Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Et pænt farvel til 2015

Det forgangne år har på flere måder været turbulent. Det har budt på gode nyheder, og lærerige oplevelser. Så på denne årets sidste dag, er det kun rimeligt at evaluere året, og den indsats vi bidrager til, for at gøre forholdende for krigsveteraner og deres pårørende bedre.

Mindre ventetid

En af vores mærkesager er, at krigsveteraner ikke skal vente i flere måneder på den nødvendige udredning og behandling, når de kommer hjem fra missionerne, med skader på krop eller sind. Enhver ventetid, som strækker sig ud over en måned er uacceptabel.

Af den seneste status fra de tre behandlingssteder, indhentet af Sundhedsstyrelsen i oktober 2015, fremgår det, at den aktuelle ventetid på udredning er to uger i Region Hovedstaden, 30 dage i Region Midtjylland og seks uger i Region Syddanmark.

Endvidere fremgår det, at ventetiden til behandling er to uger i henholdsvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens den er på seks uger i Region Syddanmark. I Region Syddanmark påbegyndes udredning og behandling samtidigt. Region Syddanmark oplyser, at regionen har ansat en ekstra speciallæge for at nedbringe ventetiden.

Så på dette punkt ser udviklingen god ud.

Det skal desuden understreges, at alle patienter pr. 1. september 2015 har ret til at blive udredt inden for 30 dage – med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre inden for denne tidshorisont. Efter udredning har patienter som hovedregel ret til at komme i behandling inden for to måneder. Ved alvorlig sygdom skal behandlingen påbegyndes i løbet af en måned.

Flere væresteder

En anden af vores mærkesager handler om flere væresteder, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes for at hygge sig, netværke, deltage i fælles aktiviteter, orientere sig om aktuelle tilbud, hjælpe og støtte hinanden. I 2015 har vi set endnu et veteranhjem åbne dørene i Århus, og et væld af veterancaféer skyde op i mange mellemstore byer.

Vi har været særdeles kritiske over for udviklingen i Fonden Danske Veteranhjem (FDV), som det seneste år har udviklet sig i en topstyret og udemokratisk retning. På veteranhjemmet i København kulminerede udviklingen, da bestyrelsen ekskluderede næsten halvdelen af foreningens medlemmer, for at kunne blive siddende på magten.

Skiftende forsvarsministre har haft svært ved at håndtere denne udvikling, og derfor har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, nu fået til opgave at pege på en ny og fremtidssikret model for driften af de 4 veteranhjem i København, Fredericia, Århus og Aalborg, samt det planlagte i Odense.

Vi følger arbejdet tæt, og håber vi snart igen kan få ro og fred på veteranhjemmene.

I mangel på nærliggende veteranhjem, eller fordi man bare ikke gider involvere sig i historiske personfejder og nedarvet virksomhedskultur fra Forsvaret, har veterancaféer skudt op i hidtil uset omfang i 2015. Veterancaféer er frivillige kræfter, som arrangerer kammeratlig samvær og netværksopbygning, i nogle mellemstore byer, en eller to gange hver måned. Vi håber udviklingen fortsætter i 2016.

Kommunerne rører på sig

Også i forhold til en tredje f vores mærkesager har vi kunne konstatere en positiv udvikling. Flere af landets kommuner har fået ansat veterankoordinatorer, og udarbejdet lokale veteranpolitikker. Det går ikke susende hurtigt, men vi glæder os over de små fremskridt, og forsøger at overbevise de resterende kommuner om, at de skal trække i samme retning. Og at de skal huske at tilføre veteranområdet de nødvendige ressourcer, for at enderne kan mødes. En veterankoordinator uden de rette kompetencer, og det rette netværk, kan ikke gøre megen positiv forskel. En veteranpolitik, som kun tilgodeser de arbejdsmarkedsparate veteraner, er ikke andet end en camoufleret beskæftigelsespolitik. Camouflage og symbolpolitik har vi rigeligt af på veteranområdet.

Øget opbakning

Da Veteranalliancen blev offentliggjort for et år siden, som en helt ny og anderledes aktør på veteranområdet, blev vi mødt med naturlig skepsis. Men vi har bevist at der er behov for en spiller på banen som fokuserer på nogle konkrete forbedringer af forholdende for veteraner og deres pårørende. Og som kan levere et modspil til den herskende “det går jo fint-holdning”.

Vi har oplevet støtten og opbakningen som ganske overvældende. Og på denne, årets sidste dag, vil vi gerne kvittere for alle de likes, følgere, besøg på hjemmesiden, opmuntrende e-mails, frustrerende historier om behandling i sundhedsvæsenet og Veterancentret, forslag, gode råd og anbefalinger vi har modtaget. Også de mange delinger af vores blog- og facebook-opdateringer har været bekræftende og opmuntrende.

Vi er således fyldt med energi og virkelyst, og optimistiske i forhold til flere, positive resultater i 2016. Vi vil fremføre vores ønsker, og fortsætte vores påvirkningstrategi, i jagten på flere forbedringer for veteraner og deres pårørende. Især sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen, og andre forhold omkring de skadede veteraner vil få vores opmærksomhed i 2016.

Må alle veteraner, deres pårørende, og de mange frivillige støtter få et fantastisk  nytår, med tak for alt i det forgangne år.

Der er forskel

Veteranerne og demokratiet

Nu har vi gennemlæst og sammenlignet de eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København, og det forslag til nye vedtægter, som er udarbejdet af Veterancentret.

