Kan man forære andres rettigheder væk?

Man skal huske på, at de demokratiske foreninger på veteranhjemmene opstod af en årsag. Eller flere, faktisk.

At foretage et demokratisk valg, og give mandat til nogle personer som skal varetage ens interesser, er en gensidigt forpligtende handling. Det er altså ikke kun de valgte bestyrelsesmedlemmer som skal leve op til noget, og forvalte magtens tunge ansvar. Det skal de som vælger dem også.

Så længe man som menigt medlem kan se, at bestyrelsen varetager ens interesser, og driver veteranhjemmet som man ønsker det, så har man en forpligtelse til at bakke op, bidrage efter bedste evne (f.eks. i udvalg, eller hvis der efterspørges arbejdskraft til konkrete opgaver). Dermed anerkender man rollefordelingen, og viser sin opbakning til bestyrelsen, så den kan koncentrere sig om de overordnede linjer.

Omvendt har man også en forbandet forpligtelse til at skifte bestyrelsen ud, hvis man oplever at de personer man stemte på ikke magter opgaverne, eller blot søgte magten for magtens egen skyld. Så skylder man både sig selv, og sine kammerater, at tage konsekvensen af sit dårlige valg, og foretage et bedre fremadrettet.

Denne gensidige forpligtelse risikerer at forsvinde, hvis man får påduttet en bestyrelse oppefra. Hvis man ikke selv har haft afgørende indflydelse på bestyrelsens sammensætning, hvorfor skulle man så gøre noget særligt for at bakke den op? Og hvis man ikke kan skifte bestyrelsen ud, hvis man er utilfreds med dens måde at forvalte magten på, hvorfor skulle man så over hovedet engagere sig? Hvorfor skulle man respektere bestyrelsesmedlemmer, som ikke engang har mod og vilje til at stille op i en demokratisk valgproces, men som kun vil lade sig udpege af en håndfuld pensionerede officerer?

Endelig virker det lidt besynderligt, at danske krigsveteraner ikke kan betroes at vælge deres egne bestyrelser, på deres egne veteranhjem, når nu politikerne valgte at betro os med våben, materiel og udrustning for mange millioner kroner, og tilmed et mandat til at slå ihjel om nødvendigt.

Nu er spørgsmålet, om veteranhjemmenes brugere er villige til at lade sig reducere til klienter, eller statister i den demokratiske proces.

Vi håber det ikke.

Kan man forære andres rettigheder væk?

Giver vi afkald på vores demokratiske indflydelse på veteranhjemmene nu, så er det ikke kun os selv som mister noget. Det gør de kommende generationer af veteraner også. Og de veteraner som måske ikke bruger veteranhjemmene nu, men kan få behovet senere.

Kan vi over hovedet tillade os at give afkald på disse demokratiske rettigheder, og dermed foretage valget for vores kendte og ukendte medveteraner, deres pårørende, og andre ildsjæle, som gerne vil være med til at skabe gode rammer, og lokale aktiviteter, på alle landets veteranhjem?

Det synes vi ikke.

Så hvis Veterancenterets forslag til nye vedtægter nogen sinde kommer til afstemning, og ikke bare presses igennem på udemokratisk vis, så opfordrer vi alle veteraner, pårørende og frivillige på veteranhjemmene til at stemme imod ændringsforslaget.

 

Veteranerne og samarbejdet

I forbindelse med den aktuelle debat om ledelsen og nærdemokratiet på de danske veteranhjem, er der flere gange blevet stillet spørgsmålstegn ved veteranernes evne til at samarbejde.

”Hvorfor sætter I Jer ikke bare ned omkring et bord, og finder en fælles løsning?”, lyder spørgsmålet ofte.

Det ville vi også gerne.

Faktisk ville vi det så meget, at vi inviterede os selv til møde i Forsvarsministeriet d. 2. juni, hvor vi drøftede vores bekymringer omkring afdemokratiseringsprocessen, og udsigten til topstyring af veteranhjemmene. Vi efterspurgte en forklaring på behovet for denne topstyring af hjemmene, men fik ikke noget svar. Ikke engang fra den embedsmand som selv sidder i bestyrelsen for Fonden Danske Veteranhjem.

Trods det manglende svar skortede det ikke på forstående miner fra embedsmændene. Så vi fortsatte den konstruktive linje, og foreslog at sætte afdemokratiseringen på pause, og samle de berørte parter, for at finde en forhandlet løsning i al mindelighed.

Vi var helt indstillet på en åben dialog, og var både indstillede på at give og tage. Formålet var at få skabt ro på veteranhjemmene, og afklaring på vedtægtsspørgsmålet. Alle parter skulle kunne se sig selv i det forhandlede resultat, fremførte vi.

Og for at vise vores vilje til at gå hele vejen, i retning af en holdbar og acceptabel løsning, så foreslog vi at Veterancenteret blev involveret som en mæglende part. Vores håb var, at Veterancenterets dygtige ledere kunne fungere som mæglere, og styre processen, så vi fastholdt et fælles fodslag.

Mere konstruktive og løsningsorienterede kunne man næppe være, i den situation vi befandt os. Og de tilsyneladende forstående embedsfolk nikkede da også anerkendende, og roste os for den konstruktive tilgang vi havde.

Stor var vores overraskelse derfor, da Forsvarsministeriet ikke tog imod vores fremstrakte hånd.

Og endnu større var vores overraskelse, da det senere viste sig, at Forsvarsministeriet iværksatte en manøvre, som var det stik modsatte af hvad vi foreslog.

Godt nok er Veterancenteret blevet trukket ind på banen. Men ikke som mægler.

I stedet har Veterancenteret lavet et forslag til nye vedtægter for veteranhjemmene, som i skræmmende grad minder om det oprindelige forslag fra Fonden Danske Veteranhjem. Mere om dette følger i morgen.

