Det er tid til at være fælles om vores veteraner

I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er det relevant at debattere om vi kan blive bedre til at være fælles om vores veteraner. Bedre, fordi det ikke alle steder går fantastisk godt med at levere og koordinere de nødvendige indsatser. Fælles, fordi veteranerne er et fælles anliggende på tværs af de offentlige og private sektorer.

Alle landets veteraner bor i en kommune. Alle de syge veteraner skal have udredning, behandling og opfølgende indsatser fra regionerne. Alle Forsvarets veteraner er omfattet af den nationale veteranpolitik, og kan på flere områder få hjælp og støtte fra Veterancentret. Og alle veteraner er velkomne i landets mange veteranforeninger- og cafèer.

Veteranområdet er en politisk varm kartoffel, fordi det er tydeligt at de politikere som sendte os ud på alverdens missioner ikke havde budgetteret med den efterfølgende behandling, kompensation og støtte til de tilskadekomne veteraner. Og pårørendeområdet er helt håbløst underprioriteret, selv om alle anerkender at en veteran med sundhedsmæssige og/eller sociale problemer giver anledning til bekymringer, frustrationer og behov for hjælp hos sine pårørende – det være sig veteranens forældre, ægtefælle/kæreste, søskende, børn, venner og kollegaer.

I gennemsnit har hver veteran 8 pårørende, som direkte eller indirekte er påvirket af hvordan veteranen fungerer sundhedsmæssigt og socialt, efter hjemkomsten fra missionerne.

Det betyder at den førte veteranpolitik, og de afledte veteranindsatser, potentielt påvirker mere end en halv million danskere. De fleste veteraner er heldigvis sunde, raske og velfungerende. Men for ca. 20 procent af veteranerne er det, eller bliver det, nødvendigt med hjælp og støtte, i større eller mindre omfang.

I alt for mange kommuner har man bildt sig selv ind, at veteraner med problemer blot skal henvises til Veterancentret. Men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Det skyldes flere forhold:

  1. Nogle veteraner har ikke været udsendt af Forsvaret, og kan derfor ikke få hjælp af Veterancentret
  2. Nogle veteraner vil ikke have kontakt med Veterancentret, af forskellige årsager

Men selv hvis en veteran har været udsendt af Forsvaret, og ikke har noget imod at få hjælp af sin forhenværende arbejdsgiver, så kan veteranen have problemer som Veterancentret ikke kan løse, eller bidrage til løsningen af. Det kan f.eks. være psykiske lidelser som kræver psykiatrisk behandling, hjemløshed, selvmedicinering (misbrug af alkohol, hash, hårde stoffer eller receptpligtig medicin), familieproblematikker, behov for fysisk genoptræning eller socialpsykiatrisk opfølgning på indlæggelser og længere behandlingsforløb.

Alle disse indsatser hører under kommunernes og regionernes serviceforpligtelser. Og de hverken kan eller skal forsøges tørret af på andre. Hverken andre offentlige instanser, eller tilfældige frivillige aktører.

Det forestående kommunalvalg er en kærkommen lejlighed til at drøfte med sine lokale politikere og kandidater hvordan de i praksis vil løfte opmærksomheds- og serviceniveauet i forhold til veteraner og deres pårørende. Lad Jer ikke spise af med luftige hensigtserklæringer, eller selvforherligende taler om hvor fantastisk det allerede går i kommunen. Hold politikerne og kandidaterne fast på det konkrete, og det fremtidige.

Det er jo i fremtiden de gerne vil udøve deres politiske magt.

Reklamer

Serviceeftersynet – gode takter, men stadig langt til mål

I dag, på flagdagen for Danmarks udsendte, præsenterer regeringen sit længe ventede serviceeftersyn af veteranpolitikken. Serviceeftersynet indeholder nogle gode tiltag, men naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen, i en tid hvor pengene er få.