Som skrevet tidligere, så minder Veterancenterets forslag bekymrende meget om det ændringsforslag fra Fonden Danske Veteranhjem, som blev stemt ned i april, på de ekstraordinære generalforsamlinger i København og Aalborg, men som blev vedtaget i Fredericia (godt hjulpet på vej af trusler om at fonden ville lukke veteranhjemmet, hvis ikke medlemmerne afleverede deres afgørende indflydelse på foreningen).

I det følgende gennemgås to af de centrale problemer i Veterancenterets forslag, samt et helt principielt spørgsmål om fondens ret til at herske uden for egne private rammer, idet vi minder om at Fonden Danske Veteranhjem er en 100% privat fond.

1. Bestyrelsens sammensætning

I de nuværende vedtægter består bestyrelsen af en formand, og 6 bestyrelsesmedlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen, idet generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Formanden og tre yderligere bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens de øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

I forslaget fra Veterancenteret kan generalforsamlingen – som formelt set stadig er foreningens højeste myndighed – kun vælge tre af de syv bestyrelsesmedlemmer. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, skal godkendes af Fonden Danske Veteranhjem.

Også bestyrelsessuppleanterne opdeles, så kun den ene vælges af generalforsamlingen, mens den anden udpeges af fonden.

Det er efter sigende fondens ønske, at den – ud over en repræsentant for fonden selv – kan udpege lokale politikere og erhvervsfolk, til veteranhjemmenes bestyrelser. Vi har principielt intet imod hverken politikere eller erhvervsfolk. De kan bidrage med både ressourcer og nyttige kompetencer, til veteranhjemmenes bestyrelser. Ingen tvivl om det.

Vi ser bare hellere at disse politikere og erhvervsfolk stiller op på demokratisk vis, synliggør deres ressourcer og kompetencer for veteranerne, og bliver valgt demokratisk, hvis foreningernes medlemmer er enige i, at det er det rette at gøre. Det virker på alle måder mere demokratisk og rimeligt.

Med 4/3-modellen vil fonden have absolut flertal i alle de lokale bestyrelser. De lokale politikere og erhvervsfolk som udpeges, vil være bundet af loyalitet over for de som har udpeget dem. Og det ser vi ingen grund til.

Veteranhjemmene er forskellige på mange punkter. Sammensætningen af brugergrupperne, ønskerne til rammer og aktiviteter, samt involveringen af andre aktører på veteranområdet har vist sig at være meget forskellige fra veteranhjem til veteranhjem. Dette kalder ikke just på topstyrede løsninger.

2. Afstemning på generalforsamlingen

I de nuværende vedtægter kan der kun stemmes på generalforsamlingen, hvis man som medlem møder op. Dette giver god mening, da man så præsenteres for alle argumenterne for og imod, i sager hvor der skal stemmes. Desuden får man en præsentation af kandidaterne til bestyrelsen, og kan foretage et oplyst valg på denne baggrund.

I Veterancenterets forslag til vedtægter, åbnes op for muligheden for at stemme via fuldmagt. Desuden lægges op til, at kun dirigenten kan bestemme at en afstemning skal være skriftlig.

Det er et skråplan at åbne op for fuldmagter, når man i forvejen anerkender fondens og medlemmernes nogle gange modstridende interesser, og plæderer for at fonden skal have retten til at topstyre veteranhjemmene, via fuldstændigt flertal i alle de lokale bestyrelser.

I praksis er det også kun sjældent muligt at validere fuldmagternes ægthed på selve generalforsamlingen, hvis der opstår tvivl blandt nogle af medlemmerne. Tiden til rådighed, og praktiske besværligheder med at få fat på fuldmagtsgiverne tillader det simpelt hen ikke. Så ved at åbne op for muligheden for afstemning via fuldmagter, kan man risikere at øge mistilliden til hele generalforsamlingen, og afstemningernes gyldighed.

Vi ser heller ingen overbevisende argumenter for, at skriftlig afstemning ikke skal kunne forlanges af medlemmerne. Det er – trods alt – stadig medlemmernes forening, medlemmernes generalforsamling, og medlemmerne som i sidste ende bør bestemme i deres forening.

3. Eksklusion fra foreningen

Et tredje punkt i vedtægterne som er problematisk i vores optik, er paragrafferne omhandlende eksklusion af medlemmer.

I de nuværende vedtægter står at

I Veterancenterets forslag til nye vedtægter er der ikke nogen betydelig afvigelse

Spørgsmålet er imidlertid, om en uafhængig, almennyttig og upolitisk forening under en privat fond, skal have magten til at vurdere hvad der kan skade omdømmet for veteraner som helhed, uden for foreningens egne rammer.

Hvem har over hovedet defineret hvad omdømmet for veteraner som helhed skal være? For uden en entydig definition, så reduceres eksklusionsparagrafferne til elastik i metermål. Så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse, som giver sig selv definitionsmagten, og derfor kan ekskludere medlemmer ret tilfældigt.

Vi bryder os heller ikke om, at man kan ekskluderes, eller nægtes medlemskab, alene på mistanken om at man engang i fremtiden kan være til skade. Det harmonerer meget dårligt med almindelig dansk retspraksis, hvor vi kun dømmer andre på deres handlinger. Ikke på deres holdninger, eller på mistanke om handlinger de måske vil begå engang ude i fremtiden.

