Wildcard – en gratis omgang

Forsvarsminister Trine Bramsen lancerede for to uger siden et revolutionerende forslag til en særordning, som skal gøre det muligt at sætte sin førtidspension på pause, hvis man som veteran med PTSD eller lignende lidelser pludselig oplever en blomstrende arbejdsevne, så man pludselig kan forsørge sig selv. Hvis man alligevel ikke kan være selvforsørgende, skal man efter ministerens mening kunne genoptage sin førtidspension uden de store diskussioner.

Der er altså tale om en rettighed, som man umiddelbart skulle tro landets øvrige førtidspensionister ikke har, og i sagens natur var der mange kritiske kommentarer på de sociale medier, fra andre førtidspensionister med psykiske og/eller fysiske lidelser. For hvorfor skulle veteraner pludselig have disse rettigheder, som de eneste 500 ud af landets mere end 216.000 førtidspensionister?

Fordi – og kun fordi – de er veteraner?

Dette virkede som et fundamentalt brud med princippet om lighed for loven – altså et tilfælde af positiv særbehandling, på baggrund af et ret tilfældigt kriterium. Det svarer til at man tildelte særlige rettigheder til mennesker med partibogen i orden (sådan som Ba’ath-partiet gjorde i Irak), med det rette køn (som Taliban praktiserede i Afghanistan), eller en foretrukken etnisk oprindelse (som det var gældende i ex-Jugoslavien). Alle steder vi veteraner har været udsendt, for at gøre op med den slags diskrimination.

Men vores veteranstatus skal ikke bruges til at erhverve positive særrettigheder, med mindre der er særlige, saglige, fagligt underbyggede årsager til at syge veteraner adskiller sig fra andre borgere med lignende psykiske lidelser. Vi er i Veteranalliancen imod enhver form for diskrimination – lige som regeringen er på andre områder.

Forsvarsministeren forsvarer sin wildcard-ordning med, at hun rent faktisk har mødt en veteran på Fyn (hvor hun jo er valgt), som havde en frygt for at få frataget sin førtidspension, hvis han prøvede sig selv af på arbejdsmarkedet.

Efter denne samtale med den fynske veteran, iværksatte hun en tværministeriel indsats for at komme med en løsning. Arbejdet pågik i et år. Så det var åbenbart et vigtigt problem at få løst.

Hvor stort er problemet egentlig?

Førtidspension kan man blive visiteret til, hvis man er fyldt 40 år og ens arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at man ikke kan arbejde i et almindeligt job, eller i et fleksjob. Hvis man er under 40 år, kan man kun i særlige tilfælde få tilkendt førtidspension.

Man kan altså ikke tilkendes førtidspension hvis man “har en skidt periode”, eller det er uklart om man får det bedre senere. Tilstanden skal være varig – og arbejdsevnen skal være så væsentligt nedsat, at man ikke kan bestride et fleksjob på selv ganske få timer pr. uge. Vi har kendskab til en veteran i Nordsjælland, som er visiteret til fleksjob 2 timer pr. uge, fordi kommunen – trods 5 lægeerklæringer som siger at tilstanden er kronisk – fastholder, at veteranens arbejdsevne kan udvikles over tid. Så førtidspension er ikke bare noget man trækker i en automat, og det skal det heller ikke være.

Men når man så er visiteret til førtidspension, på baggrund af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, så burde man tro at arbejdsevnen ikke bare blomstrer i et sådant omfang, at man pludselig kan blive selvforsørgende. 

Andelen af førtidspensionister som supplerer deres pension med lønarbejde svarer da også kun til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister.

Der er ikke noget loft for, hvor meget man må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 81.900 kr. om året (hvis man er enlig – hvis man er gift/samlevende er beløbet højere). Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet.

Og de fleste er vel enige om, at hvis man kan tjene 800.000 kr. årligt på almindeligt lønarbejde, så har man ikke behov for supplerende førtidspension. Uanset om man er veteran, eller ej.

Danmarks Statistik oplyser at det samlede antal førtidspensionister i 2010 var 211.600 personer, hvilket er 7.400 flere end i 2019.

Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. Så hvis man føler en frygt for at få frataget sin førtidspension, må vi nok erkende, at denne frygt er ret ubegrundet. Lige som frygten for at blive ramt af lynet, eller vinde i Euro Lotto.

Det havde klædt Forsvarsministeren hvis hun havde undersøgt dette, og beroliget den fynske veteran. Man må gerne arbejde ved siden af sin førtidspension – også over længere tid, hvis man lige vil prøve sin arbejdsevne af. 

