2 sider af samme sag – nu med mere opbakning

I dag kunne man i Ugebrevet A4 læse, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring står endnu mere alene med deres påstande om forskningsmæssigt belæg for den anvendte praksis, når PTSD-ramte veteraners arbejdsskadesager behandles.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser at der i 37 procent af afslagene står, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Oplevelserne og de følgende psykiske symptomer har i de pågældende sager været tilstrækkeligt slemme til, at de speciallæger, der undersøger soldaterne efter hjemkomsten, er nået frem til, at der er tale om PTSD udløst af krigen.

»Vi finder det ikke dokumenteret, at din sygdom er opstået i tilknytning til og som følge af belastningerne under udsendelserne,« skriver de.

Man har altså opfundet en ny 6-månedersregel, som både er imod hensigterne med veteranloven fra 2014, og som flere forskere underkender.

Mads Pramming, fra advokatfirmaet Ehmer Pramming, fører mange af erstatningssagerne. Han mener, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han.

Også Soldaterlegatet, der hjælper hjemvendte soldater, mener Veteranloven bliver gradbøjet.

»Man har fundet en praksis, hvor man fortolker særloven på en uhensigtsmæssig måde i forhold til de gode intentioner, folketinget havde,« siger Thore Clausen, sekretariatschef for Soldaterlegatet.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uddyber i et skriftligt svar til A4, at man retter sig efter forskningen. PTSD kan godkendes, hvis der kan dokumenteres symptomer inden for seks måneder og fuldt udviklet sygdom efter maksimalt tre-fire år.

Flere forskere forstår dog ikke tidsgrænsen, som bruges til at afvise at veteraner. Det gælder blandt andre Edna Foa, som er professor på University of Pennsylvania og en af anerkendt forsker i PTSD. I en mail skriver hun til A4, at det ikke er nødvendigt at have mange symptomer på PTSD, inden for seks måneder for at have sygdommen.

»Svaret er nej. Department for Veterans Affairs (VA i USA) ser mange veteraner som klager over PTSD symptomer år efter traumet. På det seneste har mange veteraner fra Vietnam søgt behandling for PTSD for første gang.«

Lige så klar er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det virker fuldkommen forrykt. Der er ikke belæg for at opretholde en seks måneders grænse for symptomer på PTSD. Det grænser til det kriminelle at bruge den begrundelse,« siger han til Ugebrevet A4.

Jens Peter Bonde, der er klinisk professor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, har tidligere lavet en redegørelse til Folketinget om PTSD. I dag anerkender han, at man godt kan have PTSD, selvom alle symptomer ikke er til stede efter et halvt år.

Måske kan man være helt symptomfri i en længere perioode, men forskningen har endnu ikke leveret sikre data vedrørende dette, fortæller Jens Peter Bonde.

»Det holder ikke med de seks måneder. Vi er ikke i stand til at sige, hvor lang tid efter en udsendelse, man kan få PTSD. Det ser ud til, at det kan optræde inden for et par år,« siger han.

Jens Peter Bonde fastholder dog, at diagnosen i dag forudsætter, at der er mindst nogle symptomer inden for de første måneder efter traumet.

2 sider af samme sag

I ugen op til vores næste demonstration mod livsfarekriteriet, vil vi hver dag vise et eksempel på sager, hvor arbejdsskademyndighederne har brugt livsfarekriteriet, eller på anden måde underkender entydige diagnoser stillet af speciallæger/overlæger.

Der er derfor ikke tvivl om, at specialisterne har vurderet, at det som soldaten har oplevet, er alvorligt nok til at stille diagnosen PTSD.

Alligevel vurderer arbejdsskademyndighederne i et stort antal sager, at specialisterne tager fejl – og at det soldaten har oplevet, altså ikke er tilstrækkeligt belastende efter sagsbehandlerens (og/eller lægekonsulentens) vurdering.

Generelt er tendensen, at arbejdsskademyndighederne vil ”se blod”. Hvis man ikke er blevet ramt (eller har haft kuglerne flyvende om ørene), risikerer man et afslag på grund af livsfarekriteriet. Der skabes derfor indirekte et krav om, at veteranen skal have været i kamphandlinger (eller på anden måde i helt overhængende livsfare) før sagen kan anerkendes.

Det at færdes i en krigszone – med den daglige risiko, der er for at blive ramt af fjenden – tillægges ikke særlig betydning.

Advokaterne som hjælper de PTSD-ramte veteraner har talrige eksempler på, at selv ekstremt alvorlige hændelser ikke er tilstrækkeligt ”farlige” i myndighedernes øjne til at stille en PTSD-diagnose.

Der er derfor reelt tale om, at arbejdsskademyndighederne underkender det lægefaglige skøn – ofte ledsaget af en alternativ diagnose, stillet af myndighederne selv.