Lad os nu lige huske på, at veteranhjemmene er væresteder for nogle af de mest sårbare krigsveteraner, og deres pårørende. Veteranhjemmene bør derfor udstråle åbenhed, transparens og vilje til inklusion.

Vedtægtsforslaget fra Veterancenteret, som læner sig kraftigt op ad fondens oprindelige forslag, sender det stik modsatte signal. Et signal om udemokratisk topstyring, som ligger ret langt fra værestedstanken, og et signal om at ledelsen har nærmest uindskrænket magt til at skaffe sig af med medlemmerne, på et temmelig løst grundlag.

Det synes vi er trist. For det var ikke den oprindelige mening med veteranhjemmene.

Derfor håber vi, at Berit Christensen fra Forsvarsministeriet, som jo lige har modtaget en medalje for sin trofaste støtte til veteranarbejdet, vil fremkomme med en meget overbevisende årsag til, at denne afdemokratiseringsproces er nødvendig, når der afholdes møde om emnet på Veteranhjem København d. 13. august kl. 19.00

Vi er blevet stillet i udsigt, at netop Berit Christensen vil redegøre for ministeriets krav til de lokale foreningers vedtægter. Ja, sådan er det formuleret i invitationen.

Vi var faktisk slet ikke klar over, at ministerier kunne stille krav til vedtægter i selvstændige, uafhængige, upolitiske og almennyttige foreninger.

Downloads:

Indkaldelse til møde med Forsvarsministeriet og Forsvarets Veterancenter på Veteranhjem København

De eksisterende vedtægter for foreningen Veteranhjem København

Veterancenterets forslag til nye, standardiserede vedtægter for allle landets veteranhjem

Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.

Fonden og bøllemetoderne

Den seneste tid har vi undersøgt en lang række forhold omkring Fonden Danske Veteranhjem – hvem der står bag den, hvordan den disponerer, og hvordan den agerer.

Veteranhjemmene er – i alle tilfælde i vores optik – et af de vigtigste, og mest konkrete initiativer i veteranpolitikken fra 2010. Derfor er det vigtigt at veteranhjemmene udvikler sig i en positiv retning, og favner flest mulige veteraner, pårørende og kompetente frivillige, så flest mulige får glæde og gavn af denne komponent i veteranpolitikken.

Via dette researcharbejde er vi stødt på et kedeligt mønster, når det handler om hvordan fonden håndterer sin kommunikation – især når tingene ikke lige går som fonden vil det.

Eksklusion af kritikere

Senest har vi været vidner til en eksklusion af den demokratisk valgte talsmand på Veteranhjemmet i København. Han var åbenbart for åbenmundet til fondens smag. Så umiddelbart før et fællesmøde, for alle brugerne på veteranhjemmet, blev talsmanden trukket ind i et mødelokale af formanden, og præsenteret for en eksklusion, samt en trussel om bortvisning fra veteranhjemmet, hvis talsmanden fortsætter med at udtale sig i medierne om veteranforhold, set fra sit baglands perspektiv.

Her er eksklusionen, og truslen om bortvisning

Et siciliansk tilbud

Før talsmandens eksklusion havde vi så hele debatten omkring det lokale demokrati på veteranhjemmene. Fondens position var, at veteranhjemmenes medlemmer bare skulle aflevere deres demokratiske rettigheder, når det blev krævet af fonden.

Det var flertallet af medlemmerne så ikke enige i.

I København og Aalborg blev forslaget til nye vedtægter, og en implementering af den famøse 4/3-model, nedstemt på de ekstraordinære generalforsamlinger. Og begge steder blev nedstemningen fulgt op med en konstatering/trussel fra fonden, som gik ud på at de renoverings- og udbygningsprojekter, som Folketinget havde bevilget penge til i september 2014-forliget, nu blev udsat på ubestemt tid, indtil brugernes afgørende indflydelse på veteranhjemmene var afviklet.

Folketingets bevilling blev altså taget som gidsel, i en intern kamp om magten.

I Fredericia, hvor forslaget til nye vedtægter blev vedtaget, skete dette under trusler om, at hele veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke medlemmerne afgav deres demokratiske indflydelse på bestyrelsens sammensætning.

Altså et siciliansk tilbud.

Og alt det ovenstående er enten initieret, eller sanktioneret af fondsbestyrelsen.

Sygeliggørelse

Vores undersøgelser viser dog, at disse bøllemetoder ikke er nye i personkredsen bag Fonden Danske Veteranhjem. Ud over at være formand for fonden, præsident for De Danske Soldaterforeningers Landsråd, og formand for Støt Soldater og Pårørende, så er den pensionerede generalmajor, Jan Brun Andersen også  medlem af bestyrelsen i det private firma, Psykiatrikonsulenterne. Her hjælper han tilsyneladende landets kommuner og jobcentre med at yde en formidabel støtte til veteraner med PTSD – eller “problemer”, som han selv kalder det i sin ledelsesberetning fra 2011.

Imidlertid har den pensionerede generalmajor ikke altid været helt skarp i sine psykoanalyser af veteraner.

I 2011 stod Oversergent Lars Christensen overfor en udsendelse til ISAF, hold 11. Forinden da, havde han haft nogle uenigheder med Jan Brun Andersen omkring veteranhjemmene, hvilket blandt andet medførte at Lars, i sin egenskab af formand for foreningen Krigsveteraner og pårørende, valgte at trække foreningen ud af samarbejdet omkring de danske veteranhjem, og De Danske Soldaterforeningers Landsråd, som Jan Brun Andersen også er formand for.