Kommunen kan træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (for eksempel i et fleksjob) og derved vedvarende kan opnå indtægt til selvforsørgelse.

Og der skal ret meget til før kommunen fratager førtidspensionen. I praksis sker det kun 1 – 2 gange årligt. 

Ankestyrelsen er heller ikke blæst bagover af sager om frakendelse af førtidspension.

Så “problemet” er til at overse.

Men løsningen findes allerede

Hele forslaget om Trine Bramsens wildcard-ordning fremstår som en gratis omgang symbolpolitik, for sandheden er jo, at muligheden for at få lagt sin førtidspension i hvile allerede findes i dag. Ikke kun for veteraner, men for alle landets førtidspensionister.

At pensionen gøres hvilende vil sige, at pensionsudbetalingen ophører, men at der er adgang til at få pensionsudbetalingen genoptaget ved henvendelse til kommunen. Det kan for eksempel ske, hvis det viser sig, at forudsætningerne om erhvervsindtægtens størrelse ikke holder. Der skal ikke søges om og tilkendes pension på ny.

Reglen er en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at støtte pensionistens forsøg på at gå i arbejde. Ved ordningen skabes der tryghed for, at der er et stabilt forsørgelsesgrundlag at falde tilbage på, hvis bestræbelserne mislykkes.

Som Forsvarsministerens partikammerat, MF Leif Lahn Jensen, udtalte i et møde i Folketingets beskæftigelsesudvalg d. 11. Maj 2017, hvor Enhedslisten og Alternativet havde foreslået indførelsen af et førtidspensionsbevis, i stil med Trine Bramsens wildcard:

“De (førtidspensionister efter 2003) har jo faktisk muligheden i dag, hvis man kan se, at de gerne vil tættere på arbejdsmarkedet, for at komme ind på det her. Hvis det så viser sig, at de ikke kan, kan de få førtidspensionen tilbage igen uden at skulle igennem hele den her mølle.

Jeg tror simpelt hen, hvad også ministeren var inde på, at det er et spørgsmål om, at give en bedre oplysning til de her mennesker – aktørerne, kommunerne, eller hvad ved jeg – så de er klar over, at den her mulighed er der. For mange af dem, som hr. Torsten Gejl snakker om, tror jeg måske kunne bruge det her og komme ind under de her regler om hvilende pension, og hvis det viste sig, at de kunne, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det måske var vejen frem for dem. For vi er jo enige om, at hvis de kan komme ind på arbejdsmarkedet, er det bedst for dem, og så skal vi forsøge. Og der mener jeg, at vi har en ordning her, der kan gøre det”.

Hvad med at fokusere på de reelle problemer?

Måske Forsvarsministeren, frem for at genopfinde løsninger på ikke-eksisterende problemer, i stedet have brugt sin tid, og de to ministeriers ressourcer, på at løse nogle af de mange reelle problemer vi som veteraner oplever.

Må vi i den forbindelse foreslå følgende:

1. Lav en oplysningskampagne om mulighederne for at få lagt sin førtidspension i hvile. Dermed kan noget ubegrundet frygt måske reduceres eller fjernes.

2. Hold kommunikationskanalen til Beskæftigelsesministeriet åben, og iværksæt en tværministeriel arbejdsgruppe som kan løse de helt reelle problemer vi veteraner oplever i arbejdsskadesystemet. Læs rapporten om de mange sagsbehandlingsfejl begået i AES og Ankestyrelsen, samt dommen fra Vestre Landsret. Lyt til vores, Soldaterlegatets og de militære fagforeningers anbefalinger. Og lad os så snakkes ved om 1½ år, når der ligger en køreklar løsning, som er mere anvendelig end wildcard-ordningen.

3. Hvis dette bliver en succes, så udvid samarbejdet til en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter for Indenrigsministeriet, og find en løsning på det evige problem med manglende specialiseret viden om veteraner i landets kommuner. Det er stadig under halvdelen af landets 98 kommuner som har en veterankoordinator, og alt for mange af de eksisterende veterankoordinatorer er bare camoflerede jobcentermedarbejdere, som hverken har tid til at tilegne sig viden, eller evner til at koordinere med andre end deres egne forvaltninger. Lige som på demens-, hjerneskade- og socialområdet, så opstår specialiseret viden ikke af sig selv. Det tager tid, og koster penge. Og derfor er det genstand for politisk prioritering.

