Målstregen flyttes hele tiden

tom pakke jpg
Veteranpakken viste sig at være tom

Da vi, sammen med repræsentanter for de militære fagforeninger og Soldaterlegatet mødtes med Beskæftigesesminister, Troels Lund Poulsen, gik vi fra møderne med beskeden optimisme.

Ministeren havde skitseret nogle løsninger, som isoleret set ikke ville løse vores problemer med arbejdsskadesystemet, men som måske i kombination kunne have gjort det.

Ministeren lancerede herefter sin veteranpakke, som indeholdt en række forskellige elementer. Flagskibet var second opinion-ordningen, hvor veteranerne fik ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skulle indhente denne second opinion i de sager, hvor det blev vurderet, at veteranens PTSD ikke skyldtes udsendelsen, og derfor ikke kunne føre til anerkendelse og erstatning. Det betød, at AES ikke kunne afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Samtidig ønskede regeringen at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt, ved at ansætte flere sagsbehandlere i afdelingen for veteransager.

Hvordan gik det så?

eb
Ministeren synes ikke syge veteraner skulle behandles som de blev for et år siden

Nu, et år efter veteranpakken blev lanceret, kan vi ikke få øje på de positive ændringer.

Indtil nu har AES afgjort 27 sager, hvor der er indhentet disse second opinion-erklæringer, og kun én er blevet anerkendt. Det var den i øvrigt forvejen, blot med en anden diagnose.

Så resultatet af veteranpakken er foreløbig udeblevet – på nær for speciallægerne som har fået betaling for at udfærdige de ekstra erklæringer, og for AES som har fået tilført for 10 millioner kroner flere sagsbehandlere.

Dog er sagsbehandlingstiden i second opinion-sagerne ikke blevet nedbragt, som ellers var formålet med den økonomiske indsprøjtning – tværtimod. For nu tager sagsbehandlingen blot længere tid, fordi der skal indhentes flere speciallægeerklæringer, men resultatet er det samme afslag som hvis man havde nøjedes med en enkelt speciallægeerklæring.

Hvordan kan det være?

Vi tvivlede aldrig på ministerens gode intentioner, men var skeptiske i forhold til om second opinion-ordningen kunne stå alene. For hvis AES ikke blev forpligtet til at anerkende speciallægernes diagnoser og årsagsbeskrivelser, så var vi jo lige vidt.

Og nu er vi så lige vidt.

Dette skyldes blandt andet, at AES har valgt at støve en gammel principafgørelse fra Ankestyrelsen af, og bruge den som argument for, at nyere speciallægererklæringer ikke kan tillægges samme vægt som ældre lægeerklæringer.

Dermed kan man sige, at hele fundamentet for second opinion-ordningen forsvinder, for hvorfor bruge tid og penge på at indhente speciallægeerklæringer man alligevel ikke vil tro på?

Men hvad der er mere grotesk er selve indholdet af principafgørelsen, og dens relevans for sager om psykisk skadede veteraner.

Principafgørelsen handler om en dagplejemor med rygsmerter, som hverken beskrev årsagen til sine rygsmerter i anmeldelsen, i et spørgeskema fra forsikringsselskabet eller i klagen over det initiale afslag hun fik på erstatning for et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, men som senere ændrede sin forklaring og oplyste, at hun gled.

Ankestyrelsen fandt, at der måtte lægges mest vægt på de oprindelige beskrivelser af hændelsesforløbet, og fandt derfor ikke, at tilfældet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Fair nok. Man skal naturligvis, efter bedste evne, oplyse og hjælpe med at belyse de faktuelle forhold omkring skadens opståen, når man anmelder en arbejdsskadesag.

Men lad os lige se på relevansen for arbejdsskadesager omhandlende veteraners psykiske kampskader.

Dagplejemorens sag handler om en pludseligt opstået fysisk skade.

Dagplejemorens sag handler om at dagplejemoren selv skrifter forklaring for så vidt angår årsagen til skadens opståen.

Hvilken relevans har denne sag for arbejdsskadesager omhandlende veteraner med psykiske kampskader?

Det er alment kendt, at når veteraner opsøger hjælp og behandling, enten hos Veterancenteret eller i psykiatrien, så opfordres veteranerne til at anmelde deres skader så snart der er stillet en diagnose.

Herefter følger ofte terapiforløb, hvor de traumatiserende oplevelser afdækkes som et løg man skræller. Disse terapiforløb kan strække sig over både måneder og år. Man kan således ikke med nogen rimelighed forvente, at hverken veteranerne eller behandlerne har den samme tilbundsgående viden om traumerne, og årsagerne til traumerne, når arbejdsskadesagerne anmeldes, og 1 – 2 år senere.

Man kan faktisk med en vis rimelighed hævde, at den seneste psykiatriske speciallægeerklæring bør tillægges størst sandhedsværdi, hvis veteranen og behandleren har gennemført et terapiforløb som har givet dybere indsigt i, og forståelse for, traumerne og deres årsager.

Som nævnt tror vi ministerens intentioner var gode. De kunne bare ikke holde hele vejen, i mødet med praksisforvaltningen i AES. Og således var vores skeptiske holdning til veteranpakken ikke ubegrundet.

Vi har jo set arbejdsskadesystemet arbejde på denne måde før. Hver gang der er kommet en særlov, en veteranpakke eller noget andet fra politisk side, så finder AES en ny måde at flytte målstregen på.

Derfor er tiden nu kommet til at tage et grundlæggende opgør med den måde vi som samfund behandler veteraner med psykiske kampskader på i arbejdsskadesystemet. Om løsningen er et formodningsprincip, eller at flytte bevisbyrden væk fra veteranerne og over på AES, når der er uenighed om PTSD-diagnosen, det må tiden vise.

