Billeder fra demonstrationen mod livsfarekriteriet

aes2

aes3

aes4

aes5

aes6

aes7

#veteranpolitik

Reklamer

Læg livsfarekriteriet i graven!

For 3 år siden var danske krigsveteraner på gaden for at demonstrere. Dengang var det kriteriet om, at man skal have været til læge eller psykolog med symptomer på PTSD inden for et halvt år efter begivenheden, som afholdt mange syge veteraner fra retmæssig anerkendelse og erstatning.

6-månedersreglen blev lagt i graven, mange afviste arbejdsskadesager blev genoptaget, og endelig kunne vi se at anerkendelsen og erstatningerne blev udmøntet til de retmæssige modtagere. Alle partierne var enige om, at nu var tingene blevet som de skulle være, fordi det endelig blev lettere for syge veteraner, at få anerkendt deres arbejdsskader. Og de øgede udgifter til erstatninger til psykisk sårede veteraner i forligsperioden 2013-2017 skulle bare finansieres inden for den samlede forligsøkonomi, herunder ved anvendelse af forsvarets opsparing.

I løbet af de seneste 6 måneder har vi imidlertid kunne konstatere en stigning i antallet af afviste arbejdsskadesager, med henvisning til et nyt kriterium, som er opfundet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Livsfarekriteriet betyder, at krigsveteranerne nu – ud over at dokumentere at have været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af en yderst truende eller katastrofeagtig karakter – skal bevise at have været udsat for exceptionel truende (hvad det så end betyder) eller katastrofeagtige belastninger.

Tilsyneladende forstår juristerne hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke hvad vi laver ude på de internationale missioner, hvor farligt det er, og hvor mange forskellige ting man bærer med sig hjem i rygsækken. De mener tilsyneladende også de er klogere på psykiske lidelser end landets førende specialister i psykiske lidelser, siden visse afgørelser går stik imod konklusionerne i speciallægeerklæringerne. Og det bekymrer os, at det nye livsfarekriterium er indført netop samtidig med, at budgettet for erstatninger til syge/skadede veteraner blev sprængt med 100%.

Derfor kræver vi det nye livsfarekriterium lagt i graven. PTSD er ikke betinget af exceptionel truende oplevelser. PTSD er betinget af en eller flere traumatiserende oplevelser. Og dem kan man sagtens opleve mange af i krig. Ganske som styrelsen anerkendte indtil for ca. 6 måneder siden.

Vi mødes på torsdag foran Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og viser i al fredsommelighed vores protest mod det nyopfundne livsfarekriterium.

Advokaterne Mads Pramming og Birgitte Filtenborg kommer forbi. Nogle politikere har også sagt de vil komme og lytte til vores frustrationer. Og naturligvis er medierne inviteret.

Alle veteraner, pårørende og sympatisører er velkomne.

Faklerne tændes kl. 19:30, og markerer afslutningen på protesten. Men naturligvis fortsætter vi med at afkræve politikerne en løsning på problemet.

 

livsfare-aktion1

#veteranpolitik

#livsfarekriteriet

Livsfarekravet er dybt urimeligt

afslag-tekstI forbindelse med offentliggørelsen af regeringens serviceeftersyn af veteranpolitikken, har vi fra Veteranalliancen gjort opmærksom på, at der er nogle områder som er blevet overset.

Et af disse områder er hele arbejdsskade-problematikken.

Vi har problematiseret at det stadig virker for tilfældigt om man som veteran får anerkendt sin arbejdsskade. Vi har igen problematiseret de lange ventetider. Vi har krævet sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader for så vidt angår mèngrad og erstatningsstørrelser. Og senest har vi stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man rent administrativt har  indført et livsfarekrav.

Livsfarekravet betyder, at man som skadet veteran skal bevise eller sandsynliggøre at man har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) vil anerkende PTSD som en arbejdsskade.

Dette kriterium virker helt absurd, af flere årsager. Dels at det er indført rent administrativt, i modstrid med ånden i særloven, som netop skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt psykiske arbejdsskader. Dels fordi man ikke behøver at være i livsfare, eller være udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, for at få PTSD.

Helt bizart virker det, når man erfarer at civile kan få anerkendt PTSD som arbejdsskade, uden nogen sinde at have været i nogen form for livsfare.

I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj arbejdsskadeerstatning for PTSD, fordi hun havde følt sig truet af nogle drenge, som pegede på hende med såkaldte softguns, gennem vinduet på hendes arbejdsplads. Softguns er legetøjspistoler. Ergo har socialrådgiveren aldrig været i livsfare.

Alligevel fik hun anerkendt PTSD som en arbejdsskade, blev tilkendt en mèngrad på 25% og et erhvervsevnetab på 80%, og fik udbetalt en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner. Sagen er beskrevet i bladet Socialradgiveren nr. 16 fra 2012.