Hvis Forsvarsministeren gik i gang med at løse disse, og andre reelle problemer, så ville vi hylde hende som den Forsvarsminister. For så ville hun lykkes med noget, som ingen forgænger er lykkedes med. På kort tid ville vi sikkert nedlægge Veteranalliancen, fordi der ganske enkelt ikke var mere at kæmpe for. Men dette har lange udsigter, så længe Forsvarsministeren er mere optaget af at styrte landet rundt, og blive fotograferet og interviewet, end hun er optaget af at passe sit vigtigste arbejde, og levere løsninger på de problemer mange veteraner har oplevet, i flere årtier, og med langt mere alvorlige konsekvenser end ubegrundet frygt.

Og lad os påpege, at Forsvarsministeren kan genbruge begrundelsen for sin iver for at lave wildcard-ordningen, hvis hun begynder at løse de større, mere reelle problemer vi har påpeget i årevis. Til A4arbejdsliv begrunder ministeren sit udspil således:

“Jeg synes og mener oprigtigt, at når man har været udsendt for Danmark og sat livet på spil, været i Irak, Afghanistan, kæmpet mod terrorister og været i krig, så har vi et ekstra ansvar for de folk. Når vi politisk beslutter at sende folk i krig, så har vi et ekstra ansvar for at passe på dem, når de kommer hjem.”

Jamen, så se at komme i gang med de store, reelle problemer, Trine Bramsen. Når det politiske ansvar er en skærpende omstændighed, og medfører et ekstra ansvar, så må de nye tiltag vel gerne koste noget..?

Løkke og veteranerne

Så ramte valgkampen vores område. På 70-års dagen for Danmarks befrielse, lancerede Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et forslag, som skal gøre det lettere for veteraner at få fodfæste på det civile arbejdsmarked.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at udsatte veteraner (hvordan man end definerer disse) skal have statsstøtte med i lårlommen, når de søger jobs i civile virksomheder. Som så mange andre drevne politikere var Lars Løkke Rasmussen ikke særlig konkret – hverken når der blev spurgt til hvor mange af disse udsatte veteraner som skulle have statsstøtte, eller da der blev spurgt til statsstøttens størrelse.

Det tætteste på nogle konkrete tal, var ca. 5000 udsatte veteraner (et tal baseret på en undersøgelse for år tilbage), og et tilskud på mellem 25.000 og 75.000 kroner.

Hvis man tager et gennemsnit, så er der altså tale om at Lars Løkke Rasmussen vil finde 50.000 kroner til hver af de 5000 udsatte veteraner. Det løber så op i 250 mio. kroner. Altså en kvart milliard kroner.

Nu har vi ingen anelse om hvor disse penge skal ”findes”, som det hedder på politikersprog. Men det er usandsynligt at skatterne skal stige, fordi Lars Løkke Rasmussen har fået dårlig samvittighed. Som så ofte før, skal pengene nok ”findes” på de eksisterende budgetter i Beskæftigelses- og Forsvarsministeriet.

Isoleret set kan dette forslag godt gavne nogle jobsøgende veteraner. Derom hersker ingen tvivl. Spørgsmålet er, om det er den form for offentlig anerkendelse og støtte vi ønsker.

Lad os lige lave et alternativt regnestykke, og se hvad vi kunne få for de samme penge.

For 100 mio. kroner kunne vi få 100 ekstra sagsbehandlere i Arbejdsskadestyrelsen, som kunne fokusere på de mange hundrede arbejdsskadesager rejst af veteraner.

For de næste 100 mio. kroner kunne vi få 50 psykologer og psykiatere, som kunne ansættes i specialpsykiatrien, som – 5 år efter veteranpolitikken blev vedtaget – stadig kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de veteraner som henvender sig, og beder om hjælp. 50 psykologer eller psykiatere i 2 år kunne gøre en markant forskel.

Tilbage har vi så 50 mio. kroner.

For disse kunne vi etablere veteranhjem/væresteder i alle de landsdele som stadig mangler. Og der ville stadig være overskud til at sikre driften (1,5 mio. pr. hjem pr. år) i adskillige år.

En hurtigere og bedre sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen vil givetvis ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Så denne løsning skal man kun vælge af moralske årsager – altså hvis man mener, at veteraner ikke skal vente i årevis på at få deres erstatninger for skader og tabt arbejdsevne.