Dagen inden sin udsendelse blev Lars kontaktet af Forsvarets Personeltjeneste, som telefonisk meddelte ham, at han var blevet pillet af holdet, fordi han “efter sigende var psykisk ustabil”. Han kunne ikke få oplyst, hvem der havde indberettet dette. Men han var ret overbevist om, at det hverken kom fra hans chef eller kollegaer. Lars svarede personeltjenesten, at det jo selvfølgeligt var alvorligt, og det måtte de da hellere få undersøgt – uden at kunne få oplyst, hvad “psykisk ustabil” dækkede over.

Lars kontaktede derfor straks en advokat, og en psykiater som var privatpraktiserende, og derfor uafhængig af Forsvaret. Han bad om at blive undersøgt for alt, hvad “psykisk ustabil”, kunne tænkes at dække over.

Ca. 10 dage senere, havde Lars en erklæring i hånden, som entydigt fastslog at han absolut intet fejlede, hvorfor han kunne rejse afsted, ca. 14 dage senere end oprindeligt planlagt, og han fik sit helbreds Q tilbage.

Imens Lars var udsendt på hold 11, undersøgte hans advokat sagen nærmere. Advokaten kunne til Lars’ store overraskelse meddele ham, at han nu havde et navn, og at dette navn fremgik af lægejournalen fra Forsvaret.

I følge Lars’ lægejournal, var det Jan Brun Andersen, som havde fremsat denne alvorlige anklage, som afstedkom omfattende skade på Lars Christensens karriere i Forsvaret. Men Jan Brun Andersen så sig altså i stand til at fjerndiagnosticere folk for psykiatriske lidelser, og på denne baggrund få Forsvaret til at iværksætte og bekoste den helt store undersøgelse. I sandhed en kafkask situation at befinde sig i, når man er på vej til udsendelse.

Her udpeges kilden til fjerndiagnosen:

Og her er så konklusionen fra den uafhængige speciallæge i psykiatri, som undersøgte Lars Christensen på Forsvarets regning. Psykiateren må nok have undret sig over hvorfor han skulle bruge tid på denne sag, som hverken virkede konkret eller underbygget på nogen måde.

Så nu er spørgsmålet, om vi som veteraner, pårørende og frivillige kræfter på veteranhjemmene, kan være trygge ved de metoder som benyttes af Fonden Danske Veteranhjem, og dens formand, Jan Brun Andersen.

En kommunikationsstrategi som mest af alt minder om strudse-metoden, og en forældet opfattelse af hvordan man går i dialog med sine kritikere, og finder fælles løsninger, virker ikke tillidsvækkende.

Faktisk virker det ret bekymrende.

Hvorfor kan/vil Fonden Danske Veteranhjem ikke være åbne og imødekommende over for netop den gruppe veteraner og pårørende de er udpeget til at udmønte veteranpolitikken for?

Hvorfor mødes kritiske røster med eksklusioner og sygeliggørelse?

Hvorfor skal tjenestegørende veteraner frygte for deres karriere, hvis de ytrer sig om noget, eller på en måde, som ikke falder i Jan Brun Andersens smag?

Hvorfor betaler Forsvaret for dyre speciallægeundersøgelser, alene på baggrund af hvad en pensioneret generalmajor tænker om veteraner, som har andre holdninger end han selv har?

Hvorfor evner fonden ikke at komme med en logisk og meningsfuld forklaring på hvorfor den er bedre egnet til at udpege bestyrelsesmedlemmer på veteranhjemmene, end brugerne af veteranhjemmene selv er?

Der er mange flere spørgsmål som trænger sig på. Og det skal blive spændende at se, om politikerne og befolkningen mener, at dette er måden de danske krigsveteraner og deres pårørende skal behandles på.

Så vi graver videre.

Om lokalpolitik, bekymringer og lærdom

Dansk Folkeparti (DF) er kendt for at udtrykke forståelse og støtte til danske krigsveteraner, når vi er i dialog med partiets ordførere omkring vores mærkesager, og relaterede veteranforhold. Ofte hører vi vendingen at “veteraner ligger os meget på sinde”, når DF skal forholde sig til veteranproblematikkerne.

Helt anderledes forholder det sig i Århus, hvor debatten om placeringen af det nye – og længe ventede – veteranhjem bølger. For i Århus kan DF ikke helt finde ud af hvad de skal mene om placeringen af veteranhjemmet, og om veteranernes bekymringer angående naboskabet med Grimhøj moskèen.

Helt fremme i mediebilledet finder vi DF’s lokalformand, byrådsmedlem og folketingskandidat, Knud Mathiesen, som d. 16. juli aspirerede til prisen for årets mest ubegavede og partiskadelige udtalelse i nyere Danmarkshistorie.

Knud Mathiesen blev citeret for, at danske krigsveteraner var tåkrummende ynkelige, og at placeringen af veteranhjemmet i Gelllerup var helt perfekt.

To dage efter kunne TV2 Østjylland fortælle, at tre andre folketingskandidater fra DF var uenige med Knud Mathiesen, og mente at hans udtalelser var både skammelige og nedladende. Og de tre kandidater ønsker nu en diskussion om hvorvidt Gellerup er et hensigtsmæssigt sted at placere veteranhjemmet.

Også fra Venstre får krigsveteranerne forståelse for deres bekymring. Paritets politiske ordfører i Århus, Gert Bjerregaard, mener, at veteranernes værested skal placeres et andet sted.