Så det er altså muligt at få PTSD, når blot hjernen opfatter en given situation som farlig eller utryg.

Desværre er veteraner blevet nægtet anerkendelse og erstatning, selv om de har gået og kørt rundt i et af de mest minefyldte områder på kloden, er blevet beskudt, kørt ned, og har afmonteret sprængladninger i verdens brændpunkter.

Ikke fordi juristerne hos AES ikke mener veteranerne har udviklet PTSD, men fordi styrelsen ikke finder det dokumenteret, at veteranerne har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger.

Det virker helt urimeligt.

Der er jo en grund til at danske soldater, politifolk, præster, læger og sygeplejersker er pakket ind i kevlar og panser, når de bevæger sig rundt i missionsområderne. Grunden er, at det er farligt.

Men det vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring åbenbart ikke helt anerkende.

Vi foreslår derfor, at næste gang Folketingets forsvarsudvalg besøger danske soldater ude i den skarpe ende af verden, så nøjes de ikke med at spankulere rundt inde i lejrene, og kigge på en parade.

Vi foreslår at de melder sig til at komme med ud på patrulje. Èt udvalgsmedlem kan gå forrest, sammen med minesweeperen, og håndtere de sprængladninger der ligger på ruten.

Et andet folketingsmedlem kan hilse pænt på de lokale bønder, og krydse fingre for at de ikke har selvmordsveste på den pågældende dag.

Når Taliban eller IS så begynder at skyde vildt i området, så kan folketingsmedlemmerne lige knæle ned, og udfærdige et notat til styrelsen om, at det faktisk er ret farligt at arbejde i en krigszone.

#veteranpolitik
#arbejdsskader
#livsfare

Når alt er sagt, og alt er gjort…

sygeveteranersvigtes

Så er der som regel sagt meget mere end der er gjort.

På baggrund af den seneste tids tragedier, er Berlingske ved at undersøge forholdende omkring veteraners arbejdsskadesager.

Der er desværre stadig problemer, som de to historier om Lene og Lars tydeligt illustrerer. De har begge været udsendt til Balkan, og begge har kæmpet i årevis for meget beskedne erstatninger.

Artiklerne beskriver på glimrende vis hvordan nogle skadede veteraner føler sig svigtet, mistænkeliggjort og efterladt alene til en uvis skæbne.

Denne første artikel i serien beskriver også hvorledes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) fortsat diskriminerer de psykisk skadede veteraner, når det handler om udregning af mèngrader og erstatninger.

Og endelig får vi en indrømmelse fra Venstres forsvarsordfører: “Selvfølgelig spiller kroner og ører ind“. Tak, Peter Juel Jensen. Det er vi mange som har mistænkt i årevis. Nu fik vi sikkerhed.

Hvad vi stadig mangler at forstå er, hvordan et parti som Venstre kan skifte holdning til sidestilling af fysiske og psykiske krigsskader SÅ hurtigt.

For da problematikken var oppe at vende for præcis 6 år siden, så udtalte Sophie Løhde, i sin egenskab af psykiatriordfører for Venstre, til Jyllands-Posten d. 4. juli 2010 følgende:

Det er dybt urimeligt, og jeg forstår godt, hvis de psykisk skadede krigsveteraner er vrede. De nuværende regler tager ikke højde for, at Danmark er i krig. Hele systemet skal saneres, så psykisk og fysisk skadede krigsveteraner bliver ligestillet“.

Også Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har et forklaringsproblem. For i samme artikel er hun citeret for at sige følgende:

Vi er nødt til at tage et opgør med den standardmodel, som krigsskader i dag vurderes efter. Krigstraumer kan være lige så invaliderende som fysiske skader. Skaderne skal sidestilles“.

Dette udtalte hun i sin egenskab af socialordfører. Siden blev hun blandt andet beskæftigelsesminister, og dermed øverste politiske chef for Arbejdsskadestyrelsen. Men intet skete. Psykiske og fysiske skader er stadig ikke sidestillet.

Det burde ellers være muligt at samle et politisk flertal for at sidestille de to typer skader. For Dansk Folkeparti var dengang helt på linje med de to andre store partier.

I sin egenskab af Forsvarsordfører fandt Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti det utilgiveligt, hvis den mindre godtgørelse til de psykisk skadede krigsveteraner bunder i deres antal.

Der er i hvert fald et klart misforhold og en skrævvridning, som vi skal have rettet op på“, er han citeret for at sige.

Hvis Ib Poulsens afløser som forsvarsordfører, Marie Krarup, skulle være i tvivl om det er værd at være med i sådan et flertal nu, så skal hun bare huske tilbage på sit eget indlæg i Jyllands-Posten d. 10. juli 2011. Her skriver hun afslutningsvis (efter en længere hyldest til de danske veteraner), at det jo er dansk fædrelandskærlighed at gå i krig for sit land.