Veteranhjemmene/værestederne vil måske heller ikke skabe flere selvforsørgende veteraner. Men de vil givetvis forhindre nogle selvmord og selvmordsforsøg, noget stof- og alkoholmisbrug og nogle splittede familier, hvis nogle af de mest udsatte veteraner får et trygt værested i nærheden, hvor de kan mødes med ligesindede, og få hjælp og støtte til behandling, sociale netværk og løsning af socioøkonomiske problemer.

Opgraderingen af specialpsykiatrien, som tilmed kunne udvides til at dække alle landets fem regioner, kunne både modvirke selvmord og selvmordsforsøg, bidrage til rettidig behandling af PTSD og andre psykiske lidelser man kan pådrage sig under/efter udsendelse, og støtte nogle udsatte veteraner i at genopbygge deres liv – herunder på det civile arbejdsmarked.

At betale virksomheder for at ansætte veteraner kan givetvis hjælpe nogle veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Men løsningen signalerer også, at virksomheder skal kunne spekulere i at ansætte veteraner, for at holde udgifterne til lønninger nede. For Interforce gør jo allerede et enormt arbejde med at synliggøre og markedsføre alle de unikke kompetencer forhenværende soldater har, og hvordan civile arbejdsgivere kan kapitalisere på disse kompetencer.

Man kan således godt tro, at ”markedet” for veteraner, som ansættes alene på baggrund af deres forrygende kompetencer, er mættet. I alle tilfælde hvis Interforce gør deres arbejde godt. Og det har vi ingen grund til at tro de ikke gør.

Tilbage står så spørgsmålet, om veteraner vil markedsføres som medarbejdere der kan spekuleres økonomisk i at ansætte, og hvordan man vil sikre at de ikke blot ansættes på korttidskontrakter, eller i projektstillinger, som opsiges når virksomhederne løber tør for statsstøtte. Sådan som vi har set det med løntilskud til andre ledige.

Hvis Lars Løkke Rasmussens forslag skal føres ud i livet, så kræver det to afgørende betingelser. For det første skal en uvildig myndighed – f.eks. Veterancentret – validere ansættelsesforholdet og dets fremtidsudsigter, så vi undgår en gentagelse af løntilskudsfidusen. Og for det andet må vi forlange, at Lars Løkke Rasmussen leverer en mere holistisk veteranpolitik, hvis han får magt til det. I indslaget fra TV2 erkender han jo, at veteranpolitikken fra 2010 ikke er en fuld og dækkende løsning. Og at veteranerne er et fælles samfundsansvar. Og at veteranerne skal behandles på fornem vis, når de kommer hjem. Og at vi ikke er i mål endnu.

Det vil vi fra Veteran Alliancen holde ham op på. Uanset hvordan valgresultatet bliver.

Se artiklen og interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: http://politik.tv2.dk/2015-05-04-loekke-klar-med-oekonomisk-haandsraekning-for-at-hjaelpe-veteraner

Når Danmark går i krig

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.

I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.

Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.

Men ikke før. Det ville være forkert.

Der er stadig plads til forbedringer

Vi har stiftet Veteran Alliancen, fordi danske krigsveteraner stadig bliver udsat for svigt, og mødes af ressourcemangel hos forskellige myndigheder og behandlingstilbud. Dette er en del af virkeligheden, til trods for at Danmark nu har haft skadede krigsveteraner i mere end 20 år, og en national veteranpolitik siden 2010.

47 veteraner har begået selvmord i afmagt, flere hundrede har forsøgt selvmord i desperation, og hundredevis lever et liv i isolation, med selvmedicinering og ubehandlede psykiske lidelser. Nogle veteraner lever i landets skove, og på forskellige herberg og veteranhjem. Alt for mange veteraner lever i årevis i usikkerhed, fordi deres ønske om anerkendelse og erstatning for deres skader trækker ud.

Imens deler politikerne medaljer ud, og holder skåltaler, som om alt var godt.

Nu kan disse årelange svigt, og de hidtidige politiske prioriteringer ikke længere forsvares. De kan heller ikke længere forklares med ukendte forhold, eller indkøringsvanskeligheder.

Det er på høje tid, at landets politikere allokerer de nødvendige ressourcer til veteranområdet, hvis de vil fastholde en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som producerer krigsveteraner i en lind strøm.

Alt andet er ganske enkelt umoralsk.

Veteranpolitik bør hverken være et spørgsmål om ideologi eller økonomi. En anstændig og rimelig veteranpolitik bør kunne samle alle ansvarlige politikere, på tværs af fløje og partier. Og en national veteranpolitik bør indeholde andet og mere end symbolsk anerkendelse, og halvhjertede løsninger på de voksende problemer.

