Det er tid til at være fælles om vores veteraner

I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.

Alle landets veteraner bor i en kommune. Alle de syge veteraner skal have udredning, behandling og opfølgende indsatser fra regionerne. Alle Forsvarets veteraner er omfattet af den nationale veteranpolitik, og kan på flere områder få hjælp og støtte fra Veterancentret. Og alle veteraner er velkomne i landets mange veteranforeninger- og cafèer.

Veteranområdet er en politisk varm kartoffel, fordi det er tydeligt at de politikere som sendte os ud på alverdens missioner ikke havde budgetteret med den efterfølgende behandling, kompensation og støtte til de tilskadekomne veteraner. Og pårørendeområdet er helt håbløst underprioriteret, selv om alle anerkender at en veteran med sundhedsmæssige og/eller sociale problemer giver anledning til bekymringer, frustrationer og behov for hjælp hos sine pårørende – det være sig veteranens forældre, ægtefælle/kæreste, søskende, børn, venner og kollegaer.

I gennemsnit har hver veteran 8 pårørende, som direkte eller indirekte er påvirket af hvordan veteranen fungerer sundhedsmæssigt og socialt, efter hjemkomsten fra missionerne.

Det betyder at den førte veteranpolitik, og de afledte veteranindsatser, potentielt påvirker mere end en halv million danskere. De fleste veteraner er heldigvis sunde, raske og velfungerende. Men for ca. 20 procent af veteranerne er det, eller bliver det, nødvendigt med hjælp og støtte, i større eller mindre omfang.

I alt for mange kommuner har man bildt sig selv ind, at veteraner med problemer blot skal henvises til Veterancentret. Men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Det skyldes flere forhold:

1. Nogle veteraner har ikke været udsendt af Forsvaret, og kan derfor ikke få hjælp af Veterancentret
2. Nogle veteraner vil ikke have kontakt med Veterancentret, af forskellige årsager

Men selv hvis en veteran har været udsendt af Forsvaret, og ikke har noget imod at få hjælp af sin forhenværende arbejdsgiver, så kan veteranen have problemer som Veterancentret ikke kan løse, eller bidrage til løsningen af. Det kan f.eks. være psykiske lidelser som kræver psykiatrisk behandling, hjemløshed, selvmedicinering (misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller receptpligtig medicin), familieproblematikker, behov for fysisk genoptræning eller socialpsykiatrisk opfølgning på indlæggelser og længere behandlingsforløb.

Alle disse indsatser hører under kommunernes og regionernes serviceforpligtelser. Og de hverken kan eller skal forsøges tørret af på andre. Hverken andre offentlige instanser, eller tilfældige frivillige aktører.

Det forestående kommunalvalg er en kærkommen lejlighed til at drøfte med sine lokale politikere og kandidater hvordan de i praksis vil løfte opmærksomheds- og serviceniveauet i forhold til veteraner og deres pårørende. Lad Jer ikke spise af med luftige hensigtserklæringer, eller selvforherligende taler om hvor fantastisk det allerede går i kommunen. Hold politikerne og kandidaterne fast på det konkrete, og det fremtidige.

Det er jo i fremtiden de gerne vil udøve deres politiske magt.

I morgen er det flagdag

Langt de fleste kommuner er kommet ind i kampen, og markerer dagen med større eller mindre arrangementer.

Men der er stadig 9 kommuner som nægter at møde deres veteraner, vise lidt anerkendelse, og få lidt feedback på hvordan veteranerne og deres pårørende oplever veteranindsatserne i de pågældende kommuner.

Der bliver TALT meget om anerkendelse af veteraner.

Men vi har mere brug for handling, forståelse og konkret støtte til de udsatte veteraner, og deres bagland. Og uanset hvad man mener om flagdagen, så er det en oplagt mulighed for at mødes i øjenhøjde – veteraner og lokalpolitikere -, og drøfte hvad der er godt, og mindre godt, i de kommunale veteranindsatser.

Serviceeftersynet – gode takter, men stadig langt til mål

I dag, på flagdagen for Danmarks udsendte, præsenterer regeringen sit længe ventede serviceeftersyn af veteranpolitikken. Serviceeftersynet indeholder nogle gode tiltag, men naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen, i en tid hvor pengene er få.