“Vi vil i Venstre tage sagen op i magistraten, og sikre, der er fodslag for placeringen. For hvis ikke der er tryghed, giver det jo ingen mening med et veteranhjem. Og hvis man politisk ønsker at lade dette sted glide ned som en del af helhedsplanen har man fuldstændig misforstået ønskerne fra de veteraner, der har brug for veteranhjemmet“, siger han til TV2.

Men Knud Mathiesen var slet ikke færdig med at gøre sig selv, og sit parti uheldigt bemærket i debatten.

Ikke så lang tid efter han blev citeret for de nedladende udtalelser, følte Knud Mathiesen sig fejlciteret. Og derfor skrev han en præcisering af sine holdninger, som denne gang var knapt så nedladende i forhold til krigsveteranerne.

Vi har modtaget en kopi af præciseringen, som her bringes i sin fulde ordlyd:

Allerførst vil jeg sige, at visse passager i artiklen kan godt misforstås, at jeg skulle opfordre til at banditter og ballademagere løber ned til krigsveteraner, og kaste med sten ville være dejligt, er en forkert udlæggelse, men sådan kan det forstås.

Ordret banditter, og det kunne være dejligt, har jeg ikke brugt, og kaste med sten eller det der var værre var det der blev spurt om, derfor kan det misforstås.

Vedr. Chikane: det var i bussen, nogle veteraner mente man kunne blive chikaneret.

 

Lad mig slå fast at det ikke er mig der har opfundet placering af et veteranhjem, på Edwin Rahrs 61, det er bestyrelsen bag veteranerne, de mener åbenbart at det er det rigtige sted for netop disse krigsveteraner. At man skulle føle sig utryg et sådan attraktivt sted, kan jeg ikke forstå, jeg kan kun være enig med både bestyrelsen bag veteranerne, vores Rådmand Thomas Medom og vores socialudvalgsformand Huseyin Arac, at placeringen ligger i et naturskønt område, og måske kunne blive Danmarks flotteste veteranhjem ifølge Rådmand Thomas Medom

Hvis der er nogen der vil chikanere krigsveteraner er det ligegyldig hvor et sådan hjem ligger, så vil man finde frem til det. Men hvorfor skulle det da skabe problemer netop dette sted.

At det skulle være specielt farligere, fordi det attraktive sted ligger tæt på Gellerup, har intet på sig, uanset hvor et sådan hjem ligger, kan disse veteraner ikke undgå at møde flygtninge fra Irak og Afghanistan, og der er da også mange veteraner der bakker op om stedet.

Og vedr. at nogle mener, at de kan blive Chikaneret i bussen ud til stedet, er en meget spøjs udtagelse, der står vel ikke på brystet af dem at de er Krigsveteraner.

Alle mennesker kan blive chikaneret i bussen uanset hvem man er, og vel at mærke, ikke bare bussen til Gellerup.

At disse tidlige soldater lider af posttraumatisk stress, er meget trist og rigtig forfærdelig for dem, det drejer sig om Ca. 10 %, men lad mig gøre opmærksom på, at det ikke er de eneste der lider af den lidelse, det gør en stor del af folk som bliver udsat for død og ødelæggelse, ca. 8 til 10 % af vores Brandfolk, rednings og politifolk lider af symptomer af denne lidelse, 30 % af kvinder der bliver voldtaget lider også af symptomer af denne lidelse, dem taler vi bare ikke så meget om, og hvor i alverden skal de opholde sig.? Og hvordan beskyttes de for om verden.

Jeg tror stadig på at det kunne være et godt sted for vores krigsveteraner, så de langsomt kan komme tilbage til arbejdet, og det er jeg åbenbart ikke den eneste der syntes.

Hvis ikke dette område i Brabrand tæt på Gellerup kan tage imod disse veteraner, hvem kan Gellerup så tage imod, mange af vores flygtninge indvandre lider også af Posttraumatisk stress, mange af dem bor og opholder sig i Gellerup, skal de også flyttes? de møder jo også andre mennesker, som evt. kan havde deltaget i krig, eller andet, det kan de jo ikke vide noget om.

Jeg har boet i Gellerup i over 30 år, og er medlem og formand for Dansk Folkeparti, jeg er aldrig blevet chikaneret, nu skal man også passe på ikke at gøre Gellerup værre end det er, så kan der være andre ting i Gellerup jeg tager afstand fra, men det er en helt anden diskussion.

Knud

I en e-mail til en undrende krigsveteran, supplerer Knud Mathiesen sin præcisering med følgende:

Jeg mener stadig at stedet til et veteranhjem kan blive et rigtig godt sted, og jeg har sat mig en del ind i disse proplemer som disse veteraner har, jeg arbejder en del med personer som lider af posttraumatisk stress, dog kunne jeg ønske mig at også flere ville sætte sig ind i Gellerup området, området som sådan, er et ganske glimrende sted sted bo. Stedet hvor man vil placerer veteranhjemmet ligger et i naturskønt område, som mange andre mennesker ville missunde dem.

Jeg vil mene at disse mennesker vil kunne finde fred og ro, og langtsom kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet, men det vil du kunne læse i mit læserbrev.

Vedr. Grimhøj Moskeen den vil på ingen måde skabe problemer, men derfor ønsker jeg den stadig lukket, men det er på et andet grunlag.

Uanset hvor et sådan hjem blive lavet, kan man altid finde problemer, og hvis det er tilfældet bliver man nød til at placerer et sådan hjem på millitært område, og det vil vel ikke være ønskeligt.