Lad os nævne de – i vores optik – fire markante forbedringer:

For det første oprettes yderligere 5 regionale tilbud i specialpsykiatrien, så der bliver højt specialiserede behandlingstilbud i alle landets regioner. Så bliver det forhåbentlig slut med lange ventetider, og lange transporttider, når man som traumatiseret veteran skal have behandling. Dette har været en af vores mærkesager siden starten af Veteranalliancen. De nye specialpsykiatriske tilbud finansieres inden for rammerne af psykiatriens eksisterende budget, som med regeringens nye udspil til en sammenhængende psykiatrihandlingsplan, og satspuljeaftalen for 2015-18, bliver udvidet med 2,2 milliarder kroner yderligere.

For det andet skal indsatsen ude i landets kommuner styrkes, via øget fokus på sårbare/udsatte veteraner, og opkvalificering af de kommunale veterankoordinatorer. Også dette tiltag flugter en af vores fem mærkesager. Indsatsen finansieres inden for Veterancentrets budget.

For det tredje bliver Fonden Danske Veteranhjem, som står bag veteranhjemmene i København, Fredericia, Aalborg, Århus, og det kommende veteranhjem i Odense, organiseret på en ny måde fra nytår. Vi har de seneste år været vidner til, at det ellers glimrende element i veteranpolitikken, som vi ønsker styrket og udbygget, er kørt af sporet på grund af interne stridigheder, og en bizar interessekonflikt mellem ledelsen, og de veteraner og pårørende som veteranhjemmene blev etableret for. Nu skal det være slut med topstyring af veteranhjemmene, udpegede formænd og bestyrelsesmedlemmer, bøllemetoder, og vedtægter som reducerer veteranernes indflydelse til noget symbolsk. Organisationen professionaliseres, og det bliver meget mere tydeligt hvem der har ansvaret for hvad, og hvem der ikke skal blande sig i lokale tiltag og beslutninger.

For det fjerde gives der en økonomisk jobpræmie til virksomheder, hvis de ansætter en syg/såret veteran, sådan som Statsministeren bebudede sidste år. Virksomheder og myndigheder, der – efter aftale med Veterancentret – har haft en udfordret veteran ansat i seks måneder, tildeles en kontant jobpræmie, der f.eks. kan bruges til mentorvirke, kompetenceudvikling o.l. Tiltaget skal åbne nye muligheder for veteraner, der har vanskeligt ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og i modsætning til de første udmeldinger, så bliver ordningen kun gældende for syge/sårede veteraner – ikke alle de mange veteraner som sagtens kan komme ind på arbejdsmarkedet, alene ved hjælp af deres kompetencer og vindende personligheder. Dem skal vi naturligvis ikke stigmatisere ved at antyde, at der skal noget særligt til for at de kan få civile jobs. Jobpræmie-ordningen, som betyder at syge/sårede veteraners arbejdsgivere får et tilskud på 50.000 kr. finansieres med de 20 mio. kroner som blev “sparet” på den nedlagte Irak- og Afghanistankommission.

Også indsatsen for de pårørende skal styrkes. Idræt målrettet psykisk sårede veteraner styrkes i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund m.fl. Samlet set er der flere skridt i den rigtige retning. Det kvitterer vi for med glæde. Men vi har stadig nok at kæmpe for.

Regeringen agter ikke at fjerne dato-begrænsningen i aktstykke 425. Der er intet nyt om sidestilling af fysiske og psykiske skader i forbindelse med udregning af mèngrader i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Kun problemerne med sagsbehandlingstiderne har fanget regeringens opmærksomhed. Og den styrkede indsats for kriseramte og selvmordstruede veteraner, som vi har efterlyst efter sommerens dramatiske selvmord, selvmordsforsøg og forældredrab, bliver heller ikke en del af regeringens serviceeftersyn i denne omgang.

Derfor fortsætter vi vores arbejde, med øget fokus på disse områder.