Men vi kan ikke blive ved med at have et arbejdsskadesystem, som ikke anerkender veteranernes sygdomme, og speciallægernes erklæringer om årsagerne til disse sygdomme. For så kan vi ikke fortsat støtte op om den aktivistiske udenrigspolitik, og det politiske ønske om at flere unge mennesker skal lade sig udsende i international tjeneste.

Risikoen for at blive smidt ud som gammelt affald er stadig for stor.

 

Reklamer

Derfor demonstrerer vi i dag

Den seneste uge har vi hver dag præsenteret eksempler på sager, hvor PTSD-ramte veteraner nægtes anerkendelse og erstatning, på grund af selvopfundne kriterier og tidsfrister i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsen.

Afslagene begrundes hovedsageligt med en eller flere af følgende årsager:

1. Livsfarekriteriet

Ugebrevet A4 har beskrevet, hvordan veteraner har fået afslag på erstatning, fordi de ikke kunne dokumentere at have oplevet noget tilstrækkeligt traumatiserende. Begrundelsen blev brugt for veteraner, der har færdedes i krigsområder med risiko for miner, snigskytter og angreb fra Taliban. Som har kropsvisiteret lemlæstede og sårede mennesker. Som har været i fare for at blive ramt af granater – eller som mener, at de ved et uheld at have skudt uskyldige mennesker i krigszonen.

Men det er forskelligt, hvor meget der skal til for at udløse posttraumatisk stress hos den enkelte, understreger Annemarie Graae Gottlieb leder af klinikken for PTSD og Transkulturel Psykiatri på Aarhus Universitetshospital.

»Det kommer an på, hvor psykisk robust man er. Faren for at dø er grundlæggende skræmmende. Man kan godt udvikle PTSD uden selv at blive beskudt, hvis man for eksempel er involveret i situationer, hvor lokale børn eller gode kammerater bliver dræbt« udtaler hun til Ugebrevet A4. Og Annemarie Graae Gottlieb er ikke alene med sin kritik.

»Kriteriet er hul i hovedet. Det må føles meget krænkende for veteraner at få at vide, at det ikke er alvorligt nok,« siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Lige så skarp er udmeldingen fra professor Ask Elklit, der leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og har forsket i traumer gennem mere end 25 år.

»Det er fuldkommen absurd, at en psykiatrisk overlæge bag et skrivebord skal vurdere, hvad der er en truende belastning for andre,« siger han til Ugebrevet A4.

2. Fire-årsregel i stedet for 6-månedersregel

En anden grund til, at veteraner får at vide, at de slet ikke har PTSD, er, at sygdommen er brudt ud for sent, og derfor ikke kan være PTSD. Symptomerne skal være til stede inden for seks måneder efter udsendelsen. Samtidig skal der være fuldt PTSD, inden for maksimalt fire år som udgangspunkt, oplyser Ankestyrelsen.

En gennemgang af 161 afslag siden 2015, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i, viser, at i 37 procent af afslagene står der, at der er gået for lang tid efter udsendelse, inden symptomerne eller selve den psykiske lidelse er dukket op, og at udsendelsen derfor ikke kan være årsagen.

Advokat Mads Pramming, som fører mange af erstatningssagerne, mener at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ser stort på intentionerne i Veteranloven fra 2014.

»Det er den gode gamle ballade. Men det nye er, at man har fundet en måde at omgå særloven på. Det skriger til himlen,« siger han til Ugebrevet A4. 

3. Nye diagnoser

AES og Ankestyrelsen kan ændre den stillede PTSD-diagnose. Når de vurderer, at veteranen ikke har PTSD alligevel, når de typisk frem til, at diagnosen er uspecificeret belastningsreaktion. Den, og andre diagnoser, står ikke på Erhvervssygdomsfortegnelsen, og så kan man ikke få erstatning.

Alle disse nye forhindringer kommer på samme tid, som budgettet for erstatninger blev sprængt med mere end 100%. Da partierne bag forsvarsforliget i november 2013 vedtog, at veteraner lettere skulle kunne anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade, lød skønnet, at merudgifterne ville være 450-500 mio. kroner. Den halve milliard var vel at mærke for hele perioden 2013 til 2017, men allerede nu er beløbet for længst brugt.

Ved nytårsskiftet manglede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stadig at behandle 322 veteransager. Fra januar til juli kom der yderligere 92 sager til.

I dag demonstrerer vi så foran det ansvarlige ministerium – Beskæftigelsesministeriet. Og vi gør det med fornyet optimisme, efter at flere beskæftigelsesordførere har signaleret forståelse for problematikkerne, og vilje til at finde løsninger, når både vi, fagforeningerne og Ugebrevet A4 har konfronteret dem med sagerne om de mange urimelige afvisninger.

Nu skal de sympatiske udmeldinger bare omsættes i praktisk lovgivningsarbejde, og vi følger naturligvis processen tæt.

Hvis vores protester, og de mange saglige artikler om virkelighedens sagsbehandlingspraksis i AES, ikke snart får de ansvarlige politikere til at vågne op, og gribe ind, så er vi enige med Thore Clausen fra Soldaterlegatet, når han udtaler at

»Hvis man fra statens side, beder soldater om at risikere det mest værdifulde, man har, nemlig ens liv, så skal retssikkerheden også være i top, hvis de kommer til skade. Er den ikke det, kan man ikke anbefale unge mennesker at lade sig udsende med forsvaret.«