer desværre stadig, og blev desværre ikke adresseret af Forsvarets Veterancenter, på trods af den meget omtalte selvmordsrapport som udkom i november. For den omhandlede kun gennemførte selvmord frem til og med 2014, og kun selvmord begået af veteraner fra Forsvaret – altså den andel af veteraner, som i udgangspunktet bør være mest psykisk robust. Vi mangler således stadig at få afdækket selvmordsadfærden blandt veteraner fra Politiet, nødhjælpsorganisationer og andre organisationer, som vi deler veteranstatus med.

Desværre forholdt medierne sig særdeles ukritisk til den “videnskabelige” rapport, og var det ikke for vores kritik, og fortsatte opmærksomhed på selvmordsproblematikken blandt veteraner, så havde Veterancentret og Forsvarsministeriet nok fået held til at sælge budskabet om, at veteraner ikke er mere selvmordstruede end andre, og at der derfor ikke er brug for en særlig indsats på dette område.

Fokus på arbejdsskadeproblematikken

I juli fik vi Berlingske til at sætte fokus på de urimelige forhold for psykisk skadede veteraner i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Via solidt journalistisk arbejde blev historierne om Lars og Lene fortalt, og de er desværre repræsentative for mange veteraner som er blev afvist af AES.

Vi besluttede, at hvis ikke regeringens bebudede serviceeftersyn af veteranpolitikken forholdt sig til arbejdsskadeproblematikken, så ville vi synliggøre den mere, og på andre måder end hidtil.

Og sådan gik det. Regeringen forholdt sig slet ikke til problematikken. Og så gik planlægningen af årets første demonstration i gang.

På flagdagen d. 5. september, offentliggjorde daværende forsvarsminister, Peter Christensen, serviceeftersynet af veteranpolitikken fra 2010. Vi havde både direkte til regeringen, og indirekte via det officielle hørings- og rundbordssamtalesystem, bidraget med vores indstillinger og holdninger til veteranpolitikken. Og enkelte dele af vores indstillinger blev der lyttet til. Der var således gode takter i serviceeftersynet, selv om vi stadig er langt fra at have en perfekt veteranpolitik.

Især glæder vi os over, at der nu kommer nye psykiatriske behandlingstilbud målrettet veteraner med psykiske lidelser, i alle fem regioner. De bliver ikke magen til de tre eksisterende, højt specialiserede tilbud, som i dag eksisterer i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, men skal fungere som supplement til disse.

Fra Sundhedsministeriet lægges der op til, at de nye regionsfunktioner oprettes på Psykiatrisk Center Ballerup, i Slagelse, i Psykiatrien Nordjylland i Aalborg, i Regionspsykiatrien Vest i Holstebro, på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og på Odense Universitetshospital. Samtlige af de nye behandlingstilbud forventes at være klar i løbet af 2017.

Til gengæld undrer vi os over, at den nye veteranpolitik kun gælder for veteraner udsendt af Forsvaret. Vi foretrækker den oprindelige definition på veteraner, som ikke skeler til hvilken organisation man repræsenterede på missionerne. I vores optik repræsenterede vi alle Danmark, da vi var udsendt med Dannebrog på skuldrene. Tidspunktet for eksklusionen af de veteraner, som ikke har været udsendt i regi af Forsvaret, var også besynderlig. For kun et halvt år forinden havde et flertal i Folketinget endelig givet veteraner fra Politiet adgang til behandling og støtte fra Forsvarets Veterancenter.

Men arbejdsskadeproblematikken blev behændigt ignoreret i forbindelse med serviceeftersynet. Derfor satte vi tryk på efter sommerferien. I samarbejde med de militære fagforeninger, HKKF, CS og HOD, arrangerede vi årets første demonstration – d. 22. september foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Vejret var med os, og det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi demonstrerede sammenhold, og fælles modstand mod den nye sagsbehandlingspraksis i AES.

Vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Advokat Mads Pramming for at vise støtte ved deres fremmøde, og Oberst Lars Møller, som samme aften udlagde teksten for seerne på TV2 News.

Nu gik også Ugebrevet A4 ind i sagen, og via et solidt og vedholdende journalistisk benarbejde, hvor mediet fik aktindsigt og gennemtrevlede 161 afviste veteransager, blev det afsløret at sagsbehandlingen i AES både er vilkårlig og uretfærdig. Begrundelsen om, at det populært sagt ikke har været barskt nok at være udsendt i krigszoner, benyttes i fire ud af ti afslag.

