10 år med anerkendelse

flagdagSå blev det flagdag for Danmarks udsendte igen, og denne gang er det 10. år vi fejrer de veteraner som lod sig udsende i regi af Forsvaret, Politiet, Sundhedsvæsnet og Udenrigsministeriet.

Flagdagen blev til som et synligt og landsdækkende symbol på anerkendelse af veteranerne, fordi en frivillig ildsjæl lagde pres på politikerne.

Anerkendelse blev også et dominerende tema i den første version af Danmarks veteranpolitik (2010). Anerkendelse er vigtigt, og noget af det mest velimplementerede fra veteranpolitikken fra 2010. Ud over flagdagen blev anerkendelsen også udmøntet i nationale anerkendelsesmedaljer til veteraner som havde været udsendt siden 1948. Ikke alle veteraner, men de som havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Veterankortet var også et synligt men symbolsk tegn på anerkendelse, og igen var det ikke alle veteraner som kunne få det. Veteraner fra Politiet, Civilforsvaret/Beredskabsstyrelsen (før den blev indlemmet i Forsvaret), sundhedsvæsnet og udenrigsministeriet måtte se sig snydt for anerkendelse, lige som de blev snydt da der blev delt medaljer ud, og alle klappede i begejstring.

Denne diskriminerende form for anerkendelse blev endnu tydeligere i den næste version af Danmarks veteranpolitik, som blev offentliggjort på flagdagen i 2016. Her blev alle de hidtil forbigåede veteraner med et pennestrøg skrevet helt ud af veteranpolitikken, så det nu stod tydeligt for enhver, at man som veteran kun kunne forvente anerkendelse hvis man havde været udsendt i regi af Forsvaret.

Efter 10 år med officiel anerkendelse er vi således stadig ikke i mål. Godt nok bliver flagdagen i år højtideliggjort i næsten alle landets kommuner, efter års tovtrækkeri og udskamning af nogle få, stædige borgmestre, som ikke mente at det var deres opgave at vise anerkendelse, men i nogle kommuner er det stadig lidt krampagtigt og kejtet når talen falder på flagdag, og anerkendelse af veteranerne. Bevares, man synes da at flagdagen er en god mulighed for at profilere borgmesteren, men inderst inde synes man ansvaret burde ligge et andet sted end ved kommunerne.

Indtil veterancentret endelig lukkede ned for muligheden, tørrede enkelte kommuner endda regningen for deres lokale flagdagsarrangementer af på Veterancentrets 2 mio. kr.-pulje. Og så er det jo nemt at slå ud med armene, og fremstå som anerkendende, når man kan få Forsvarsministeriet – og i sidste ende alle landets skatteydere – til at betale for festen. Gad vide om man har afsøgt de samme muligheder på handicap- og børneområdet?

Det hidtil så håbløse veterankort fik en længe tiltrængt værdiforøgelse i 2018, da tilløbet til hjemmesiden veterankortet.dk blev taget. I dag kan vi som veteraner – på grund af en ihærdig men frivillig indsats – høste anerkendelse hele året, fra mere end 200 danske virksomheder, som anerkender veteraner via rabataftaler og særlige tilbud.

Tilbage på ønskelisten over anerkendende tiltag står blandt andet at

  • de pårørende skal også mærke anerkendelse af deres opbakning, støtte og bekymringer når krigenes eftervirkninger rammer hjemmefronten. Ikke kun i ord, men i handling. Deres bekymringshenvendelser til Veterancentret og Forsvarets øvrige myndigheder skal tages alvorligt, så vi undgår flere pinlige historier som den Berlingske afdækkede i juni og juli. Det ser heldigvis ud til at Forsvaret strammer op, men det er pinligt at der igen skal lig på bordet før der sker noget.

 

  • Veterancentret skal anerkende at det er en offentlig myndighed som så mange andre offentlige myndigheder, og derfor er underlagt offentlighedsloven. Det betyder blandt andet at offentligheden – herunder naturligvis frivillige aktører på veteranområdet – skal have uhindret adgang til information om hvordan Veterancentret bruger sine mange penge, og hvordan centret er organiseret, og hvilke og hvor mange behandlings- og støtteindsatser der gennemføres. Det er pinligt at Veterancentret tilsyneladende tror at dette er militære hemmeligheder, og skal bankes på plads af Forsvarsministeriet før de retter ind, og udleverer oplysninger som ubetinget er omfattet af offentlighedsloven.

 

  • Arbejdsmarkedets erhvervssikring skal anerkende de arbejdsskadesager som veteraner anmelder, når de formelle krav er opfyldt. Når den udsendende myndighed har bekræftet begivenhederne, speciallægerne har stillet en entydig diagnose, understøttet af en utvetydig årsagssammenhæng, og der ikke kan identificeres alternative årsager til sygdommenes opståen, så er det eneste anstændige at anerkende arbejdsskaderne. At bruge skattekroner på dyre retssager, hvor staten bekæmper veteranerne med alle midler, er skamfuldt. De samme penge man bruger på Kammeradvokaten (som repræsenterer arbejdsskademyndighederne), udtalelser fra retslægerådet, by- og landsretternes ressourcer m.m. kunne bruges på erstatninger, så de syge veteraner endelig kunne få afklaring og anerkendelse.

Så der er stadig masser at arbejde for på anerkendelsesfronten anno 2019.

Hav en god flagdag!

 

 

Reklamer

Invitation til flagdagsarrangement

I anledning af flagdagen for Danmarks udsendte fortsætter vi traditionen hvor vi afholder et uformelt og hyggeligt arrangement på Toga Vinstue, lidt tilbagetrukket i midten af København.

Igen i år er Oberst Lars Møller gæstebartender før paraden på Christiansborg Slotsplads.

Efter paraden samles vi igen på Toga, hvor vi synliggør bredden i den politiske opbakning til en god veteranpolitik. I alle andre politiske spørgsmål er Eva Flyvholm fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ikke enige om særlig meget, men de har begge sagt ja til tjansen som gæstebartendere på flagdagen, for at vise deres respekt og anerkendelse til veteranerne.

Vi håber det bliver lige så sjovt og hyggeligt som de forgangne år, og at den donerede portvin bliver udsolgt, for hele overskuddet fra salget af portvin doneres til Veteraners Levevilkår i Oksbøl.

 

flagdag på toga

#Toga
#flagdag5september
#10årMedAnerkendelse

I morgen er det flagdag

Langt de fleste kommuner er kommet ind i kampen, og markerer dagen med større eller mindre arrangementer.

Men der er stadig 9 kommuner som nægter at møde deres veteraner, vise lidt anerkendelse, og få lidt feedback på hvordan veteranerne og deres pårørende oplever veteranindsatserne i de pågældende kommuner.

Der bliver TALT meget om anerkendelse af veteraner.

Men vi har mere brug for handling, forståelse og konkret støtte til de udsatte veteraner, og deres bagland. Og uanset hvad man mener om flagdagen, så er det en oplagt mulighed for at mødes i øjenhøjde – veteraner og lokalpolitikere -, og drøfte hvad der er godt, og mindre godt, i de kommunale veteranindsatser.

Symbolpolitik og andet svigt

428979Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.