Håber at dette kunne være med til at belyse det lidt mere, eller vil jeg gerne stille mig til rådighed efter ferien til en personlig samtale, der kan selvfølgelig sagtens være en problemstilling jeg ikke har fået øje på, jeg skal også lære hvad læres kan.

De bedste sommerhilsner,og forsat god sommer

Knud N. Mathiesen

Dansk Folkeparti.

Nu kunne vi jo aldrig finde på at klandre Knud Mathiesen for sine evner til at formulere sig på sit modersmål, så derfor vil vi blot tage imod udfordringen, og lære Knud nogle helt basale ting omkring krigsveteraner, og problematikken omkring veteranhjemmet i Århus. Og vi håber Knud er klar med notatblokken, for lærdommen kommer her i punktform:

• Det rager os ikke hvad du mener vil pynte på Gellerupområdet. Hvis du mener området har brug for pynt, så køb selv noget pynt, og kom igang. Fonden Danske Veteranhjem driver veteranhjem for krigsveteraner, og deres pårørende. Ikke donationer til kvarterløft, eller andre sociale eksperimenter.
• Dit argument om at grunden ligger naturskønt, og vil blive misundet af mange, er aldeles irrelevant. Vadehavet er også et naturskønt område, som mange vil misunde. Men det er ikke i sig selv nok til at placere et veteranhjem i vadehavet. Det er fordi der er flere andre forhold som taler imod, end for sådan en placering.
• Når du hævder at mange veteraner bakker op om stedet (forstået som placeringen), så vil det klæde dig at henvise til en kilde. Vi har ikke hørt om sådan en opbakning fra andre end den lokale bestyrelse, som til gengæld udviser en chokerende arrogance i forhold til de bekymrede medveteraner. Men selv om du havde ret, og et flertal mente at placeringen var god, så betyder det ikke at flertallet har ret. Engang troede flertallet af mennesker at jorden var flad. Og de som hævede at den var rund, blev latterliggjort eller spærret inde.
• Det er ikke cirka 10 procent af de danske krigsveteraner som lider af post traumatisk stress. I alt har knap 17 % af de hjemvendte soldater enten fået en psykiatrisk diagnose, købt medicin mod psykiske sygdomme eller været i behandling for stofmisbrug – uden at have været registreret for nogen af delene, før de rejste ud. Mere end hver femte danske veteran føler, at de har fået fysiske eller psykiske mén af at være udsendt på internationale missioner. Det viser en undersøgelse blandt cirka 3000 veteraner.
• Dine sammenligninger med post traumatisk stress blandt brandfolk og voldtægtsofre er i bedste fald irrelevant for denne debat. Veteranhjemmene henvender sig ikke til nogle af disse grupper.
• Det er en spøjs udtalelse, at hævde, at når nogle mener at de kan blive chikaneret i bussen ud til stedet, så er det en meget spøjs udtalelse, fordi der vel ikke står på brystet af dem, at de er krigsveteraner. Vil det sige, at hvis en krigsveteran bærer en t-shirt eller andet, som afslører at han er krigsveteran, så må man forvente chikane i bussen, på vej til veteranhjemmet? For jo, soldater og forhenværende soldater er notorisk kendte for, at gå med t-shirts, trøjer, kasketter og andet, med militær grafik, navne på missioner, holdnumre o.a. Dette ville du vide, hvis du nogen sinde havde sat dine ben på et veteranhjem.

Og til sidst et spørgsmål til Knud Mathiesen:

Når du skriver at Grimhøj moskèen på ingen måde vil skabe problemer for veteranhjemmet, og dets brugere, kan vi så opfatte dette som en skriftlig garanti fra din side? Det virker lidt som en dækningsløs check, idet ingen – hverken du eller vi – kender fremtiden.

Men derfor kan man godt bekymre sig om den.

Det gør krigsveteranerne i Midtjylland.

I Region Midtjylland er der 6740 veteraner, hvoraf 1249 er bosiddende i Aarhus. Gang disse tal med fire, for at få det samlede antal veteraner, og deres nærmeste pårørende (ægtefæller/kærester, børn, forældre o.l.).

Vi håber din skriftlige garanti gælder dem alle. Og i al fremtid.

Om penge, arrogance og frygt

Ejendomsspekulanterne Jytte og Bent Gormsen, som har firmaet DYBDAL, har nok svært ved at forstå deres held i dag.

I 2008 købte de ejendommen på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus for kr. 276.000, og lejede den ud til erhvervsformål.

I september 2011 blev ejendommenudbudt til salg, og der blev nu krævet 6.998.000 kroner for den. Men den blev ikke solgt. Så i august 2014 blev prisen sænket med en million, til 5.900.000 kroner. Hvilket flugter den offentlige vurdering af grundens og ejendommens samlede værdi i 2014.

Som ejendomsspekulant kunne man godt frygte, at den megen ballade i området, og naboernes åbenlyse støtte til terrororganisationen IS, kunne få ejendomsprisen til at ramme gulvet.

Men det skete heldigvis ikke. For redningen kom i form af Fonden Danske Veteranhjem, hvis lokale repræsentant – der også er næstformand i kommunens udsatteråd – havde set sig lun på ejendommen. Og selv om veteranerne i baglandet udtrykte bekymring og afstandtagen til placeringen, i såvel landsdækkende som lokale medier, så lykkedes det Fonden Danske Veteranhjem at købe ejendommen, mens man lod veteranerne forstå, at man lyttede til dem.

