Veteranpolitik i 100 måneder

Artikelserien fra Jyllands-Posten, som var med til at starte udviklingen af veteranpolitikken

Den 12. oktober 2010 meddelte Statsminister, Lars Løkke Rasmussen at Danmark skulle være langt bedre til at hjælpe veteraner videre, når de vender hjem fra krig.

Opgaven med at formulere en egentlig veteranpolitik var en afskedsgave fra forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i 2009, på vej mod sit nye job hos NATO, efterlyste en egentlig veteranpolitik for at få mere støtte til handicappede soldater og de pårørende, sådan som man kendte det fra en række andre lande.

F.eks. kunne man trække på erfaringer fra krigsførende nationer som USA og England, hvilket den dag i dag stadig er en god idè, som desværre ikke udmøntes i tilstrækkeligt omfang. Men samtidig blev Fogh Rasmussen kritiseret for ikke at have fremlagt en veteranpolitik i sin tid som statsminister.

“Det er godt, han ser lyset, men det havde været sjovere, hvis han havde meldt ud som statsminister,” sagde partifællen Karsten Nonbo til Berlingske Tidende.

Derfor ville regeringen fremlægge et oplæg til en ny veteranpolitik, oplyste statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

“Vi har i Danmark et af verdens bedste velfærdssamfund, men vi er først ved at lære, hvad det vil sige at have veteraner,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det sidste udsagn var naturligvis noget notorisk sludder. I 2010 havde Danmark haft veteraner i mere end 60 år, og udtalte veteranproblemer siden vi rykkede ind på Balkan i 1992 – altså i næsten 20 år.

Der blev afholdt en masse udvalgsmøder, drukket masser af kaffe, og skrevet enorme mængder af notater, som til sidst mundede ud i Danmarks første veteranpolitik. Få måneder efter måtte statsministeren overrække Cavlingprisen til Jyllands-Postens journalister Asger Westh og Lars Nørgaard Pedersen og fotografen Stine Larsen, som havde været med til at give veteranpolitikken et ekstra skub i en bedre retning, som statsministerens udtrykte det.

Featureserien “Hjem fra Krigen” afdækkede i flere end 100 artikler afdækket forholdene for sårede danske krigsveteraner. Cavlingvinderne beskrev danske soldater, der har levet af mad fundet i containere, der er flygtet fra hverdagen ud i danske skove, og som er blevet snydt for genoptræning.

“Vi skylder de hjemvendte en god behandling, men der har dog været brister. Det har featureserien været med til at vise,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

I 2012 var der stadig veteraner som havde isoleret sig i skovene

Mange tror fejlagtigt at veteranpolitikken er Folketingets, men sådan forholder det sig ikke. På trods af bred politisk opbakning til de mange initiativer for veteraner, er veteranpolitikken aldrig blevet debatteret eller vedtaget i Folketinget. Den blev bare administrativt vedtaget af regeringen.

Samme mønster gentog sig i 2016, hvor det var tid til et serviceeftersyn af veteranpolitikken. Ingen offentlig debat, og ingen debat eller vedtagelse i Folketinget. Således er veteranpolitikken version 2 fra 2016 stadig kun regeringens. Og siden 2016 har veteranpolitikken kun været gældende for behandlingen af Forsvarets veteraner, idet veteranerne fra Justits- og Udenrigsministeriet næsten ubemærket blev skrevet ud af regeringens nye veteranpolitik.

Så kunne man jo håbe at Justitsministeriet og Udenrigsministeriet ville formulere deres egne politikker, og etablere et sikkerhedsnet for deres veteraner. Det er bare ikke sket endnu.

Og netop nu er et historisk tidspunkt. For denne måned, i marts 2019, har Danmark officielt haft veteranpolitik i 100 måneder.

Meget er sket i de 100 måneder. Mange nye initiativer og projekter har set lyset siden 2010. Mange penge, og meget energi er brugt på at forbedre vilkårene for syge og udsatte veteraner, og deres familier. Nogle initiativer med mere succes end andre.

