aktivistisk udenrigspolitik
Problemer er der nok af. Få dem nu løst.
Sommerferien går på hæld, og et spændende efterår nærmer sig. Der skal både forhandles forsvarsforlig, og træffes afgørelse om hvordan arbejdsskadesystemet skal behandle tilskadekomne veteraner i fremtiden.
Aktstykkeproblematikken
Ud over at definere rammerne for Forsvarets løsning af kerneopgaverne, så har forsvarsforliget også stor betydning for veteranindsatserne de næste fire år. For størstedelen af statens veteranindsats løses i regi af Veterancentret, og finansieres således via forsvarsbudgettet.
Men en af fortidens helt store undladelsessynder, løsningen af den såkaldte aktstykkeproblematik vi beskrev i januar 2016, og opfordrede Regeringen til at løse i forbindelse med serviceeftersynet af veteranpolitikken, ligger stadig uløst, og lugter under gulvtæppet.
Aktstykkeproblematikken eksisterer stadig, fordi man fortsat nægter at udbetale kulancemæssig godtgørelse og tilskadekomstpension til de 100 – 200 veteraner, som var udsendt og blev sårede før d. 14. august 1996 – altså veteranerne fra Cypern, de første Balkanhold, og det meste af Golfkrigen.
Heldigvis bragte Politiken historien d. 20. juli, og senest har Danmarks Radio P4/Sjælland (første nyhedsudsendelse og anden nyhedsudsendelse) fortalt om problematikken, som handler om den diskriminerende skæringsdato 14. august 1996.
På denne baggrund har Folketingets to største partier nu tilkendegivet, at de vil gå ind til forhandlingerne om forsvarsforliget, med et ønske om at finde pengene til at løse aktstykkeproblematikken en gang for alle.
Du kan hjælpe os med at lægge pres på dem, og alle de øvrige partier, ved at sætte din underskrift på denne indsamling. Så vil vi bruge alle støttetilkendegivelserne til at åbne døre, og motivere forsvarsordførerne til at få lagt aktstykkeproblematikken i graven, så vi undgår yderligere diskrimination af veteranerne som var udsendt før august 1996.
Læs også hvorfor mere end 1600 andre sympatisører allerede har skrevet under. Det er bevægende læsning.
Arbejdsskadeproblematikken er også stadig uløst
Inden forhandlingerne om forsvarsforliget officielt starter, så forventer vi en præsentation af løsningen på et andet kritisk problem for tilskadekomne veteraner – arbejdsskadeproblematikken, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) underkender speciallægeerklæringer på stribe, og kommer frem til at de tilskadekomne veteraner slet ikke har været i nok livsfare, eller har gået for længe og bokset med problemerne selv, til at man vil udbetale arbejdsskadeerstatninger.
Dette til trods for, at landets ledende eksperter i PTSD tager sig til hovederne, og underkender AES’ sagsbehandlingspraksis. Det giver slet ingen mening, at nogle lægekonsulenter som aldrig har været i en krigszone, ikke ved noget om de belastninger veteranerne har været udsat for, aldrig har mødt veteranerne, og derfor ikke har andre undersøgelser end speciallægernes, kommer frem til en helt anden konklusion end netop speciallægerne – som altså har skrevet erklæringerne på baggrund af undersøgelser, og en anerkendt faglighed inden for det specialiserede psykiatriske område.
Det er pinligt for et velfærdssamfund med en aktivistisk udenrigspolitik, og en politikerstand som aldrig misser en mulighed for at udtrykke deres anerkendelse og respekt for vores indsatser, så længe det kan klares med ord, og ikke belaster statens finanser.
Efter den massive medieomtale af problemerne i TV2, Ugebrevet A4, Berlingske, Avisen.dk m.fl. skrev selveste formanden for Folketinget, på sin blog på TV2, at
“Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte posttraumatiske postsyndrom, som en del veteraner må kæmpe med, efter at de har deltaget i militære aktioner på vegne af det danske forsvar. Et af problemerne er, at det ikke nytter noget, når læger og eksperter peger på PTSD, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når frem til en anden vurdering“.