Lad os nævne de – i vores optik – fire markante forbedringer:

For det første oprettes yderligere 5 regionale tilbud i specialpsykiatrien, så der bliver  specialiserede behandlingstilbud i alle landets regioner. Så bliver det forhåbentlig slut med lange ventetider, og lange transporttider, når man som traumatiseret veteran skal have behandling. Dette har været en af vores mærkesager siden starten af Veteranalliancen. De nye specialpsykiatriske tilbud finansieres inden for rammerne af psykiatriens eksisterende budget, som med regeringens nye udspil til en sammenhængende psykiatrihandlingsplan, og satspuljeaftalen for 2015-18, bliver udvidet med 2,2 milliarder kroner yderligere.

For det andet skal indsatsen ude i landets kommuner styrkes, via øget fokus på sårbare/udsatte veteraner, og opkvalificering af de kommunale veterankoordinatorer. Også dette tiltag flugter en af vores fem mærkesager. Indsatsen finansieres inden for Veterancentrets budget.

For det tredje bliver Fonden Danske Veteranhjem, som står bag veteranhjemmene i København, Fredericia, Aalborg, Århus, og det kommende veteranhjem i Odense, organiseret på en ny måde fra nytår. Vi har de seneste år været vidner til, at det ellers glimrende element i veteranpolitikken, som vi ønsker styrket og udbygget, er kørt af sporet på grund af interne stridigheder, og en bizar interessekonflikt mellem ledelsen, og de veteraner og pårørende som veteranhjemmene blev etableret for. Nu skal det være slut med topstyring af veteranhjemmene, udpegede formænd og bestyrelsesmedlemmer, bøllemetoder, og vedtægter som reducerer veteranernes indflydelse til noget symbolsk. Organisationen professionaliseres, og det bliver meget mere tydeligt hvem der har ansvaret for hvad, og hvem der ikke skal blande sig i lokale tiltag og beslutninger.

For det fjerde gives der en økonomisk jobpræmie til virksomheder, hvis de ansætter en syg/såret veteran, sådan som Statsministeren bebudede sidste år. Virksomheder og myndigheder, der – efter aftale med Veterancentret – har haft en udfordret veteran ansat i seks måneder, tildeles en kontant jobpræmie, der f.eks. kan bruges til mentorvirke, kompetenceudvikling o.l. Tiltaget skal åbne nye muligheder for veteraner, der har vanskeligt ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og i modsætning til de første udmeldinger, så bliver ordningen kun gældende for syge/sårede veteraner – ikke alle de mange veteraner som sagtens kan komme ind på arbejdsmarkedet, alene ved hjælp af deres kompetencer og vindende personligheder. Dem skal vi naturligvis ikke stigmatisere ved at antyde, at der skal noget særligt til for at de kan få civile jobs. Jobpræmie-ordningen, som betyder at syge/sårede veteraners arbejdsgivere får et tilskud på 50.000 kr. finansieres med de 20 mio. kroner som blev “sparet” på den nedlagte Irak- og Afghanistankommission.

Også indsatsen for de pårørende skal styrkes. Idræt målrettet psykisk sårede veteraner styrkes i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund m.fl. Samlet set er der flere skridt i den rigtige retning. Det kvitterer vi for med glæde. Men vi har stadig nok at kæmpe for.

Regeringen agter ikke at fjerne dato-begrænsningen i aktstykke 425. Der er intet nyt om sidestilling af fysiske og psykiske skader i forbindelse med udregning af mèngrader i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Kun problemerne med sagsbehandlingstiderne har fanget regeringens opmærksomhed. Og den styrkede indsats for kriseramte og selvmordstruede veteraner, som vi har efterlyst efter sommerens dramatiske selvmord, selvmordsforsøg og forældredrab, bliver heller ikke en del af regeringens serviceeftersyn i denne omgang.

Derfor fortsætter vi vores arbejde, med øget fokus på disse områder.

Og vi nærer et håb. De konservative og Socialdemokraterne støtter vores forslag om en styrket opsøgende indsats over for de kriseramte/selvmordstruede veteraner. Socialdemokraterne går endvidere ind til årets finanslovsforhandlinger med en ambition om, at veteranindsatsen skal tilføres yderligere 100 mio. kroner årligt. Og som noget helt nyt vil partiet lytte til dem det hele handler om – veteranerne og deres pårørende -, når der skal udvælges nogle konkrete indsatsområder, og der skal prioriteres. Også andre partier har tilkendegivet forståelse for, at vi skal sætte tæring efter næring, og øge indsatsen for de mest udsatte veteraner, og deres familier.

