Nyt år – nye forventninger

I denne, årets første uge, er det relevant at opgøre forventningerne til året 2023.

Veteranområdet har levet med en status quo-dagsorden et par år, men netop nu ser vi nogle helt unikke muligheder for at bryde dødvandet. 

Det skyldes primært at Danmark har fået en ny regering, som har mandater nok til at gøre hvad den vil, uden at skulle fortynde ambitionerne som del af forhandlinger med yderfløjene.

Og som del af denne nye regering har vi fået en forsvarsminister, som selv er veteran. 

Siden 2013, hvor Jakob Ellemann-Jensen var medvirkende til at skabe flertallet uden om den daværende regering, som betød at særloven for veteraner blev vedtaget, har det imidlertid været sparsomt med Ellemann-Jensens fingeraftryk på veteranområdet. Men nu får han, som minister for Forsvaret, altså en unik mulighed for at rydde ud, og stramme op, alle de rigtige steder. 

Jakob Ellemann-Jensen var selv udsendt med SFOR i Bosnien, i perioden august 1999 – februar 2000. Desuden har han været reserveofficer siden 1994, og han har fremhævet begge disse forhold ved enhver given lejlighed, når han skulle understrege sit dybe kendskab til forholdene i Forsvaret, og forholdene for landets veteraner.

Og selv om Forsvarets generelt skrøbelige tilstand, krigen i Ukraine, og nogle møgsager som Jakob Ellemann-Jensen har arvet fra sine forgængere sikkert vil optage meget af hans tid og opmærksomhed, så må vi kunne forvente at veteranområdet får en helt særlig opmærksomhed, når vi nu endelig har fået en forsvarsminister som selv er veteran, og kender området så godt. Og som tilmed har valgt forsvarsområdet med hjertet.

Helt oplagt er det, at Jakob Ellemann-Jensen bruger sit bagland i kommunerne, til at øge antallet af veterankoordinatorer. Det går stadig for langsomt, og for mange kommuner springer over hvor gærdet er gravet ned, og udpeger en tilfældig jobcentermedarbejder uden særlige kompetencer, eller interesse for området. Og så bliver resultatet derefter. 

Venstre og Socialdemokratiet er nu i regering sammen, og selv om begge partier gik lidt tilbage ved kommunalvalget i 2021, så sidder de to partier tilsammen på langt de fleste af landets borgmesterposter. Og det må Jakob Ellemann-Jensen kunne omsætte til handling, hvis han kan lykkes med at forklare kommunerne hvorfor lokale veterankoordinatorer og veteranindsatser er helt afgørende for en sammenhængende og succesfuld veteranpolitik i Danmark. 

På flagdagen i 2021 skrev Jakob Ellemann-Jensen blandt andet, at vi efter et årti med veteranpolitik i dag har “en helt anden tilgang til, hvordan vi forbereder vores soldater på udsendelser, hvordan vi tager hånd om de pårørende, og hvordan vi sikrer en koordineret og respektfuld behandling af soldater, der vender hjem med fysiske og/eller psykiske ar. Det er et arbejde, der aldrig slutter, og der er altid plads til forbedringer”. Nu kan Jakob Ellemann-Jensen selv initiere disse forbedringer, frem for blot at tale og skrive om dem, som mange af hans forgængere har gjort det.

En af hans forgængere på posten som forsvarsminister udstak faktisk en korrekt kurs, som hun imidlertid ikke selv fulgte. Derfor bruger vi stadig relativt mange penge på de relativt velfungerende veteraner, mens indsatserne for de hårdest ramte veteraner fortsat udebliver. Det lovede Trine Bramsen at rette op på, men løfterne blev aldrig fulgt op med handling.

Men det er handling som skaber forvandling. Og det vil klæde Jakob Ellemann-Jensen at levere den handling, som han ved er påkrævet, og som vi har krævet i årevis.

Start med kommunerne. For alle veteraner bor i en kommune. Og alle kommuner udmønter landets socialpolitik, herunder den nødvendige forståelse, anerkendelse og støtte til landets veteraner, og deres familier.