Men Veterancenterets forslag skal ikke til afstemning på foreningernes generalforsamlinger. Forslaget præsenteres på såkaldte rundbordsmøder på veteranhjemmene, i midten af august. Møderne er planlagt til at vare to timer. Først vil ministeriets folk fortælle om baggrunden, og herefter vil Veterancenteret præsentere resultatet af deres arbejde. Herefter vil der være debat, og veterancentrets personale vil notere de indvendinger og bekymringer som bliver luftet.

Så vil Veterancenteret skrive en rapport om ”drøftelserne”, og rapporten sendes til Fonden Danske Veteranhjem, som herefter vil beslutte hvad der skal ske med vedtægterne.

Det skal bemærkes, at de to embedsfolk vi holdt møde med d. 2. juni, var Souchef Berit Christensen og Oberst Peter Wass. De havde to uger før vores møde, på peacekeepers day d. 29. maj, modtaget The Nordic Blue Barets Medal of Honour i henholdsvis bronze og sølv, for deres trofaste støtte til veteranarbejdet i Danmark.

I alt 22 personer modtog æresmedaljen, som blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

En af de 20 andre modtagere af æresmedaljen var pensioneret generalmajor, Jan Brun Andersen, som er formand for Fonden Danske veteranhjem.

Verden er i sandhed lille.

Fonden og bøllemetoderne

Den seneste tid har vi undersøgt en lang række forhold omkring Fonden Danske Veteranhjem – hvem der står bag den, hvordan den disponerer, og hvordan den agerer.

Veteranhjemmene er – i alle tilfælde i vores optik – et af de vigtigste, og mest konkrete initiativer i veteranpolitikken fra 2010. Derfor er det vigtigt at veteranhjemmene udvikler sig i en positiv retning, og favner flest mulige veteraner, pårørende og kompetente frivillige, så flest mulige får glæde og gavn af denne komponent i veteranpolitikken.

Via dette researcharbejde er vi stødt på et kedeligt mønster, når det handler om hvordan fonden håndterer sin kommunikation – især når tingene ikke lige går som fonden vil det.

Eksklusion af kritikere

Senest har vi været vidner til en eksklusion af den demokratisk valgte talsmand på Veteranhjemmet i København. Han var åbenbart for åbenmundet til fondens smag. Så umiddelbart før et fællesmøde, for alle brugerne på veteranhjemmet, blev talsmanden trukket ind i et mødelokale af formanden, og præsenteret for en eksklusion, samt en trussel om bortvisning fra veteranhjemmet, hvis talsmanden fortsætter med at udtale sig i medierne om veteranforhold, set fra sit baglands perspektiv.

Her er eksklusionen, og truslen om bortvisning

Et siciliansk tilbud

Før talsmandens eksklusion havde vi så hele debatten omkring det lokale demokrati på veteranhjemmene. Fondens position var, at veteranhjemmenes medlemmer bare skulle aflevere deres demokratiske rettigheder, når det blev krævet af fonden.

Det var flertallet af medlemmerne så ikke enige i.

I København og Aalborg blev forslaget til nye vedtægter, og en implementering af den famøse 4/3-model, nedstemt på de ekstraordinære generalforsamlinger. Og begge steder blev nedstemningen fulgt op med en konstatering/trussel fra fonden, som gik ud på at de renoverings- og udbygningsprojekter, som Folketinget havde bevilget penge til i september 2014-forliget, nu blev udsat på ubestemt tid, indtil brugernes afgørende indflydelse på veteranhjemmene var afviklet.

Folketingets bevilling blev altså taget som gidsel, i en intern kamp om magten.

I Fredericia, hvor forslaget til nye vedtægter blev vedtaget, skete dette under trusler om, at hele veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke medlemmerne afgav deres demokratiske indflydelse på bestyrelsens sammensætning.

Altså et siciliansk tilbud.

Og alt det ovenstående er enten initieret, eller sanktioneret af fondsbestyrelsen.

Sygeliggørelse

Vores undersøgelser viser dog, at disse bøllemetoder ikke er nye i personkredsen bag Fonden Danske Veteranhjem. Ud over at være formand for fonden, præsident for De Danske Soldaterforeningers Landsråd, og formand for Støt Soldater og Pårørende, så er den pensionerede generalmajor, Jan Brun Andersen også  medlem af bestyrelsen i det private firma, Psykiatrikonsulenterne. Her hjælper han tilsyneladende landets kommuner og jobcentre med at yde en formidabel støtte til veteraner med PTSD – eller “problemer”, som han selv kalder det i sin ledelsesberetning fra 2011.

Imidlertid har den pensionerede generalmajor ikke altid været helt skarp i sine psykoanalyser af veteraner.

I 2011 stod Oversergent Lars Christensen overfor en udsendelse til ISAF, hold 11. Forinden da, havde han haft nogle uenigheder med Jan Brun Andersen omkring veteranhjemmene, hvilket blandt andet medførte at Lars, i sin egenskab af formand for foreningen Krigsveteraner og pårørende, valgte at trække foreningen ud af samarbejdet omkring de danske veteranhjem, og De Danske Soldaterforeningers Landsråd, som Jan Brun Andersen også er formand for.

Dagen inden sin udsendelse blev Lars kontaktet af Forsvarets Personeltjeneste, som telefonisk meddelte ham, at han var blevet pillet af holdet, fordi han “efter sigende var psykisk ustabil”. Han kunne ikke få oplyst, hvem der havde indberettet dette. Men han var ret overbevist om, at det hverken kom fra hans chef eller kollegaer. Lars svarede personeltjenesten, at det jo selvfølgeligt var alvorligt, og det måtte de da hellere få undersøgt – uden at kunne få oplyst, hvad “psykisk ustabil” dækkede over.

Lars kontaktede derfor straks en advokat, og en psykiater som var privatpraktiserende, og derfor uafhængig af Forsvaret. Han bad om at blive undersøgt for alt, hvad “psykisk ustabil”, kunne tænkes at dække over.

Ca. 10 dage senere, havde Lars en erklæring i hånden, som entydigt fastslog at han absolut intet fejlede, hvorfor han kunne rejse afsted, ca. 14 dage senere end oprindeligt planlagt, og han fik sit helbreds Q tilbage.

