Om prioriteringer

Danmark har fået en ny regering, og dermed et nyt regeringsgrundlag. Hvor krigsveteraner fik alt for lidt bevågenhed i valgkampen, fordi det åbenbart var vigtigere at diskutere andre velfærdsemner, så har det nye regeringsgrundlag skabt fornyet fokus på indsatsen over for de mange tusinde soldater, politibetjente, piloter, læger, sygeplejersker og NGO’er, som har været udsendt af staten i årtier.

Det fornyede fokus skyldes følgende to afsnit i regeringsgrundlaget:

Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.

Regeringen vil lave et servicetjek af veteranpolitikken og øvrige veteraninitiativer. Vi skal sikre, at danske veteraner får støtte, anerkendelse og muligheder, der står mål med deres store indsats for Danmark. (Regeringsgrundlaget, side 33)

Disse to afsnit har afstedkommet en glødende offentlig debat, om rimeligheden i, at man nedlægger Irak- og Afghanistankommissionen. Ingen tør debattere, om veteranindsatsen bør tilføres flere midler. Det er jo åbenlyst for enhver. Men man vil gerne diskutere hvor pengene skal komme fra.

Så debattens centrale punkt er, om det er rimeligt at man nedlægger kommissionen, for at bruge pengene på veteranerne.

Principielt kunne man have valgt at nedlægge kommissionen, for at bruge pengene på alt muligt andet. Valgkampen var fuld at dyre løfter, og dystre prognoser om øget træk på de offentlige pengekasser, grundet flere ældre, dyrere medicin og en fortsat høj tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

Men nu valgte regeringen altså at bruge pengene på krigsveteranerne. Og det skal regeringen naturligvis have ros for. For som vi har sagt og skrevet utallige gange, så fungerer veteranindsatsen stadig ikke optimalt, her 5 år efter vi fik veteranpolitikken.

Man skal huske, at en vigtig præmis for diskussionen er, at pengene kun kan bruges et sted. Med alle de andre øgede udgifter, til sundhed, uddannelse, infrastruktur osv., så skal enhver regering prioritere. Og regeringen har altså prioriteret en forbedret og fremadrettet indsats for krigsveteraner, frem for en tilbageskuende kommisionsrapport, som næppe ville skabe megen reel værdi uden for de politiske cirkler på Christiansborg.

En forbedret indsats for krigsveteraner kan derimod skabe reel værdi for nogle af de mennesker, som i dag lever med det svigt staten har begået, da de kom hjem fra missionerne, med skader på krop og sind. I årtier er disse krigsveteraner blevet ignoreret. Deres sager er blevet afvist og forhalet i Arbejdsskadestyrelsen. Deres behandlingstilbud har været tilfældige og utilstrækkelige. 47 veteraner har begået selvmord i afmagt, og hundredevis har forsøgt den samme udvej.

Hvis man accepterer præmissen, at mængden af penge ikke er uendelig, så er man tvunget til at prioritere. I Veteran Alliancen synes vi det er positivt at regeringen endelig prioriterer rigtige mennesker, med rigtige problemer, og som efterlyser rigtige løsninger, frem for et årelangt kommissionsarbejde, som ingen af os kan bruge til noget konkret. Hvis mængden af penge til rådighed var uendelig, så kunne vi få begge dele. Men sådan er den økonomiske virkelighed ikke.

Hvis ønsket er, at pengene skal bruges hvor de skaber mest forbedring for flest mulige, så har regeringen prioriteret korrekt. Kommissionsrapporter er nice to have. Men gode behandlingstilbud, rimelige arbejdsskadeerstatninger, anstændig og kompetent behandling i landets kommuner, og flere væresteder for landets mange krigsveteraner og deres pårørende, jævnt fordelt over hele landkortet, er need to have.

Så lad os starte der. Det er på høje tid.

Og lad os så få at vide, hvor mange millioner vi taler om, og hvordan de skal bruges i praksis.

Vi har hverken brug for flere medaljer eller plastickort. Det er helt andre steder der skal sættes ind.

Reklamer

Wammen pynter sig med lånte fjer

Valgkampen buldrer videre, og i sin iver for at fremhæve egne fortræffeligheder, udtalte Forsvarsministeren til DR, at “regeringen allerede har gjort meget for veteranerne, eksempelvis ved at gøre det blevet lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD.” (Kilde: dr.dk)

Lad os lige faktatjekke det udsagn.

1. Regeringen ville nedsætte et udvalg, som i ro og mag kunne se på 6-månedersreglen, men efter lobbyarbejdet og demonstrationen foran Christiansborg, lykkedes det at samle et flertal UDEN OM regeringen, som ville fjerne 6-månedersreglen. Og med udsigt til et nederlag i folketingssalen, gik regeringen med på at yde de sårede krigsveteraner retfærdighed. Så hvad er det Forsvarsministeren mener at hans regering har bidraget med i denne forbindelse?

2. I hele denne regeringsperiode er sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen steget (Kilde: ASK).

År for år har det taget længere tid at få afgjort sin sag. Er det at gøre det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD?