Det er jo godt set af Folketingets formand. Og det har da heller ikke skortet på forstående og støttende udmeldinger fra hverken partiernes ordførere, eller den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen.
Nu går sommerferien på hæld, og vi er mere end klar til at høre hvad ministeren vil gøre for at løse problemet.
Vi har synliggjort problemets omfang og karakter. Vi har været tålmodige. Vi har arbejdet konstruktivt, demonstreret ganske fredeligt, og været løsningsorienterede på møderne i ministeriet d. 13. januar og 3. maj. Advokat Mads Pramming, og repræsentanter for HKKF og Soldaterlegatet deltog også, og bidrog til skitseringen af nogle tekniske og juridiske løsninger på problemet.
Nu vil vi gerne se nogle klare udmeldinger fra Regeringen, som følges op af noget handling.
For fænomenet med sent udviklet PTSD ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Og der er allerede et par hundrede afviste veteraner, som venter i spænding på om de får genoptaget deres sager, lige som tilfældet var da man lagde 6-månedersreglen i graven.
Få nu aktstykke- og arbejdsskadeproblematikkerne løst, så vi kan få genskabt tilliden til at Regeringen og Folketinget anerkender og respekterer vores indsatser. Og ikke kun i skåltalerne på flagdagen, men også når der skal handles, og findes penge til at yde de tilskadekomne veteraner retfærdig kompensation.
Vi HAR leveret vores del af aftalen.
Nu er det Jeres tur.
Beskæftigelsesministeren demonstrerede god forståelse og vilje
Onsdag d. 3. maj var vi, sammen med Advokat Mads Pramming, og en repræsentant for HKKF, til opfølgningsmøde med Beskæftigelsesministeren. Han havde nu haft 3 måneder til at finde på nogle løsninger, på de mange problemer psykisk sårede veteraner oplever i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Når vi skal være ærlige, så var vores forventninger til mødet ikke høje. Vi havde drøftet hvad vores næste skridt skulle være, hvis ministeren benægtede problemernes eksistens, eller valgte at fokusere på sagsbehandlingstiden (som er relativt nem at nedbringe hvis man vil, og har råd).
Så vi blev positivt overraskede, da Troels Lund Poulsen demonstrerede en god forståelse for problemernes natur, og fremkom med en liste over mulige løsninger. Det virker oprigtigt talt som om, at viljen er til stede, og man ønsker at lukke dette mørke kapitel i historien om hvordan syge krigsveteraner bliver behandlet i arbejdsskadesystemet.
Vi har lovet ikke at afsløre de tekniske detaljer i forslagene, af hensyn til den videre politiske proces. Men vi kan godt afsløre, at især to af forslagene, i kombination med hinanden, vil kunne løse problemerne med de alt for mange afviste sager, som begrundes med 4-års reglen, livsfarekriteriet og påstanden om alternative diagnoser.
Dette er vores fælles opfattelse, og vi ønsker derfor ministeren held og lykke med at få opbakning fra regeringen, og et politisk flertal i Folketinget, til netop disse to forslag.
Desværre kan den forestående politiske proces tage længere tid end vi håber, men det er desværre et livsvilkår når der går politik i sådanne sager.
Heldigvis har vi en god fornemmelse af, at et flertal i Folketinget ønsker at løse problemerne vi har peget på, og hvis ministeren præsenterer nogle forslag, med opbakning fra os, fagforeningerne og den mest erfarne advokat på området, så burde vi have en løsning på skinner i år.
Og hvis ikke, så skal vi nok minde politikerne om deres forpligtelser over for de veteraner som risikerede mest, og ofrede så meget, i den aktivistiske udenrigspolitiks hellige navn.
Nu lader vi ministeren arbejde videre med løsningerne, og fokuserer lidt på det kommende kommunalvalg, og de muligheder sådan et valg giver, for at flere end 20 af de 98 kommuner får udpeget veterankoordinatorer, og formuleret nogle brugbare veteranpolitikker.
Vi arbejder også videre med aktstykkeproblematikken, i bestræbelsen på at få sårede veteraner udsendt før 1996 omfattet af mulighederne for kulancemæssig godtgørelse og pensionsmæssig sikring.