Fædrelandskærlighed plejer at være i høj kurs i Dansk Folkeparti. Nu kan partiet passende kvittere for al den fædrelandskærlighed vi har udvist, ved at gøre det lettere at få en rimelig kompensation for de psykiske krigsskader nogle af os pådrager os, når vi risikerer livet for fædrelandet.

Sammen burde de tre store partier kunne samle et flertal for at sidestille fysiske og psykiske skader på veteraner, som er pådraget under internationale missioner. Vi kender faktisk nogle flere, mindre partier, som vi er ret sikre på vil være med i sådan et flertal.

Hvem tager initiativet, og indkalder til det første møde?

Retfærdigheden har trange kår

Forsvaret har en ordning, kaldet aktstykke 425, som giver pensionsmæssig sikring af overenskomstansatte medarbejdere, der er udsendt i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Har man fået en arbejdsskade under udsendelse i internationale operationer, som betyder, at man har været for syg til at arbejde, kan man være berettiget til godtgørelsen, som også kaldes kulancemæssig godtgørelse, og er altså en livslang ydelse man kan få, ud over den normale godtgørelse for svie og smerte.

Ydelsen er på 190 kr. pr. sygedag frem til den dag, hvor Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om omfanget af de varige mén. Man skal have et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent for at kunne få den kulancemæssige godtgørelse.

Beløbet kan dog ikke overstige 72.500 kr. Uanset hvor mange år Arbejdsskadestyrelsen bruger på sagsbehandlingen.

Desværre indeholder aktstykke 425 en grotesk diskriminering af alle de veteraner som var udsendt på de farefulde missioner før aktstykket blev vedtaget i 1996. Tilskadekomne veteraner fra f.eks. Cypern, den første Irak-mission (Dessert Storm) og de første hold danske FN-soldater på Balkankan kan altså ikke få den kompenserende ydelse.

Det skyldes, at regelsættene først er vedtaget i 1996 og praksis er, at ordningen ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Således har vi som nation stadig et moralsk efterslæb, som trods politiske løfter om det modsatte, stadig ikke er blevet adresseret. Kun på medaljefronten har man magtet at fjerne de diskriminerende regler.

For de berørte veteraner og deres familier er uretfærdigheden åbenlys. De lod sig udsende på farlige missioner, da Forsvaret bad dem om det. Men åbenbart for tidligt, i forhold til hvornår Forsvaret erkendte at soldaterne kom til skade, og skulle kompenseres for deres varige erhvervsevnetab .

Ingen har til dato fundet det interessant at afdække hvor mange tilskadekomne veteraner der går glip af godtgørelsen, fordi de lod sig udsende for tidligt. Men formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther vurderer, at der nok højst er tale om 100 veteraner.

100 veteraner gange maksimalt 72.500 kroner giver maksimalt 7.250.000 kroner. Altså cirka det dobbelt af, hvad Forsvaret lige har brugt på medaljer til alle udsendte efter 1948.

Medaljerne kan såmænd være gode og berettigede nok. Men vi synes alligevel at Forsvaret først skulle få styr på uretfærdigheden i aktstykke 425, så de skadede veteraner fra de tidlige missioner kan få kompensation for deres skader, før vi holder flere parader, og pynter hinanden med farvede bånd og sølvmønter.

Hvis du er enig, så sæt din underskrift på vores indsamling. Og få din familie, og dine venner til at gøre det samme.

Du finder underskriftindsamlingen her.

Wammen pynter sig med lånte fjer

Valgkampen buldrer videre, og i sin iver for at fremhæve egne fortræffeligheder, udtalte Forsvarsministeren til DR, at “regeringen allerede har gjort meget for veteranerne, eksempelvis ved at gøre det blevet lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD.” (Kilde: dr.dk)

Lad os lige faktatjekke det udsagn.

1. Regeringen ville nedsætte et udvalg, som i ro og mag kunne se på 6-månedersreglen, men efter lobbyarbejdet og demonstrationen foran Christiansborg, lykkedes det at samle et flertal UDEN OM regeringen, som ville fjerne 6-månedersreglen. Og med udsigt til et nederlag i folketingssalen, gik regeringen med på at yde de sårede krigsveteraner retfærdighed. Så hvad er det Forsvarsministeren mener at hans regering har bidraget med i denne forbindelse?

2. I hele denne regeringsperiode er sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen steget (Kilde: ASK).

År for år har det taget længere tid at få afgjort sin sag. Er det at gøre det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD?