Når vi samles under parolen “samling – sammenhold – samarbejde”, så er det fordi veteraner i alt for mange år har været splittede, og mange har været optaget af enkeltsager og personfnidder. Oberst Lars Møller beskrev det i september 2014 således:

Lige nu minder veteran-sagen lidt om venstrefløjen under Den Kolde Krig, hvor det myldrede med fraktioner. De havde absolut ingen indflydelse, men da alle trotkisterne, anarkisterne og kommunisterne med flere sluttede sig sammen i enhedslisten fik de da nogen betydning.

Med vores fem mærkesager, forsøger vi at anskue veteranpolitikken mere holistisk.

Kommunerne, Arbejdsskadestyrelsen, Forsvarets Veterancenter og andre offentlige myndigheder bør bortlægge silo-tankegangen, og se veteranpolitikken som noget der skal forankres bredt i samfundet. Og med èt fokus – at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, efter udsendelse i international tjeneste.

Dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er soldat, politibetjent, nødhjælpsarbejder, læge eller sygeplejerske. Og dette fokus bør være gældende, uanset hvor og hvornår veteranen har været udsendt. Og dette fokus bør være gældende, uanset om veteranen er rask, fysisk skadet, psykisk skadet, og uanset i hvilket omfang veteranen er skadet.

Vores kamp for bedre forhold for veteraner og deres pårørende, skal ikke handle om traditioner, om hvem der må udtale sig på hvilke veteraners vegne, og hvem der kender hvem. Vores kamp handler alene om at opnå det fornødne folkelige og politiske fokus på veteranpolitikken, og at få gennemført de nødvendige forbedringer.

Vi adskiller os fra alle øvrige aktører på området, ved at være løst organiseret, og aktivistisk i vores tilgang, sådan som det er beskrevet i artiklen på krigeren.dk fra d. 17. marts. Vores formål er ikke at kritisere andre aktører, eller være i konflikt med deres formål og aktiviteter. Veteran Alliancen er et supplement. Ikke en konkurrent. Men jo flere som bakker op om vores mærkesager, og bidrager med kompetencer og engagement, jo bredere kan vi nå ud med vores budskaber, og krav om forbedringer.

Det tror vi vil gavne mange veteraner, og deres pårørende.

Flere veteranhjem, tak

I den nationale veteranpolitik fra 2010 fremgår det, at der med støtte fra blandt andet Forsvaret og fonde skal etableres tre veteranhjem, hvor veteraner og deres pårørende kan mødes. Frivillige med tilknytning til soldater- eller marineforeninger og med interesse for sagen skal stå for den daglige drift.

Veteranhjemmene har til formål at værne om det kammeratskab, der er blevet skabt under tjeneste i Forsvaret. Samlingsstederne er ikke en erstatning for en offentlig indsats til veteranerne og deres pårørende, men det er en håndsrækning til de, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system.

Veteranhjemmene skal ikke ses som behandlingssteder, men veteranhjemmets frivillige bistår med kontakt til fagfolk, offentlige myndigheder og deslige. Veteranhjemmene er uformelle opholdsrum, hvor veteraner, der har brug for det, kan bo i en kortere periode. Først og fremmest har veteranhjemmene til formål at skabe et frirum for samvær og aktiviteter for veteraner samt deres pårørende.

Baggrunden for beslutningen om at etablere de tre veteranhjem var – i modsætning til veteranpolitikkens øvrige indsatsområder – ikke beskrevet i ”Veteranrapport” (Oktober 2010), om baggrunden for regeringens forslag til en national veteranpolitik.

Rapporten, som blev produceret efter 10 møder, af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for 7 forskellige ministerier, nævner slet ikke veteranhjem en eneste gang, til trods for at alle sejl var sat ind, og alle kompetencer var i spil. Pludselig var veteranhjemmene bare en del af den nationale veteranpolitik.

Hemmeligheden er, at veteranhjemmene var resultatet af et massivt og vedholdende politisk lobby-arbejde, som blev bedrevet af krigsveteraner og deres pårørende siden 2006. Domænenavnet veteranhjem.dk blev først registreret af en frivillig forening for krigsveteraner og pårørende, som holdt møder med alle de politiske partier, og argumenterede for hvorfor veteranhjem burde blive en del af den nationale veteranindsats. I november 2009 blev domænenavnet overdraget til Fonden Danske Veteranhjem. Og i 2010 blev veteranhjemmene så et indsatsområde i den nationale veteranpolitik.