Til dette har vi brug for flere underskrifter på vores indsamling. Vi er i skrivende stund tæt på de 1500 underskrifter, men vi kan altid bruge flere, som vil blive præsenteret for Forsvarsministeren, når vi mødes med ham igen.
Så skriv under, og del gerne linket med dine venner og bekendte. Lad os stå sammen, og få styr på forholdende for syge/sårede veteraner.
Den ubetalte regning
Danmark har haft en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden starten af 1990’erne, hvor skiftende politiske flertal med rund hånd har sendt danske soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud til verdens brændpunkter.
Forsvaret havde, med politikernes velsignelse, holdt Dannebrog højt hævet siden 1948, hvor danske soldater blev sendt på fredsbevarende opgaver i Gaza, og senere fulgte blandt andet missioner i Congo, Cypern og Kuwait.
Men fra 1992, hvor Danmark begyndte at sende soldater til Balkan, ændrede vilkårene sig. Der var flere sårede, og flere der overværede voldsomme krigsscener. Alvoren blev skærpet yderligere i forbindelse med missionerne i Irak og Afghanistan, hvor danske soldater blev sendt ud med mandat til at angribe fjenden og føre krig.
Det store paradigmeskift manifesterede sig i Eksjugoslavien, hvor mere end 10.000 danskere, med eller uden våben, var udsendt for at gøre en forskel i den jugoslaviske borgerkrig, og de efterfølgende spændinger mellem forskellige etniske grupper.
I alt var 12.489 danskere udsendt til Balkan i perioden 1991 til 2001. Og på nogle af de hold, som i Eksjugoslavien oplevede at komme på mellemhånd og var vidner til etniske udrensninger, har der siden været usædvanligt mange selvmord blandt veteranerne. Det har en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning vist.
Det var på alle måder en anden oplevelse, end de hidtidige fredsbevarende missioner på Cypern og i Gaza. På Balkan blev de udsendte danskere vidner til ondskab og menneskelig armod, uden at kunne stille så meget op, fordi det politiske mandat ikke tillod aktiv indgriben.
Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan.
“At komme ud og se død og ødelæggelse, mens man ikke kan gøre noget, det har mange veteraner beskrevet som rigtigt belastende. Det var for mange af de udsendte en stor frustration,” bekræfter Ask Elklit, som er professor fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Hjemme i Danmark havde paradigmeskiftet dog ikke forplantet sig til alle dele af det samfund, som skulle modtage de hjemvendte fra Balkan.
Først i 1995 – 1996 blev Forsvaret opmærksomme på, at flere veteraner fra Balkan fik psykiske og sociale problemer efter hjemkomsten, og først i 1997 begyndte man systematisk at følge op på Balkanveteranerne, med spørgeskemaundersøgelser 6 måneder efter hjemkomsten.
Først efter nogle meget barske episoder i Afghanistan i 2007 blev de såkaldte ’akklimatiseringsforløb’ indført. Og i 2013 blev det såkaldte kamppausekompagni så nedlagt igen, under højlydte protester fra Arbejdsskadeforeningen.
En del af veteranerne fra Balkan har udviklet stærke psykiske problemer, fordi der ikke blev arbejdet med deres traumer, da de kom hjem. Og selvom Forsvaret senere indførte længerevarende og obligatoriske forløb efter udsendelser med fokus på soldaternes psykiske helbred, kom forbedringerne ikke de gamle Balkanveteraner til gode.
Veteranerne fra Irak og Afghanistan er derfor bedre stillet, end Balkanveteranerne var i 1990’erne, når det handler om de tilstedeværende støttemuligheder efter hjemkomsten.
“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” har Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), udtalt.
Konsekvenserne af fortidens manglende opmærksomhed og støtte kan stadig ses i statistikkerne i dag.
Balkanveteranerne er overrepræsenteret, i forhold til andre veteraner, når det handler om selvmord, selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblematikker.
Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.