Herefter er det oplagt at revidere den særlov, som Jakob Ellemann-Jensen selv var med til at stemme for i 2013, og som skulle gøre op med den forjættede 6-månedersregel, som afholdt så mange veteraner fra at få anerkendt deres arbejdsskader. Dengang gik det lidt stærkt, og resultatet blev kun halvgodt. Nu hvor vi er 10 år længere fremme, og Jakob Ellemann-Jensen selv er minister for veteranområdet, er det oplagt at kigge på erfaringerne, og justere særloven så den også gør op med de andre administrativt opfundne forhindringer. som veteraner oplever når deres arbejdskadesager skal behandles.

Den justering vil kræve en tværministeriel indsats, idet arbejdsskadeområdet ligger under Beskæftigelsesministeriet. Men her viste Trine Bramsen en overraskende viljestyrke, da hun ville gennemføre wildcard-ordningen, som ingen rigtigt efterlyste, og som ikke rigtigt flyttede noget i praksis. Men nu er vejen banet for et samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og Forsvarsministeriet, når veteranernes minister bare vil det nok. Så vi håber Jakob Ellemann-Jensen vil det nok, så vi kan opleve en reel forskel på om veteranernes minister selv er veteran, eller han/hun ikke er det.

Jakob Ellemann-Jensen har givetvis selv instrueret sine undergivne soldater i det kodeks vi alle lever efter, som veteraner. Vi efterlader ingen.

Nu har Jakob Ellemann-Jensen muligheden for at vise at han mente det dengang, og stadig mener det.

Rykkerskrivelse

Det uanstændige arbejdsskadesystem

Der er nu gået 3 måneder siden vores seneste møde med Beskæftigelsesministeren, og derfor glæder vi os til opfølgningsmødet i dag kl. 1600, hvor vi forventer at høre hvad han og Regeringen vil gøre ved den absurde og uanstændige behandling, som PTSD-ramte veteraner oplever i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Vi har hen over efteråret og vinteren afdækket den tilfældighed og ringeagt for diagnoser stillet af kompetente og erfarne overlæger i psykiatri, som præger sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Der tegner sig et klart mønster. Man benytter sig af enhver mulighed for at afvise de syge veteraner, med årsager som

• manglende tidsmæssig sammenhæng (selv om flere uafhængige specialister entydigt fastslår at sygdommen er opstået under/i kølvandet på udsendelse i international tjeneste). Denne begrundelse er anvendt i 14 af 21 afviste sager, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i.
• manglende farlighed (idet underkender det faktum, at følelsen af livsfare altid er subjektiv). Denne begrundelse anvendes i fire ud af ti afslag.
• manglende PTSD (hvor AES i stedet tilbyder andre spændende diagnoser, som tilfældigvis ikke er opført på erhvervssygdomslisten, og derfor ikke kan udløse erstatning). Denne begrundelse anvendes i hvert ottende afslag.

Hver gang de nysgerrige journalister spørger ind til sagsbehandlingen i AES, modtager de et skriftligt svar, hvor man forsvarer sig med, at man blot forvalter loven som den skal forvaltes. Og imens AES forsvarer sig med dette, så lever flere syge veteraner på kanten af samfundet, mens de håber politikerne vil gribe ind.

Men hvis det passer at AES blot forvalter loven som den skal forvaltes, så har politikerne et problem. For direkte adspurgt, er der meget få beskæftigelses- og forsvarsordførerne, som vil stå på mål for den måde loven forvaltes. De er faktisk ret forargede, når de hører hvordan syge veteraner afvises i flæng, nu hvor budgettet er overskredet, og man åbenbart mener at nogle af landets mest kompetente speciallæger er ude af stand til at stille korrekte diagnoser.

Senere i dag finder vi ud af, om ministeren deler deres forargelse. Og hvad han i givet fald vil gøre ved problemerne.

”Det er et stort problem. Vi bliver nødt til at revidere loven, så lægekonsulenter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke kan ændre vurderinger fra landets førende specialister”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører i Dansk Folkeparti, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det tyder på, at sager bliver afvist, hvor man godt er klar over, at veteraner har PTSD, men så finder frem til, at det skyldes noget andet. Det virker ikke rimeligt, når psykiatere forbinder PTSD med krigen. Hensigten med veteranloven var en anerkendelse af, at PTSD kan udvikle sig over længere tid. Stive tidsfrister skal ikke afskære veteraner fra at få den erstatning, som de rimeligt har krav på. Det er imod intentionerne i loven. Vi nåede et stykke med veteranloven, men det er ikke godt nok”