Desværre blev det kun med en bevilling til etablering af tre veteranhjem, til mere end 70.000 veteraner og deres pårørende. Men der skulle jo også være penge til de mere symbolske indsatsområder – herunder det famøse veterankort, som først i 2014 tilbød krigsveteranerne en form for værdi, i form af rabatter hos den private indkøbsorganisation, LogBuy. Forsvarets pris for administration af rabatordningen er oplyst til kr. 580.000. Altså lidt mere end hvad det ville koste at drive et veteranhjem i et helt år.

Man kan undre sig over denne politiske prioritering. For i oktober 2014 præsenterede EPINION en uvildig vurdering af veteranhjemmene, for at undersøge hvilken rolle de spiller i samfundet, og hvilken værdi de skaber for brugere og samfundet. Undersøgelsen var lavet for Forsvarsministeriet.

Rapporten beskriver hvordan de tre veteranhjem i Aalborg, Fredericia og København årligt modtager 1,5 mio. kr. via finansloven. Fonden Danske Veteranhjem fungerer som centralt styringsorgan, mens tre lokale foreninger står for veteranhjemmenes daglige drift. Selve indsatsen i hjemmene drives af frivillige.

I rapporten peges på tre primære bidrag, som veteranhjemmene bidrager med til den samlede veteranindsats.

For det første når veteranhjemmene en målgruppe, der ellers er meget svær at opfange for de andre tilbud i indsatsen. Nemlig de veteraner, som har det rigtig dårligt psykisk, som mangler et sted at bo, fordi familien går i stykker, som er sygemeldt, fordi de ikke kan være omkring andre mennesker, og som måske har et misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer. Der kan være rigtig langt for denne målgruppe til at opsøge hjælp eller rådgivning ved Forsvarets myndigheder eller offentlige instanser. Her har veteranhjemmene den fordel, at de er ”afprofessionaliserede” og repræsenterer alt andet end det, det etablerede system repræsenterer. Det appellerer i høj til den svageste gruppe af veteraner. Veteranerne behøver ikke at frygte, at der pludselig stilles krav til dem, fordi de har henvendt sig på veteranhjemmet. Det er helt gratis – både i overført og bogstavelig betydning – at dukke op på veteranhjemmet.

For det andet har veteranhjemmene den store fordel, at de kan afhjælpe helt akutte problemer – som for eksempel når en veteran pludselig står uden tag over hovedet og mangler et sted at sove, eller når en veteran har brug for én, der kan tage med ham på psykiatrisk skadestue og blive der med ham weekenden over. Det kan det etablerede system ikke tilbyde. Nogle af de eksterne tilbud, som blandt andet døgntelefonerne og KFUMs Soldaterrekreation, kan hver især tilbyde lignende former for akuthjælp, men støtten synes at nå et trin videre på veteranhjemmene, idet den bliver meget personlig.

For det tredje er det et åbent og gratis tilbud for veteraner, hvor der ingen formelle krav stilles til brugerne. Det gør tilgængeligheden af tilbuddet meget høj. Der er da også samlet set mange veteraner, der i dag kommer på veteranhjemmene og benytter veteranhjemmenes tilbud – nogle dagligt, andre bare en gang imellem. Veteranhjemmene udfylder en rolle som naturlige samlingssteder for mange forskellige typer af veteraner. Det, der adskiller veteranhjemmene fra de andre tilbud i indsatsen, er, at veteranhjemmene er mere end et tilbud om økonomisk støtte eller overnatning – de er et fristed, hvor veteraner har lyst til at komme af egen vilje.

Rapporten påpeger også, at de fleste brugere af veteranhjemmene stadig har psykiske udfordringer, som de arbejder med i hverdagen, men at mange har oplevet en positiv udvikling, mens de er kommet på veteranhjemmene. Mange er også kommet ud af et misbrug af enten alkohol eller euforiserende stoffer gennem deres kontakt med veteranhjemmene. De bidrager derfor i dag med overskud og erfaringsudveksling på veteranhjemmene.

Med så åbenlyse og værdiskabende bidrag til veteranindsatsen, så kan det undre at Forsvarsforligspartierne kun kunne finde 30 mio. kr. til etablering af to nye veteranhjem (i Odense og Århus) og KFUM’s soldaterrekreationer, samt udvidelse af eksisterende faciliteter på de eksisterende tre veteranhjem (herunder køb af inventar, renovering mv.).