Og vi nærer et håb. De konservative og Socialdemokraterne støtter vores forslag om en styrket opsøgende indsats over for de kriseramte/selvmordstruede veteraner. Socialdemokraterne går endvidere ind til årets finanslovsforhandlinger med en ambition om, at veteranindsatsen skal tilføres yderligere 100 mio. kroner årligt. Og som noget helt nyt vil partiet lytte til dem det hele handler om – veteranerne og deres pårørende -, når der skal udvælges nogle konkrete indsatsområder, og der skal prioriteres. Også andre partier har tilkendegivet forståelse for, at vi skal sætte tæring efter næring, og øge indsatsen for de mest udsatte veteraner, og deres familier.

Igen kvitterer vi for de positive tilkendegivelser fra de forskellige partier, og lover at møde op og bidrage konstruktivt, så snart vi kender de økonomiske rammer. Vi opfordrer også Folketingets øvrige partier til at melde deres visioner og prioriteringer ud.

Vi vil gerne takke alle som har bakket op om vores arbejde, og bidraget til at skabe opmærksomhed omkring nogle af veteranpolitikkens fejl og mangler. Det har krævet ihærdighed og skarp fokusering, men det har været alt arbejdet værd.

Vi har nu opnået konkrete resultater af arbejdet, og er blevet sultne efter flere. Lad os blive ved med at skabe dem sammen. Udviklingen stopper som bekendt ikke her.

Der er altid plads under paraplyen, til flere veteranforeninger og -projekter, som bakker op om vores mærkesager og virke. Uanset hvad man ellers beskæftiger sig med, og uanset om man har andre veteranpolitiske mærkesager på nationalt eller lokalt niveau, så byder vi velkommen til samarbejdet.

Man kan downloade Forsvarsministeriets serviceeftersyn her, og Danmarks nye veteranpolitik her.

God flagdag!

#veteranpolitik

#serviceeftersyn

#mærkesager

#flagdag2016

Kommunerne skal op i gear

På det seneste har vi set flere danske kommuner, som offentliggør deres veteranpolitikker. Og et par stykker som meddeler, at der arbejdes på sagen.

I skrivende stund har kun 3 af landets 98 kommuner en veteranpolitik. Københavns Kommune havde en veteranpolitik, men nedlagde den igen, fordi man hellere ville bruge energi på hjemvendte jihadister. Og 5 år efter den nationale veteranpolitik blev formuleret, og mere end 20 år efter Danmark fik en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, så kunne man sagtens forvente at flere kommuner havde taget dette relativt nye politikområde til sig. Men det er der altså kun 3 kommuner som har, mens yderligere 5 kommuner arbejder på sagen.

I praksis er veteranpolitikken altså ikke blevet væsentligt bedre forankret i kommunerne, end den var i 2011.

Vi har læst både de offentliggjorte veteranpolitikker, og de udkast som er sendt i høring, eller forelagt de relevante udvalg til godkendelse.

Det er stadig tydeligt, at kommunerne ikke føler ejerskab over dette politikområde. Måske fordi Kommunernes Landsforening aldrig blev inviteret med, da den nationale veteranpolitik skulle udarbejdes. Uden medejerskab kan det være svært at få pulsen og skjorteærmerne op.

Kommuner med en veteranpolitik er markeret med rød farve. Kommuner som p.t. er ved at udarbejde en veteranpolitik er markeret med orange farve.

Fælles for alle de kommunale veteranpolitikker er, at man konsekvent forsøger at undgå at forpligte sig til noget som helst konkret. Alle steder hvor det er muligt, bliver der henvist til Forsvarets Veterancenter. Ofte har veterancentret også været inde over udarbejdelsen af veteranpolitikkerne. Og så kan man jo kun gætte på, hvor meget de har hævdet at kunne præstere.

Et andet fællestræk for de kommunale veteranpolitikker er, at der fokuseres ensidigt på veteranerne fra Forsvaret. Igen er det ikke mærkeligt, når Forsvarets Veterancenter spiller en så central rolle. Men alle veteranerne fra Politiet, Beredskabsstyrelsen, Sundhedsvæsenet, nødhjælpsorganisationerne og udenrigsministeriet nævnes ikke.