-Eva Flyvholm, forsvarsordfører fra Enhedslisten, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Hvis veteraner har fået psykiske traumer af at være i krig, så skal de have erstatning uanset, at nogen vurderer, at det ikke har været livsfarligt nok”

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er ganske enkelt hul i hovedet nogle af de beslutninger, som er truffet her. Nogle er mere modstandsdygtige end andre. Der skal heller ikke det samme til at brække en lille persons ben som en stors. Derfor skal man tage en individuel begrundelse af, hvad der er farefuldt nok”

-Jeppe Jakobsen, veteranordfører fra DF, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er fuldstændig horribelt, som vi afviser veteraner, fordi de ikke har været i tilstrækkelig livsfare eller at symptomer ikke er indtruffet på det rigtige tidspunkt. Det er urimeligt at sende folk i krig og så påstå, at de lyver, når de får PTSD”

-Renè Gade, forsvarsordfører for Alternativet, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

”Det er åbenlyst, at man ikke kan give en objektiv definition af, hvad der er farligt eller kan opleves traumatiserende. Det er også klart, at det er en utrolig vanskelig vurdering af, hvornår PTSD kan sætte ind. Udgangspunktet bør være individet. Det må være en lægefaglig vurdering”

-Martin Lidegaard, forsvarsordfører for de radikale, i Ugebrevet A4 d. 28. november 2016

“Man skal have erstatning, hvis man har fået psykiske skader af at være i krig. Soldater ved godt, det er farligt at blive udsendt, men man skal behandle dem godt, hvis de kommer til skade. Det er et spørgsmål om anstændighed”.

-Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for de konservative, i Ugebrevet A4 d. 20. november 2016

#veteranpolitik

#PTSD

#arbejdsskade

Livsfarekravet er dybt urimeligt

I forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Om prioriteringer

Danmark har fået en ny regering, og dermed et nyt regeringsgrundlag. Hvor krigsveteraner fik alt for lidt bevågenhed i valgkampen, fordi det åbenbart var vigtigere at diskutere andre velfærdsemner, så har det nye regeringsgrundlag skabt fornyet fokus på indsatsen over for de mange tusinde soldater, politibetjente, piloter, læger, sygeplejersker og NGO’er, som har været udsendt af staten i årtier.

Det fornyede fokus skyldes følgende to afsnit i regeringsgrundlaget:

Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.

Regeringen vil lave et servicetjek af veteranpolitikken og øvrige veteraninitiativer. Vi skal sikre, at danske veteraner får støtte, anerkendelse og muligheder, der står mål med deres store indsats for Danmark. (Regeringsgrundlaget, side 33)

Disse to afsnit har afstedkommet en glødende offentlig debat, om rimeligheden i, at man nedlægger Irak- og Afghanistankommissionen. Ingen tør debattere, om veteranindsatsen bør tilføres flere midler. Det er jo åbenlyst for enhver. Men man vil gerne diskutere hvor pengene skal komme fra.

Så debattens centrale punkt er, om det er rimeligt at man nedlægger kommissionen, for at bruge pengene på veteranerne.

Principielt kunne man have valgt at nedlægge kommissionen, for at bruge pengene på alt muligt andet. Valgkampen var fuld at dyre løfter, og dystre prognoser om øget træk på de offentlige pengekasser, grundet flere ældre, dyrere medicin og en fortsat høj tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

Men nu valgte regeringen altså at bruge pengene på krigsveteranerne. Og det skal regeringen naturligvis have ros for. For som vi har sagt og skrevet utallige gange, så fungerer veteranindsatsen stadig ikke optimalt, her 5 år efter vi fik veteranpolitikken.

Man skal huske, at en vigtig præmis for diskussionen er, at pengene kun kan bruges et sted. Med alle de andre øgede udgifter, til sundhed, uddannelse, infrastruktur osv., så skal enhver regering prioritere. Og regeringen har altså prioriteret en forbedret og fremadrettet indsats for krigsveteraner, frem for en tilbageskuende kommisionsrapport, som næppe ville skabe megen reel værdi uden for de politiske cirkler på Christiansborg.

En forbedret indsats for krigsveteraner kan derimod skabe reel værdi for nogle af de mennesker, som i dag lever med det svigt staten har begået, da de kom hjem fra missionerne, med skader på krop og sind. I årtier er disse krigsveteraner blevet ignoreret. Deres sager er blevet afvist og forhalet i Arbejdsskadestyrelsen. Deres behandlingstilbud har været tilfældige og utilstrækkelige. 47 veteraner har begået selvmord i afmagt, og hundredevis har forsøgt den samme udvej.

