I serien af forslag til initiativer på veteranområdet som vil være mere velkomne end ministerens wildcard-ordning, er vi i denne uge nået til en halvgammel kæphest, som har været en af vores mærkesager siden 2016.
Opsøgende indsats – af veteraner, og for veteraner – har været efterspurgt siden Veterancentrets selvmordsrapport, som den manglende brik i puslespillet vi alle kalder veteranindsatsen i Danmark.
Med tiden har vi fået en fælles forståelse af, at veteraner er en alt andet end homogen gruppe. De seneste år har den fælles segmentering (røde/gule/grønne veteraner) vundet indpas, og de fleste aktører på veteranområdet erkender, at intet isoleret tilbud (f.eks. et veteranhjem, en idrætsaktivitet, et botilbud eller et beskæftigelsesrettet tilbud for veteraner) henvender sig til alle veteraner. Til gengæld kan en kombination af to eller flere tilbud dække behovet for recovery og rehabilitering, for selv de mest syge og udsatte veteraner i den røde kategori.
Imidlertid er langt størstedelen af de mange tilbud for veteraner, som er opstået i kølvandet på den nationale veteranpolitik fra 2010, baseret på filosofien om at de trængende veteraner selv opsøger, eller på anden måde tager kontakt til, de relevante tilbud, hvorefter de mødes med åbne arme, og gode intentioner om at hjælpe og støtte. Kun behandlings- og botilbud kræver egentlig visitation. Alle andre tilbud kræver blot fremmøde, eller kontakt initieret af veteranerne.
Denne filosofi fungerer for det meste efter hensigten, så længe tilbuddene har relativt velfungerende og initiativrige veteraner i målgruppen.
Men efterladt på perronen står stadig et segment af syge og udsatte veteraner, med så lavt et funktionsniveau, at de aldrig profiterer af de mange tilbud i veteranindsatsen.
Årsagerne til dette er flere, men omfatter bl.a.
- Skam over egen sygdom/sociale situation
- Manglende overblik – og evne til at skabe overblikket – over de mange tilbud som findes
- Stort forbrug/misbrug af alkohol, hash, medicin, narkotika
- Stærk isolationstrang
- Meget beskedent netværk af familie/venner som kan bistå med kontakt, transport, økonomi o.l.
- Generationskløfter
- Frygt for at få uønsket opmærksomhed på egne familieforhold fra f.eks. kommuner
Det er dette segment – veteranerne i det røde segment – som er målgruppen for den opsøgende indsats. Vi vil ikke længere acceptere, at meget syge og/eller socialt udsatte veteraner drives til selvmord, eller til at udføre desperate handlinger for at få den hjælp de fortjener, efter at have gjort Danmark ære i verdens brændpunkter.
Hvorfor peer?
Peer-støtte er defineret som “støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder” (Kilde: Socialstyrelsen).
Peer-støtte skaber bl.a. håb, mod på forandring, handlemuligheder og fremmer derved personlig recovery hos mennesker med psykiske vanskeligheder. Personlig recovery betyder at komme sig, og vægter den personlige proces samt udviklingen af ny mening og nyt formål i livet. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på, præget af håb og aktiv medvirken, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom
En række studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver.
Peer-støtte har været praktiseret blandt danske veteraner siden 1990’erne – altså længe før Danmark fik en egentlig veteranpolitik og de afledte veteranindsatser. Det forekommer naturligt for veteraner at hjælpe og støtte hinanden, da dette er et væsentligt element i den grundlæggende uddannelse af soldater.
Når staten forlanger at soldaterne risikerer deres liv og helbred i kamp, så sker det med en formaning – og et løfte – om, at vi ikke efterlader nogen på kamppladsen. Men for nogle veteraner venter en kamp efter udsendelserne til verdens brandpunkter – kampen for at mestre eget liv med traumer og psykiske lidelser, samt afledte psykosociale problematikker.
Mens vi både ser veteraner præstere fantastiske indsatser under deres udsendelser, og også har set veteraner hjælpe hinanden efterfølgende, så må vi også konstatere at veteraner af natur er relativt dårlige til at bede om hjælp, og til at modtage hjælp.
I Forsvarets machokultur ses det ofte som et tegn på svaghed, hvis man beder om hjælp. Og svage soldater vinder ikke kampe. Derfor bider soldater smerten i sig, og fokuserer på noget andet end deres egne lidelser og problemer.
Dette er også billedet vi ser blandt veteraner i den gule og den røde kategori. De isolerer sig, og forsøger at fremstå mere raske og velfungerende end de egentlig er – både overfor sig selv, og deres omverden.
Men tillidsbaserede relationer, især til andre veteraner med samme baggrund og erfaringer, gør det lettere at tale åbent om livets udfordringer. Meget lettere end hvis veteranerne skal fortælle og forklare deres liv til behandlere eller myndighedspersoner uden samme referenceramme (erfaring med at være udsendt, og forsøge at tilpasse sig livet i civilsamfundet efter udsendelserne).
Denne force kunne man udnytte aktivt og målrettet i den opsøgende indsats for veteraner, ved at sikre at alle de opsøgende veteraner have oplevelser og erfaringer som de opsøgte veteraner kunne spejle sig i. Og da de opsøgende veteraner i udgangspunktet er væsentligt mere velfungerende og vidende om mulighederne for behandling og støtte, vil det være sværere at afvise hjælpen, da den i første omgang er tilbudt af en ligeværdig våbenbroder/kammerat.
VETERANALLIANCEN 