Imens Lars var udsendt på hold 11, undersøgte hans advokat sagen nærmere. Advokaten kunne til Lars’ store overraskelse meddele ham, at han nu havde et navn, og at dette navn fremgik af lægejournalen fra Forsvaret.

I følge Lars’ lægejournal, var det Jan Brun Andersen, som havde fremsat denne alvorlige anklage, som afstedkom omfattende skade på Lars Christensens karriere i Forsvaret. Men Jan Brun Andersen så sig altså i stand til at fjerndiagnosticere folk for psykiatriske lidelser, og på denne baggrund få Forsvaret til at iværksætte og bekoste den helt store undersøgelse. I sandhed en kafkask situation at befinde sig i, når man er på vej til udsendelse.

Her udpeges kilden til fjerndiagnosen:

Og her er så konklusionen fra den uafhængige speciallæge i psykiatri, som undersøgte Lars Christensen på Forsvarets regning. Psykiateren må nok have undret sig over hvorfor han skulle bruge tid på denne sag, som hverken virkede konkret eller underbygget på nogen måde.

Så nu er spørgsmålet, om vi som veteraner, pårørende og frivillige kræfter på veteranhjemmene, kan være trygge ved de metoder som benyttes af Fonden Danske Veteranhjem, og dens formand, Jan Brun Andersen.

En kommunikationsstrategi som mest af alt minder om strudse-metoden, og en forældet opfattelse af hvordan man går i dialog med sine kritikere, og finder fælles løsninger, virker ikke tillidsvækkende.

Faktisk virker det ret bekymrende.

Hvorfor kan/vil Fonden Danske Veteranhjem ikke være åbne og imødekommende over for netop den gruppe veteraner og pårørende de er udpeget til at udmønte veteranpolitikken for?

Hvorfor mødes kritiske røster med eksklusioner og sygeliggørelse?

Hvorfor skal tjenestegørende veteraner frygte for deres karriere, hvis de ytrer sig om noget, eller på en måde, som ikke falder i Jan Brun Andersens smag?

Hvorfor betaler Forsvaret for dyre speciallægeundersøgelser, alene på baggrund af hvad en pensioneret generalmajor tænker om veteraner, som har andre holdninger end han selv har?

Hvorfor evner fonden ikke at komme med en logisk og meningsfuld forklaring på hvorfor den er bedre egnet til at udpege bestyrelsesmedlemmer på veteranhjemmene, end brugerne af veteranhjemmene selv er?

Der er mange flere spørgsmål som trænger sig på. Og det skal blive spændende at se, om politikerne og befolkningen mener, at dette er måden de danske krigsveteraner og deres pårørende skal behandles på.

Så vi graver videre.

Fonden og veteranerne

I forbindelse med den seneste debat omkring afdemokratiseringsprocessen på de danske veteranhjem, og senest den bekymrende placering af et kommende veteranhjem i Gelleup, 400 meter fra Grimhøj moskèen som åbent støtter IS, har vi kigget nærmere på Fonden Danske Veteranhjem, for at finde nogle mulige svar på de mange spørgsmål som er fremkommet i debatten.

Det undrer os nemlig, at fonden fremstår så arrogant og indifferent i forhold til netop de krigsveteraner den er sat i verden for at støtte.

Fondens konstellation 

Fonden Danske Veteranhjem er en helt igennem privat fond, der af en eller anden årsag har fået eneret på at drive veteranhjemmene. Det er en lidt underlig konstellation mellem Forsvarsministeriet og Realdanias fond, og det har ikke været muligt at finde frem til, hvordan en sådan beslutning har kunnet lade sig gøre.

Umiddelbart bør alle almennyttige fonde kunne få samme ”rettighed”, således at hvis anden fond vil drive veteranhjem, bør de kunne modtage en procentvis andel af de 1,5 millioner kroner, der udbetales via finansloven – herunder driftstilskud fra Kulturministeriet. Men sådan er det altså ikke.

Fondens bestyrelse består af Jan Brun Andersen (formand, og pensioneret generalmajor), Karl Erik Nielsen (næstformand, pensioneret oberst, og præsident i De Danske Forsvarsbroderselskaber), Jens Ole Løje Jensen (kommandørkaptajn, og landsformand for Danmarks Marineforening), Kaj Flemming Clausen (repræsentant for Danske Soldaterforeningens Samvirke), Carl Anker Bratved (formand for Veteranhjem Trekantsområdet), Asger Kibsgaard (repræsentant for Veteranhjemmet Aalborg), Berit Christensen (souchef i Forsvarsministeriet), Lars Højbak (chef for Veterancentrets veteransekretariat), og Lars Boe Nielsen (formand for Veteranhjem København).

I evalueringsrapporten fra 2014, om fondens aktiviteter og organisering, fremgår det imidlertid at

Af årsrapporten 2014 fremgår det, at Fonden modtog 25 millioner kroner til etablering af veteranhjem Odense og Aarhus, samt til ombygning af Frederiksberg og Fredericia. I tillæg til de 25 mio. kroner er der afsat midler til driften af de nu 5 veteranhjem. Dette er et ret stort beløb, taget i betragtning at det af tidligere regnskaber fremgår, man har kunnet drifte 3 veteranhjem for anslået ca. 4-5 mio. kroner om året.

Fonden mener, 5 veteranhjem kan dække landets behov – hvilket må siges at være en modig udtalelse. Det betyder at alle på Sydsjælland og øerne skal hele vejen til Odense eller København, hvis de skal forbi et veteranhjem. I Jylland er geografien endnu værre.

Det har ikke været muligt at finde nogle oplysninger om størrelsen af det tantieme udbetalt til direktionen (Thorkild Ellegaard Kay, som også deler bopælsadresse med fonden), der nævnes i årsrapporten 2011, side 10 – ”Andre driftsomkostninger”. Dette er et af mørketallene, som opstår når fonden ikke offentliggør deres regnskaber, men kun en årsrapport, som er et sammenkog af regnskabet. En regnskabsmæssig bulionterning, om man vil, som kun fortæller om de helt overordnede økonomiske dispositioner.