3. Selv om det lykkedes at få afskaffet 6-månedersreglen, så er de sårede veteraners lykke ikke gjort. Arbejdsskadestyrelsen har blot opfundet nogle nye forhindringer, som f.eks. kravet om at man kan dokumentere at man har været i livsfare, for at man kan få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade. Eller den vanvittige fokusering på følgediagnoser, som netop er opstået fordi nogle veteraner har gået med deres PTSD så længe, at de nu også har fået f.eks. personlighedsforandringer.

Det giver ingen mening at implementere nye forhindringer på denne måde. Og det er heller ikke et udtryk for, at regeringen har gjort det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD.

4. Fysiske og psykiske skader er stadig ikke sidestillet i forbindelse med beregning af mèngrad, og udmøntning af erstatninger. Helt tilbage fra veteranpolitikkens fødsel i 2010, blev det Beskæftigelsesministeriets ansvar, og Arbejdsskadestyrelsens opgave, at undersøge nærmere, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre (Veteranpolitikken, side 22).

Men her i 2015 kan en psykisk skadet krigsveteran, med svær PTSD, stadig maksimalt få 35% mèngrad, mens en fysisk skadet veteran kan få 100% mèngrad.

Så hvor er det Forsvarsministeren mener hans regering har gjort det lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD?

En tilståelsessag

Da beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen i februar udtalte, at borgerne både skal have en rigtig og en hurtig afklaring af deres sager i Arbejdsskadestyrelsen, så glemte ministeren tilsyneladende at nævne, at man ikke kan få begge dele på samme tid.

Den seneste opgørelse over sagsbehandlingstiderne i Arbejdsskadestyrelsen vidner om en klar prioritering. Kvaliteten af afgørelserne skal op, efter Kammeradvokatens sønderlemmende kritik  – uanset hvor meget det forlænger sagsbehandlingstiderne.

Graferne viser, at sagsbehandlingstiden er steget inden for alle typer sager, men at stigningen er størst for sager, hvor der tilkendes erhvervsevnetab. Det vil mange krigsveteraner kunne bekræfte.

Efter vedtagelsen af særloven, som afskaffede 6-månedersreglen, skulle man ellers tro at der var mulighed for hurtigere behandling af arbejdsskadesagerne. Men man skal åbenbart ikke glæde sig for tidligt.

Hvor veteranerne førhen blev afvist med 6-månedersreglen, så forhales processen i Arbejdsskadestyrelsen nu med nye forhindringer.

En af de nye forhindringer, er kravet om at man skal kunne bevise at man har været i livsfare.

Lad os lige starte med at pointere, at man sagtens kan få PTSD uden at have været i livsfare. Traumer kan handle om meget andet end livsfare.

Lad os dernæst undre os over, at dette nye krav kommer i kølvandet på ophævelsen af 6-månedersreglen. Det virker næsten som om, at det for enhver pris skal være besværligt – grænsende til det umulige – for krigsveteraner at opnå anerkendelse og erstatning for deres krigsskader. Især hvis de er psykiske.

Helt grotesk virker disse nye krav til dokumentation, når man tænker på, at en kvindelig parkeringsvagt fik 3 mio. kroner i erstatning for sexchikane. Gad vide hvilke dokumentationskrav hun blev mødt med i Arbejdsskadestyrelsen? I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner for PTSD, fordi nogle drenge havde peget på hende med softguns på hendes arbejdsplads. Gad vide hvordan hun dokumenterede at være i livsfare?

En anden nyskabelse i Arbejdsskadestyrelsen er fokuseringen på følgediagnoser. Hvis man har gået med PTSD længe nok, og ikke har fået behandling for det, så kan man udvikle forskellige følgediagnoser. Lige som hvis man får knust et ben, og udvikler en rygskade som følge deraf.

Det knuste ben forsvinder ikke, blot fordi man også får rygproblemer. Og PTSD forsvinder ikke, blot fordi an har gået med det så længe, at man udvikler følgediagnoser som f.eks. personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (som er en udbredt følgediagnose til kronisk PTSD).

Derfor giver det ingen mening at veteraner nu igen afvises med 6-månedersreglen, fordi Arbejdsskadestyrelsen vælger at fokusere på følgediagnoserne, og fordi folketingspolitikerne lavede særloven for snæver, så den kun dækker diagnosen PTSD.

Der skal ryddes gevaldigt op, og tilføres flere ressourcer til Arbejdsskadestyrelsen, før beskæftigelsesministerens fine hensigtserklæringer bliver virkelighed. For tilsyneladende an man ikke både hæve kvaliteten af afgørelserne, og reducere sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.

Det viser styrelsens egne opgørelser. Det er en ren tilståelsessag. Styrelsen leverer ikke hvad ministeren ønsker, og som han har stillet befolkningen i udsigt. Og hvis ministeren vil noget mere og noget andet, så må han træde i karakter, og tilvejebringe de nødvendige ressourcer, og det nødvendige fokus.