Hver gang politikerne konfronteres med undersøgelser som dokumenterer tingenes tilstand, eller kritiske spørgsmål til det enorme svigt, så lover de bod, bedring og flere møder. Men når det kommer til handling, så virker de nærmest lammede. Måske fordi de finder ud af, at aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er helt gratis.
Et veterankort i plastic, nogle medaljer og en festlig flagdag er hvad det kunne blive til. Veteranerne måtte selv bedrive lobbyarbejde, og skabe et flertal uden om den daværende regering, for at få afskaffet den tåbelige 6-månedersregel, som afholdt mange veteraner fra at få en anerkendelse og økonomisk kompensation for deres skader via Arbejdsskadestyrelsen.
Også på kommunalt niveau halter veteranindsatsen gevaldigt. Selv om vi i disse dage kan glæde os over, at Viborg Kommunes veterankoordinator gør en gæv indsats, og Aalborg Kommune – hårdt presset af de nordjyske veteraner og pårørende – har besluttet at afsætte penge til en veterankoordinator, så er der stadig alt for langt mellem snapsene. 90 af landets 98 kommuner mangler stadig veterankoordinatorer.
Der er stadig flere måneders ventetid på specialiseret psykiatrisk behandling af krigsveteraner, i de 3 regioner som tilbyder dette. De 2 øvrige regioner har slet ikke den slags tilbud.
Der foregår stadig en bizar forskelsbehandling af veteraner med henholdvis fysiske og psykiske skader, selv om veteranpolitikken fra 2010 (side 22) skulle afstedkomme, at Arbejdsskadestyrelsen skulle undersøge, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre.
Og senest har Forsvaret valgt at fastholde den position, at kun veteraner som er kommet til skade efter d. 14. august 1996 kan få erstatning for tort og svie (den såkaldte kulancemæssige godtgørelse), mens de tidlige Balkanveteraner, og veteranerne udsendt i Kuwait og Irak før 1996, ikke kan få denne godtgørelse.
Det er en godtgørelse, som maksimalt kan udgøre 72.500 kroner. For at leve med PTSD, eller granatsplinter i kroppen, resten af sit liv.
Det er sgu’ sølle. Især for en nation, som vedbliver med at sende soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud i verden, og fejrer deres imponerende indsatser hvert år d. 5. september, med flaghejsning og skåltaler.
Betal nu regningen. Og få ryddet op i fortidens undladelsessynder og svigt.
Staten diskriminerer Balkanveteranerne igen
Kan du huske hvad du lavede d. 14. august 1996? Kan du huske hvad du lavede i årene op til denne dato?
Det kan tusindvis af danske krigsveteraner. De var udsendt af staten, på en fredsbevarende mission, i det tidligere Jugoslavien.
Da de ankom konstaterede de, at det var så som så med den fred de skulle bevare, og at beskydninger, granatnedslag, etnisk udrensning af landsbyer, og den konstante fare for nærkontakt med miner var dagligdag.
Det tog de danske soldater med ophøjet ro og professionalisme. Danske soldater bliver ikke uddannet og trænet til at smide sig på ryggen, og råbe “dumme mor”, bare fordi tingene bliver vanskelige eller farlige. Opgaven blev løst, efter bedste evne, og på trods af et urimeligt svagt politisk mandat fra FN. De danske soldater, og hele indsatsen på Balkan, fik megen ros fra vores internationale samarbejdspartnere.
Nu er Balkan-missionerne glemt i offentligheden. Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som netop blev grundlagt af Nyrup-regeringen i forbindelse med folkemordene på Balkan, har siden skubbet Danmark helt frem på den internationale scene, når det handler om militære aktioner for frihed, fred og menneskerettigheder.
Hver gang der er blevet kaldt, har danske soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker stillet op, og ydet en forbilledlig indsats. Og de er blevet anerkendt, med flagdag, medaljer og rosende skåltaler.
Men nogle af krigsveteranerne kom til skade under de internationale missioner. Nogle mistede arme og ben. Andre mistede funktionsevne på grund af psykiske efterreaktioner på krigens gru.