Efter ændret regnskabsopstilling i 2012, bliver det endnu mere vanskeligt at gennemskue, hvad der sker i fonden. Det fremgår ingen steder, hvem der modtager hvad i fondsbestyrelsen. Det har ikke været muligt at finde nogle vedtægter, men af de forskellige årsrapporter lyder det som om, bestyrelsen er selvsupplerende (junta-princippet), og en helt igennem udemokratisk institution.

I 2011 bliver årsrapporten godkendt på Fondens (selskabets) ordinære generalforsamling.

Fra 2012 (hvor man ændrer regnskabsopstilling), foregår godkendelsen på fondens bestyrelsesmøde. Det virker umiddelbart som en ejendommelig proces, der bestemt ikke fordrer åbenhed eller demokrati. Lidt som når Politiet undersøger sig selv, eller et firma reviderer sine egne regnskaber.

Men måske er det helt i ånd med årsrapporten fra 2011, hvor  bestyrelsesformanden, Jan Brun Andersen, i sin ledelsesberetnings pkt. 10, kræver kontinuitet og en fast styring af veteranerne. Velbekomme.

Vi bemærker i ovenstående, at veteranernes problemer er sat i anførselstegn, og vi undrer os over hvad dette skal betyde. Er veteranernes problemer ikke rigtige problemer?

Ved en gennemlæsning af retningslinjerne for fonden, især punktet “anvendelse af tilskud”, virker det igen underligt at fonden ikke fremstår som det den er – nemlig en helt igennem privat fond. Det fremstår som om, fonden er oprettet og styret af de samme offentlige myndigheder, som giver tilskud til denne. Men det er jo langt fra tilfældet.

Økonomien i fonden

Realdania har økonomisk støttet etablering af Fonden og de tre veteranhjem, mens den daglige drift finansieres af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Fonden står som modtager af etablerings-, anlægs- og driftstilskud, som fordeles af Fonden efter behov til de enkelte veteranhjem. Herudover finansieres aktiviteter med videre af sponsorater, fondsmidler, gaver med videre fra eksempelvis private fonde, offentlige myndigheder, foreninger og privatpersoner. Midler som tildeles på fondsniveau fordeles af Fonden efter behov, mens hjemmene selv råder over de midler, der gives dem direkte.

Fondens kapital er 3,6 mio. kroner, som er i størrelsesorden med Realdanias oprindelige bidrag. Fra 2012 indgår de værdier, som lå i de 3 veteranhjem. I alt 555.021 kroner.

Af resultatopgørelsen fremgår det, at 2011 og 2012 gav underskud, men at fonden og hjemmene faktisk har en glimrende økonomi med en god likviditet. Balancen er på ca. 6 mio. kroner, med en likvidbeholdning på ca. 2,8 mio. kroner. Gælden i 2014 er nede på 172.091 kroner, hvad må siges at være tæt på ingenting.

Til gengæld kan det undre hvad punkterne ”Personaleomkostninger” samt ”Andre eksterne & driftsomkostninger” egentlig dækker over. Man har ikke en kinamands chance for at gennemskue hvad eller hvem, der har forbrugt ca. 10 millioner kroner siden 2010. Her vil det klæde fonden at være mere informativ om hvordan man forvalter alle de penge, som er givet til den gode sag.

Et andet punkt som vækker mistanke, er opgørelsen af kontingenter i veteranhjemmenes medlemsforeninger. I foreningerne i Aalborg og Fredericia er der i kun i 2012 bogført kontingenter. Det virker meget underligt. For foreningerne på disse veteranhjem har givetis både haft betalende medlemmer før og efter 2012. Ellers ville det have været svært at indkalde nogle medlemmer til generalforsamlinger, og vælge de lokale bestyrelser.

På personaleomkostningssiden er det fuldstændigt umuligt at se, hvordan udgifterne reelt er fordelt mellem veteranhjemmene. Som det fremgår af 2010 og 2011 kan det godt lade sig gøre at fordele udgifter, men fonden har valgt, at man ikke ønsker den slags gennemsigtighed fra 2012 og frem. Det virker som en højst ejendommelig ændring af regnskabsprincipper.

Uddeling af fondsmidler til de enkelte veteranhjem ophørte i 2012, der er sidste rapporteringsår, hvor dette foregik.

Fonden vil have mere fast styring

Her i 2015 har fonden så forsøgt at afdemokratisere de eksisterende veteranhjem, ved at foreslå nye vedtægter for de lokale foreninger, som i praksis afmonterer den lokale selvbestemmelse i det daglige.

Hidtil har det været sådan, at bestyrelserne på de enkelte veteranhjem blev valgt af de respektive veteranhjems medlemmer. Et enkelt medlem har været udpeget f fonden, lige som det enkelte veteranhjem har haft en repræsentant siddende i fondens bestyrelse.

I april måned blev der så afholdt ekstraordinære generalforsamlinger på veteranhjemmene, med det formål at tage stilling til nye vedtægter, som endegyldigt gjorde op med denne form for lokal selvbestemmelse.

Vedtægtsforslaget gik i al sin enkelthed ud på, at fonden ville have ret til at udpege formanden, samt yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer i de lokale bestyrelser på veteranhjemmene, som består af i alt 7 medlemmer. Således ville fonden have absolut flertal, og den ville have helt afgørende indflydelse på de lokale rammer og aktiviteter på de enkelte veteranhjem.

I Aalborg og København blev forslaget forståeligt nok forkastet af generalforsamlingerne. Kun i Fredericia, hvor medlemmerne blev truet med lukning af veteranhjemmet hvis de afviste vedtægtsændringerne, blev forslaget vedtaget. Og det fremgår af den seneste tids mediedækning, at fonden agter at gøre 4/3-modellen til standard på de nye veteranhjem i Odense og Århus.

I første omgang argumenterede man for 4/3-modellen ved at hævde, at den ville skabe ro og stabilitet. Modargumentet var så, at der var andre måder at skabe ro og stabilitet på, uden at det skete på bekostning af det lokale demokrati.