Kombinationen af henvisningsiveren, i retning af Forsvarets Veterancenter, og den blinde vinkel i forhold til alle de veteraner som har været udsendt af andre organisationer end Forsvaret, efterlader en gruppe veteraner – og disses pårørende -, som slet ikke føler sig omfattet af de kommunale veteranpolitikker.

Når kommunerne endelig erkender deres del af ansvaret for veteranerne og deres pårørende, så må man som minimum forvente, at det er alle kommunens veteraner og pårørende som omfattes af politikken. Ikke kun de som var udsendt af Forsvaret.

Som en veteran fra Politiet skrev på vores Facebookside: Kun få vil påstå, at de kugler og håndgranater jeg blev angrebet med, er anderledes end dem en soldat angribes med. Eneste forskel er farven på uniformen, og så lige, at vi må passe os selv, uden hjælp fra særlige fonde og veterancentre!

5 år efter implementeringen af den nationale veteranpolitik må man også kunne forvente mere og andet af kommunernes veteranpolitikker, end en anerkendelse af den nationale flagdag d. 5. september, og en masse uforpligtende ord om anerkendelse og støtte.

En kommunal veteranpolitik bør omfatte alle de kommunale serviceområder, så veteranerne og deres pårørende kan føle sig sikre, uanset om deres problemer handler om ledighed, hjemløshed, støtte i hverdagen, transport til behandlingstilbud, medicintilskud, stof- eller alkoholmisbrug, tandproblemer eller generelle problemer med at navigere i den kommunale lov- og regeljungle.

En kommunal veteranpolitik skal ikke bare være en camoufleret beskæftigelsespolitik for en særlig gruppe ledige. En kommunal veteranpolitik skal favne alle veteraner – arbejdsmarkedsparate, eller ej.

Veterankoordinatorerne

Kommuner med veterankoordinatorer er markeret med grøn farve.

Også begrebet veterankoordinator er blevet udvandet gevaldigt, siden kommunerne Frederiksberg og Slagelse udpegede deres. Flere kommuner har forankret såvel deres veteranpolitik, som deres udpegede veterankoordinatorer, i arbejdsmarkedsforvaltningen. Eksempler på dette findes i København, Herlev og Assens.

Det betyder ofte, at koordinatorerne ikke er godt nok i stand til at operere på tværs af forvaltningerne, og alene måles på deres værdiskabelse i egen forvaltning. Man får jo hvad man måler.

Men selve idéen med en veterankoordinator er, at der skal være én kontaktperson, som på vegne af veteranen eller de pårørende, kan navigere i den kommunale jungle, på tværs af forvaltninger, og trække på ressourcer alle steder det er nødvendigt, for at yde den optimale service for veteranen, eller pårørende til en veteran. Derfor er det ikke optimalt at begrænse koordinatorens kontakt- og handlefrihed, ved at forankre vedkommende i en bestemt forvaltning.

I skrivende stund har kun 7 kommuner veterankoordinatorer. Yderligere 2 kommuner (Lyngby-Taarbæk og Aalborg) har besluttet at udpege en koordinator, men det er ikke sket endnu.

Hvis ikke kommunerne kommer op i gear, og begynder at tage veteranpolitikområdet alvorligt, så vil alle Cypern-, Balkan-, Kuwaitveteranerne være døde af alderdom, før alle kommunerne får en veteranpolitik.

Kommunerne og veteranerne

Historien om den danske veteranpolitik handler om en politik, som blev vedtaget for sent, og implementeret for tilfældigt.

Veteranpolitikken adresserede en række problemer, som havde været velkendte i årevis, men hvor løsningerne hidtil var blevet leveret af mere eller mindre tilfældige, private aktører som fonde og veteranforeninger. Og da veteranpolitikken endelig blev vedtaget, havde man glemt at involvere nogle af de helt centrale aktører i veteranernes hverdag – de danske kommuner.