Datoen, d. 14. august 1996, blev første gang relevant, da politikerne efter megen fodslæben besluttede at indstifte en medalje, til de veteraner som var blevet såret i tjenesten. Dengang mente Forsvaret, at medaljen kun skulle tildeles de veteraner, som tilfældigvis var kommet til skade efter d. 14. august 1996. Det betød, at de første hold soldater, politibetjente og nødhjælpsarbejdere på Balkan, kunne glemme alt om anerkendelse for deres skader.
Argumentet var dengang, at forløberen for medaljen ‘Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste’, først blev indstiftet på denne dato. Før 1996 var der altså slet ingen medalje til sårede soldater. Og det havde Forsvaret det tilsyneladende fint med, selv om man ikke helt magtede at holde styr på hvem der skulle have medaljer efter de gældende regler.
Men efter mange protester, over denne åbenlyse diskriminering af ca. 400 veteraner fra Balkankonflikterne, skar daværende forsvarsminister, Nicolai Wammen, igennem. Ministeren var enig i, at diskriminationen var urimelig. Og så blev reglerne for tildeling af medaljen for såret i tjeneste ændret, med tilbagevirkende kraft. Det var jo trods alt bare nogle medaljer til 25 kroner stykket, men anerkendelsesværdien for de sårede veteraner var væsentligt større. Lederen af Center for Selvmordsforskning gik endda så langt, som til at sige, at medaljerne var selvmordsbeskyttende.
Nu spoler vi så tiden frem til denne uge, hvor datoen d. 14. august 1996 igen har fået betydning. Og for præcis den samme gruppe krigsveteraner, fra de første Balkanmissioner.
I denne uge kunne vi nemlig erfare, at Forsvaret – efter langvarige drøftelser med Advokatfirmaet Elmer & Partnere på vegne af Soldaterlegatet har meddelt, at man giver sig på spørgsmålet om forældelse af krav på kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte (et skattefrit beløb pr. dag, man er syg som følge af en skade).
”Forsvarsministeriets Arbejdsskade- og Erstatningskontor vil som også foreslået af Elmer & Partnere tage hovedafsæt i arbejdsskadesikringslovens særregel om forældelse. Det betyder, at rigtig mange vil kunne få svie- og smertegodtgørelse. Vi er dog juridisk bundet af en ikrafttrædelsesdato, som er den 14. august 1996.”, udtaler afdelingschef for FAEK Pernille Hershøj.
Advokat Birgitte Filtenborg, Elmer & Partnere, er meget tilfreds med, at Forsvaret nu alligevel ikke vil påberåbe sig, at krav på svie og smerte er forældet, før veteranerne selv er blevet bevidste om, at de er blevet syge, og før de har fået Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af deres sygdom, typisk PTSD.
”Men jeg synes det er en skandale, at Forsvarsministeren, som jeg som advokat for Soldaterlegatet har skrevet et åbent brev til den 24. juni 2015, ikke har fundet en politisk løsning, så alle vores veteraner, der er blevet syge af deres udsendelse, bliver behandlet lige,” siger Birgitte Filtenborg, og tilføjer: ”Jeg håber, at andre politikere nu vil tage initiativ til en politisk løsning, som ligestiller alle veteraner og minder om, at reglerne om kulancemæssig godtgørelse blev indført på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, at hver 10. udsendte soldat ville pådrage sig psykiske mén.”
Det håber vi sandelig også. Og arbejdet med at etablere et politisk flertal imod denne gentagelse af fortidens diskrimination er allerede gået i gang.
Du kan bidrage til at lægge pres på ministeren og Folketinget. Skriv under her.
Tolkeaftalen skal fortolkes på en særlig måde
Denne video er et af vores sarkastiske indspark til debatten om de afghanske tolke, som mange politikere helst vil glemme alt om. Lige som de helst vil glemme alt om danske krigsveteraner, når de kommer hjem fra krigene, med skader på krop og sind.
Tolkesagen og veteransagen handler grundlæggende om det samme – etik.
Har soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger, sygeplejersker og afghanske tolke kun instrumentel værdi, eller er vi moralsk forpligtet til at yde hjælp og støtte til de mennesker, som risikerede alt, for at udmønte den aktivistiske udenrigspolitik vi hylder?