Nu er argumentet for 4/3-modellen så, at det skulle være et krav fra politisk side. Det stiller vi os meget tvivlende over for. For det har aldrig været nævnt, på alle de møder og samtaler vi har haft, med forsvarsordførere fra alle Folketingets partier.

Men det agter vi naturligvis at undersøge nærmere.

Det kan også blive relevant at undersøge, hvad de danske skatteydere egentlig mener om, at deres bidrag til veteranindsatsen forvaltes af en privat fond, som har ovenstående regnskabspraksis, manglende transparens og bekymrende forhold til veteranhjemmenes brugere.

Om lokalpolitik, bekymringer og lærdom

Dansk Folkeparti (DF) er kendt for at udtrykke forståelse og støtte til danske krigsveteraner, når vi er i dialog med partiets ordførere omkring vores mærkesager, og relaterede veteranforhold. Ofte hører vi vendingen at “veteraner ligger os meget på sinde”, når DF skal forholde sig til veteranproblematikkerne.

Helt anderledes forholder det sig i Århus, hvor debatten om placeringen af det nye – og længe ventede – veteranhjem bølger. For i Århus kan DF ikke helt finde ud af hvad de skal mene om placeringen af veteranhjemmet, og om veteranernes bekymringer angående naboskabet med Grimhøj moskèen.

Helt fremme i mediebilledet finder vi DF’s lokalformand, byrådsmedlem og folketingskandidat, Knud Mathiesen, som d. 16. juli aspirerede til prisen for årets mest ubegavede og partiskadelige udtalelse i nyere Danmarkshistorie.

Knud Mathiesen blev citeret for, at danske krigsveteraner var tåkrummende ynkelige, og at placeringen af veteranhjemmet i Gelllerup var helt perfekt.

To dage efter kunne TV2 Østjylland fortælle, at tre andre folketingskandidater fra DF var uenige med Knud Mathiesen, og mente at hans udtalelser var både skammelige og nedladende. Og de tre kandidater ønsker nu en diskussion om hvorvidt Gellerup er et hensigtsmæssigt sted at placere veteranhjemmet.

Også fra Venstre får krigsveteranerne forståelse for deres bekymring. Paritets politiske ordfører i Århus, Gert Bjerregaard, mener, at veteranernes værested skal placeres et andet sted.

“Vi vil i Venstre tage sagen op i magistraten, og sikre, der er fodslag for placeringen. For hvis ikke der er tryghed, giver det jo ingen mening med et veteranhjem. Og hvis man politisk ønsker at lade dette sted glide ned som en del af helhedsplanen har man fuldstændig misforstået ønskerne fra de veteraner, der har brug for veteranhjemmet“, siger han til TV2.

Men Knud Mathiesen var slet ikke færdig med at gøre sig selv, og sit parti uheldigt bemærket i debatten.

Ikke så lang tid efter han blev citeret for de nedladende udtalelser, følte Knud Mathiesen sig fejlciteret. Og derfor skrev han en præcisering af sine holdninger, som denne gang var knapt så nedladende i forhold til krigsveteranerne.

Vi har modtaget en kopi af præciseringen, som her bringes i sin fulde ordlyd:

Allerførst vil jeg sige, at visse passager i artiklen kan godt misforstås, at jeg skulle opfordre til at banditter og ballademagere løber ned til krigsveteraner, og kaste med sten ville være dejligt, er en forkert udlæggelse, men sådan kan det forstås.

Ordret banditter, og det kunne være dejligt, har jeg ikke brugt, og kaste med sten eller det der var værre var det der blev spurt om, derfor kan det misforstås.

Vedr. Chikane: det var i bussen, nogle veteraner mente man kunne blive chikaneret.

 

Lad mig slå fast at det ikke er mig der har opfundet placering af et veteranhjem, på Edwin Rahrs 61, det er bestyrelsen bag veteranerne, de mener åbenbart at det er det rigtige sted for netop disse krigsveteraner. At man skulle føle sig utryg et sådan attraktivt sted, kan jeg ikke forstå, jeg kan kun være enig med både bestyrelsen bag veteranerne, vores Rådmand Thomas Medom og vores socialudvalgsformand Huseyin Arac, at placeringen ligger i et naturskønt område, og måske kunne blive Danmarks flotteste veteranhjem ifølge Rådmand Thomas Medom

Hvis der er nogen der vil chikanere krigsveteraner er det ligegyldig hvor et sådan hjem ligger, så vil man finde frem til det. Men hvorfor skulle det da skabe problemer netop dette sted.

At det skulle være specielt farligere, fordi det attraktive sted ligger tæt på Gellerup, har intet på sig, uanset hvor et sådan hjem ligger, kan disse veteraner ikke undgå at møde flygtninge fra Irak og Afghanistan, og der er da også mange veteraner der bakker op om stedet.

Og vedr. at nogle mener, at de kan blive Chikaneret i bussen ud til stedet, er en meget spøjs udtagelse, der står vel ikke på brystet af dem at de er Krigsveteraner.

Alle mennesker kan blive chikaneret i bussen uanset hvem man er, og vel at mærke, ikke bare bussen til Gellerup.

At disse tidlige soldater lider af posttraumatisk stress, er meget trist og rigtig forfærdelig for dem, det drejer sig om Ca. 10 %, men lad mig gøre opmærksom på, at det ikke er de eneste der lider af den lidelse, det gør en stor del af folk som bliver udsat for død og ødelæggelse, ca. 8 til 10 % af vores Brandfolk, rednings og politifolk lider af symptomer af denne lidelse, 30 % af kvinder der bliver voldtaget lider også af symptomer af denne lidelse, dem taler vi bare ikke så meget om, og hvor i alverden skal de opholde sig.? Og hvordan beskyttes de for om verden.

Jeg tror stadig på at det kunne være et godt sted for vores krigsveteraner, så de langsomt kan komme tilbage til arbejdet, og det er jeg åbenbart ikke den eneste der syntes.