Hvis man accepterer præmissen, at mængden af penge ikke er uendelig, så er man tvunget til at prioritere. I Veteran Alliancen synes vi det er positivt at regeringen endelig prioriterer rigtige mennesker, med rigtige problemer, og som efterlyser rigtige løsninger, frem for et årelangt kommissionsarbejde, som ingen af os kan bruge til noget konkret. Hvis mængden af penge til rådighed var uendelig, så kunne vi få begge dele. Men sådan er den økonomiske virkelighed ikke.

Hvis ønsket er, at pengene skal bruges hvor de skaber mest forbedring for flest mulige, så har regeringen prioriteret korrekt. Kommissionsrapporter er nice to have. Men gode behandlingstilbud, rimelige arbejdsskadeerstatninger, anstændig og kompetent behandling i landets kommuner, og flere væresteder for landets mange krigsveteraner og deres pårørende, jævnt fordelt over hele landkortet, er need to have.

Så lad os starte der. Det er på høje tid.

Og lad os så få at vide, hvor mange millioner vi taler om, og hvordan de skal bruges i praksis.

Vi har hverken brug for flere medaljer eller plastickort. Det er helt andre steder der skal sættes ind.

#FV15

Krig med moms på

Et Folketingsvalg nærmer sig, og alle partier har travlt med at positionere sig med forslag til både offentlige udgifter, og finansiering af disse udgifter.

Kun én offentlig udgift undslipper debatten om finansiering – den aktivistiske udenrigspolitik.

I det hele taget er der bred konsensus om, at hele Forsvarsområdet – herunder veteranområdet – bare er noget man finansierer via skatter, og aldrig stiller spørgsmålstegn ved. Politikerne vil gerne fortsætte med at kunne trykke på nogle grønne knapper, og sende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker afsted til alverdens krigszoner, uden at politikerne skal ud med hatten i hånden, og finde sponsorer til den aktivistiske udenrigspolitik.

Forsvaret kan i ny og næ få en ekstra bevilling, hvis der dukker nogle uventede banditter op på radarskærmen, eller hvis der ganske uventet opstår en humanitær katastrofe i et fjernt land. Men ellers må forsvarsbudgettet finansiere politikernes krigsglæde.

Krig med moms på

Hvad med om vi lagde en moms på den aktivistiske udenrigspolitik? Hvad med om vi fik skabt en konsensus om, at hver gang politikerne beslutter at sende 100 soldater i krig, eller 100 beredskabsfolk afsted til én humanitær katastrofe, så skulle der – ud over finansieringen af uddannelse, udrustning, transport, løn osv. – afsættes et fast beløb pr. udsendt, som var øremærket en anstændig behandling af den udsendte, når han/hun kom hjem fra udsendelsen?

De øremærkede penge fra momsen på krig skulle så bruges på at sikre veteranhjem i alle landsdele, en hurtig og grundig behandling af arbejdsskadesager for de sårede veteraner, den korrekte kapacitet i de dele af sundhedsvæsenet som behandler sårede veteraner, efteruddannelse af de kommunale sagsbehandlere som arbejder med veteranernes sociale sager, og en anstændig pensionsordning for veteraner, som bliver så skadede, at de dømmes ude af arbejdsmarkedet for resten af livet.

En moms på den aktivistiske udenrigspolitik vil bidrage til, at politikerne tænker sig godt om, før de sender danske soldater, betjente, beredskabs- og sundhedspersonale ud til verdens brændpunkter. Og momsen vil sikre, at vi undgår situationer som nu, hvor det er geografiske tilfældigheder som afgør, om veteraner kan få den hjælp og støtte de har brug for, efter at have udmøntet den aktivistiske udenrigspolitik for politikerne.

Økonomien bag krigen

Hvis vi ser på hvad der er brugt på krudt og kugler i tre af de seneste militære konflikter Danmark har været involveret i, så vidner tallene om, at der ikke er nogle smalle steder når fjenden skal bekæmpes.

Irak-krigen, hvor ca. 5000 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 2,4 mia. kroner.

Indsatsen i Libyen, hvor ca. 100 danske soldater og piloter var udsendt, kostede skatteyderne 620 mio. kroner.

