Et moderne tiggerkort

Efter krigen i 1864 blev danske krigsveteraner tilgodeset med hvad vi i dag ville kalde en særlov. Krigsveteranerne fik et særligt privilegium, som ikke alle andre kunne få. Krigsveteranerne blev udstyret med et officielt tiggerkort, som gjorde det muligt for dem at tigge almisser fra den barmhjertige del af befolkningen.

Mange af datidens krigsveteraner erhvervede sig lirekasser, som de gik rundt og spillede på, med hatten i hånden, eller liggende foran lirekassen. Deraf opstod begrebet ”at blive slået til lirekassemand”.

En lirekassemand var altså en krigsveteran, som var henvist til et liv som tigger. Denne model valgte man at genbruge i veteranpolitikken fra 2010.

Igen blev krigsveteranerne tilgodeset med et officielt dokument – denne gang i mere nutidigt plastic -, kaldet veterankortet. Veterankortet skal dokumentere at ihændehaveren er krigsveteran, og er præget med vedkommendes navn og cpr-nummer.

Det ligner et hævekort, eller et kundekort til en benzinstation. Forskellen er blot, at veterankortet hverken giver kredit, eller udløser nogle rabatter i sig selv.

Det blev op til frivillige kræfter, som organiserede sig blandt de frustrerede modtagere af veterankortet, at gå tiggergang hos landets virksomheder, og bede om uofficielle rabatordninger. Disse ”tilbud” blev så annonceret på en ganske privat hjemmeside, uden nogen forbindelse til den ellers så stolte og anerkendende stat.

For mange krigsveteraner blev veterankortet set som en hån. Nogle returnerede kortet til afsenderen, andre brugte det til at skrabe sne af bilens forrude, og enkelte løste på kreativ vis problemer med vippende borde, ved at lægge veterankortet under det korteste ben.

Veterankortet blev aldrig den anerkendelse og succes det var tænkt som. Mest fordi det var værdiløst i sig selv, men også fordi det var blevet italesat som noget helt fantastisk og nyskabende, i forbindelse med lanceringen af veteranpolitikken i 2010. Man skal åbenbart passe på med at skrue forventningerne op, når det man i praksis udleverer er aldeles værdiløst. Da begejstringen over veterankortet nu aldrig tog fart, så måtte noget jo gøres.

I 2013 blev veteranpolitikken evalueret af Forsvarsministeriet (sammen instans som havde produceret politikken), og ganske overraskende fandt evalueringsgruppen ingen nævneværdige fejl i deres initiale arbejde. Dog måtte noget gøres ved det forbandede veterankort, så evalueringsgruppen foreslog i et tilfælde af genialitet, at veterankortet ikke længere blot skulle tilsendes krigsveteranerne med posten.

Værnsfælles Kommando skriver således ultimo januar 2015 ud til landets tjenestesteder, at ”det er ikke en udleveringsform, der fremhæver Veterankortets symbolske betydning som et synligt bevis på, at modtageren har tjent Danmark på en international mission, og er veteran”.

Løsningen på dette symbol-problem er nu, at de værdiløse plastickort skal udleveres ved parader på landets tilbageværende kaserner. Og det skal jo nok øge værdien af kortene, og højne tilfredsheden blandt modtagerne. Eller ikke.

Brokkeriet, og de sarkastiske bemærkninger om kortets åbenlyse værdiløshed blev i slutningen af 2014 for meget for den siddende forsvarsminister, Nicolai Wammen. Han trykkede hårdt og længe på handlingsknappen, og sikrede – i et sjældent tilfælde af ekstrem handlekraft – landets krigsveteraner med plastickort sammen adgang til den private rabatordning, LogBuy, som forsvarets fastansatte har haft i årevis. Så skulle al kritik af veterankortet gerne forstumme, kunne man forstå.

Men det var jo en gratis omgang for ministeren.

Regningen for statens såkaldte anerkendelse blev tørret af på de private virksomheder som er med i LogBuy-ordningen. Staten skulle hverken finansiere rabatterne, eller drive en hjemmeside, sådan som private kræfter havde gjort hidtil.

Pludselig blev et element i veteranpolitikken meget nemt og omkostningsneutralt for staten. Og den konkrete anerkendelse var jo også beskeden, da veteranerne nu bare fik adgang til nogle rabat-privilegier, som tusindvis af andre danskere havde haft længe.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre specialpsykiatrien de nødvendige midler, så den kunne tilbyde behandling til alle de krigsveteraner som magter at bede om den.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre Arbejdsskadestyrelsen de nødvendige ressourcer, så krigsveteraner ikke skulle leve i uvished i årevis, før er falder afgørelse i deres arbejdsskadesager. Ventetiden er historisk høj nu, og ifølge Arbejdsskadestyrelsen bliver ventetiden kun længere i 2015.

Men da dagen var omme, og støvet havde lagt sig, så valgte ministeren en nem og gratis løsning.

Reklamer

Symbolpolitik og andet svigt

428979Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.

Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende accept af, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.

Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Og vi handler. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.

Lidt anderledes forholder det sig når soldaterne kommer tilbage fra krigene, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have. Så står vi knapt så meget sammen. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så er vi knapt så danske.

Tilsyneladende anerkender vi slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.

Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.

Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.

Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.

Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige veterankort i plastic, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage.

Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.