Hvis ikke dette område i Brabrand tæt på Gellerup kan tage imod disse veteraner, hvem kan Gellerup så tage imod, mange af vores flygtninge indvandre lider også af Posttraumatisk stress, mange af dem bor og opholder sig i Gellerup, skal de også flyttes? de møder jo også andre mennesker, som evt. kan havde deltaget i krig, eller andet, det kan de jo ikke vide noget om.

Jeg har boet i Gellerup i over 30 år, og er medlem og formand for Dansk Folkeparti, jeg er aldrig blevet chikaneret, nu skal man også passe på ikke at gøre Gellerup værre end det er, så kan der være andre ting i Gellerup jeg tager afstand fra, men det er en helt anden diskussion.

Knud

I en e-mail til en undrende krigsveteran, supplerer Knud Mathiesen sin præcisering med følgende:

Jeg mener stadig at stedet til et veteranhjem kan blive et rigtig godt sted, og jeg har sat mig en del ind i disse proplemer som disse veteraner har, jeg arbejder en del med personer som lider af posttraumatisk stress, dog kunne jeg ønske mig at også flere ville sætte sig ind i Gellerup området, området som sådan, er et ganske glimrende sted sted bo. Stedet hvor man vil placerer veteranhjemmet ligger et i naturskønt område, som mange andre mennesker ville missunde dem.

Jeg vil mene at disse mennesker vil kunne finde fred og ro, og langtsom kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet, men det vil du kunne læse i mit læserbrev.

Vedr. Grimhøj Moskeen den vil på ingen måde skabe problemer, men derfor ønsker jeg den stadig lukket, men det er på et andet grunlag.

Uanset hvor et sådan hjem blive lavet, kan man altid finde problemer, og hvis det er tilfældet bliver man nød til at placerer et sådan hjem på millitært område, og det vil vel ikke være ønskeligt.

Håber at dette kunne være med til at belyse det lidt mere, eller vil jeg gerne stille mig til rådighed efter ferien til en personlig samtale, der kan selvfølgelig sagtens være en problemstilling jeg ikke har fået øje på, jeg skal også lære hvad læres kan.

De bedste sommerhilsner,og forsat god sommer

Knud N. Mathiesen

Dansk Folkeparti.

Nu kunne vi jo aldrig finde på at klandre Knud Mathiesen for sine evner til at formulere sig på sit modersmål, så derfor vil vi blot tage imod udfordringen, og lære Knud nogle helt basale ting omkring krigsveteraner, og problematikken omkring veteranhjemmet i Århus. Og vi håber Knud er klar med notatblokken, for lærdommen kommer her i punktform:

• Det rager os ikke hvad du mener vil pynte på Gellerupområdet. Hvis du mener området har brug for pynt, så køb selv noget pynt, og kom igang. Fonden Danske Veteranhjem driver veteranhjem for krigsveteraner, og deres pårørende. Ikke donationer til kvarterløft, eller andre sociale eksperimenter.
• Dit argument om at grunden ligger naturskønt, og vil blive misundet af mange, er aldeles irrelevant. Vadehavet er også et naturskønt område, som mange vil misunde. Men det er ikke i sig selv nok til at placere et veteranhjem i vadehavet. Det er fordi der er flere andre forhold som taler imod, end for sådan en placering.
• Når du hævder at mange veteraner bakker op om stedet (forstået som placeringen), så vil det klæde dig at henvise til en kilde. Vi har ikke hørt om sådan en opbakning fra andre end den lokale bestyrelse, som til gengæld udviser en chokerende arrogance i forhold til de bekymrede medveteraner. Men selv om du havde ret, og et flertal mente at placeringen var god, så betyder det ikke at flertallet har ret. Engang troede flertallet af mennesker at jorden var flad. Og de som hævede at den var rund, blev latterliggjort eller spærret inde.
• Det er ikke cirka 10 procent af de danske krigsveteraner som lider af post traumatisk stress. I alt har knap 17 % af de hjemvendte soldater enten fået en psykiatrisk diagnose, købt medicin mod psykiske sygdomme eller været i behandling for stofmisbrug – uden at have været registreret for nogen af delene, før de rejste ud. Mere end hver femte danske veteran føler, at de har fået fysiske eller psykiske mén af at være udsendt på internationale missioner. Det viser en undersøgelse blandt cirka 3000 veteraner.
• Dine sammenligninger med post traumatisk stress blandt brandfolk og voldtægtsofre er i bedste fald irrelevant for denne debat. Veteranhjemmene henvender sig ikke til nogle af disse grupper.
• Det er en spøjs udtalelse, at hævde, at når nogle mener at de kan blive chikaneret i bussen ud til stedet, så er det en meget spøjs udtalelse, fordi der vel ikke står på brystet af dem, at de er krigsveteraner. Vil det sige, at hvis en krigsveteran bærer en t-shirt eller andet, som afslører at han er krigsveteran, så må man forvente chikane i bussen, på vej til veteranhjemmet? For jo, soldater og forhenværende soldater er notorisk kendte for, at gå med t-shirts, trøjer, kasketter og andet, med militær grafik, navne på missioner, holdnumre o.a. Dette ville du vide, hvis du nogen sinde havde sat dine ben på et veteranhjem.

Og til sidst et spørgsmål til Knud Mathiesen:

Når du skriver at Grimhøj moskèen på ingen måde vil skabe problemer for veteranhjemmet, og dets brugere, kan vi så opfatte dette som en skriftlig garanti fra din side? Det virker lidt som en dækningsløs check, idet ingen – hverken du eller vi – kender fremtiden.

Men derfor kan man godt bekymre sig om den.

Det gør krigsveteranerne i Midtjylland.

I Region Midtjylland er der 6740 veteraner, hvoraf 1249 er bosiddende i Aarhus. Gang disse tal med fire, for at få det samlede antal veteraner, og deres nærmeste pårørende (ægtefæller/kærester, børn, forældre o.l.).

Vi håber din skriftlige garanti gælder dem alle. Og i al fremtid.

Om penge, arrogance og frygt

Ejendomsspekulanterne Jytte og Bent Gormsen, som har firmaet DYBDAL, har nok svært ved at forstå deres held i dag.