Krig med moms på
Et Folketingsvalg nærmer sig, og alle partier har travlt med at positionere sig med forslag til både offentlige udgifter, og finansiering af disse udgifter.
Kun én offentlig udgift undslipper debatten om finansiering – den aktivistiske udenrigspolitik.
I det hele taget er der bred konsensus om, at hele Forsvarsområdet – herunder veteranområdet – bare er noget man finansierer via skatter, og aldrig stiller spørgsmålstegn ved. Politikerne vil gerne fortsætte med at kunne trykke på nogle grønne knapper, og sende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker afsted til alverdens krigszoner, uden at politikerne skal ud med hatten i hånden, og finde sponsorer til den aktivistiske udenrigspolitik.
Forsvaret kan i ny og næ få en ekstra bevilling, hvis der dukker nogle uventede banditter op på radarskærmen, eller hvis der ganske uventet opstår en humanitær katastrofe i et fjernt land. Men ellers må forsvarsbudgettet finansiere politikernes krigsglæde.
Krig med moms på
Hvad med om vi lagde en moms på den aktivistiske udenrigspolitik? Hvad med om vi fik skabt en konsensus om, at hver gang politikerne beslutter at sende 100 soldater i krig, eller 100 beredskabsfolk afsted til én humanitær katastrofe, så skulle der – ud over finansieringen af uddannelse, udrustning, transport, løn osv. – afsættes et fast beløb pr. udsendt, som var øremærket en anstændig behandling af den udsendte, når han/hun kom hjem fra udsendelsen?
De øremærkede penge fra momsen på krig skulle så bruges på at sikre veteranhjem i alle landsdele, en hurtig og grundig behandling af arbejdsskadesager for de sårede veteraner, den korrekte kapacitet i de dele af sundhedsvæsenet som behandler sårede veteraner, efteruddannelse af de kommunale sagsbehandlere som arbejder med veteranernes sociale sager, og en anstændig pensionsordning for veteraner, som bliver så skadede, at de dømmes ude af arbejdsmarkedet for resten af livet.
En moms på den aktivistiske udenrigspolitik vil bidrage til, at politikerne tænker sig godt om, før de sender danske soldater, betjente, beredskabs- og sundhedspersonale ud til verdens brændpunkter. Og momsen vil sikre, at vi undgår situationer som nu, hvor det er geografiske tilfældigheder som afgør, om veteraner kan få den hjælp og støtte de har brug for, efter at have udmøntet den aktivistiske udenrigspolitik for politikerne.
Økonomien bag krigen
Hvis vi ser på hvad der er brugt på krudt og kugler i tre af de seneste militære konflikter Danmark har været involveret i, så vidner tallene om, at der ikke er nogle smalle steder når fjenden skal bekæmpes.
Irak-krigen, hvor ca. 5000 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 2,4 mia. kroner.
Indsatsen i Libyen, hvor ca. 100 danske soldater og piloter var udsendt, kostede skatteyderne 620 mio. kroner.
Afghanistan-krigen, hvor ca. 8600 danske soldater var udsendt, kostede skatteyderne 13 mia. kroner.
Danmark kan altså – uden at blinke – bruge mere end 1 mia. kroner om året på krig.
Til sammenligning blev der i 2013 brugt 221 mio. kroner på veteranindsatsen, ifølge Forsvarsministerens svar til Folketingets Forsvarsudvalg d. 8. januar 2015.
Disse 221 mio. kroner fordelte sig således:
159 mio. kroner blev brugt på psykologisk behandling, socialrådgivning og andre aktiviteter under Forsvarets Veterancenter – herunder 23 mio. kroner til husleje, IT-systemer o.l.
62 mio. kroner blev brugt på erstatninger, godtgørelser og pensioner.
10 af de 159 mio. kroner var imidlertid satspulje-midler fra Beskæftigelsesministeriet, som var målrettet Veterancentrets jobsøgningsindsats for veteraner.