Kommunerne håndterer en lang række af de daglige, praktiske problemer som veteraner kan have efter hjemkomsten fra international tjeneste. Boligproblemer, misbrugsproblemer, familieproblemer og tilskud til nødvendig behandling og medicin, er blot nogle eksempler. Som udgangspunkt er veteranerne blot borgere, som alle andre. Men på grund af de følgeskader fra udsendelserne, som 10 – 20 % af veteranerne døjer med, og på grund af kompleksiteten i veteranernes sociale sager, stiller de i nogle tilfælde særlige krav til kommunerne.

Geografisk lotteri

Allerede i 2011 blev det tydeligt, at kommunernes hjælp og støtte til veteranerne, afhang meget af hvilken kommune man boede i.

”Der er nogle kommuner, som ikke var gode fra starten, men som har lært det, og lagt øre til ekspertisen. Og andre er stadig hverken til at hugge eller stikke i” udtalte Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen, som på daværende tidspunkt havde kontakt til mere end 400 af de værst traumatiserede veteraner (Information, 28.02.11).

På daværende tidspunkt havde kun én kommune en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Et eksempel på modstanden mod at øremærke ressourcer til veteranområdet, er Roskilde Kommune, som i 2011 ikke mente der var behov for særlige veteran-initiativer.

– Jeg mener ikke, at kommunerne kan forventes at skulle oparbejde en ekspertise specifikt til sagsbehandling omkring de danske krigsveteraner, som jo heldigvis er en forholdsvis lille målgruppe, skrev administrationschef Maria Tvarnø i et mailsvar, og henviste til Forsvarets Veterancenter som det sted, hvor ekspertisen skulle findes

Netop ved ikke at involvere kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik, havde man fra Folketinget foræret kommunerne en helt legitim grund til ikke at tage ejerskab for politikken, og sikre en lokal forankring af den. Og som om dette ikke var nok, så kunne kommunerne nu blot pege på Forsvarets Veterancenter, og henvise alle veteraner og pårørende med problemer, til kasernen i Ringsted.

2 år senere var Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen igen på banen, og påpegede den manglende kommunale indsats i forhold til veteraner.

”De fleste kommuner har kun de tilbud, som alle andre kan få. Og de tilbud kan de fleste soldater, der lider af post traumatisk stress, slet ikke overskue. De har ikke overskud til for eksempel at dukke op på et åbent værksted til et bestemt tidspunkt hver dag”, udtalte Yvonne Tønnesen. (DR, 29.07.13).

Igen forsvarede kommunerne sig med, at man lyttede – men ikke foretog sig noget.

”Vi tror meget på, at de skal inkluderes med andre mennesker, og derfor er der ikke lige nu planer om at lave tilbud direkte til veteranerne. Men vi lytter selvfølgelig til hvad Hærens Konstabel- og Korporal forening siger, og det er et område vi løbende arbejder med”, forsikrede kontorchef i Kommunernes Landsforening, Tina Wahl, over for Danmarks Radio. Hun erkendte samtidig, at kommunerne skulle blive bedre og hurtigere til at finde den rette hjælp til soldater med post traumatisk stress og andre psykiske lidelser. For selvfølgelig skal de ikke føle sig som kastebolde i systemet, sagde hun.

På daværende tidspunkt havde kun to kommuner en decideret veterankoordinator, som var udpeget til at hjælpe veteraner og deres pårørende igennem den kommunale jungle, og sikre den rette hjælp og støtte.

Det går for langsomt

Det løbende arbejde i KL havde altså resulteret i en fordobling af veterankoordinatorer – fra én, til to – på to år. Udviklingen var mildt sagt ikke imponerende, når man ihukom at landet har 98 kommuner. Hvis udviklingen fortsatte i samme hastighed, ville alle landets kommuner have veterankoordinatorer, på samme tidspunkt som de første Balkanveteraner døde af alderdom.