Derfor mødes vi på onsdag foran Beskæftigelsesministeriet, og viser vores protest mod den absurde praksis i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

#veteranpolitik
#livsfarekriteriet

Billeder fra demonstrationen mod livsfarekriteriet

#veteranpolitik

Veteraner, lad os stå sammen!

Demonstrationen på torsdag foran AES har nu opbakning fra både Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen for Stampersonel og Hovedorganisationen for Officerer i Danmark.

Sammen kræver vi et effektivt stop for afvisninger af syge veteraners arbejdsskadesager, med henvisning til selvopfundne kriterier som f.eks.

“…manglende tidsmæssig sammenhæng…”

“…ikke exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger…”

Når en syg veteran har konsulteret en eller flere speciallæger i psykiatri, og disse speciallæger har fastslået såvel diagnose som årsagen til den psykiske lidelse, så tilkommer det ikke juristerne i AES at underkende speciallægernes konklusioner.

Hvis speciallægerne, med al deres viden og erfaring konkluderer, at en veteran lider af PTSD, og at det skyldes forhold relateret til international tjeneste, så er det sådan det er. Hvis juristerne var bedre til at stille psykiatriske diagnoser end speciallæger, så var der jo ingen grund til at AES rekvirerer en uvildig speciallægeerklæring, og betaler 15.000 kroner for den, selv om der allerede foreligger en eller flere speciallægeerklæringer som kan bruges til belysning af sagen. Så kunne juristerne i AES bare slå med en terning, og afvise de sager man ikke havde råd til at anerkende.

Vi har endda kendskab til en afvist sag, hvor to speciallægeerklæringer – som begge konkluderer at veteranen har PTSD på grund af udsendelse – underkendes, og AES stiller en helt ny diagnose. Da de sender afslaget på anerkendelse, har de bare glemt at vedlægge en recept på den nye medicin veteranen skal erstatte sin nuværende PTSD-medicin med. For den skal han vel ikke blive ved med at tage, når nu juristerne i AES slet ikke mener han har PTSD..?

Denne absurde spareøvelse, og mangel på respekt for nogle af landets førende speciallæger i psykiatri, er nødt til at stoppe nu.

Derfor går vi på gaden på torsdag. Derfor viser vi vores protest, og forsøger at råbe de ansvarlige op. Hvis det ikke sker efter demonstrationen foran AES, så sker det måske efter den næste demonstration foran Beskæftigelsesministeriet. Eller den næste foran Christiansborg.

Vi vil ikke finde os i at en statslig styrelse behandler syge veteraner på denne måde.

Vi opfordrer ALLE veteraner, pårørende og sympatisører til at deltage i demonstrationen på torsdag. Selv om man ikke selv er ramt af PTSD, eller ikke har fået sin sag afvist af AES, så kan man godt udvise lidt solidaritet med de med-veteraner som føler sig krænkede og nægtet retmæssig anerkendelse.

Hvem ved? Måske møder man en gammel kammerat, som faktisk er kommet i klemme i systemet. Det er jo ikke alle som har lyst og overskud til selv at råbe op om den oplevede uretfærdighed.

Lad os samles. Lad os stå sammen. Og arbejde sammen for en løsning på dette problem.

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet

Læg livsfarekriteriet i graven!

For 3 år siden var danske krigsveteraner på gaden for at demonstrere. Dengang var det kriteriet om, at man skal have været til læge eller psykolog med symptomer på PTSD inden for et halvt år efter begivenheden, som afholdt mange syge veteraner fra retmæssig anerkendelse og erstatning.

6-månedersreglen blev lagt i graven, mange afviste arbejdsskadesager blev genoptaget, og endelig kunne vi se at anerkendelsen og erstatningerne blev udmøntet til de retmæssige modtagere. Alle partierne var enige om, at nu var tingene blevet som de skulle være, fordi det endelig blev lettere for syge veteraner, at få anerkendt deres arbejdsskader. Og de øgede udgifter til erstatninger til psykisk sårede veteraner i forligsperioden 2013-2017 skulle bare finansieres inden for den samlede forligsøkonomi, herunder ved anvendelse af forsvarets opsparing.

I løbet af de seneste 6 måneder har vi imidlertid kunne konstatere en stigning i antallet af afviste arbejdsskadesager, med henvisning til et nyt kriterium, som er opfundet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Livsfarekriteriet betyder, at krigsveteranerne nu – ud over at dokumentere at have været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af en yderst truende eller katastrofeagtig karakter – skal bevise at have været udsat for exceptionel truende (hvad det så end betyder) eller katastrofeagtige belastninger.

Tilsyneladende forstår juristerne hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke hvad vi laver ude på de internationale missioner, hvor farligt det er, og hvor mange forskellige ting man bærer med sig hjem i rygsækken. De mener tilsyneladende også de er klogere på psykiske lidelser end landets førende specialister i psykiske lidelser, siden visse afgørelser går stik imod konklusionerne i speciallægeerklæringerne. Og det bekymrer os, at det nye livsfarekriterium er indført netop samtidig med, at budgettet for erstatninger til syge/skadede veteraner blev sprængt med 100%.