Der findes stolthed, og der findes arrogance. Kun stolthed kan være klædeligt.

Så hvad handler bekymringerne om?

Formanden for Grimhøjmoskéen, Oussama El-Saadi, forstår godt veteranernes tanker. Han mener dog ikke at veteranerne skal frygte moskèens medlemmer.

Det ser vi heller ingen grund til. Det er nok nærmere Oussama El-Saadi, og hans følgere, som skal frygte noget.

Hvis man er krigsveteran, og lider af post traumatisk stress, så skal der nogle gange ikke så meget til, før man føler sig presset. Og så kan en krigsveteran, som Forsvaret har brugt mange ressourcer på at træne til at handle under pres, falde tilbage i de mønstre som var gældende da traumerne opstod.

Dette ved Oussama El-Saadi tilsyneladende. For til TV2 Østjylland siger han jo, at han og hans følgere er bange for, at krigsveteranerne har nogle traumer, så der pludselig kan komme nogle reaktioner fra veteranerne, mod moskèens medlemmer.

Et provokerende tilråb, en flok unge med en truende attitude, eller et brag fra et kanonslag kan være nok til at få nogle krigsveteraner med post traumatisk stress til at reagere. Og det er sådanne reaktioner, som Oussama El-Saadi og hans følgere skal frygte, hvis de – uforvarende, naturligvis – skulle støde på krigsveteranerne, når de er på vej til og fra deres nye veteranhjem på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus, kun 500 meter fra Grimhøj moskèen.

Dette sociale eksperiment er dømt til at fejle. Men vi kan undgå katastrofen, hvis Fonden Danske Veteranhjem besinder sig, og finder et mere velegnet sted. En hurtig søgning på internettet viser, at der er nok at vælge imellem.

Veterancentret misforstår problematikken

Psykolog ved Veterancenteret i Ringsted, Bente Burke, fortæller til lokalavisen, at hun har stor forståelse for, at nogle af soldaterne kan føle sig utrygge, hvis de skal til Gellerup, fordi de forbinder det med fare, og derfor mener hun det er vigtigt, at de får hjælp til at komme derhen.

“Man kan for eksempel lave en følgeordning, indtil vedkommende selv er tryg ved at tage af sted. De PTSD-ramte skal arbejde sig langsomt op, og veteraner har, når de har udsendelsesrelaterede vanskeligheder, mulighed for livslang hjælp fra forsvarspsykologer,” fortæller hun.

Det er jo flot. Men i Veteran Alliancen mener vi det er helt misforstået. Hvis en traumatiseret krigsveteran lider af angst, hvilket er et meget almindeligt symptom på post traumatisk stress, så kan en følgeordning give mening. For angst har ikke noget subjekt den er rettet imod. Angst handler oftest om en generel frygt for at komme nye steder, og møde nye mennesker.

Frygt er noget andet. Hvor en traumatiseret krigsveteran med angstsymptomer ikke kan angive præcis hvad han er bange for, så er krigsveteranerne i Århus uhyre eksplicitte i udpegningen af det de frygter kontakt med. Og vi har svært ved at se, hvad en følgeordning skulle ændre i denne situation.

Hvem skulle følge krigsveteranerne hen til deres veteranhjem? Psykologer? Politibetjente? Socialrådgivere fra kommunen?

De østjyske krigsveteraner skal ikke gøres afhængige af følgeordninger.

De skal bare have et veteranhjem, som de er trygge ved, og som de har ventet på i årevis. Og de skal bevare deres værdighed, og nyde den anerkendelse og støtte som et veteranhjem skal være.

Længere er den ikke, i vores optik.

Kaos på veteranhjemmene

En af vores mærkesager handler om flere væresteder for veteraner og pårørende. Vi mener der skal være sådanne steder i hele landet. Men vi er ikke låst fast på en bestemt model, så om det er Fonden Danske Veteranhjem, KFUM’s Soldatermission, en frivillig forening eller et kommunalt frivilligcenter som driver værestederne, er for os principielt underordnet.

Det vigtige er, at værestederne findes, og bliver benyttet af målgruppen.

Mens vi kæmper for flere væresteder, så frustrerer det os at nogle af de eksisterende væresteder er præget af uro og stridigheder.

På veteranhjemmet i København gennemførte man i april 2015 en meget usædvanlig ekstraordinær generalforsamling, som skulle afgøre om foreningen skulle have nye vedtægter.

Forslaget til nye vedtægter indeholdt nogle fundamentale opgør med den direkte brugerindflydelse på bestyrelsens sammensætning, beslutningskompetence og muligheder for indflydelse på generalforsamlingen uden at man behøvede at præstere fremmøde.

Forslaget blev nedstemt, til udtalt irritation for formanden for Fonden Danske Veteranhjem, som gerne så at hans egen bestyrelse kunne topstyre alle de tre eksisterende, og to kommende veteranhjem under fonden.

Forslaget blev samme aften nedstemt på Veteranhjemmet i Aalborg, som heller ikke ønskede at afhænde de demokratiske muligheder for selv at bestemme veteranhjemmets rammer og aktiviteter.

Kun på veteranhjemmet i Fredericia blev vedtægtsforslaget vedtaget, idet den lokale formand truede medlemmerne med, at veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke vedtægtsforslaget blev vedtaget.