Engangstilskuddet på 30 mio. kr. finansieres i øvrigt inden for Forsvarets almindelige driftsbevilling på Finansloven for 2014. Denne undren bliver ikke mindre, når man erfarer at det lykkedes at finde 10 mio. kr. til medaljer, som skal tildeles med tilbagevirkende kraft for tjeneste i internationale missioner før 2010.

30 mio. kroner til noget som er dokumenteret virkningsfuldt, og i nogle tilfælde direkte livreddende.

10 mio. kroner til noget som er symbolsk anerkendelse, men giver muligheden for flere skåltaler om hvor godt vi behandler og anerkender vores krigsveteraner.

Vi lader tallene stå, og tale for sig selv.

Mange af veteranhjemmenes brugere, som har været udsendt til Balkan, har gået rigtigt mange år (for nogle ligefrem årtier) med problemer, som de ikke har kunnet håndtere, eller har fået hjælp til at håndtere, og som derfor har hobet sig op. Ifølge brugere og værter på hjemmene er Irakveteranerne først så småt begyndt at vise sig på veteranhjemmene, mens veteraner fra Afghanistan stadigt lader vente på sig.

Forventningen på hjemmene er, at antallet af veteranerne fra Irak og Afghanistan vil stige støt over de næste år, efterhånden som disse veteraner når et punkt, hvor de ikke længere kan håndtere deres udfordringer selv. Det er opfattelsen blandt brugerne, at ”vi kun har set toppen af isbjerget”, som en bruger formulerer det i evalueringsrapporten.

I Veteranalliancen har vi den holdning, at medaljer kan være fine, og kan skabe glæde hos modtagerne. Men Forsvaret bør ikke bruge så relativt mange penge på medaljer og parader, før der er styr på den helt basale og nødvendige veteranindsats i forhold til de hårdest ramte veteraner, herunder

• Flere veteranhjem, jævnt fordelt over hele landet
• Tilføring af de nødvendige ressourcer til specialpsykiatrien, så veteraner ikke skal opleve ventetid før de kan komme i behandling for krigstraumer
• Forbedring af retsstillingen i Arbejdsskadestyrelsen, så veteraner ikke skal kæmpe med Forsvaret om sandheden om hvordan deres krigstraumer er opstået, fordi Forsvaret ikke kan huske, eller har dokumenteret hændelserne i missionsområderne

Kilder:

Veteranrapporten (2010)

Veteranpolitik (2010)

Evaluering af danske veteranhjem (2014)

Hvorfor er det sådan i Danmark?

Hvorfor debatteres det aldrig hvad en international mission må koste de danske skatteydere – altså hvor meget vi som nation er villig til at betale for – med våbenmagt – at gennemtvinge vores højtflyvende idealer om frihed, demokrati, menneskerettigheder og kampen mod terror?

Hvorfor står politikerne sammen, når der skal stemmes om at udsende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker på farlige missioner i fjerne lande – når ikke engang ministrene gider deltage i hjemkomstparaderne, hvor man hylder de overlevende, og mindes de som gav deres liv for idealerne?

Hvorfor spises krigsveteranerne og deres pårørende af med symbolpolitik, som medaljer, værdiløse veteran-plastickort og floskelfyldte skåltaler, når specialpsykiatrien kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de krigsveteraner som beder om behandling for deres krigstraumer? Og når der stadig går hjemløse krigsveteraner rundt på landets gader og landeveje? Og når mere end 50.000 krigsveteraner og deres pårørende skal deles om 3 veteranhjem?

Hvorfor er det blevet så nemt at sende danske soldater ud i verden, hvor det forventes at de risikerer liv og lemmer, når det samtidig er så svært at finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at tilskadekomne krigsveteraner ikke skal vente i årevis, på at få anerkendt deres krigsskader, og kompensere dem via erstatninger?

Hvorfor siger vi med stolthed i stemmen, at vi er en krigsførende nation, som kæmper for de rigtige værdier og de gode idealer, når vi har så nemt ved at glemme og ignorere de soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker, som i praksis risikerer deres liv, og som kommer hjem med skader på krop og sind?

Hvorfor?

Et moderne tiggerkort

Efter krigen i 1864 blev danske krigsveteraner tilgodeset med hvad vi i dag ville kalde en særlov. Krigsveteranerne fik et særligt privilegium, som ikke alle andre kunne få. Krigsveteranerne blev udstyret med et officielt tiggerkort, som gjorde det muligt for dem at tigge almisser fra den barmhjertige del af befolkningen.

