Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.