Igen kvitterer vi for de positive tilkendegivelser fra de forskellige partier, og lover at møde op og bidrage konstruktivt, så snart vi kender de økonomiske rammer. Vi opfordrer også Folketingets øvrige partier til at melde deres visioner og prioriteringer ud.

Vi vil gerne takke alle som har bakket op om vores arbejde, og bidraget til at skabe opmærksomhed omkring nogle af veteranpolitikkens fejl og mangler. Det har krævet ihærdighed og skarp fokusering, men det har været alt arbejdet værd.

Vi har nu opnået konkrete resultater af arbejdet, og er blevet sultne efter flere. Lad os blive ved med at skabe dem sammen. Udviklingen stopper som bekendt ikke her.

Der er altid plads under paraplyen, til flere veteranforeninger og -projekter, som bakker op om vores mærkesager og virke. Uanset hvad man ellers beskæftiger sig med, og uanset om man har andre veteranpolitiske mærkesager på nationalt eller lokalt niveau, så byder vi velkommen til samarbejdet.

Man kan downloade Forsvarsministeriets serviceeftersyn her, og Danmarks nye veteranpolitik her.

God flagdag!

#veteranpolitik

#serviceeftersyn

#mærkesager

#flagdag2016

Kommunerne og veteranerne

Historien om den danske veteranpolitik handler om en politik, som blev vedtaget for sent, og implementeret for tilfældigt.

Veteranpolitikken adresserede en række problemer, som havde været velkendte i årevis, men hvor løsningerne hidtil var blevet leveret af mere eller mindre tilfældige, private aktører som fonde og veteranforeninger. Og da veteranpolitikken endelig blev vedtaget, havde man glemt at involvere nogle af de helt centrale aktører i veteranernes hverdag – de danske kommuner.

Kommunerne håndterer en lang række af de daglige, praktiske problemer som veteraner kan have efter hjemkomsten fra international tjeneste. Boligproblemer, misbrugsproblemer, familieproblemer og tilskud til nødvendig behandling og medicin, er blot nogle eksempler. Som udgangspunkt er veteranerne blot borgere, som alle andre. Men på grund af de følgeskader fra udsendelserne, som 10 – 20 % af veteranerne døjer med, og på grund af kompleksiteten i veteranernes sociale sager, stiller de i nogle tilfælde særlige krav til kommunerne.

Geografisk lotteri

Allerede i 2011 blev det tydeligt, at kommunernes hjælp og støtte til veteranerne, afhang meget af hvilken kommune man boede i.

”Der er nogle kommuner, som ikke var gode fra starten, men som har lært det, og lagt øre til ekspertisen. Og andre er stadig hverken til at hugge eller stikke i” udtalte Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen, som på daværende tidspunkt havde kontakt til mere end 400 af de værst traumatiserede veteraner (Information, 28.02.11).

På daværende tidspunkt havde kun én kommune en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Et eksempel på modstanden mod at øremærke ressourcer til veteranområdet, er Roskilde Kommune, som i 2011 ikke mente der var behov for særlige veteran-initiativer.

– Jeg mener ikke, at kommunerne kan forventes at skulle oparbejde en ekspertise specifikt til sagsbehandling omkring de danske krigsveteraner, som jo heldigvis er en forholdsvis lille målgruppe, skrev administrationschef Maria Tvarnø i et mailsvar, og henviste til Forsvarets Veterancenter som det sted, hvor ekspertisen skulle findes

Netop ved ikke at involvere kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik, havde man fra Folketinget foræret kommunerne en helt legitim grund til ikke at tage ejerskab for politikken, og sikre en lokal forankring af den. Og som om dette ikke var nok, så kunne kommunerne nu blot pege på Forsvarets Veterancenter, og henvise alle veteraner og pårørende med problemer, til kasernen i Ringsted.

2 år senere var Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen igen på banen, og påpegede den manglende kommunale indsats i forhold til veteraner.

”De fleste kommuner har kun de tilbud, som alle andre kan få. Og de tilbud kan de fleste soldater, der lider af post traumatisk stress, slet ikke overskue. De har ikke overskud til for eksempel at dukke op på et åbent værksted til et bestemt tidspunkt hver dag”, udtalte Yvonne Tønnesen. (DR, 29.07.13).