På Christiansborg var man imidlertid tilfreds. I et åbent samråd om behandling af veteraner med PTSD d. 26. september 2013 svarede sundhedsministeren blandt andet, at implementeringen af veteranpolitikken forløb helt efter planen, og at alle aktører var oppe i gear, efter visse indkøringsvanskeligheder. Blandt andet havde det jo vist sig, at antallet af veteraner med behov for specialiseret behandling af PTSD var 2 – 3 gange højere end forventet. Om kommunernes indsats svarede sundhedsministeren:

”For så vidt angår kommunernes arbejde på området, er det overordentligt positivt, at det store antal kommuner har indgået samarbejdsaftale med Veterancentret. Det er et meget væsentligt skridt i arbejdet for at komme veteraner med PTSD til hjælp. Udfordringerne for PTSD-ramte veteraner er meget komplekse, og jeg kan derfor kun opfordre kommunerne til at have opmærksomhed på området, f.eks. også via kommunale veterankoordinatorer, der fungerer som indgangen til det kommunale system”

VISO-kavaleriet sat ind

I 2013 blev det så besluttet, at kommunerne kunne trække på kompetencerne hos Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) hos Socialstyrelsen. VISO trækker på en bred vifte af specialistviden på veteranområdet, og sammensætter forskellige socialpsykologiske kompetencer i forhold til den konkrete problemstilling. VISO har mulighed for at gennemføre rådgivnings- og udredningsforløb i veteranens eget hjem, eller i lokalområdet. Men det kræver at den enkelte sagsbehandler, i den enkelte kommune, erkender sine egne faglige begrænsninger, og tilkalder kavaleriet fra VISO.

Men sker dette, så skulle der være masser af faglighed at trække på. VISOs udredning kan bl.a. afdække veteranens samlede livssituation og afklare, hvordan veteranen og dennes familie hjælpes bedst muligt. Kommunen kan fx få hjælp til at finde frem til veteranens behov for støtte til dagligdagsfunktioner, genetablere veteranens sociale liv, eller afhjælpe misbrug.

Det går stadig for langsomt

Nu er der igen gået to år. Og på trods af KL’s påståede løbende arbejde, og sundhedsministerens opfordring til at have opmærksomhed på området, så fortsætter den fodslæbende udvikling. I skrivende stund har 5 af landets 98 kommuner en decideret veterankoordinator. Igen en symbolsk fordobling – fra to til fem – på to år.

Til gengæld kan vi snart tilføje den første jyske kommune til listen, idet Viborg Kommune har besluttet at ansætte en rigtig veterankoordinator. Vi har set stillingsbeskrivelsen, og selv om det pointeres at tid til overs skal bruges på almindelig sagsbehandling i kommunens sygedagpengeteams, så ligger fokus især på den vigtige opgave med at koordinere den kommunale veteranindsats – dels på tværs af kommunen, men også ift. Regionens og Forsvarets behandlingsindstanser samt veterancentret.

Kommunerne svigter veteranerne

Efter den nationale veteranpolitik blev vedtaget i 2010, har kun ganske få kommuner taget den alvorligt, og formuleret en lokal politik på området. Frederiksberg Kommune ligger i front, og har både formuleret en omfattende veteranpolitik, og udpeget en veterankoordinator.

Haderslev Kommune har en veteranpolitik, men igen veterankoordinator. Slagelse Kommune har ingen veteranpolitik, men til gengæld en særdeles aktiv og vellidt veterankoordinator. Så generelt ser det stadig ud som om, at kommunerne håber at Forsvaret forestår den nødvendige indsats over for veteraner og deres pårørende. Københavns Kommune var også fremme i støvlerne, da kommunens veteranpolitik blev offentliggjort i 2011.

Hovedstadens folkevalgte formulerede en veteranpolitik, hvor tre forvaltninger – Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – blev pålagt at samarbejde på tværs om at hjælpe veteraner med problemer. Man udpegede veterankoordinatorer, som skulle levere en håndholdt støtte gennem den kommunale jungle, og brugte ressourcer på parader og flagdage. Hovedstaden erkendte sit medansvar, og gjorde hvad de kunne.