I 2017 var der også veteraner som havde vendt samfundet ryggen, og taget ophold i landets skove

Løbende hører og læser vi om de mange nye initiativer, og hvor meget fremskridt vi oplever på veteranområdet. Løbende hører og læser vi hvordan de mange gode intentioner bare lige skal have tilført nogle penge, for at bringe os tættere på en bedre verden for de stakkels veteraner, og deres omsorgsfulde familier.

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som chef for Veterancentret, skrev Susanne Kiholm Lund i anledning af dokumentarudsendelsen om den frygtelige Lars Kragh-sag, på Veterancentrets hjemmeside, at “Der er især sket meget, siden de danske politikere nedskrev vores første veteranpolitik og besluttede, at Forsvaret skulle have én indgang for veteraner og deres pårørende. Med den beslutning blev Veterancentret oprettet i 2011, og siden da er indsatsen over for vores tidligere og nuværende soldater og deres pårørende, som til tider må stå meget igennem, kun udvidet og forbedret. Vi betragtes ikke længere som novicer i Danmark, men får tit og ofte udenlandske gæster på vores matrikel, som søger inspiration hos os. Betyder det så, at vi er i mål? Nej. Veterancentret kan altid blive bedre og skal altid gøre sit ypperste. Simpelthen fordi vores soldater fortjener det. Derfor hilser jeg også en dokumentarudsendelse om Lars Kragh velkommen. Alene fordi den giver anledning til, at vi, når rulleteksterne kører over skærmen, kan reflektere over og om nødvendigt debatterer Forsvarets og hele Danmarks sociale forpligtelse over for skadede veteraner.”

Siden har det været så som så med debatten og refleksionen.

I Lars Kragh-sagen endte det fatalt for veteranens forældre. I en nyere sag, som blev dækket af Berlingske, var symptomerne de samme. Dårlig koordination af indsatserne, og et forældrepar som følte sig alene og hjælpeløse i forsøget på at drage omsorg for deres traumatiserede søn.

Chefen for Veterancentret havde læst artiklerne om veteranen og hans forældres situation, og udtrykte sin sympati med ordene “Det er klart, at mit hjerte bløder da for sådan en familie og det, de står igennem”. Obersten forklarede, at Veterancentret hele tiden udvikler den hjælp, der tilbydes krigsveteraner og pårørende.

“Politisk er det besluttet, at man har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis man har fået skader, der er forårsaget af, at man har været i en international operation. Så hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed sammen med andre systemer, der findes i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi. Og vi har også stor fokus på de pårørende,” sagde hun til Berlingske.

I 2018 var der stadig veteraner som overlevede i skovene på grund af hjælp fra frivillige

Men blødende hjerter og gode intentioner gør det ikke alene.

Vi har nu i årevis sagt, at veterancentret skal blive bedre til at koordinere de svære sager, hvor også sundhedsvæsenet, kommunerne og private/frivillige aktører bidrager til den samlede løsning.

Veterancentret har rykket sig en smule, og har igangsat en charmeoffensiv over for kommunerne – en kampagne kaldet “Fælles om veteraner”. Det er fint og godt, selv om de stort annoncerede “samarbejdsaftaler” er lige så gensidigt uforpligtende som enhver anden politisk hensigtserklæring.

Men vi er nødt til at åbne kommunikationslinjerne mellem Veterancentret og psykiatrien, og få koordinationen i dette krydsfelt til at fungere bedre end hidtil. Og denne proces starter med at alle parter erkender problemet, og samarbejder om en løsning. Det sker ikke ved at Veterancentret bare afviser kritikken, og peger på regionerne som dem der skal løse problemerne.

Vi ved i øvrigt stadig ikke hvor mange veteraner som er bosiddende ude i landets skove, i biler på parkeringspladser, eller andre tilbagetrukne steder. For det har man ikke haft tid til at undersøge i løbet af de første 100 måneder med veteranpolitik.

 

#100MånederMedVeteranpolitik

Intet opstår af intet, og anerkendelse skal ikke købes

Vi har skrevet om det før. Veterankortet fik en turbulent start, og til sidst skulle det have kunstigt åndedræt af Veterancentret, som måtte betale mange tusinde kroner for adgang til LogBuy-ordningen, så veterankortet ikke var helt værdiløst.