Siden har der udspillet sig en bizar magtkamp, og en ihærdig manipulation af veteranhjemmenes brugere. I København mente den lokale bestyrelse pludselig, at den talsmandsordning som brugerne havde etableret skulle nedlægges. Og den lokale bestyrelsesformand, som også på årets generalforsamling demonstrerede en lemfældig respekt for grundlæggende demokratiske rettigheder, og foreningens egne vedtægter, satte i denne uge sin underskrift på en eksklusion af brugernes demokratisk valgte talsmand, som bestyrelsesformanden ikke ønskede at samarbejde med.

Veteranhjemmets brugere svarede igen ved at fastholde talsmandsordningen, samt vælge ikke blot én, men to talsmænd, og udstyre dem med et historisk stærkt mandat.

I eksklusionen står også, at brugernes talsmand kan imødese en bortvisning fra veteranhjemmet, hvis han fortsætter sit virke som talsmand. Ikke fordi han bryder nogle regler. Men fordi – og kun fordi – han varetager det tillidshverv som veteranhjemmets brugere har valgt ham til.

Det svarer til en virksomhed, hvor ledelsen truer en tillidsmand med fyring fordi – og kun fordi – han varetager sit baglands interesser, sådan som han er valgt til. Det ville man heller ikke acceptere, vel?

Århus-katastrofen

I landets næststørste by, Århus, er Fonden Danske Veteranhjem ved at opføre et nyt veteranhjem. Fonden har fået 8,7 mio. kroner til formålet, i forbindelse med septemberforliget i 2014. Her fandt politikerne også penge til et nyt veteranhjem i Odense, samt renovering og udbygning af de eksisterende veteranhjem i København, Aalborg og Fredericia.

I Århus er man imidlertid løbet ind i et problem. Den styregruppe som Fonden Danske Veteranhjem har udpeget, har kastet sin kærlighed på en ejendom i Gellerupparken, kun 500 meter fra den berygtede Grimhøj-moské. Den selvsamme Grimhøj-moské som er kendt for at have kontakt med relativt flest islamistiske ”krigere” pr. indbygger.

Den selvsamme Grimhøj-moskè som Århus Kommune har en kritisk dialog med, fordi den har en tydelig antidemokratisk profil, og har udtrykt støtte til den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, der står bag massakrer i Syrien og Irak.

Danske soldater har været udsendt til Balkan, Irak og Afghanistan, og stået ansigt til ansigt med islamistiske styrker. De har kæmpet på liv og død, og forståeligt nok ønsker nogle af disse danske krigsveteraner ikke at pleje omgang med militante islamister, eller deres sympatisører, når de skal til og fra deres nye veteranhjem i Århus.

Derfor stod nogle af dem frem i ugens løb, og gav udtryk for deres bekymringer.

Svaret fra Fonden Danske Veteranhjem var, at det var den lokale styregruppes beslutning. Men vi tvivler på det forholder sig sådan. For hvem lader 7 tilfældige personer træffe den slags beslutninger, når der hverken eksisterer en forening, eller nogle vedtægter som definerer ansvarsområder og beføjelser?

Formanden for den lokale styregruppe – som i øvrigt også er næstformand i Århus Kommunes udsatteråd, og forstander på Kofoeds Skole i Århus – er selv veteran fra Balkanmissionerne. Og så skulle man jo tro, at han ville standse processen, og lytte til sine medveteraners bekymringer, før han fortsatte med at bruge 8,7 mio. kroner på et veteranhjem.

Det gjorde han bare ikke.

I går holdt styregruppen møde, og besluttede at bruge de 8,7 mio. kroner på ejendommen, som dele af målgruppen på forhånd har sagt de aldrig vil besøge, fordi – og kun fordi – den er placeret som den er.

Dette er særdeles problematisk.

Dengang politikerne lavede veteranpolitikken i 2010, og veteranhjemmene blev født, så skortede det ikke på anerkendelse og ønsker om velbesøgte væresteder for veteranerne. Og da politikerne i september 2014 fandt endnu 30 mio. kroner til veteranhjemmene, så var det også med anerkendelse og ønsket om støtte for øje.

Men hvis man vælger at placere et veteranhjem på en adresse, som de samme veteraner der skal bruge veteranhjemmet ikke vil opsøge, så ender man med at skabe et problem, frem for en løsning.

Lige nu er problemet at der ikke findes et veteranhjem i Århus. Hvis styregruppen tvinger sit valg igennem, så får vi to problemer. Et tomt veteranhjem på den forkerte adresse, og en gruppe frustrerede veteraner, som stadig mangler et veteranhjem de trygt kan mødes på, og bruge som værested.

Men til den tid er pengene jo brugt. Og man kan ikke bytte en købt ejendom, til en anden ejendom, på en mere optimal adresse, når man finder ud af, at man har disponeret forkert i første omgang.

De rette mænd til opgaven?

Både den absurde situation på Veteranhjemmet i København, og de nærmest bizarre forhold omkring etableringen af veteranhjemmet i Århus, får os til at tvivle på Fonden Danske Veteranhjems kompetencer og fokus. Og vi mener at de politikere, som har fundet de mange millioner kroner til veteranhjemmene, er forpligtet til at undersøge forholdende omkring pengenes anvendelse.

For det er ikke anerkendelse at få noget man ikke kan bruge. Og det er ikke anerkendelse og støtte, at vi som brugere af veteranhjemmene skal lade os tromle og topstyre af en fondsbestyrelse, som tydeligvis har andet end veteranernes interesser for øje.

#krigsveteraner #veteranhjem #dkpol