Afghanistan-krigen, hvor ca. 8600 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 13 mia. kroner.

Danmark kan altså – uden at blinke – bruge mere end 1 mia. kroner om året på krig.

Til sammenligning blev der i 2013 brugt 221 mio. kroner på veteranindsatsen, ifølge Forsvarsministerens svar til Folketingets Forsvarsudvalg d. 8. januar 2015.

Disse 221 mio. kroner fordelte sig således:

159 mio. kroner blev brugt på psykologisk behandling, socialrådgivning og andre aktiviteter under Forsvarets Veterancenter – herunder 23 mio. kroner til husleje, IT-systemer o.l.

62 mio. kroner blev brugt på erstatninger, godtgørelser og pensioner.

10 af de 159 mio. kroner var imidlertid satspulje-midler fra Beskæftigelsesministeriet, som var målrettet Veterancentrets jobsøgningsindsats for veteraner.

Ud over pengene på forsvarsbudgettet, blev der i 2013 brugt 9,5 mio. kroner til støtte af Fonden Danske Veteranhjems drift af tre veteranhjem, KFUM Soldaterhjems drift af soldaterhjem, samt De Blå Baretters Kammeratstøtteordning. De 9,5 mio. kroner er et direkte træk på finansloven, uafhængigt af forsvarsbudgettet.

10. april 2014 besluttede forsvarsforligskredsen, at der afsættes 25 mio. kr. årligt i perioden 2014- 2017 med henblik på at styrke indsatsen på veteranområdet. Forsvarsforligskredsen indgik endvidere ”Aftale om styrket indsats for de danske veteraner” 3. september 2014, hvoraf det fremgår, at der afsættes yderligere 30 mio. kr. i 2014 til etablering af nye veteranhjem og KFUM’s soldaterrekreationer samt udvidelse af eksisterende faciliteter, herunder køb af inventar, renovering mv. Dette udvidelsesarbejde forventes afsluttet ultimo 2016.

Men det stigende antal krigsveteraner kan ikke være tjent med, at behandlingstilbud og støtte skal være afhængigt af tilfældige politiske flertal, som fra tid til anden ”finder” puljer af penge til den nødvendige indsats for veteraner og deres pårørende.

Hvis politikerne uden at blinke kan bruge mere end 1 mia. kroner hvert år på krig, så er det kun rimeligt at indsatsen i forhold til veteraner og deres pårørende udgør et fast beløb pr. år, afspejlende det aktuelle antal veteraner.

Lige som man taler om at pengene følger patienten, og pengene følger eleven, så bør pengene følge veteranen. Hver gang staten producerer en krigsveteran, skal der være afsat penge til behandling og støtte til veteranen, når han/hun har udkæmpet politikernes kampe.

Ellers kan de jo selv tage afsted, og håbe på det bedste.

Kommunerne og veteranerne

Historien om den danske veteranpolitik handler om en politik, som blev vedtaget for sent, og implementeret for tilfældigt.

Veteranpolitikken adresserede en række problemer, som havde været velkendte i årevis, men hvor løsningerne hidtil var blevet leveret af mere eller mindre tilfældige, private aktører som fonde og veteranforeninger. Og da veteranpolitikken endelig blev vedtaget, havde man glemt at involvere nogle af de helt centrale aktører i veteranernes hverdag – de danske kommuner.

Kommunerne håndterer en lang række af de daglige, praktiske problemer som veteraner kan have efter hjemkomsten fra international tjeneste. Boligproblemer, misbrugsproblemer, familieproblemer og tilskud til nødvendig behandling og medicin, er blot nogle eksempler. Som udgangspunkt er veteranerne blot borgere, som alle andre. Men på grund af de følgeskader fra udsendelserne, som 10 – 20 % af veteranerne døjer med, og på grund af kompleksiteten i veteranernes sociale sager, stiller de i nogle tilfælde særlige krav til kommunerne.

Geografisk lotteri

Allerede i 2011 blev det tydeligt, at kommunernes hjælp og støtte til veteranerne, afhang meget af hvilken kommune man boede i.

”Der er nogle kommuner, som ikke var gode fra starten, men som har lært det, og lagt øre til ekspertisen. Og andre er stadig hverken til at hugge eller stikke i” udtalte Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen, som på daværende tidspunkt havde kontakt til mere end 400 af de værst traumatiserede veteraner (Information, 28.02.11).