Men der er ikke meget anerkendelse i anerkendelsen, hvis man skal bede om den, eller sågar betale for den.

Siden veterankortets lancering har græsrødder forsøgt sig med forskellige tiltag for at koble mere frivillige rabataftaler til kortet, men alle de forsøg vi har lagt mærke til er stille og roligt gledet ud i sandet.

Nu har vi taget teten op. I 1½ måned har vi indgået mere end 80 aftaler om rabatter, særarrangementer og andre fordele koblet til veterankortet. Og der er flere på vej. Det har været overraskende nemt, og helt gratis.

Hvis Forsvaret havde brugt de samme beskedne ressourcer på den samme opgave, kunne vi i dag have mere end 3000 aftaler om rabatter og særarrangementer koblet til veterankortet. Og det havde ikke kostet Forsvaret en krone.

I 2014, da Forsvarsminister Nicolai Wammen gik i panik over den sarkastiske kritik af veterankortet, og befalede Forsvaret til at bruge penge på LogBuy-ordningen så veterankortet kunne bruges til andet end isskraber, var der ellers jubel over hele linjen. Også selv om Veterancentret betaler 81.250 kr. + moms pr. år for denne “anerkendelse”.

Veterankortet opstod oprindeligt efter forslag fra blandt andet veteranforeningen “De Blå Baretter”. Her havde formanden, Niels Hartvig Andersen, svært ved at få armene ned over, at forsvarsministeren ville garantere alle veteraner en række rabatter via LogBuy-ordningen. Men han ærgrede sig også over, at veterankortet ikke af sig selv var blevet nogen succes.

»Vi er oppe imod janteloven. Folk stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor det lige er veteraner, der skal have det her. Jeg ved ikke, om vores samfund endnu er gearet til at give de her rabatter og fordele af sig selv kun til veteranerne,« sagde han i 2014.

Fire år senere var alt åbenbart anderledes. Eller var det?

Har det ikke altid været sådan, at hvis ingen gjorde noget, så skete intet. Men så snart nogen gør noget, så sker der noget? Hvornår er en succes nogen sinde kommet af sig selv?

Forsvaret har i øvrigt ingen anelse om hvor mange veteraner som har tilmeldt sig LogBuy-ordningen siden 2014. Men man betaler stadig 81.250 kr. om året for at op til 12.500 veteraner kan være med i ordningen.

Samlet har Forsvaret betalt 406.250 kr. for denne anerkendelse indtil nu. Og ingen aner hvor mange veteraner som er glade for denne anerkendelse.

Husk at du kan finde vores helt gratis rabataftaler her.

Åbent brev til medlemmerne af Folketingets forsvars-og beskæftigelsesudvalg

Siden 1990’erne har det været mere end almindeligt udfordrende for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader i det civile arbejdsskadesystem.

Siden græsrødder fra veteranmiljøet, hvoraf mange i dag er samlet i vores netværksbaserede paraplyorganisation, i 2013 udstillede uretfærdighederne i landets medier, har vi været vidner til en serie af særlove og administrative forordninger som skulle gøre det lettere for veteraner at få anerkendt deres psykiske kampskader. Nogle tiltag har givet bedre resultater end andre, men faktum er at vi stadig har veteraner som var udsendt til Balkan og Golfen i 1990’erne, som venter på retfærdigheden.

Fælles for dem alle er, at de har en eller flere (i nogle tilfælde op til 8) speciallægeerklæringer som entydigt stiller en diagnose som er optaget på erhvervssygdomslisten, og entydigt peger på veteranernes missioner i nationens tjeneste som årsagen til disse psykiske sygdomme. Og alligevel nægtes veteranerne anerkendelse og erstatning for deres mèn og erhvervsevnetab.

Dette er ganske uacceptabelt. Hvis Danmark vil være en krigsførende nation, som sender soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere m.fl. ud i verden, for at værne om danske værdier og idealer, så skal Danmark også være rede til at betale regningen – hele regningen.

At en vis procentdel af veteranerne pådrager sig fysiske og psykiske kampskader er forudsigeligt. Og alligevel virker det som om der i budgetterne ikke er plads til at kompensere alle veteranerne for deres ofre i nationens tjeneste.