Kun to ud af tre veteraner fået anerkendt deres psykiske skader, når de har søgt om erstatning for PTSD, selv om veteranerne har fremlagt flere speciallægeerklæringer som fastslår sammenhængen mellem lidelsen og udsendelserne. I 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen – stik imod veteranloven, som blev vedtaget af alle folketingets partier i 2013, efter en større ballade i medierne, hvor det kom frem, at veteraner automatisk fik afvist deres sager om PTSD, hvis de ikke havde været til læge inden for et halvt år efter udsendelse. Med veteranloven skulle veteraner, der også havde sent udviklet PTSD, kunne få erstatning.

Og endelig dokumenterede Ugebrevet A4, at AES hver ottende gang, veteraner får afslag på erstatning, begrunder afslaget med, at veteranerne slet ikke har PTSD, selv om to eller flere speciallæger i psykiatri har stillet netop denne diagnose. Alt dette virker jo helt absurd, og derfor besluttede vi at skrue op for trykket.

Så blev den ansvarlige minister kaldt i samråd, og vi begyndte at planlægge den næste demonstration. Nu ville vi have, at politikerne forholdt sig til fakta, og sammenholdt dem med alle de fine intentioner bag veteranloven.

Derfor troppede vi d. 30. november op foran Beskæftigelsesministeriet, som to dage forinden havde fået ny minister. Igen havde vi rygdækning fra de militære fagforeninger, og vi takker Flemming Vinther fra HKKF, og Jesper Hansen fra CS, for at vise opbakning ved deres personlige fremmøde.

En tak skal også lyde til Folketingets eneste veteranordfører, Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti, for at komme forbi og tilkendegive støtte til vores protest, og for at kalde den ansvarlige minister i samråd igen, så en konkret præcisering af veteranloven kan drøftes af Folketingets partier.

Men mest af alt takker vi den nye minister, Troels Lund Poulsen, for at sende kaffe ud til de kolde demonstranter. Og for selv at komme ud, give hånd til alle de fremmødte, og lytte til vores protester. Efter at have lyttet koncentreret konkluderede han, at der var tale om et problem der skal løses. Derfor er vi blevet inviteret ind til møde med ham og hans embedsmænd i midten af januar, sammen med Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for Soldaterlegatet og HKKF.

Og hvis den nye minister bliver enig med os i hvad de rette løsninger er, så skulle det ikke blive svært at få dem solgt til de andre partier i Folketinget. For både Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti har tilkendegivet støtte til de skadede veteraner.

Faktisk sidder den nye minister i samme situation som den daværende beskæftigelsesminister, da det var 6-månedersreglen vi ville have lagt i graven. Nu er flertallet uden om regeringen blot mere massivt end i 2013. Og det glæder vi os naturligvis over.

Fra vores egne rækker

Da vi nu fik en af vores fem mærkesager gennemført, i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, besluttede vi at erstatte den med en ny mærkesag. Vores erfaring, forstærket af årets triste begivenheder, fik os til at sætte en opsøgende indsats for kriseramte/selvmordstruede veteraner på ønskelisten.

Vores styregruppe er udvidet fra 3 til 7 veteraner, som alle bidrager med forskellige kompetencer og indsatser. Nogle skriver artikler og opslag på de sociale medier. Andre holder foredrag på uddannelsesinstitutioner og i foreninger. Nogle mødes med politikere, andre planlægger aktioner, og endnu andre leverer informationer og cases til studerende, journalister, og ildsjæle som vil opstarte nye projekter og foreninger for veteraner og pårørende.

Opbakningen til vores arbejde vokser støt – både i den offentlige debat, på de sociale medier, og i den praktiske hverdag. Ved dette årsskifte har næsten 2500 veteraner, pårørende og andre tilkendegivet støtte via vores Facebookside, hvilket er mere end en fordobling siden årsskiftet 2015/2016. Også på de øvrige sociale medier vokser støtten hver måned. Og vores opslag deles og retweetes ofte, og mange gange. Tak til alle som hjælper os med at udbrede budskaberne på denne måde.

Vores hjemmeside blev i 2016 udvidet med en omfattende oversigt over behandlings- og støttetilbud, som henvender til alle sygdoms- og kriseramte veteraner, uanset hvilke udfordringer de slås med. Også oversigterne over det stigende antal veterankoordinatorer og veterancaféer bliver løbende opdateret. Selv om udviklingen går for langsomt til vores smag, så harmonerer udviklingen dog med vores mærkesager.

Også antallet af foreninger og projekter, som officielt bakker op om vores mærkesager, er fordoblet i 2016.

Alt i alt noterer vi os en betydelig fremgang på alle de afgørende parametre, og vi agter at fortsætte arbejdet med fornyede kræfter i 2017.

Godt nytår!