På daværende tidspunkt havde kun én kommune en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Et eksempel på modstanden mod at øremærke ressourcer til veteranområdet, er Roskilde Kommune, som i 2011 ikke mente der var behov for særlige veteran-initiativer.

– Jeg mener ikke, at kommunerne kan forventes at skulle oparbejde en ekspertise specifikt til sagsbehandling omkring de danske krigsveteraner, som jo heldigvis er en forholdsvis lille målgruppe, skrev administrationschef Maria Tvarnø i et mailsvar, og henviste til Forsvarets Veterancenter som det sted, hvor ekspertisen skulle findes

Netop ved ikke at involvere kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik, havde man fra Folketinget foræret kommunerne en helt legitim grund til ikke at tage ejerskab for politikken, og sikre en lokal forankring af den. Og som om dette ikke var nok, så kunne kommunerne nu blot pege på Forsvarets Veterancenter, og henvise alle veteraner og pårørende med problemer, til kasernen i Ringsted.

2 år senere var Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen igen på banen, og påpegede den manglende kommunale indsats i forhold til veteraner.

”De fleste kommuner har kun de tilbud, som alle andre kan få. Og de tilbud kan de fleste soldater, der lider af post traumatisk stress, slet ikke overskue. De har ikke overskud til for eksempel at dukke op på et åbent værksted til et bestemt tidspunkt hver dag”, udtalte Yvonne Tønnesen. (DR, 29.07.13).

Igen forsvarede kommunerne sig med, at man lyttede – men ikke foretog sig noget.

”Vi tror meget på, at de skal inkluderes med andre mennesker, og derfor er der ikke lige nu planer om at lave tilbud direkte til veteranerne. Men vi lytter selvfølgelig til hvad Hærens Konstabel- og Korporal forening siger, og det er et område vi løbende arbejder med”, forsikrede kontorchef i Kommunernes Landsforening, Tina Wahl, over for Danmarks Radio. Hun erkendte samtidig, at kommunerne skulle blive bedre og hurtigere til at finde den rette hjælp til soldater med post traumatisk stress og andre psykiske lidelser. For selvfølgelig skal de ikke føle sig som kastebolde i systemet, sagde hun.

På daværende tidspunkt havde kun to kommuner en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Det går for langsomt

Det løbende arbejde i KL havde altså resulteret i en fordobling af veterankoordinatorer – fra én, til to – på to år. Udviklingen var mildt sagt ikke imponerende, når man ihukom at landet har 98 kommuner. Hvis udviklingen fortsatte i samme hastighed, ville alle landets kommuner have veterankoordinatorer, på samme tidspunkt som de første Balkanveteraner døde af alderdom.

På Christiansborg var man imidlertid tilfreds. I et åbent samråd om behandling af veteraner med PTSD d. 26. september 2013 svarede sundhedsministeren blandt andet, at implementeringen af veteranpolitikken forløb helt efter planen, og at alle aktører var oppe i gear, efter visse indkøringsvanskeligheder. Blandt andet havde det jo vist sig, at antallet af veteraner med behov for specialiseret behandling af PTSD var 2 – 3 gange højere end forventet. Om kommunernes indsats svarede sundhedsministeren:

”For så vidt angår kommunernes arbejde på området, er det overordentligt positivt, at det store antal kommuner har indgået samarbejdsaftale med Veterancentret. Det er et meget væsentligt skridt i arbejdet for at komme veteraner med PTSD til hjælp. Udfordringerne for PTSD-ramte veteraner er meget komplekse, og jeg kan derfor kun opfordre kommunerne til at have opmærksomhed på området, f.eks. også via kommunale veterankoordinatorer, der fungerer som indgangen til det kommunale system”

VISO-kavaleriet sat ind

I 2013 blev det så besluttet, at kommunerne kunne trække på kompetencerne hos Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) hos Socialstyrelsen. VISO trækker på en bred vifte af specialistviden på veteranområdet, og sammensætter forskellige socialpsykologiske kompetencer i forhold til den konkrete problemstilling. VISO har mulighed for at gennemføre rådgivnings- og udredningsforløb i veteranens eget hjem, eller i lokalområdet. Men det kræver at den enkelte sagsbehandler, i den enkelte kommune, erkender sine egne faglige begrænsninger, og tilkalder kavaleriet fra VISO.