Mange af datidens krigsveteraner erhvervede sig lirekasser, som de gik rundt og spillede på, med hatten i hånden, eller liggende foran lirekassen. Deraf opstod begrebet ”at blive slået til lirekassemand”.

En lirekassemand var altså en krigsveteran, som var henvist til et liv som tigger. Denne model valgte man at genbruge i veteranpolitikken fra 2010.

Igen blev krigsveteranerne tilgodeset med et officielt dokument – denne gang i mere nutidigt plastic -, kaldet veterankortet. Veterankortet skal dokumentere at ihændehaveren er krigsveteran, og er præget med vedkommendes navn og cpr-nummer.

Det ligner et hævekort, eller et kundekort til en benzinstation. Forskellen er blot, at veterankortet hverken giver kredit, eller udløser nogle rabatter i sig selv.

Det blev op til frivillige kræfter, som organiserede sig blandt de frustrerede modtagere af veterankortet, at gå tiggergang hos landets virksomheder, og bede om uofficielle rabatordninger. Disse ”tilbud” blev så annonceret på en ganske privat hjemmeside, uden nogen forbindelse til den ellers så stolte og anerkendende stat.

For mange krigsveteraner blev veterankortet set som en hån. Nogle returnerede kortet til afsenderen, andre brugte det til at skrabe sne af bilens forrude, og enkelte løste på kreativ vis problemer med vippende borde, ved at lægge veterankortet under det korteste ben.

Veterankortet blev aldrig den anerkendelse og succes det var tænkt som. Mest fordi det var værdiløst i sig selv, men også fordi det var blevet italesat som noget helt fantastisk og nyskabende, i forbindelse med lanceringen af veteranpolitikken i 2010. Man skal åbenbart passe på med at skrue forventningerne op, når det man i praksis udleverer er aldeles værdiløst. Da begejstringen over veterankortet nu aldrig tog fart, så måtte noget jo gøres.

I 2013 blev veteranpolitikken evalueret af Forsvarsministeriet (sammen instans som havde produceret politikken), og ganske overraskende fandt evalueringsgruppen ingen nævneværdige fejl i deres initiale arbejde. Dog måtte noget gøres ved det forbandede veterankort, så evalueringsgruppen foreslog i et tilfælde af genialitet, at veterankortet ikke længere blot skulle tilsendes krigsveteranerne med posten.

Værnsfælles Kommando skriver således ultimo januar 2015 ud til landets tjenestesteder, at ”det er ikke en udleveringsform, der fremhæver Veterankortets symbolske betydning som et synligt bevis på, at modtageren har tjent Danmark på en international mission, og er veteran”.

Løsningen på dette symbol-problem er nu, at de værdiløse plastickort skal udleveres ved parader på landets tilbageværende kaserner. Og det skal jo nok øge værdien af kortene, og højne tilfredsheden blandt modtagerne. Eller ikke.

Brokkeriet, og de sarkastiske bemærkninger om kortets åbenlyse værdiløshed blev i slutningen af 2014 for meget for den siddende forsvarsminister, Nicolai Wammen. Han trykkede hårdt og længe på handlingsknappen, og sikrede – i et sjældent tilfælde af ekstrem handlekraft – landets krigsveteraner med plastickort sammen adgang til den private rabatordning, LogBuy, som forsvarets fastansatte har haft i årevis. Så skulle al kritik af veterankortet gerne forstumme, kunne man forstå.

Men det var jo en gratis omgang for ministeren.

Regningen for statens såkaldte anerkendelse blev tørret af på de private virksomheder som er med i LogBuy-ordningen. Staten skulle hverken finansiere rabatterne, eller drive en hjemmeside, sådan som private kræfter havde gjort hidtil.

Pludselig blev et element i veteranpolitikken meget nemt og omkostningsneutralt for staten. Og den konkrete anerkendelse var jo også beskeden, da veteranerne nu bare fik adgang til nogle rabat-privilegier, som tusindvis af andre danskere havde haft længe.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre specialpsykiatrien de nødvendige midler, så den kunne tilbyde behandling til alle de krigsveteraner som magter at bede om den.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre Arbejdsskadestyrelsen de nødvendige ressourcer, så krigsveteraner ikke skulle leve i uvished i årevis, før er falder afgørelse i deres arbejdsskadesager. Ventetiden er historisk høj nu, og ifølge Arbejdsskadestyrelsen bliver ventetiden kun længere i 2015.

Men da dagen var omme, og støvet havde lagt sig, så valgte ministeren en nem og gratis løsning.

Symbolpolitik og andet svigt

Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.