Fire år senere, i september 2014, besluttede et flertal af de københavnske politikere så at afskaffe veteranpolitikken. Officielt fordi hovedstaden pludselig ville afbureaukratisere. Det var bestemt ikke en spareøvelse, forsøgte overborgmesteren at overbevise offentligheden om. En nedskrevet veteranpolitik skabte ingen værdi i sig selv. Den var bare et stykke papir, lod han forstå.

Sjovt nok afskaffede man ikke handicappolitikken, beskæftigelsespolitikken og alle de andre bureaukratiske politikker. Kun veteranpolitikken måtte lade livet på afbureaukratiseringens alter. Og det var ikke for at spare, fastholdt Overborgmesteren over for de undrende medier som interesserede sig for sagen.

Det kan man jo godt vælge at tro på, for tilsyneladende er der ikke lavvande i hovedstadens pengekasse. Veteranpolitikken fik nålestødet et halvt år efter, at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop havde afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikaliserede jihadister.

”Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde”, udtalte den københavnske integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til DR d. 27. marts 2014.

”Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats”, sagde hun.

80 danske jihadister skabte altså bekymring, og kaldte på en særlig indsats til én million kroner. Til sammenligning kan det nævnes, at der bor ca. 3500 veteranfamilier i Københavns Kommune. Tænk hvad det ville koste kommunen, hvis også de danske krigsveteraner skabte bekymring, og kaldte på en særlig indsats, sådan som jihadisterne åbenbart gør det.

I et 1:1 forhold ville kommunen skulle punge ud med 43.750.000 kroner.

Men danske krigsveteraner skaber sig jo ikke åndsvagt, og truer med vold og drab. Nogle af de hårdest ramte krigsveteraner har meldt sig så langt ud af samfundet, at landets kommuner slet ikke kan få kontakt med dem. Derfor virkede det vel fornuftigt nok, at nedlægge kommunens veteranpolitik, og bruge ressourcerne på de hjemvendte jihadister.

Millionen som politikerne ”fandt” til anti-radikalisering, blev blandt andet udmøntet i en ekspertgruppe, som skulle rådgive kommunen om hvad den skulle gøre ved de radikaliseringstruede borgere. Ekspertgruppen fik den meget benyttede og anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, som formand.

Ifølge Anna Mee Allerslev rakte pengene også til at udbrede nye anti-radikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Den 2. juni 2010 udtalte Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ellers til Information, at ”Det er ikke godt nok, at det kun er private støtteinitiativer, der i dag tager sig af vores hjemvendte soldater, og det er heller ikke godt nok, at regeringen ikke har taget initiativ til at inddrage kommunerne i arbejdet med Danmarks veteranpolitik”.

Siden den 2. juni 2010 er der sket noget fantastisk i landets hovedstad. Man har anskaffet 2 lysende bænke, som koster 1 mio. kr. pr. stk. Byens betroede politikere har også besluttet at bruge 31 mio. kr. på en 90 meter høj kunstig skibakke. Og som de fleste ved, så har de samme politikere i København valgt at bruge 100 mio. kr. på nye bycykler. Og Frank Jensen er landets dyreste borgmester, med en samlet omkostning på 3,6 mio. kr. til løn, rejser, taxa og andre repræsentationsudgifter.

Men veteranpolitikken skulle altså ikke overleve. Indsatsen over for de forhenværende soldater, som stod i forreste geled da de store politiske idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og kampen mod terror skulle håndhæves, blev i 2014 uvæsentlig. En bureaukratisk overflødighed.

Når man i dag ser på hvad Københavns Kommune melder ud af støttemuligheder, i forhold til de 3500 veteraner og deres pårørende, så viser det noget om hvor lidt Københavns Kommune føler medansvar for de borgere, som er kommet til skade i forbindelse med udsendelser til internationale missioner.

Kommunen nævner selv på sin hjemmeside 8 områder, hvor veteraner kan have brug for hjælp og støtte. Og ud for alle områder, hvor kommunen ikke er forpligtet af generel sociallovgivning, henviser kommunen til Forsvaret – altså veteranernes forhenværende arbejdsgiver -, eller frivillige foreninger.