Men sker dette, så skulle der være masser af faglighed at trække på. VISOs udredning kan bl.a. afdække veteranens samlede livssituation og afklare, hvordan veteranen og dennes familie hjælpes bedst muligt. Kommunen kan fx få hjælp til at finde frem til veteranens behov for støtte til dagligdagsfunktioner, genetablere veteranens sociale liv, eller afhjælpe misbrug.

Det går stadig for langsomt

Nu er der igen gået to år. Og på trods af KL’s påståede løbende arbejde, og sundhedsministerens opfordring til at have opmærksomhed på området, så fortsætter den fodslæbende udvikling. I skrivende stund har 5 af landets 98 kommuner en decideret veterankoordinator. Igen en symbolsk fordobling – fra to til fem – på to år.

Til gengæld kan vi snart tilføje den første jyske kommune til listen, idet Viborg Kommune har besluttet at ansætte en rigtig veterankoordinator. Vi har set stillingsbeskrivelsen, og selv om det pointeres at tid til overs skal bruges på almindelig sagsbehandling i kommunens sygedagpengeteams, så ligger fokus især på den vigtige opgave med at koordinere den kommunale veteranindsats – dels på tværs af kommunen, men også ift. Regionens og Forsvarets behandlingsindstanser samt veterancentret.

47 selvmord for meget

Da det i 2011 kom frem i offentligheden at 11 danske krigsveteraner – primært fra Balkanmissionerne – havde begået selvmord efter hjemkomsten, så skabte det bestyrtelse i veteran- og pårørendekredse.

Pludselig var det vi alle havde en instinktiv fornemmelse af blevet dokumenteret. Selvmordene kunne kun ses som bevis for, at vi som nation stadig ikke var gode nok til at tage imod alle krigsveteraner, når de vendte hjem fra mødet med krigens rædsler.

Selvmord er et tabu, som det er svært at tale med andre om. Den selvmodstruede har svært ved at tale med familie og venner om sine selvmordsønsker, for hvordan skal mennesker med flere lyspunkter i livet kunne forstå selvmord som en ønskværdig udvej?

Den selvmordstruedes familie og venner, som måske fornemmer at selvmord overvejes af en elsket, har svært ved at tale med den selvmordstruede om dette, af frygt for svar de ikke ønsker at høre, og af frygt for at komme til at skubbe den selvmordstruede ud over kanten.

Tabu eller ej, så er selvmord blandt krigsveteraner en realitet. Noget vi bør forholde os til. Og noget vi bør se som et tegn på, at der stadig er plads til forbedringer i den danske veteranpolitik. Det virker på alle måder ulogisk, at soldater som har overlevet og gennemlevet krigens rædsler, efter endt mission skulle tage sit eget liv, hvis det danske samfund er klar med anerkendelse, støtte og bedre muligheder.

Den daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, sagde da også, da hun blev forholdt nyheden om de 11 veteranselvmord, at ethvert selvmord er et for meget. Men hun tilføjede også, at den i 2010 vedtagne veteranpolitik lige skulle have tid til at virke, og at forsvarets psykologer rakte en hånd ud til veteranerne, og ville gøre alt for at hjælpe dem (Information, 20.03.11).

Dengang var der megen debat om hvor vidt man kunne definere en telefonlinje som en god løsning. Det kræver alligevel et vist overskud, og en pragmatisk tilgang til sin egen situation, at ringe op til et vildt fremmed menneske, og fortælle hvor dårligt man har det, og at man overvejer at tage sit eget liv. Uanset om dette fremmede menneske er psykolog, eller ej.

Men Forsvaret var ganske entydig i sin tilgang til problematikken. Det var veteranerne selv, som skulle ringe og bede om hjælp. Ikke engang bekymrede pårørende kunne sætte processen i gang. For der var psykologfaglige grunde til at mene, at med mindre veteranen selv var motiveret til at bede om, og modtage hjælp, så ville en psykologisk behandling ikke virke. Derfor ville det være meningsløst, hvis pårørende henvendte sig til Forsvarets psykologer, og fortalte om pressede veteraner, og psykologerne selv skulle kontakte disse veteraner.

Den udstrakte hånd var derfor for langt væk for nogle veteraner. De magtede slet ikke at møde den udstrakte hånd med deres egen hånd.