Ud over pengene på forsvarsbudgettet, blev der i 2013 brugt 9,5 mio. kroner til støtte af Fonden Danske Veteranhjems drift af tre veteranhjem, KFUM Soldaterhjems drift af soldaterhjem, samt De Blå Baretters Kammeratstøtteordning. De 9,5 mio. kroner er et direkte træk på finansloven, uafhængigt af forsvarsbudgettet.
10. april 2014 besluttede forsvarsforligskredsen, at der afsættes 25 mio. kr. årligt i perioden 2014- 2017 med henblik på at styrke indsatsen på veteranområdet. Forsvarsforligskredsen indgik endvidere ”Aftale om styrket indsats for de danske veteraner” 3. september 2014, hvoraf det fremgår, at der afsættes yderligere 30 mio. kr. i 2014 til etablering af nye veteranhjem og KFUM’s soldaterrekreationer samt udvidelse af eksisterende faciliteter, herunder køb af inventar, renovering mv. Dette udvidelsesarbejde forventes afsluttet ultimo 2016.
Men det stigende antal krigsveteraner kan ikke være tjent med, at behandlingstilbud og støtte skal være afhængigt af tilfældige politiske flertal, som fra tid til anden ”finder” puljer af penge til den nødvendige indsats for veteraner og deres pårørende.
Hvis politikerne uden at blinke kan bruge mere end 1 mia. kroner hvert år på krig, så er det kun rimeligt at indsatsen i forhold til veteraner og deres pårørende udgør et fast beløb pr. år, afspejlende det aktuelle antal veteraner.
Lige som man taler om at pengene følger patienten, og pengene følger eleven, så bør pengene følge veteranen. Hver gang staten producerer en krigsveteran, skal der være afsat penge til behandling og støtte til veteranen, når han/hun har udkæmpet politikernes kampe.
Ellers kan de jo selv tage afsted, og håbe på det bedste.
Når Danmark går i krig
Når Danmark går i krig, så er vi alle i krig. De seneste 20 år har der været et overvældende flertal i befolkningen, som bakkede op om vores engagement i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan, Libyen osv.
Vi lever alle med konsekvenserne af krigene. Terrortruslen, omkostningerne til krudt og kugler, og den fremspirende holdning til, at vi kan gribe ind til alle tider, og snart sagt alle steder i verden, hvis vores idealer og håndhævelse af menneskerettigheder kræver det.
Hvis en ond diktator skal sættes fra magten, eller en langskægget terrorbevægelse skal motiveres til at løsne grebet om en belejret landsby, så står vi sammen. Så handler vi. Så er vi danskere. Så er vi solidariske med de udsatte. Så skal vi vise verden hvad danske værdier er. Og vi diskuterer aldrig hvad det må koste. Idealer og rettigheder kan nemlig ikke prissættes.
Lidt anderledes forholder det sig når krigsveteranerne kommer hjem, og er fysisk eller psykisk ødelagte. Så kan vi godt diskutere hvad det må koste, og hvor meget hjælp de skal have, og hvor meget det må koste. Så står vi knapt så meget sammen. Så kan principperne godt diskuteres. Så er vi knapt så solidariske med de udsatte. Så handler vi ikke så meget. Så er vi knapt så danske.
Tilsyneladende anerkender det danske samfund slet ikke årsagssammenhængen mellem krigen, og skadevirkningerne på de soldater som udkæmper krigen. Selv Forsvaret, som burde være meget bevidst om disse forhold, har i et svar til en krigsveteran hævdet, at arbejdsforholdene i en krigszone er helt sammenlignelige med arbejdsforholdene på en vilkårlig anden arbejdsplads, hvorfor Forsvaret ikke har noget særligt ansvar for at ruste soldaterne til krigens påvirkninger.
Påstanden er åbenlyst absurd. Selv dagligdagen for danske politibetjente, paramedicinere og brandmænd, som også fra tid til anden kan pådrage sig stress, angst, PTSD og andre psykiske lidelser efter mødet med ondskab, død og ødelæggelse, kan ikke sammenlignes med en dagligdag hvor man opsøger og nedkæmper guerillakrigene, lever med kronisk frygt for vejside- og selvmordsbomber, og konstant skal overveje hvor, hvornår og hvordan man bevæger sig rundt, for at minimere risikoen for fjendtlig beskydning.