Har man brug for akut hjælp, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, og Kammeratstøtteordningen, som er den frivillige – men statstøttede gren af veteranforeningen, De Blå Baretter. Føler man sig ensom, så henviser Københavns Kommune til kommunens støttekontaktpersoner.

Mangler man et socialt netværk, så henviser Københavns Kommune til Forsvarets Veterancenter, Veteranforeningen De Blå Baretter, Homemind, Kammeratstøtteordningen og Veteranhjemmet på Frederiksberg. Altså til veteranernes forhenværende arbejdsgiver, eller nogle af de frivillige foreninger.

Har man psykiske problemer efter udsendelse i internationale missioner, så henviser Københavns Kommune til psykologerne på Forsvarets Veterancenter, eller eksisterende socialpsykiatriske tilbud, som ifølge kommunens hjemmeside måske kan hjælpe.

Har man alkohol- eller stofmisbrugsproblemer, så henviser Københavns Kommune til sin gratis og anonyme misbrugsrådgivning.

Har man pådraget sig fysiske handicap efter udsendelse, så kan man søge de samme hjælpemidler, genoptræning og hjemmehjælp som alle andre handicappede.

Er man ledig, og har svært ved at komme ind på det civile arbejdsmarked, så skal man kontakte sit lokale jobcenter, lige som alle andre ledige.

Er man pårørende til en veteran, og udfordret med at få dagligdagen til at fungere, så henviser Københavns Kommune til den frivillige forening Støt Soldater og Pårørende (SSOP). Man kan også få en støttekontaktperson fra kommunen, lige som alle andre.

Er man barn af en veteran, og oplever at livet er svært, så henviser Københavns Kommune til en pjece fra Forsvaret. Linket til pjecen fra Københavns Kommunes hjemmeside virker desværre ikke.

Er lysende bænke, mandsopdækning af 80 jihadister, en kunstig skibakke og bycykler til 80.000 kr. pr. stk. virkelig så vigtige, at hovedstadens veteranpolitik skal lade livet? Hvad er det i praksis som er ændret siden 2010, hvor det ifølge Frank Jensen ikke var godt nok at overlade krigsveteranerne til private initiativer? Altså bortset fra, at politikerne i mellemtiden har produceret endnu flere krigsveteraner?

I 2010 var Frank Jensen så indigneret over behandlingen af krigsveteranerne, at han var klar til at lave en handlingsplan for veteranerne, uden om regeringen. Blandt andet fordi den daværende Forsvarsminister ikke havde valgt at inddrage kommunerne i udarbejdelsen af den nationale veteranpolitik. For mindre end 5 år siden ville Københavns Kommune altså gå enegang, og være foregangsbillede for andre. For alt andet var ikke godt nok, mente Overborgmesteren.

Danske krigsveteraner og deres pårørende har brug for en handlekraftig Forsvarsminister, som sætter sig i spidsen for en gennemgribende revision af den nationale veteranpolitik fra 2010. Vores ønsker til en ny veteranpolitik omfatter blandt andet, at ministeriet anlægger en holistisk tilgang til veteranproblematikkerne. Landets kommuner er ofte de første som får kontakt med plagede veteraner. Få nu kommunerne ind i kampen, så de alle forpligter sig til at have en veteranpolitik, og give området politisk opmærksomhed.

Da den nuværende Forsvarsminister, Nicolai Wammen, i et svar til Folketinget i 2013 skrev, at vi skal sørge for, at de soldater som vi sender ud, får ordentlige vilkår når de kommer hjem, så må vi kunne forvente at landets kommuner er taget i ed, og er klar til at løfte deres del af opgaven. Og at det ikke bare sker ved at henvise til frivillige foreninger.

Det er ganske enkelt ikke godt nok, Hr. Forsvarsminister, for nu at genbruge Frank Jensens indignerede formulering.