Derfor kræver vi det nye livsfarekriterium lagt i graven. PTSD er ikke betinget af exceptionel truende oplevelser. PTSD er betinget af en eller flere traumatiserende oplevelser. Og dem kan man sagtens opleve mange af i krig. Ganske som styrelsen anerkendte indtil for ca. 6 måneder siden.

Vi mødes på torsdag foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og viser i al fredsommelighed vores protest mod det nyopfundne livsfarekriterium.

Advokaterne Mads Pramming og Birgitte Filtenborg kommer forbi. Nogle politikere har også sagt de vil komme og lytte til vores frustrationer. Og naturligvis er medierne inviteret.

Alle veteraner, pårørende og sympatisører er velkomne.

Faklerne tændes kl. 19:30, og markerer afslutningen på protesten. Men naturligvis fortsætter vi med at afkræve politikerne en løsning på problemet.

 

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet

Livsfarekravet er dybt urimeligt

I forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Når alt er sagt, og alt er gjort…

Så er der som regel sagt meget mere end der er gjort.

På baggrund af den seneste tids tragedier, er Berlingske ved at undersøge forholdende omkring veteraners arbejdsskadesager.

Der er desværre stadig problemer, som de to historier om Lene og Lars tydeligt illustrerer. De har begge været udsendt til Balkan, og begge har kæmpet i årevis for meget beskedne erstatninger.

Artiklerne beskriver på glimrende vis hvordan nogle skadede veteraner føler sig svigtet, mistænkeliggjort og efterladt alene til en uvis skæbne.

Denne første artikel i serien beskriver også hvorledes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) fortsat diskriminerer de psykisk skadede veteraner, når det handler om udregning af mèngrader og erstatninger.

Og endelig får vi en indrømmelse fra Venstres forsvarsordfører: “Selvfølgelig spiller kroner og ører ind“. Tak, Peter Juel Jensen. Det er vi mange som har mistænkt i årevis. Nu fik vi sikkerhed.

Hvad vi stadig mangler at forstå er, hvordan et parti som Venstre kan skifte holdning til sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader SÅ hurtigt.

For da problematikken var oppe at vende for præcis 6 år siden, så udtalte Sophie Løhde, i sin egenskab af psykiatriordfører for Venstre, til Jyllands-Posten d. 4. juli 2010 følgende:

“Det er dybt urimeligt, og jeg forstår godt, hvis de psykisk skadede krigsveteraner er vrede. De nuværende regler tager ikke højde for, at Danmark er i krig. Hele systemet skal saneres, så psykisk og fysisk skadede krigsveteraner bliver ligestillet“.

Også Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har et forklaringsproblem. For i samme artikel er hun citeret for at sige følgende:

“Vi er nødt til at tage et opgør med den standardmodel, som krigsskader i dag vurderes efter. Krigstraumer kan være lige så invaliderende som fysiske skader. Skaderne skal sidestilles“.

Dette udtalte hun i sin egenskab af socialordfører. Siden blev hun blandt andet beskæftigelsesminister, og dermed øverste politiske chef for Arbejdsskadestyrelsen. Men intet skete. Psykiske og fysiske skader er stadig ikke sidestillet.

Det burde ellers være muligt at samle et politisk flertal for at sidestille de to typer skader. For Dansk Folkeparti var dengang helt på linje med de to andre store partier.

I sin egenskab af Forsvarsordfører fandt Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti det utilgiveligt, hvis den mindre godtgørelse til de psykisk skadede krigsveteraner bunder i deres antal.

“Der er i hvert fald et klart misforhold og en skrævvridning, som vi skal have rettet op på“, er han citeret for at sige.

Hvis Ib Poulsens afløser som forsvarsordfører, Marie Krarup, skulle være i tvivl om det er værd at være med i sådan et flertal nu, så skal hun bare huske tilbage på sit eget indlæg i Jyllands-Posten d. 10. juli 2011. Her skriver hun afslutningsvis (efter en længere hyldest til de danske veteraner), at det jo er dansk fædrelandskærlighed at gå i krig for sit land.

Fædrelandskærlighed plejer at være i høj kurs i Dansk Folkeparti. Nu kan partiet passende kvittere for al den fædrelandskærlighed vi har udvist, ved at gøre det lettere at få en rimelig kompensation for de psykiske krigsskader nogle af os pådrager os, når vi risikerer livet for fædrelandet.

Sammen burde de tre store partier kunne samle et flertal for at sidestille fysiske og psykiske skader på veteraner, som er pådraget under internationale missioner. Vi kender faktisk nogle flere, mindre partier, som vi er ret sikre på vil være med i sådan et flertal.

Hvem tager initiativet, og indkalder til det første møde?