I 2008 købte de ejendommen på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus for kr. 276.000, og lejede den ud til erhvervsformål.

I september 2011 blev ejendommenudbudt til salg, og der blev nu krævet 6.998.000 kroner for den. Men den blev ikke solgt. Så i august 2014 blev prisen sænket med en million, til 5.900.000 kroner. Hvilket flugter den offentlige vurdering af grundens og ejendommens samlede værdi i 2014.

Som ejendomsspekulant kunne man godt frygte, at den megen ballade i området, og naboernes åbenlyse støtte til terrororganisationen IS, kunne få ejendomsprisen til at ramme gulvet.

Men det skete heldigvis ikke. For redningen kom i form af Fonden Danske Veteranhjem, hvis lokale repræsentant – der også er næstformand i kommunens udsatteråd – havde set sig lun på ejendommen. Og selv om veteranerne i baglandet udtrykte bekymring og afstandtagen til placeringen, i såvel landsdækkende som lokale medier, så lykkedes det Fonden Danske Veteranhjem at købe ejendommen, mens man lod veteranerne forstå, at man lyttede til dem.

Der findes stolthed, og der findes arrogance. Kun stolthed kan være klædeligt.

Så hvad handler bekymringerne om?

Formanden for Grimhøjmoskéen, Oussama El-Saadi, forstår godt veteranernes tanker. Han mener dog ikke at veteranerne skal frygte moskèens medlemmer.

Det ser vi heller ingen grund til. Det er nok nærmere Oussama El-Saadi, og hans følgere, som skal frygte noget.

Hvis man er krigsveteran, og lider af post traumatisk stress, så skal der nogle gange ikke så meget til, før man føler sig presset. Og så kan en krigsveteran, som Forsvaret har brugt mange ressourcer på at træne til at handle under pres, falde tilbage i de mønstre som var gældende da traumerne opstod.

Dette ved Oussama El-Saadi tilsyneladende. For til TV2 Østjylland siger han jo, at han og hans følgere er bange for, at krigsveteranerne har nogle traumer, så der pludselig kan komme nogle reaktioner fra veteranerne, mod moskèens medlemmer.

Et provokerende tilråb, en flok unge med en truende attitude, eller et brag fra et kanonslag kan være nok til at få nogle krigsveteraner med post traumatisk stress til at reagere. Og det er sådanne reaktioner, som Oussama El-Saadi og hans følgere skal frygte, hvis de – uforvarende, naturligvis – skulle støde på krigsveteranerne, når de er på vej til og fra deres nye veteranhjem på Edwin Rahrs Vej 61 i Århus, kun 500 meter fra Grimhøj moskèen.

Dette sociale eksperiment er dømt til at fejle. Men vi kan undgå katastrofen, hvis Fonden Danske Veteranhjem besinder sig, og finder et mere velegnet sted. En hurtig søgning på internettet viser, at der er nok at vælge imellem.

Veterancentret misforstår problematikken

Psykolog ved Veterancenteret i Ringsted, Bente Burke, fortæller til lokalavisen, at hun har stor forståelse for, at nogle af soldaterne kan føle sig utrygge, hvis de skal til Gellerup, fordi de forbinder det med fare, og derfor mener hun det er vigtigt, at de får hjælp til at komme derhen.

“Man kan for eksempel lave en følgeordning, indtil vedkommende selv er tryg ved at tage af sted. De PTSD-ramte skal arbejde sig langsomt op, og veteraner har, når de har udsendelsesrelaterede vanskeligheder, mulighed for livslang hjælp fra forsvarspsykologer,” fortæller hun.

Det er jo flot. Men i Veteran Alliancen mener vi det er helt misforstået. Hvis en traumatiseret krigsveteran lider af angst, hvilket er et meget almindeligt symptom på post traumatisk stress, så kan en følgeordning give mening. For angst har ikke noget subjekt den er rettet imod. Angst handler oftest om en generel frygt for at komme nye steder, og møde nye mennesker.

Frygt er noget andet. Hvor en traumatiseret krigsveteran med angstsymptomer ikke kan angive præcis hvad han er bange for, så er krigsveteranerne i Århus uhyre eksplicitte i udpegningen af det de frygter kontakt med. Og vi har svært ved at se, hvad en følgeordning skulle ændre i denne situation.

Hvem skulle følge krigsveteranerne hen til deres veteranhjem? Psykologer? Politibetjente? Socialrådgivere fra kommunen?

De østjyske krigsveteraner skal ikke gøres afhængige af følgeordninger.

De skal bare have et veteranhjem, som de er trygge ved, og som de har ventet på i årevis. Og de skal bevare deres værdighed, og nyde den anerkendelse og støtte som et veteranhjem skal være.

Længere er den ikke, i vores optik.

Kaos på veteranhjemmene

En af vores mærkesager handler om flere væresteder for veteraner og pårørende. Vi mener der skal være sådanne steder i hele landet. Men vi er ikke låst fast på en bestemt model, så om det er Fonden Danske Veteranhjem, KFUM’s Soldatermission, en frivillig forening eller et kommunalt frivilligcenter som driver værestederne, er for os principielt underordnet.

Det vigtige er, at værestederne findes, og bliver benyttet af målgruppen.

Mens vi kæmper for flere væresteder, så frustrerer det os at nogle af de eksisterende væresteder er præget af uro og stridigheder.

På veteranhjemmet i København gennemførte man i april 2015 en meget usædvanlig ekstraordinær generalforsamling, som skulle afgøre om foreningen skulle have nye vedtægter.

Forslaget til nye vedtægter indeholdt nogle fundamentale opgør med den direkte brugerindflydelse på bestyrelsens sammensætning, beslutningskompetence og muligheder for indflydelse på generalforsamlingen uden at man behøvede at præstere fremmøde.

Forslaget blev nedstemt, til udtalt irritation for formanden for Fonden Danske Veteranhjem, som gerne så at hans egen bestyrelse kunne topstyre alle de tre eksisterende, og to kommende veteranhjem under fonden.