3. Selv om det lykkedes at få afskaffet 6-månedersreglen, så er de sårede veteraners lykke ikke gjort. Arbejdsskadestyrelsen har blot opfundet nogle nye forhindringer, som f.eks. kravet om at man kan dokumentere at man har været i livsfare, for at man kan få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade. Eller den vanvittige fokusering på følgediagnoser, som netop er opstået fordi nogle veteraner har gået med deres PTSD så længe, at de nu også har fået f.eks. personlighedsforandringer.

Det giver ingen mening at implementere nye forhindringer på denne måde. Og det er heller ikke et udtryk for, at regeringen har gjort det lettere for veteranerne at få erstatning, hvis man er ramt af PTSD.

4. Fysiske og psykiske skader er stadig ikke sidestillet i forbindelse med beregning af mèngrad, og udmøntning af erstatninger. Helt tilbage fra veteranpolitikkens fødsel i 2010, blev det Beskæftigelsesministeriets ansvar, og Arbejdsskadestyrelsens opgave, at undersøge nærmere, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre (Veteranpolitikken, side 22).

Men her i 2015 kan en psykisk skadet krigsveteran, med svær PTSD, stadig maksimalt få 35% mèngrad, mens en fysisk skadet veteran kan få 100% mèngrad.

Så hvor er det Forsvarsministeren mener hans regering har gjort det lettere at få erstatning, hvis man er ramt af post-traumatisk stress-syndrom, PTSD?

En tilståelsessag

Da beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen i februar udtalte, at borgerne både skal have en rigtig og en hurtig afklaring af deres sager i Arbejdsskadestyrelsen, så glemte ministeren tilsyneladende at nævne, at man ikke kan få begge dele på samme tid.

Den seneste opgørelse over sagsbehandlingstiderne i Arbejdsskadestyrelsen vidner om en klar prioritering. Kvaliteten af afgørelserne skal op, efter Kammeradvokatens sønderlemmende kritik  – uanset hvor meget det forlænger sagsbehandlingstiderne.

Graferne viser, at sagsbehandlingstiden er steget inden for alle typer sager, men at stigningen er størst for sager, hvor der tilkendes erhvervsevnetab. Det vil mange krigsveteraner kunne bekræfte.

Efter vedtagelsen af særloven, som afskaffede 6-månedersreglen, skulle man ellers tro at der var mulighed for hurtigere behandling af arbejdsskadesagerne. Men man skal åbenbart ikke glæde sig for tidligt.

Hvor veteranerne førhen blev afvist med 6-månedersreglen, så forhales processen i Arbejdsskadestyrelsen nu med nye forhindringer.

En af de nye forhindringer, er kravet om at man skal kunne bevise at man har været i livsfare.

Lad os lige starte med at pointere, at man sagtens kan få PTSD uden at have været i livsfare. Traumer kan handle om meget andet end livsfare.

Lad os dernæst undre os over, at dette nye krav kommer i kølvandet på ophævelsen af 6-månedersreglen. Det virker næsten som om, at det for enhver pris skal være besværligt – grænsende til det umulige – for krigsveteraner at opnå anerkendelse og erstatning for deres krigsskader. Især hvis de er psykiske.

Helt grotesk virker disse nye krav til dokumentation, når man tænker på, at en kvindelig parkeringsvagt fik 3 mio. kroner i erstatning for sexchikane. Gad vide hvilke dokumentationskrav hun blev mødt med i Arbejdsskadestyrelsen? I 2012 fik en socialrådgiver en historisk høj erstatning på 3,8 mio. kroner for PTSD, fordi nogle drenge havde peget på hende med softguns på hendes arbejdsplads. Gad vide hvordan hun dokumenterede at være i livsfare?

En anden nyskabelse i Arbejdsskadestyrelsen er fokuseringen på følgediagnoser. Hvis man har gået med PTSD længe nok, og ikke har fået behandling for det, så kan man udvikle forskellige følgediagnoser. Lige som hvis man får knust et ben, og udvikler en rygskade som følge deraf.

Det knuste ben forsvinder ikke, blot fordi man også får rygproblemer. Og PTSD forsvinder ikke, blot fordi an har gået med det så længe, at man udvikler følgediagnoser som f.eks. personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (som er en udbredt følgediagnose til kronisk PTSD).

Derfor giver det ingen mening at veteraner nu igen afvises med 6-månedersreglen, fordi Arbejdsskadestyrelsen vælger at fokusere på følgediagnoserne, og fordi folketingspolitikerne lavede særloven for snæver, så den kun dækker diagnosen PTSD.

Der skal ryddes gevaldigt op, og tilføres flere ressourcer til Arbejdsskadestyrelsen, før beskæftigelsesministerens fine hensigtserklæringer bliver virkelighed. For tilsyneladende an man ikke både hæve kvaliteten af afgørelserne, og reducere sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.

Det viser styrelsens egne opgørelser. Det er en ren tilståelsessag. Styrelsen leverer ikke hvad ministeren ønsker, og som han har stillet befolkningen i udsigt. Og hvis ministeren vil noget mere og noget andet, så må han træde i karakter, og tilvejebringe de nødvendige ressourcer, og det nødvendige fokus.