I 2014 publicerede Center for Selvmordsforskning så en rapport, som dokumenterede at antallet af registrerede selvmord blandt danske krigsveteraner var steget til 47. Altså 36 yderligere selvmord på kun 3 år. Igen var det den glemte generation, Balkanveteranerne, som dominerede oversigten over soldater som var faldet for egen hånd.

Hele 43 af de 47 registrerede selvmord var begået af Balkanveteraner. Til sammenligning døde fem soldater i kamp eller andre fjendtlige angreb under Balkan-missionerne, der strakte sig fra 1991 til 2009.

Men veteranerne fra Irak- og Afghanistanveteranerne var også på vej ind i den kedelige statistik.

Og som om de 47 registrerede selvmord ikke var deprimerende nok, så kunne Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen supplere med, at flere hundrede veteraner, som hun havde kontakt med, havde forsøgt selvmord. Nogle op til flere gange.

Råbet om hjælp var altså højt, og vedvarende.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning dokumenterede, at 298 soldater havde forsøgt at begå selvmord én eller flere gange i perioden 1995 – 2013. Hovedparten (50,7 %) havde kun været på én udsendelse, og soldater udsendt én eller to gange tegnede sig for 90 % af alle selvmordene blandt veteraner.

Blandt de veteraner, som tog deres eget liv i perioden, havde lidt over 20 % et registreret selvmordsforsøg inden. Risikoen for selvmord stiger med alderen, fordi risikofaktorer for selvmord akkumuleres over år. Udover eventuelle psykiske mén fra én eller flere udsendelse kan senere livsbegivenheder (f.eks. skilsmisse, arbejdsløshed eller traumatiske oplevelser) forøge en persons risiko for selvmord.

Tallene understreger vigtigheden af, at støtten og behandlingstilbuddene står klar så snart veteranerne kommer hjem. Hvis veteranen venter for længe med at opsøge hjælpen, eller behandlingssystemet har ventetid før behandlingen kan iværksættes, så kan det få fatale følger.

Derfor var det både frustrerende og deprimerende, at det i 2014 også kom frem i offentligheden, at specialpsykiatrien – som har til opgave at tilbyde behandling til de hårdest ramte krigsveteraner – kun har kapacitet til at behandle ca. en tredjedel af de veteraner som rent faktisk henvender sig, og beder om hjælp.

Det klæder ikke et moderne velfærdssamfund, som producerer krigsveteraner i en lind strøm, at spare på behandlingen til traumatiserede veteraner. Især ikke når man ser på, hvad vi som samfund ellers har råd til.

I forbindelse med offentliggørelsen af veteranpolitikken, udtalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at vi i Danmark har et af verdens bedste velfærdssamfund, men at vi først var ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner (Information, 12.10.10).

På daværende tidspunkt havde Danmark haft veteraner siden 1948 – altså i mere end 60 år. Og veteraner med omfattende psykiske følgeskader siden starten af 1990’erne – altså i 20 år.

Ifølge Forsvaret har mere end 39.000 danskere i perioden 1991-2013 været udsendt i alt 61.450 gange. Godt 95 procent af alle disse udsendelser er missioner i Irak, Afghanistan og på Balkan. Og mens mange af de gamle veteraner fra Balkan, som var udsendt i starten af 1990’erne, i dag kæmper med stærke psykiske problemer, er det altså endnu uvist, hvor mange af veteranerne fra Irak og Afghanistan der har fået og vil få PTSD.

Men tiden arbejder ikke på veteranernes side. Den stort anlagte undersøgelse af Hold 7, en gruppe på 610 soldater som var udsendt til Afghanistan i 2009, viste at omkring én ud af 20 soldater havde PTSD-symptomer et halvt år efter udsendelsen. Men 2½ år efter udsendelsen var dette tal næsten fordoblet, og nu viste omkring én ud af ti soldater tegn på PTSD.

I 2015 kan vi ikke længere undskylde systemets mangler med indkøringsvanskeligheder, eller den påståede overraskelse over at soldater bliver traumatiseret af krig. Og vi kan ikke sige at den udstrakte hånd er en fuld og dækkende løsning, når den mangler to tredjedele af fingrene.

Hvis ét selvmord er ét for meget, så er 47 selvmord vel 47 for meget.

Når Danmark går i krig

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.

Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.

Men ikke før. Det ville være forkert.