Forslaget blev samme aften nedstemt på Veteranhjemmet i Aalborg, som heller ikke ønskede at afhænde de demokratiske muligheder for selv at bestemme veteranhjemmets rammer og aktiviteter.

Kun på veteranhjemmet i Fredericia blev vedtægtsforslaget vedtaget, idet den lokale formand truede medlemmerne med, at veteranhjemmet ville blive lukket, hvis ikke vedtægtsforslaget blev vedtaget.

Siden har der udspillet sig en bizar magtkamp, og en ihærdig manipulation af veteranhjemmenes brugere. I København mente den lokale bestyrelse pludselig, at den talsmandsordning som brugerne havde etableret skulle nedlægges. Og den lokale bestyrelsesformand, som også på årets generalforsamling demonstrerede en lemfældig respekt for grundlæggende demokratiske rettigheder, og foreningens egne vedtægter, satte i denne uge sin underskrift på en eksklusion af brugernes demokratisk valgte talsmand, som bestyrelsesformanden ikke ønskede at samarbejde med.

Veteranhjemmets brugere svarede igen ved at fastholde talsmandsordningen, samt vælge ikke blot én, men to talsmænd, og udstyre dem med et historisk stærkt mandat.

I eksklusionen står også, at brugernes talsmand kan imødese en bortvisning fra veteranhjemmet, hvis han fortsætter sit virke som talsmand. Ikke fordi han bryder nogle regler. Men fordi – og kun fordi – han varetager det tillidshverv som veteranhjemmets brugere har valgt ham til.

Det svarer til en virksomhed, hvor ledelsen truer en tillidsmand med fyring fordi – og kun fordi – han varetager sit baglands interesser, sådan som han er valgt til. Det ville man heller ikke acceptere, vel?

Århus-katastrofen

I landets næststørste by, Århus, er Fonden Danske Veteranhjem ved at opføre et nyt veteranhjem. Fonden har fået 8,7 mio. kroner til formålet, i forbindelse med septemberforliget i 2014. Her fandt politikerne også penge til et nyt veteranhjem i Odense, samt renovering og udbygning af de eksisterende veteranhjem i København, Aalborg og Fredericia.

I Århus er man imidlertid løbet ind i et problem. Den styregruppe som Fonden Danske Veteranhjem har udpeget, har kastet sin kærlighed på en ejendom i Gellerupparken, kun 500 meter fra den berygtede Grimhøj-moské. Den selvsamme Grimhøj-moské som er kendt for at have kontakt med relativt flest islamistiske ”krigere” pr. indbygger.

Den selvsamme Grimhøj-moskè som Århus Kommune har en kritisk dialog med, fordi den har en tydelig antidemokratisk profil, og har udtrykt støtte til den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat, der står bag massakrer i Syrien og Irak.

Danske soldater har været udsendt til Balkan, Irak og Afghanistan, og stået ansigt til ansigt med islamistiske styrker. De har kæmpet på liv og død, og forståeligt nok ønsker nogle af disse danske krigsveteraner ikke at pleje omgang med militante islamister, eller deres sympatisører, når de skal til og fra deres nye veteranhjem i Århus.

Derfor stod nogle af dem frem i ugens løb, og gav udtryk for deres bekymringer.

Svaret fra Fonden Danske Veteranhjem var, at det var den lokale styregruppes beslutning. Men vi tvivler på det forholder sig sådan. For hvem lader 7 tilfældige personer træffe den slags beslutninger, når der hverken eksisterer en forening, eller nogle vedtægter som definerer ansvarsområder og beføjelser?

Formanden for den lokale styregruppe – som i øvrigt også er næstformand i Århus Kommunes udsatteråd, og forstander på Kofoeds Skole i Århus – er selv veteran fra Balkanmissionerne. Og så skulle man jo tro, at han ville standse processen, og lytte til sine medveteraners bekymringer, før han fortsatte med at bruge 8,7 mio. kroner på et veteranhjem.

Det gjorde han bare ikke.

I går holdt styregruppen møde, og besluttede at bruge de 8,7 mio. kroner på ejendommen, som dele af målgruppen på forhånd har sagt de aldrig vil besøge, fordi – og kun fordi – den er placeret som den er.

Dette er særdeles problematisk.

Dengang politikerne lavede veteranpolitikken i 2010, og veteranhjemmene blev født, så skortede det ikke på anerkendelse og ønsker om velbesøgte væresteder for veteranerne. Og da politikerne i september 2014 fandt endnu 30 mio. kroner til veteranhjemmene, så var det også med anerkendelse og ønsket om støtte for øje.

Men hvis man vælger at placere et veteranhjem på en adresse, som de samme veteraner der skal bruge veteranhjemmet ikke vil opsøge, så ender man med at skabe et problem, frem for en løsning.

Lige nu er problemet at der ikke findes et veteranhjem i Århus. Hvis styregruppen tvinger sit valg igennem, så får vi to problemer. Et tomt veteranhjem på den forkerte adresse, og en gruppe frustrerede veteraner, som stadig mangler et veteranhjem de trygt kan mødes på, og bruge som værested.

Men til den tid er pengene jo brugt. Og man kan ikke bytte en købt ejendom, til en anden ejendom, på en mere optimal adresse, når man finder ud af, at man har disponeret forkert i første omgang.

De rette mænd til opgaven?

Både den absurde situation på Veteranhjemmet i København, og de nærmest bizarre forhold omkring etableringen af veteranhjemmet i Århus, får os til at tvivle på Fonden Danske Veteranhjems kompetencer og fokus. Og vi mener at de politikere, som har fundet de mange millioner kroner til veteranhjemmene, er forpligtet til at undersøge forholdende omkring pengenes anvendelse.

For det er ikke anerkendelse at få noget man ikke kan bruge. Og det er ikke anerkendelse og støtte, at vi som brugere af veteranhjemmene skal lade os tromle og topstyre af en fondsbestyrelse, som tydeligvis har andet end veteranernes interesser for øje.

#krigsveteraner #veteranhjem #dkpol