Alt dette ved soldater. Og som soldater har de accepteret risikoen. Hvad de har svært ved at acceptere, er den ligegyldighed de ofte mødes med, når de sluger stoltheden, og beder om hjælp.
Når danske soldater kommer tilbage fra Balkan, Mellemøsten og Afrika, og har haft alle tænkelige ressourcer til rådighed for at løse de pålagte opgaver, så var det med henvisning til de vigtige idealer og menneskerettigheder. Befolkningen bakkede op, og der var ingen pris som var for høj – hverken målt i penge eller menneskeliv.
Anderledes forholder det sig når soldaterne har tjent deres formål. Så spises de af med symbolpolitisk taknemmelighed, i form af medaljer, ubrugelige plastic-veterankort, og en årlig flagdag. Alt sammen noget, som er svært at finde praktisk anvendelse for, hvis man lider af PTSD, er socialt isoleret, (selv-)medicineret og uden betydelig arbejdsevne tilbage. Så er man efterladt, og i systemernes vold. Og sådan fortjener ingen veteraner at blive efterladt.
Man kan ikke tage sine medaljer med i Netto, og veksle dem til mad. Man kan ikke tanke bilen op, og betale med sit veterankort. Og man kan ikke forvente større velvilje fra sin kommunale sagsbehandler, fordi man inviterer hende med til flagdagen for Danmarks udsendte d. 5. september.
I Veteran Alliancen mener vi, at parader og medaljer kan vente, til vi har styr på den mest basale veteranindsats. Når det ikke tager årevis at få anerkendt – og få erstatning for – sine krigsskader. Når psykiske skader er sidestillet med fysiske skader. Når der er veteranhjem i alle landsdele. Når specialpsykiatriens kapacitet matcher veteranernes behov for behandling. Når samtlige kommunale sagsbehandlere er uddannet til at forstå og afhjælpe veteranfamiliernes ofte komplekse problemstillinger.
Når der er styr på disse nødvendige ting, og hvis der stadig er tid og penge til overs, så stiller vi gerne op til parader, klapper hinanden på skulderen, og pynter hinanden med medaljer. For så har vi ikke efterladt nogen.
Men ikke før. Det ville være forkert.
Hvorfor er det sådan i Danmark?
Hvorfor debatteres det aldrig hvad en international mission må koste de danske skatteydere – altså hvor meget vi som nation er villig til at betale for – med våbenmagt – at gennemtvinge vores højtflyvende idealer om frihed, demokrati, menneskerettigheder og kampen mod terror?
Hvorfor står politikerne sammen, når der skal stemmes om at udsende danske soldater, politibetjente, beredskabsfolk, læger og sygeplejersker på farlige missioner i fjerne lande – når ikke engang ministrene gider deltage i hjemkomstparaderne, hvor man hylder de overlevende, og mindes de som gav deres liv for idealerne?
Hvorfor spises krigsveteranerne og deres pårørende af med symbolpolitik, som medaljer, værdiløse veteran-plastickort og floskelfyldte skåltaler, når specialpsykiatrien kun har kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de krigsveteraner som beder om behandling for deres krigstraumer? Og når der stadig går hjemløse krigsveteraner rundt på landets gader og landeveje? Og når mere end 50.000 krigsveteraner og deres pårørende skal deles om 3 veteranhjem?
Hvorfor er det blevet så nemt at sende danske soldater ud i verden, hvor det forventes at de risikerer liv og lemmer, når det samtidig er så svært at finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at tilskadekomne krigsveteraner ikke skal vente i årevis, på at få anerkendt deres krigsskader, og kompensere dem via erstatninger?
Hvorfor siger vi med stolthed i stemmen, at vi er en krigsførende nation, som kæmper for de rigtige værdier og de gode idealer, når vi har så nemt ved at glemme og ignorere de soldater, politibetjente, nødhjælpsarbejdere, læger og sygeplejersker, som i praksis risikerer deres liv, og som kommer hjem med skader på krop og sind?
Hvorfor?
VETERANALLIANCEN 