Igen forsvarede kommunerne sig med, at man lyttede – men ikke foretog sig noget.

”Vi tror meget på, at de skal inkluderes med andre mennesker, og derfor er der ikke lige nu planer om at lave tilbud direkte til veteranerne. Men vi lytter selvfølgelig til hvad Hærens Konstabel- og Korporal forening siger, og det er et område vi løbende arbejder med”, forsikrede kontorchef i Kommunernes Landsforening, Tina Wahl, over for Danmarks Radio. Hun erkendte samtidig, at kommunerne skulle blive bedre og hurtigere til at finde den rette hjælp til soldater med post traumatisk stress og andre psykiske lidelser. For selvfølgelig skal de ikke føle sig som kastebolde i systemet, sagde hun.

På daværende tidspunkt havde kun to kommuner en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Det går for langsomt

Det løbende arbejde i KL havde altså resulteret i en fordobling af veterankoordinatorer – fra én, til to – på to år. Udviklingen var mildt sagt ikke imponerende, når man ihukom at landet har 98 kommuner. Hvis udviklingen fortsatte i samme hastighed, ville alle landets kommuner have veterankoordinatorer, på samme tidspunkt som de første Balkanveteraner døde af alderdom.

På Christiansborg var man imidlertid tilfreds. I et åbent samråd om behandling af veteraner med PTSD d. 26. september 2013 svarede sundhedsministeren blandt andet, at implementeringen af veteranpolitikken forløb helt efter planen, og at alle aktører var oppe i gear, efter visse indkøringsvanskeligheder. Blandt andet havde det jo vist sig, at antallet af veteraner med behov for specialiseret behandling af PTSD var 2 – 3 gange højere end forventet. Om kommunernes indsats svarede sundhedsministeren:

”For så vidt angår kommunernes arbejde på området, er det overordentligt positivt, at det store antal kommuner har indgået samarbejdsaftale med Veterancentret. Det er et meget væsentligt skridt i arbejdet for at komme veteraner med PTSD til hjælp. Udfordringerne for PTSD-ramte veteraner er meget komplekse, og jeg kan derfor kun opfordre kommunerne til at have opmærksomhed på området, f.eks. også via kommunale veterankoordinatorer, der fungerer som indgangen til det kommunale system”

VISO-kavaleriet sat ind

I 2013 blev det så besluttet, at kommunerne kunne trække på kompetencerne hos Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) hos Socialstyrelsen. VISO trækker på en bred vifte af specialistviden på veteranområdet, og sammensætter forskellige socialpsykologiske kompetencer i forhold til den konkrete problemstilling. VISO har mulighed for at gennemføre rådgivnings- og udredningsforløb i veteranens eget hjem, eller i lokalområdet. Men det kræver at den enkelte sagsbehandler, i den enkelte kommune, erkender sine egne faglige begrænsninger, og tilkalder kavaleriet fra VISO.

Men sker dette, så skulle der være masser af faglighed at trække på. VISOs udredning kan bl.a. afdække veteranens samlede livssituation og afklare, hvordan veteranen og dennes familie hjælpes bedst muligt. Kommunen kan fx få hjælp til at finde frem til veteranens behov for støtte til dagligdagsfunktioner, genetablere veteranens sociale liv, eller afhjælpe misbrug.

Det går stadig for langsomt

Nu er der igen gået to år. Og på trods af KL’s påståede løbende arbejde, og sundhedsministerens opfordring til at have opmærksomhed på området, så fortsætter den fodslæbende udvikling. I skrivende stund har 5 af landets 98 kommuner en decideret veterankoordinator. Igen en symbolsk fordobling – fra to til fem – på to år.

Til gengæld kan vi snart tilføje den første jyske kommune til listen, idet Viborg Kommune har besluttet at ansætte en rigtig veterankoordinator. Vi har set stillingsbeskrivelsen, og selv om det pointeres at tid til overs skal bruges på almindelig sagsbehandling i kommunens sygedagpengeteams, så ligger fokus især på den vigtige opgave med at koordinere den kommunale veteranindsats – dels på tværs af kommunen, men også ift. Regionens og Forsvarets behandlingsindstanser samt veterancentret.