Senest har vi set effekten af Beskæftigelsesministerens veteranpakke, som blev stort annonceret i forbindelse med flagdagen for Danmarks udsendte i 2017. Vi deltog selv i en række møder med ministeren forud for veteranpakkens tilblivelse, og advarede om at pakkens indhold ikke ville løse det grundlæggende problem mange veteraner oplever, når de afvises i arbejdsskadesystemet.

Nu har vi set effekten af veteranpakken. Kun 1,5 % af de veteraner som har fået de såkaldte second opinion-afgørelser, hvor arbejdsskademyndighederne har indhentet endnu en speciallægeerklæring fra en psykiater de selv har udpeget, er lykkedes med at få anerkendt sin sag på denne baggrund.

At vi har skulle vente et helt år på dette resultat har gjort mange veteraner i vores bagland vrede – og med god grund. De blev stillet en løsning i udsigt, som aldrig manifesterede sig i virkeligheden.

Vi er bekendte med at Hærens Konstabel- og Korporalforenings jurist har haft fortræde for Jeres udvalg, og redegjort for fagforeningens oplevelse og skuffelse – hvilke er identiske med vores, blot tilsat en stor portion vrede, fordi vi er meget tæt på nogle af de veteraner som nu har spildt endnu et år i arbejdsskadesystemet uden noget brugbart resultat.

Vi er enige med Hærens Konstabel- og Korporalforening i løsningen på det grundlæggende problem – at bevisbyrden skal flyttes fra veteranerne over på arbejdsskademyndighederne, i form af en formodningsregel. Når en veteran anmelder en arbejdsskade, og en eller flere speciallæger uafhængigt af hinanden peger entydigt på en diagnose og en årsag, og denne årsag er udsendelse på internationale missioner i nationens tjeneste, så må det være op til arbejdsskademyndighederne at bevise – eller blot sandsynliggøre med gode argumenter – at lægerne tager fejl – og hvorfor.

Det bør ikke være veteranerne som skal betale prisen for, at lægevidenskaben og arbejdsskademyndighederne tilsyneladende ikke kan blive enige om hvor lang tid en psykisk kampskade kan tage for at udvikle sig, eller hvilke ord som skal anvendes for at beskrive lidelserne præcist nok til at ordene ikke kan fortolkes til ugunst for de kampskadede veteraners sager.

Det bør ikke kunne lade sig gøre, at man politisk imødekommer vores ønske, og afsætter penge til indhentning af mere end 100 speciallægeerklæringer, når arbejdsskademyndighederne alligevel tillægger disse nye erklæringer mindre værdi end den/de første erklæringer som er udfærdiget, på grund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som handler om en arbejdsskadesag som på ikke på nogle måder minder om forholdene for kampskadede krigsveteraner.

Næste måned har vi i Danmark haft veteranpolitik i 100 måneder i dette land. Veteranpolitikken har traditionelt samlet alle Folketingets partier. Vi fornemmer en klar forståelse for, at uanset hvad man politisk måtte mene om de enkelte missioner, så skal veteranerne ikke lide under manglende anerkendelse af deres indsats. Vi håber I vil benytte lejligheden til at kigge lidt kritisk på selve udmøntningen af veteranpolitikken, og især fokusere på forholdene for de veteraner som skabte behovet for en veteranpolitik – de syge og socialt udsatte veteraner, som dagligt kæmper med konsekvenserne af Danmarks aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For nogle af disse veteraner føler sig efterladt på perronen, med deres traumer og funktionsnedsættelser. Og det kan vi ikke være bekendt som velhavende velfærdsstat. Det er ikke i tråd med de idealer og værdier vi som veteraner var villige til at lade vores liv for, i nationens tjeneste.

Som veteraner ved vi hvor afgørende det er, at vi ikke efterlader nogle kollegaer på slagmarken.

Lad 2019 blive året hvor vi som nation endelig tager ansvar, finder de nødvendige midler, og ikke længere efterlader nogle veteraner på perronen, når de bliver nægtet anerkendelse af sammenhængen mellem deres tjeneste og deres kampskader.  

Med venlig hilsen

VETERANALLIANCEN